Læsetid: 6 min.

Det røde Kina vil være grønt — men er kun nået til gråt

Det bliver med Kinas hektiske vækst, at miljøet for alvor siger stop. Spørgsmålet er, om det også bliver i Kina, nye værdier som forudsætning for en ny grøn økonomi kan næres. Jonathan Watts søger stadig svaret
Kina er i dag hveken rød eller grøn. Det er gråt på grund af den forfærdelige smog, som stadig præger mange byer, det beskidte vand, fødevarerne hvis sundhedstilstand man ikke kan stole på, biodiversiteten der er alvorligt truet, siger Jonathan Watts, Guardians miljø-korrespondent i Beijing. Her en trafikeret gade i hovedstaden.

Kina er i dag hveken rød eller grøn. Det er gråt på grund af den forfærdelige smog, som stadig præger mange byer, det beskidte vand, fødevarerne hvis sundhedstilstand man ikke kan stole på, biodiversiteten der er alvorligt truet, siger Jonathan Watts, Guardians miljø-korrespondent i Beijing. Her en trafikeret gade i hovedstaden.

13. oktober 2011

 

 

 

Siden Jonathan Watts i 2003 kom til Beijing som avisen The Guardians miljøkorrespondent i Asien, har han registreret, hvordan Kinas bruttonationalprodukt, BNP, først overhalede Italiens og Frankrigs og derefter passerede Storbritanniens.

Så noterede han, at Kina overtog positionen som den største långiver til Afrika. Derefter distanceredes Tyskland økonomisk. Året efter blev Kina den største udleder af CO2 i verden. Og året efter det blev Kinas BNP større end Japans og landet dermed den næststørste økonomi i verden.

»Og økonomien vokser stadig med næsten 10 pct. pr. år, alt mens den industrialiserede verden synes i en tilstand af økonomisk kollaps. At leve i Kina netop nu er som at se 200 års udvikling afspillet i højhastighed og close uppå en storskærm. Og fordi det er så sammenpresset i tid, så ser man også konsekvenserne af væksten med det samme, og dér hvor man opholder sig,« siger Jonathan Watts.

Det har han beskrevet i bogen When a Billion Chinese Jump, og i dag taler han om det på konferencen Take Lead, som netværket Green Growth Leaders afholder i København med Mandag Morgen som organisatorisk hovedkraft.

»Én sagde engang, at hvis man ikke kan holde to indbyrdes uforenelige ideer i hovedet på én gang, så kommer man aldrig til at forstå Kina. Det gælder virkelig, når det drejer sig om den miljømæssige side af Kinas vækst.«

»Der er på den ene side billedet af det røde Kina på vej til at blive erstattet af det grønne Kina som vinder af det globale kapløb om de nye vedvarende energiteknologier. Det billede er der en hel del sandhed i, når man ser på, hvor mange penge regeringen reserverer til dette formål, og hvor hastigt vindkraften og solenergien ekspanderer. Der foregår virkelig en proaktiv indsats i Kina for at indkredse, hvordan den ny grønne økonomi ser ud, og hvordan man kan komme til at dominere den. Og hvis Kina kan finde denne nye økonomi, er det jo fantastisk, for vi har alle brug for den.«

Men der er nogle advarselstegn forbundet med den stærke satsning på den ikke-fossile energi, påpeger Watts.

»Når Kina taler om et nationalt mål for ikke-fossil energi på 15 pct. i 2020, så er det umiddelbart et godt mål, men af de 15 pct. er den helt overvejende del vandkraft og atomkraft. Det ser f.eks. ud til, at Kina de næste fem år vil bygge mere ny vandkraftkapacitet, end USA har gjort gennem hele sin historie. Dermed bliver de vidunderlige dale i Yunnan, Sichuan og Tibet oversvømmede. Samtidig skal atomkraften udvides 7-10 gange. Og jo, vindkraften ekspanderer enormt, men den udgør stadig kun to-tre pct. af energiproduktionen. Og op mod en tredjedel af vindmøllerne er stadig ikke forbundet til elnettet.«

Den hastigt voksende solcelleproduktion går endnu mest til eksport, ikke én af de mange planlagte økobyer er helt færdige endnu, og de kinesiske ambitioner om at blive masseproducent og -bruger af elbiler er langtfra realiseret.

