Nyhed
Læsetid: 3 min.

Shell beskyldes for medansvar for vold i Nigeria

Ved at hyre rivaliserende lokale bander har olie-giganten næret den væb-nede konflikt i Niger-delta-regionen, lyder beskyldningen i ny undersøgelsesrapport. Shell afviser pure anklagen
Udland
4. oktober 2011

Shell har pustet til ilden i en væbnet konflikt i Nigeria ved at betale hundredtusindvis af dollar til nogle af de stridende grupper. Det hævder paraplyorganisationen Platform, som samler en lang række statslige og ikke-statslige organisationer, der har specia-liseret sig i at føre kritisk tilsyn med olieindustrien.

Oliegiganten er impliceret i flere af de overgreb og menneskeretskrænkelser i Nigerdeltaet, som har stået på i over et årti, lyder anklagen: Shells rutinemæssige betalinger har forstærket den lokale vold og har i et enkelt tilfælde ført til 60 menneskers død og ødelæggelse af en hel by.

I Platforms undersøgelse fremføres det endvidere, at også regeringsstyrker hyret af Shell skulle have begået grusomheder imod lokale civile. Shell afviser rapportens beskyldninger kategorisk og bestrider dokumentationens gyldighed, men har lovet at se nærmere på dens anbefalinger.

Platform hævder at fremlægge vidneudsagn og kopier af kontrakter, der implicerer Shell i regelmæssige udbetalinger af lukrative bonusser til militante. Sidste år siges Shell at have overført over 159.000 dollars til en gruppe, der troværdigt kan knyttes til tilfælde af militsvold.

Et medlem af gruppen, Chukwu Azikwe, har udtalt til Platform: »Vi fik pengene, og med de penge købte vi ammunition, forplejning og andre ting, vi skulle bruge for at holde krigen kørende.«

Banden kæmpede med en rivaliserende gruppe om adgang til oliepengene. »De (den rivaliserende bande, red.) kommer og vil slås. Nogen vil blive dræbt. Bare for, at de også kan få en andel ... Den, som har magten over lokalsamfundet, får selskabets opmærksomhed.«

Uro forstyrrede ikke

Platform hævder, at Shell må have vidst, at de ved at betale tusindvis af dollars hver måned til de militante i Rumuekpe-området kom til at bidrage til at opretholde en forbitret konflikt.

Rumuekpe er »hovedåren i Shels østlige operationer i Rivers-delstaten«. Shell uddelte »bistand til lokaludvikling« og indgik kontrakter med Friday Edu, leder af en ungdomsbande og Shells kontaktperson i området, hedder det i rapporten.

I 2005 kom Edus monopol over ressourcerne fra Shell Petroleum Company of Nigeria (SPDC) til at udløse en dominansstrid med Agalas gruppe. Sidstnævnte blev angiveligt tvunget ud af lokalsamfundet, og et antal mennesker blev dræbt. Endnu flere mistede livet i efterfølgende hævnoverfald. Volden kostede fra 2005 til 2008 omkring 60 mennesker livet. Yderligere tusinder blev fordrevet. Platform pointerer endvidere, at de lokale konflikter skaber regional ustabilitet.

MEND's aktiviteter i Rumekpe skabte alvorlige forstyrrelser i Shells operationer og sendte chokbølger gennem verdensmarkederne, bemærker undersøgelsen, men Shell forblev uanfægtet. En af selskabets driftsledere sagde ligeud:

»En god ting ved deres krise var, at de aldrig så meget som én dag stoppede vores produktion.«

Beskyldningernes holdbarhed er vidt omfang blevet godtgjort af en ledende Shell-medarbejder, hævder Platform.

'Kan skabe gnidninger'

Rumuekpe er blot et af flere case-studier, der undersøges i rapporten, som også hævder, at sikkerhedspersonel ved Shells faciliteter i 2009 og 2010 har gjort sig skyld i udenomsretslige drab og tortur i Ogoniland.

Shell insisterer på, at man respekterer menneskerettighederne.

»Vi har længe erkendt, at de legitime udbetalinger, vi gennemførte til kontraktansatte ved siden af de sociale investeringer, vi foretog i Nigerdelta-regionen kan skabe gnidninger i og mellem disse lokalsamfund,« siger en talsmand. »Vi arbejder hårdt for at sikre en fair og ligelig fordeling af goderne, hvor vi er til stede.«

Talsmanden tilføjer: »Nigerias forbundsregering indsætter sikkerhedsstyrker til at beskytte mennesker og værdier. Påstandene i rapporten om, at SPDC dirigerer eller kontrollerer de militære aktiviteter,« er derfor usande.

 

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her