Læsetid: 4 min.

Tunesiens islamiske forår

Tunesiens islamister vandt det første frie valg efter Det Arabiske Forår — og alt tyder på samme udgang i Egypten og Libyen. Der er tegn på afvikling af USA's og Vestens politiske indflydelse i regionen
Tilhængere af det moderate islamiske parti Ennahda jubler over sejren ved valget i søndags.

Tilhængere af det moderate islamiske parti Ennahda jubler over sejren ved valget i søndags.

26. oktober 2011

Er Det Arabiske Forår i virkeligheden et islamisk forår? I Tunesien, hvor foråret først spirede i januar, viser de foreløbige tal fra valget i søndags, at det største islamiske parti, Ennahda, vinder med en tredjedel eller mere af de afgivne stemmer. I Libyen har de nye magthavere besluttet at lægge islamisk lov til grund for den kommende forfatning. I Egypten ligger partier rundet af Det Muslimske Broderskab til at vinde valget om godt en måned.

Den nye stærke mand i tunesisk politik er Rachid Ghannouchi, Ennahdas leder, der var i eksil i Storbritannien i 22 år, før han kunne vende tilbage efter præsident Ben Alis fald og efterfølgende flugt til Saudi-Arabien i februar. De tunesiske vælgere udpeger i denne omgang 217 medlemmer til en midlertidig lovgivende forsamling. Desuden skal der vælges en midlertidig præsident. De nyvalgte vil i det kommende år strikke en forfatning sammen, der fastlægger regler for parlaments- og præsidentvalg, hvorefter vælgerne igen får ordet i begyndelsen af 2013.

Ved det nu overståede valg er det så godt som udelukket, at et enkelt parti får absolut flertal, og resultatet bliver formentlig dannelse af en samlingsregering af sekulære og islamiske partier med Ghannouchi som premierminister. Han fremstår som en moderat politiker, går i jakkesæt uden slips og taler kultiveret og mildt til vælgerne. Hans politiske forbillede er Tyrkiets AK-parti, og hans demokratiske rollemodel er premierminister Erdogan. Dog er Ghannouchi ikke mere demokrat, end at han på valgdagen måtte finde sig i at blive vist ned bag i den lange kø af vælgere ved det stemmested, han var anvist, og hvor han forsøgte at skyde genvej til stemmeurnen ved at gå ind ad en bagdør. Og da han gik efter at have stemt, råbte sekulære aktivister 'terrorist' efter ham, hvilket ikke refererer til Osama bin Laden, men afspejler polariseringen mellem sekulære og religiøse i det efter arabisk målestok europæiserede politiske miljø.

Signalet til USA

Når det ikke desto mindre går godt for politisk islam også i Tunesien — den første test på, om Det Arabiske Forår også er et demokratisk forår — er det ikke, fordi naive vælgere lader sig lokke af religiøse politikeres løfter om himmelsk belønning for fromhed, men fordi vælgerne sender en hilsen til USA og EU-lande som Frankrig og Storbritannien om, at deres politiske indflydelse i regionen nu er nulstillet, påpeger Khaled Saghieh, politisk analytiker og tidligere chefredaktør for Beirut-avisen al-Akhbar, der har fulgt valget i Tunesien.

»Du gør dig ikke begreb om, i hvor høj grad folk er sig bevidst, at USA gjorde regionens værste regimer til tjenere for amerikansk imperialisme,« siger han.