Det grå Kina

»Så man må sige, at Kina har været modig og investeret en masse penge, men det er for tidligt at sige, at Kina er en grøn supermagt. Faktisk er Kinas virkelige farve hverken rød eller grøn. Den er fortsat grå: Den forfærdelige smog, som stadig præger mange byer, det beskidte vand, fødevarerne hvis sundhedstilstand man ikke kan stole på, biodiversiteten der er alvorligt truet.«

»Så der tegner sig et meget forvirrende billede af en nation, der prøver at gøre alt på én gang — prøver at bevæge sig fra feudalsamfund til en helt ny type økonomi, som intet land i verden endnu har realiseret på bare 30 år. Og samtidig fordoble økonomiens — og dermed energiforbrugets — størrelse på 10-15 år. Regeringen er bevidst om problemerne og forsøger virkelig at gøre noget ved dem. Men den er fanget i en rutsjebane og ved ikke, hvordan den skal komme af,« mener miljøkorrespondenten.

Han er delvis enig med dem, der siger, at den kinesiske regering har flotte grønne ambitioner og strategier, men hindres i at nå resultaterne på grund af modvilje, korruption, manglende åbenhed og justits på det lokale plan.

Det stopper med Kina

»Men staten har også selv et ansvar. Hvis man lagde mindre vægt på BNP-vækst og mere på miljømæssige og kvalitative indikatorer for udvikling, eller hvis sanktionerne var skrappere eller prissignalerne anderledes, så ville der være nogle andre incitamenter for de lokale myndigheder, virksomhederne og borgerne at lade sig styre af.«

Jonathan Watts beskriver i bogen When a Billion Chinese Jump, hvordan industrialiseringen tog fart i Storbritannien for 200 år siden, og hvordan først briterne og siden Europa og andre kunne realisere deres vækst ved at hente de nødvendige råstoffer stadig længere væk og samtidig hælde affaldet ud i naturen, i havet eller op i himlen.

Nu er tiden for vækst og industrialisering omsider kommet til Kina og dét i et rasende tempo, men desværre for sent, for nu er der ikke længere plads i det globale økosystem.

»Hidtil har lande kunnet feje affaldet ind under gulvtæppet, men når væksten skal foregå i en målestok som den kinesiske, er der ikke noget tæppe, der er stort nok. Så Kina er stedet, hvor miljøet siger stop, hvor det bliver tydeligt, at forbruget har overskredet klodens grænser. Om ikke andet vil man se det på økonomien, fordi omkostningerne bliver stedse større. Det er en del af det, vi ser i den globale økonomi nu, og med det følger også sociale spændinger som dem, vi f.eks. ser i protesterne mod Wall Street,« mener Watts.

Tilbedelsen af penge

— Joschka Fischer, Tysklands tidligere udenrigsminister, sagde forleden her i avisen som du: At Kina rammer muren først af alle. Og at netop det gør, at det bliver Kina, der af nød kommer til at definere løsningerne og en ny økonomi. Enig?

»Jeg har dage i Kina, hvor jeg gribes af fortvivlelse over problemernes omfang, men der er også øjeblikke, hvor jeg oplever, at det er landet med den nødvendige energi og initiativkraft til at finde løsningerne. Man møder vitterlig politikere, forskere, intellektuelle og ngo'er, der har indset situationens alvor og forstået nødvendigheden af at skifte spor. I befolkningen er det dog fortsat den amerikanske drøm, der tæller. Årets bilsalg handler ikke om elbiler elle hybridbiler, men om firhjulstrækkere, luksusbiler etc. For mig må det også handle om at skabe nye værdier, hvis jeg skal tro på muligheden af forandring. Men hvem lobbyer for dét og imod verdens største selskaber?«

— En dansk økonom, Jørgen Ørstrøm Møller, mener, at Kina har bedre chancer for at stille om end Vesten, fordi vor kristne tro siger, at Gud har givet naturen til mennesket, hvorfor vi kan gøre med den, hvad vi vil — og nu har vi så oven i købet smidt Gud ud. I de asiatiske religioner og filosofier findes det guddommelige i naturen, og det skaber en respekt og en barriere mod at udbytte den?

