Nyhed
Læsetid: 4 min.

Tuvalu er ved at løbe tør for både vand og tid

Den lille ønation lider hårdt under klima-fænomenet La Niña — men værre end dette års tørke er dog faren for på længere sigt at blive opslugt af Stillehavet
Udland
19. oktober 2011

En let, næsten hånlig regnbyge faldt for nylig i Funafuti. Den varede kun få minutter, og de ubetydelige fugtlag fra den blev straks efter brændt bort af en ubønhørligt klar sol, der gjorde alle håb til skamme på denne lille overbefolkede, udtørrede atol.

Funafuti og de otte andre småøer, der tilsammen udgør stillehavsnationen Tuvalu — hjemsted for lidt over 10.000 tuvaluanere — har ikke oplevet nedbør af betydning siden november sidste år.

Tuvalus regering, der i sidste måned måtte erklære østaten i undtagelsestilstand, siger, at man forudser, at tørkeperioden vil vare ved frem til januar.

Tørken skal først og fremmest tilskrives La Niña, et klimafænomen, som slipper ekstremt vejr løs over store dele af Stillehavet.

Men krisen hænger også sammen med klimaforandringer, da oceanets stigende vandstand udtynder øernes såkaldte ferskvandslinse — det vandlag, der findes under koraløerne; en udvikling, der har fået mange tuvaluanere til at frygte for, om deres land overhovedet har en fremtid.

Snigenden terror

Klimaforandringerne er en del af pensum i grundskolen i Nauti, hvor emnet vækker åbenlys genklang.

»Eleverne taler om dem, og vi diskuterer dem, og hvad de betyder,« siger skoleleder Fanoiga Falasa.

Den generelle opfattelse er, at de menneskeskabte klimaændringer sætter landets bæredygtighed på en hård prøve, siger Falasa, imens han sidder på sit kontor med udsigt til skolens store gårdsplads.

I bedre år ville der her være en frodig græsplæne, som skolens børn kunne lege på. I dag er skolegården et afsvedet kvadrat af støv og vissent græs.

Føler de nogen vrede?

»På nogle måder, ja. På grund af de store lande og deres bidrag til klimaforandringerne. Vi er et lille land, men det er os, det går ud over.«

Han tilføjer: »Jeg bliver meget trist, hvis vi bliver nødt til at forlade vores land. Vore forfædre er her. Vi vil miste en masse ...«

Det højeste punkt på Tuvalu, der ligger halvvejs mellem Australien og Hawaii, befinder sig mindre end fem meter over havets overflade. Gennemsnitshøjden er mindre end en meter. Fra luften ligner Funafuti én løsrevet langstrakt kystlinje midt i havet. Atollen krøller omkring en stor lagune, og den bredeste strækning fra den ene kyst til den anden måler knap 400 meter. Her findes ingen vandløb eller floder. Jorden er uegnet til landbrug, og kun få afgrøder kan vokse her.

Den eksistentielle margin kunne dårligt være smallere. Vandstanden skal ikke stige ret meget mere, før dette smukke, lille land — de ni øers samlede areal er på 26 kvadratkilometer (en tiendedel af Langelands, red.) — bliver overskyllet af Stillehavet i en grad, der gør det ubeboeligt.

Med den tidligere tuvaluanske premierminister, Saufatu Sapo'agas mindeværdige ord: »Klimaændringerne er i vores land ikke andet end en langsom og snigende form for terrorisme«.

Ville gerne emigrere

Rundt om hjørnet fra grundskolen ligger Tuvalus hospital, der har måttet begrænse sin belægning drastisk for at få de rationerede vandmængder til at slå til. Dets haner løb tør sidste onsdag, og nødforsyninger måtte hentes fra et midlertidigt afsaltningsanlæg installeret med hjælp fra New Zealand, Australien og Røde Kors.

På en træbænk i hospitalets receptionen sidder gravide Fakatau Teulub og venter på sin syv-måneders helbredsundersøgelse. Det vil blive hendes fjerde barn. Det er »hårdt, meget hårdt« for hendes husstand at klare sig på en ration af to spande vand om dagen, siger hun.

I temperaturer på omkring 30 grader rækker 40 liter knap nok til drikkevand og madlavning for Teulub, hendes børn og hendes mand, en fisker. Til badning, for vask af tøj og opvask er der næsten ikke en dråbe tilbage. Også familiens husdyr, to grise og to høns, må tørste.

Teulub ville emigrere på et splitsekund, hvis hun fik chancen, siger hun.

»Der er intet vi hellere ville end at flytte herfra, men vi har ikke råd.«

Roy Lameko, 62 år, har oplevet tørke komme og gå, men »intet så slemt som dette«. Han og hans kone og søn har ikke vasket tøj i ugevis. De har alle badet i havet.

Lameko, der er ved at hænge stykker af tun til tørre på en tørresnor ud for sit hus, siger, at med de få afgrøder øerne, må forlade sig på — kokosnødder, brødfrugt og pulaka — er folk nødt til at gribe dybt ned i deres opsparing for at købe dyrt importerede fødevarer.

Lameko har to andre børn, der begge bor i Auckland, og som hver måned sender penge tilbage til Tuvalu. Vil de vende tilbage?

»Jeg ved det ikke. De vil hellere have, at vi kommer over til dem, men problemet er penge,« siger Lameko og griner. »Det er vores eneste problem: penge og vand.«

Tuvalus regering har længe opfordret de industrialiserede lande til drastisk at begrænse kulstofemissionerne og kompensere de dele af verden, der rammes hårdest af klimaændringerne.

Som det lige så lavt liggende ørige i Det Indiske Ocean, Maldiverne, er Tuvalu blevet et symbol på klimaforandringernes menneskelige omkostninger. Tuvalus miljølov fra 2008 opfordrer nationens ministerier til at »højne forståelsen i hele verden for konsekvenserne af klimaændringer«.

»Vi tror så afgjort, at den aktuelle krise er et klimaforandringsfaktum,« siger Pusinelli Laafai, formand for Tuvalus nationale katastrofeudvalg. »Vi tror, at de industrialiserede lande har en forpligtelse til at hjælpe os — om ikke til at genskabe, hvad vi mister eller får ødelagt, så i det mindste til at hjælpe os til at afbøde virkningerne af det, de bærer ansvaret for,« siger han. »Det er, hvad vi beder om.«

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mona Blenstrup

Stor medfølelse for den lile befolkning, der bliver ofret på den industrialiserede verdnes hunger på alle ressourcer i verden.