»Vi ved alle, hvem der bevæbnede despoterne, og denne vrede afspejles også i Tunesiens valgresultat, ligesom den formentlig vil vise sig i Egypten og i Libyen. Her i regionen er det ikke en overraskelse, at moderat politisk islam deltager i demokratiet på lige fod med sekulære partier, selv om de vestlige medier tror, det er en nyhed. Islamister står ikke nødvendigvis i modsætning til demokratiet, men kan sagtens være en del af det. Og i Tunesien, hvor politisk islam altid har boblet under de sekulære regimers forbudsoverflade, er det logisk, at de nu har fået et godt valg.«

Tunesien med en million europæiske turister om året har været en sekulær bastion siden ophøret af det franske koloniherredømme i 1956. Således kaldte landets første præsident, Habiba Bourguiba, hijab'en — den muslimske klædedragt til kvinder — for »en afskyelig klud«. Den nu væltede Ben Ali eskalerede det hemmelige politis jagt på islamister og venstreorienterede, der traditionelt har været i modsætning til islamisterne. Men den ligeledes fra fransk eksil hjemvendte venstrefløjspolitiker Moncef Marzouki, der leder det næststørste parti, Republikansk Kongres Parti, erklærede sig i går rede til at indgå i koalition med de vindende islamister. Det andet store sekulære parti, PDP (Progressivt Demokratisk Parti), der var tilladt under Ben Ali, og som forud for valget kaldte Ennahda en trussel mod liberalisme og personlig frihed, lykønskede mandag Ghannouchi med valgsejren, og erklærede, at PDP vil være en loyal opposition.

Hvem fylder tomrummet?

Men når Vestens indflydelse er dalende eller helt forsvundet, hvem står så på spring til at fylde det opståede tomrum i Mellemøsten? Et bud er Saudi-Arabien med oliemillioner til mission og bygning af moskeer. Et andet bud er Iran i lande med et stærkt shia-islæt som Irak og Libanon? Khaled Saghieh smiler ved erindringen om den Wikileaks-indberetning, hvor en amerikansk Libanon-ambassadør udnævnte Amal-partiets leder, Nabih Berri, til 'det sekulære alternativ til Hizbollah'. Amal blev i sin tid stiftet af en shia-præst, Moussa al-Sadr, og Hizbollah er udgået fra partiet.

»Men indberetningen spejler meget godt, hvor lidt vestlige diplomater kender til politisk islam,« siger Saghieh.

Om den eventuelle saudiske indflydelse, der er betydelig i f.eks. Libanon, hvor den er i konfrontation med Irans proselytter i Hizbollah og konsorter, påpeger Saghieh, at den næppe vil få vægt i lande som Tunesien og Egypten, hvor Det Muslimske Broderskabs moderate ideologi ligger meget langt fra den rabiat konservative saudiske wahabisme, og han tilføjer:

»Saudierne har stor indflydelse i de salafistiske partier, der er inspireret af wahabi-retningen, men salafisterne har ikke stor indflydelse i nogen af de to lande. De er til stede i det politiske landskab, men Ennahdas succes i Tunesien vil hjælpe de moderate muslimer i Egypten til ikke kun at holde dem stangen, men at reducere dem i størrelse.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Hvorfor må de arabiske lande ikke lægge islam til grund for deres Grundlov, når fx Danmark har hængt vores Grundlov op på kristendommen?

@Dorte Sørensen

De må vel gøre som de vil, men af ren medmenneskelig sympati kunne man jo håbe, at de ikke efterligner andres tåbeligheder udi religion og politik!

Hanne Christensen

USA og vesten er da så fløjtende ligelad med religion og vælgerne i Nordafrika- vestens religion er penge.
Det er hvad der tæller...