»Jeg mener, debatten om vore åndelige værdier er afgørende og vejen til løsninger. Det at have noget andet og mere at tro på end indkøbscentret. Men er Kina så bedre stillet? Man smed så mange af de traditionelle værdier ud med kulturrevolutionen, så hvis man vil genfinde dem, er det nok bedre at søge i Taiwan, Tibet, Mongoliet eller Japan. I Kina gik man over til at tilbede Mao for siden at begynde at tilbede penge.«

»Når det er sagt, tror jeg, at enhver løsning må bygge på en kombination af ny teknologi, ny økologisk tænkning baseret på videnskab og så en mere grundlæggende visdom. Taoismen har betagende ideer om naturen som ikke-styrbar og om os som del af naturen. Buddhismen tilbeder også naturen. Og begge dele findes stadig i Kina. Kina er også et land, der styres af kommunistiske, videnskabelige ateister, men mange af dem rådfører sig i al hemmelighed med taoistiske præster. De ved godt, at Kina har behov for åndelige værdier, og de leder efter dem. Man kan kun håbe, at Kina på dette område kan præstere en lige så brat stigende læringskurve, som man har præsteret med teknologiudvikling og økonomisk udvikling. Er forudsætningen for det måske et åbent civilsamfund, en fri presse? Eller kan også den proces foregå top-down? Det spørgsmål har jeg ikke svaret på.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vesten har rigtig ondt i røven for tiden. Dobbeltmoralen når hidtil uforudsete højder.

Vi lever i en del af Verden, der har tilladt sig at svine vores jord, land, natur, luft, vande og levende væsener inkl. mennesket til. Det har vi gjort siden industrisamfundet boomede i slutningen af 1800-tallet og frem til og med de store verdenskrige.

Vi kan medregne Korea- og Vietnamkrigene, der danne overgangen til den ny type iscenesatte imperialistkrige, vi nu har set spille sig ud i Irak, Afghanistan, Libyen og sandsynligvis en hel række afrikanske lande, snart Syrien, Iran, Pakistan og ... Kina.

Listen er så lang, at man bliver noget træt af den. Sydamerika, Afrika, Asien, Europa, Oceanien. Zoom-in på listen af enkelte lande og grupper af mennesker, og man segner af træthed. Imperialisterne / proto-globalisterne har behandlet naturen og menneskene på samme måde: som forbrugsgoder, som Gud selv - ja det står skrevet! - har givet dem lov til at suge til sig som næring og dernæst smide væk som affald. Hele Verden er deres Edens Have, hvor de plukker alle frugter, tager et bid og smider dem på jorden.

Og nu vil disse barnagtige, forkælede globale overklassetyper have os til at købe deres klynk om, at det nu er kinesernes skyld. Der kører en massiv, fed strøm af anglo-amerikansk anti-kinesisk propaganda for tiden. Alle former er i spil.

I den ene ende af spektret har vi den helt skamløst utilslørede, åbenlyst propagandistiske retorik, der kommer fra lobbyisterne, militaristerne, globalisterne, ny-imperialisterne - eller man skulle måske kalde dem 'feudalisterne' i den ny verdensorden, der er ganske overbeviste om deres Gud-givne ret til at herske over Verden og påtvinge den deres adelige og uforlignelige værdier - White Mans Burden version 3.0.

I den anden ende af spektret har vi den repressivt tolerante, intellektualiserende, politisk korrekte type af agitatorer og kommentatorer, man finder i fx. medier som The Guardian og ja såmænd: Information. De ved sjældent selv, at de agiterer, men de opdager heller ikke, at de frivillig stiller sig til rådighed som talende mundstykker for den vidensstrøm, der tilflyder dem gennem nyhedsbreve og -bureauer. De er ikke klar over omfanget af den kontrol, der i dag er lagt på virksomhesmedierne (Corporate Media) og de ved ikke hvor lidt, der egentlig slipper ud af hyper-mediernes jerngreb.

De opdager heller ikke, hvor svært denne meningsstrøm og dens mundstykker - som de selv udgør - har ved at beslutte, hvilket ben, den/de skal stå på.

Det ene øjeblik fordømmer den/vi - vi siger og gør som 'den' - kinesernes succes. Vi indentificerer ikke vores helt basale sur-røv-misundelse over deres succes.