Mansour Heydari

Som jeg har skrevet før, det der forgår i Mellemøsten er en Islamisk Vækkelse, som muslimerne kalder det, og ikke arabisk forår, som vestlige medier og sekulære kræfter i regionen har forfalsket. Endelig er det ved at gøre op for Lasse Ellegaard, som sidder i Libanon.
Men her vil jeg også sige et par høflige ord til dem der tænker, som Dorte Sørensen og Hanne Christensen, og som ikke reagere spontant imod enhver anderledes holdning.
Mange såkaldte intellektuelle i vesten tror at, de ved bedre hvilket politisk system passer bedst i de muslimske lande, at det vestlige sekulære system er noget globalt, at islam har fået (eller vil få) det samme skæbne som kristendommen i vesten!
Problemet med dem er at, de ikke er opmærksomme på, at sekularismen er et vestligt fænomen. At sekularisering af samfundet opstået og udviklet i vesten fordi kristendommen er en religion uden lovgerninger (shari’a). Netop af den grund kan det sekulære politiske system ikke tilpasses i et samfund med andre historiske baggrunde og præmisser, særligt et islamisk samfund. I islam er politik, samfund og religion flettet ind i hinanden, fordi Islam er født og vokset politisk og religionens bredte shari’a lov omfatter alle samfundsområder. Det kan godt være at den vestlige fornuft ikke synes om det, men det ændre ikke på kendsgerningen. Prædiken fra de såkaldte moderate/demokratiske muslimer som fx Naser Khader er heller ikke noget værd, da de har en vestlig materialistisk synsvinkel som udgangspunkt.
En anden ting er at, borgerne i Mellemøstens har som muslimer levet med deres traditioner i flere århundrede, indtil angreb og invasioner fra den vestlige kolonialisme (og kommunisme) har endt med anakronistiske regeringer i området. Men nu vil de ikke mere, i og med at de kan se med deres øjne at, hele det vestlige sekulære system og det såkaldte demokrati ser sort ud, ikke mindst pga. den vestlige økonomiske krise, og nu den omfattende antikapitalistiske bevægelse. Så hvorfor skal de høre på deres hjemlige andenhånds sekulære kræfter, som oven i købet er gået i fallit for længe siden? Hvorfor skal de følge de vestlige politikere og rådgivere, når de i forvejen ved at disse vil bane vejen for markedskræfterne og mere sekularisering? Omvendt har de alle mulige gode grunde til at vælge Islam som et grundlag for deres styresystem.

Derfor synes jeg at sådanne intellektuelle i vesten må hellere lade være med at komme med recepter til og profetier for folk og samfundsforhold, som de ikke kender. Det kan godt være at religion er noget ”hø” for mange i vesten, men ikke for muslimer i Mellemøsten. Det kan godt være at, i vesten ser man ingen grund til at blande religion og politik sammen, men sådan ser man ikke på det hos muslimer, for deres tradition siger noget andet.

Den der med at kristendommen er udenfor al lovgivnings-magt er en myte, som især Søren Krarup og Jesper Langballe disker op i tide - og så sandelig da og især - i utide.

Det er ganske enkelt ikke sandt, og ja, løgn og især latin er det altså. Hele den vestlige kristendom hvilede indtil omkring 1054, eller måske endda helt op til 1500-tallets begyndelse, eller måske endda helt op til Oplysningstiden begyndelse omkring 1750, på et kristent grundlag. Nemlig det grundlag som Augustin havde nedfældet i sin De Civitatis Dei (Om Guds-staten) engang i 300-tallets begyndelse.

I denne bog argumenterede Augustion for, at netop præsterne og kun præsterne, og da især biskopperne skulle herske, fordi kun de havde den rette guddommelige autoritet til det. Gennem forskellige sværdslag, både bogstaveligt og mentalt, ledte dette så frem til den splittelse, der kom i Romerkirkeni år 1054, vor der blev en Øst-Romersk Kirke og en Vest-Romerske Kirke. [Splittelsen havde dog været på vej til at blive en realitet allerede omkring år 550....efter et kirkemøde i Nikæa, mener jeg?]

Nå, men Luther gjorde op med den katolske kirkes misbrug af magten og brug af relikvier og bedrag overfor det enkelte menneske. Men Luther mente bestemt ikke, at Kirken ikke skulle blande sig i politik. Kirken skulle netop blande sig i det politiske, det verdslige, det sekulære, for at holde Fyrsten (dvs. myndighederne) på dydens smalle sti og vej. Og det især da med hensyn til hvad den enkelte person troede på. Så længe Fyrsten ikke blandede sig i hvordan folk troede, kunne han, Fyrsten, sådan set gøre hvad der passede ham.

Fordi for Luther var Fyrsten nemlig Guds afglans, som bestemte over sit land, og sit område, som faderen i hjemmet var en afglands af Faderen (Gud) i det høje. Og overfor øvrigheden (dvs. Fyrsten, altså myndighederne) måtte og må man ikke gøre oprør.
Derfor støttede Luther ej heller bondeoprører som Thomas Müntzer gjorde, tværtimod opfordrede han fyrsterne til at 'hugge dem (bønderne) ned som gale hunde' - hvilket de gjorde, fyrsterne altså....

Og ja, her i Nordeuropa, og især i Danmark har kristendommen fået en udformning som ikke mener noget som helst om noget som helst; kirken, folke-kirken, mener intet om asyl-politik, mener intet om krig mm. Og når nogle præster formaster sig til at mene noget om dette, ja så hyler og råber f.eks. Søren Krarup op om, at kirken ikke skal spændes for en politisk vogn. Og sandt er det da, at det skal den ikke.

Men lige siden Augustin er det altså sket, og det sker også endnu; det tydeligste eksempel er Italien i dag, andre eksempler har været og er måske stadigvæk Grækenland, Spanien og dele af Frankrig, eller Cypern, eller Malta - eller store dele af Sydamerika eller Mexico. Interessant nok har ingen her eller hisset, eller der eller her, haft noget imod, at den katolske kirke, ja også den protestantiske var med til at vælte kommunismen dengang i 1989-1991. [Og den russisk-ortodokse kirke presser også samfundet politisk, især ifht. skilsmisser og homoseksualitet...]

Hvad har alt dette at gøre med det der sker i Tunesien, Ægypten og andre steder i Mellemøsten? Jo, det har det at gøre med det, at islam har været undertrykt og nårt låget springer ud af, efter at noget har været undertrykt meget længe, ja så kommer der altså en eksplosion ud af det; alle folk der har været undertrykte pga. deres tro (islam) eller religiøse praksis (muslimer) stømmer ud på gaderne - og hen i stemmelokalerne....

Hvis Vesten blander sig totalt udenom, så vil jeg gerne forudse, at det som med Solidarnosc i Polen; ved det første frie valg fik denne bevægelse 2/3 af stemmerne, nu kan de ikke engang samle stemmer nok til at komme i det polske parlament. Kort sagt: Når folk i Tunesien og Ægypten mm. finder ud af at ej heller de islamiske partier kan ændre deres hverdag, stemmer de på nogen andre - partier....

Man må spørge sig selv, om danske skatteydere skal betale henved 1 milliard, og danske piloter sætte livet på spil, for at få indføret sharia lovgivning i et land som Libyen?

Specielt i betragtning af, at det danske velfærdssamfund økonomisk er ved at køre af sporet. (Det forstår man jo sådan set godt).

Selvfølgelig drejer det sig om olie. Tiden vil vise, om det har været en god investering.

Michael Kongstad Nielsen

Lasse Ellegaard støtter sig temmelig meget til én person, Khaled Saghieh, - politisk analytiker og tidligere chefredaktør for Beirut-avisen al-Akhbar - og denne tager udgangspunkt i Libanons situation, der ligger milevidt fra Tunesiens, ikke mindst her efter revolutionen og det demokratiske valg.

Artiklen stiller spørgsmålet:
"Men når Vestens indflydelse er dalende eller helt forsvundet, hvem står så på spring til at fylde det opståede tomrum i Mellemøsten?"

Her må man jo differentiere mellem de lande, der har haft revolution, og de der endnu ikke har. I Tunesien og Egypten måtte Vesten gennemgå en pinefuld, lynforvandling fra at være diktatorernes støtter og bedste ven, til at tage afstand fra dem og blive bedste ven med revolutionen. Eller foråret, som vi kalder det.

Men Foråret er befolkningens helt egne, og Vesten lægger de afstand til. Vesten skal ikke komme og tro noget, hvilket er helt forståeligt.