Det andet øjeblik fordømmer vi dem ved at påberåbe os menneskerettighederne. Her kunne vi potentielt have en pointe. Det ville så blot kræve - ligesom i alle andre moralske anliggender - at vi havde fejet for vores egen dør. Den snor er desværre knækket for længst - ca. for 150 år siden, da de engelske imperialister, bankmænd og royale parasitter, slave- opiums-, våben- og menneskehandler forsøgte at forgifte, udplyndre og udslette Kina og - hvis de kunne have gjort det - resten af jordkloden. Ingen af delene lykkedes til fulde, som vi ved. Men de dele, der for en stund - hvad er et århundrede i den store kalenderbog? - lykkedes, lider vi stadig under i dag.

Det tredje øjeblik ser vi angstfyldt over mod Kina og deres voksende styrke: vil de mon kræve deres gæld indfriet, kommer de nu og gør os alle arbejdsløse, udkonkurrerer de os med deres 'billige og unfair tricks', bruger de bare deres nuvundne rigdomme til at købe det, der jo tilhører ... OS.

Det fjerde øjeblik kører vi forargelsen i stilling. Det er saftsuseme også for dårligt, at de nu tror, de kan gebærde sig som ... os. Vi vil gerne - dennes verdens retfærdige - advare mod deres forurening (opfundet af os), deres investeringer (opfundet af os), deres økonomiske vækst (opfundet af os), deres opkøb af ressourcer (opfundet af os) - bortset fra at kineserne rent faktisk betaler for dem, i modsætning til imperialisterne, der blot beslaglægger dem.

Det femte øjeblik kan vi næsten ikke få plads i vore notesbøger over alle de fejlgreb og mistag, kineserne gør: de siger de vil være grønne og ikke røde, og se bare hvordan de halter bagud. De siger, de vil skabe alternativer til Vestens oliesvineri, og se bare, de har ikke fuldt realiseret det på et par årtier.

Først sætter vi dem op på en idealist-piedestal, og så river vi dem forargede ned fra den piedestal, vi SELV har sat dem op på.

Dobbeltmoral, dobbeltmoral og atter dobbeltmoral!

JA: lad os tale om menneskerettigheder - når vi selv lever op til dem, og ikke halser i anus på en ynkelig, løgnagtig og afdankende supermagt med ondt i moralen, pengepungen og samvittigheden. Gæt selv hvilken.

JA: lad os tale om grøn energi, når vi selv gør noget ved det, sætter olie-garkerne stolen for døren, og ophører med det sindsygt tåbelige pseudosnak om 'klima'. Det hedder MILJØ, Henrik Steen Larsen, kan du sige M-I-L-J-Ø? Eller er du blevet en robot, en klima-globalist-papegøje, en båndsløjfe?

JA: lad os tale om 'alternative energikilder', når vi finder ud af, at der allerede er helt fantastiske energi-teknologier på markedet, der aldrig når frem til skyklap-journalisterne, som HSN, og som olie-garkerne har fjernet fra offentlighedens søgelys i næsten 100 år.

Og pas på. Når kineserne for alvor lukker op for dem - for de kender dem - så er vi ikke engang kommet ud af starthullerne i Vesten. Og nej, vi taler hverken om vind, vand eller sol. Vi taler om hi-tech i overhalingsbangen, der efterlader konventionel 'alternativ energi' i grøften.

Og når vi SÅ har gjort det, så synes jeg vi skal komme efter kineserne. Bigtime.

Personlig startede jeg allerede nede i slut-70'erne med at være en pine-i-røven på hjemmefronten og deres naive Mao-plakater og forgabelse-forgudelse af de store massemorder-ikoner fra det 20'ende århundres store kollektivistiske pseudoreligiøse bevægelser. Religion er opium for folket - og så lavede de deres egne version.

Maoism, kommunisme, stalinisme, leninisme, fascisme, nazisme, globalisme - same-same but the same.

Efterlysning: journalister, der tør, kan og gider gøre et stykke hjemmearbejde og sige det, der nu SKAL siges. Vi har ikke brug for flere papegøjer.

Respekt for naturen har de jo ikke, hvis de lægger den i grus på 30 år. Så er de 40.000 dæmninger end ikke nævnt, trods vandkraft, som selvfølgelig indirekte -har relation.

De menneskelige omkostninger beregnes hvordan?

De besatte lande, med tilhørende konflikter.(Tibet??? )

Sidst men ikke mindst, giver artiklen den vrangforestilling, at Kina ikke bliver påvirket af kriserne.