Men så begynder Lasse Ellegaard og co. at fable om Saudi Arabien og Iran som kommende indflydelsesrige magter, der vil fylde tomrummet efter Vesten. Det tror jeg ikke et øjeblik på. De magter vil Tunesien og Egypten ikke have noget med at gøre. At Libanon ligger og sejler rundt i afhængighed og indflydelse fra alt det der, kommer ikke de nye demokratier ved.

Jeg tror, at Tunesien og Egypten vil ønske fortsat at samarbejde og handle med EU - ligesom Tyrkiet - , og modtage vestlige turister osv. Kina skal man heller ikke udelukke. Og også samarbejdet med resten af Afrika på vej frem.

Det ser lovende ud, tillykke til Tunesien.

Efter tre tabte krige inden for 10 år i islamiske lande, må man håbe, at Vesten fremover holde sig i skindet.

Afghanistan fortsætter som altid, med Taleban, al Queda, og alle de krigende stammer, og med Pakistan på sidelinien som sædvanlig. Iran får stor indflydelse i Irak, og ellers slås kurder, shiaer og sunnier med hinanden. Libyen får måske en form for regering, og ellers med stammekrig.

Er dette et bedre scenarium for Vesten, i forhold til tidligere tilstande, når det drejer sig om forsyninger af råstoffer?

På den anden side må man nok konstatere, at hele det område i Mellemøsten og Sydasien, var en latent krudttønde, der blot ventede på antændelse, også uden Vesten som brandstifter.

De islamiske lande har et gevaldigt problem, og i høj grad dem uden kulbrinteindtægter, som det såkaldte Arabiske Forår slet ikke får bugt med.

Hvis det er korrekt libyen er indehaver af de største oliereserver af ypperste kvalitet, så kan man vel godt antyde industrien har vundet. Befolkningen er altid taber i krig, på begge sidder. Og hvem ved hvad Gaddafi havde aftalt med kineserne.

Jakob Schmidt-Rasmussen

Islamisme er ikke en veldefineret ideologi, og er under stærk udvikling.

Indtil for nogle år siden anså et stort flertal af egypterne omskæring af småpiger, for at være en pligt for rettroende muslimer.

Det muslimske Broderskab opstod i Egypten og vil også få stor politisk indflydelse efter valget i Egypten.

For nogle år siden fik den muslimske verdens mest anerkendte - og ældste - religiøse læreanstalt, al Azhar, en ny ledelse.

Indtil da havde al Azhar forsvaret omskæring af småpiger med næb og klør; og al Azhars fatwaer havde retskraft i en grad, så de egyptiske politikere som regel ikke turde vedtage love, der gik imod al Azhars fatwaer.

Derfor turde Egyptens forrige socialistiske regering ikke forbyde omskæring, selvom den på andre områder forsvarede de muslimske pigers og kvinders rettigheder mod islamisternes religiøst begrundede undertrykkelse af muslimske piger og kvinder.

Men al Azhars ny ledelse erklærede for et par år siden, at den efter grundige studier af koranen måtte konstatere, at der ikke stod ét ord i koranen om omskæring af piger, og derfor udstedte den en fatwa mod omskæring af piger.

Derefter turde Egyptens socialistiske regering vedtage en forbud mod omskæring, selvom meningsmålingerne viste, at firs procent af de muslimske egyptere stadig gik ind for omskæring af piger.

Det Muslimske Broderskab i Egypten mobiliserde folket til massedemonstrationer og hævdede, at al Azhars ledelse var korrumperet af den socialistiske regerings samarbejde med USA, og at fatwaen mod omskæring af piger var udtryk for, at USA bevidst korrumperede islam, ved hjælp af al Azhars ledelse!

Nu ser det ud til, at Det Muslimske Broderskab også vil får stor indflydelse i Egypten efter valget.

Lad os håbe, at broderskabet studerer koranen lige så grundigt, som al Azhars ledelse gør - og pludselig vil fortolke koranen mindre reaktionært, end hidtil.

For de egyptiske pigers og kvinders skyld.