Det sidste de har brug for er et par klaphatte i kjoler der snakker om en mand på en sky.... (hvis man da kunne se himlen?).

Niels-Holger Nielsen

Jeg har selv været i Beijing og i Shanghai (2004), og tænkte om motorgaderne i flere etager: Det er godt nok imponerende, men rent sisyfosarbejde. Mange af disse grandiose anlæg slutter i et roderi af mindre trafikårer, hvor man kan sidde fast i mange minutter, mange gange. Sådan kan man jo ikke udvikle et bæredygtigt samfund. Det er opskriften på en katastrofe, hvis resten af den fattige landbefolkning skal leve på samme måde. Kald det kommunistisk eller kapitalistisk vækst, pølsen bevarer dog sin smag. Jeg var på muren nord for Beijing, det var noget af en oplevelse. Jeg fik klaus fordi der var så mange mennesker, men de fleste var jo kinesere, så det var vel ok. På Den Himmelske Freds Plads og i Den forbudte by var det det samme: enorme mængder af turister. Alle kinesere. Hold da kæft hvor de gloede på os langnæser, og tog billeder. Vi var havnet i Beijing på førstedagen (vistnok 1. oktober) af den nationale højtid til minde om udråbelsen af Folkerepublikken Kinna. På denne dag har de fleste kinesere fri, og i dagene efter har mange også fri. Den kinesiske ledelse havde forlænget denne årlige ferie og samtidig opfordret alle kinesere til at drage ud og opleve deres fædreland. Hvis denne udvikling fortsætter, vil vi om kort tid se en voksende skare af ferierende kinesere her i landet og mange andre steder. Det holder naturligvis ikke. Det holder heller ikke, at vi danskere til stadighed er villige til at rejse ud for at udnytte de sidste chancer inden det definitivt er slut. Det er ikke ansvarlig adfærd. Enhver dansker må gøre op med sig selv, om de vil stemme på et parti, som har en politik, som kan hjælpe os med at løse disse problemer i fællesskab og retfærdighed, eller om de vil stemme på et parti, som ønsker at spænde denne bue langt hinsides enhver realisme.

Med slet skjult skadefryd ser jeg, at det heller ikke går så godt med den kinesiske elbilindustri. Det var forudset, og det må være på tide, at verden vågner op og erkender, at vi ikke kan lænke vores fremtid til privatbilismen. Enten er den død, eller også er vi.

Kapitalismen arbejder jo også desperat på at finde en jord2. Måske de regner med at flygte dertil når de har slidt denne op, de er jo fantaster.

Kina har alvorlige problemer, ja. Men de har den fordel, at de stadig er i gang med at udbygge deres infrastruktur, hvor imod den i veste allerede er udbygget. Derved vil kina have letter ved at omstille sig end vesten og det skulle ikke undre mig, at de om nogle årtier sviner mindre en den såkaldte udviklede verden.

@Niels-Holger Nielsen: "Jeg har selv været i Beijing og i Shanghai (2004) ..."

Og her gik jeg og forestillede mig, at du havde indset det ufornuftige i at tage på sådanne ferierejser per fly. Jeg er overrasket, akkurat som jeg var det, da jeg måtte revidere min opfattelse af Ejvind Larsen i forbindelse med hans Mexico rejse. Jeg orker sgu' snart ikke dette pjat mere. Hvad er det egentlig du/I mener?

Svend Erik Hendriksen

Kinesernes klima-politik ser ikke CO2 som en trussel, nærmest tvært imod, der er miljøet der skal skånes for forurening fra de kulfyrede krafværker, således at f.eks. smog undgås samt forurening af floder og vandløb.

Aleksander Laursen

I det mindste gør den kommende store supermagt (Kina) sig nogle klimaambitioner! I modsætning til USA som fuldstændig har undergravet klimambitionerne. Vi mennesker har fået resurser vi kan bruge til vores egen fordel (fossile brændstoffer), bruger vi dem for grådigt så ødelægger det os selv! Mere behøver man ikke sige for at stille sig et grotesk spørgsmålstegn og tænke over hvorfor der ikke bliver gjort noget ved det før det er for sent? Det store problem er at pengehaverne i USA sætter alt ind for at stoppe disse klimaambitioner. Og når kapitalisme er et system som er skævredet til pengehavernes fordel er der ikke så meget at gøre for Obama eller div. amerikanske politikkere!