Læsetid: 3 min.

USA og Canada stiller sig i vejen for grøn EU-politik

Canada truer med at forsvare egne interesser over for EU for at få lov til at udvinde olie fra tjæresand, og USA arbejder for at straffe de flyselskaber, der retter sig efter EU's CO2-kvoteordning
Udland
26. oktober 2011

En decideret handelskrig. Det er, hvad Canada er parat til at indlede mod EU, hvis unionen gør alvor af sine løfter om at placere canadisk olie udvundet fra tjæresand i kategorien 'brændstof af meget forurenende karakter'. EU's løfte har fået Canadas minister for naturlige ressourcer, Joe Oliver, til at sige, at Canada vil »forsvare sine interesser«, hvis EU gør alvor af snakken.

Ifølge ministeren er EU-direktivet om brændstofkvalitet potentielt i strid med EU's internationale handelsforpligtelser.

»Canada protesterer mod tiltag, der ignorerer dokumentationsbaserede indvendinger til fordel for et tilsyneladende asymmetrisk og arbitrært forslag,« skriver han i et brev til EU's energikommissær Günther Oettinger.

»Og hvis EU bruger uberettigede og diskriminerende tiltag til at implementere direktivet, vil Canada ikke tøve med at forsvare egne interesser,« fortsætter han.

Brevet er et led i et større pres fra Canada, olieprovinsen Alberta og energiindustrien med henblik på, at EU ikke skal stemple den lukrative eksport som beskidt. Men EU's klimakommissær, Connie Hedegaard, har ikke meget tilovers for den canadiske ministers udmeldinger.

»Vores forslag angående canadisk tjæresand er parallelt med vores forslag om for eksempel biobrændsel. Det er et spørgsmål om, hvor meget de forskellige metoder reelt CO2-forurener. Og vi baserer vores forslag på viden og facts. Derfor er det fagligt rigtigt at foreslå, at der gælder en særlig værdi for tjæresand, fordi det er mere forurenende end andre former for olie,« siger hun til Information og understreger, at EU's metodik hverken er specielt rettet mod tjæresand, Canada eller noget som helst andet. Kommissæren køber heller ikke påstanden om, at EU-direktivet skulle være potentielt i strid med EU's handelsforpligtelser.

»Det har vi skam undersøgt. Det er jo ikke sådan, at de canadiske argumenter ikke også er blevet fremført i Bruxelles. De blev fremført overordentlig aktivt. Derfor ved jeg også, at handelskommissæren har set på, om det er WTO-medholdigt. Og det er det,« fastslår Connie Hedegaard.

Trist klimapolitik

Samtidig med at Canada truer EU på handelsområdet, stemte Repræsentanternes Hus i USA mandag for en lov der skal holde amerikanske flyselskaber uden for EU's CO2-kvoteordning. Ordningen går ud på, at alle flyselskaber fra den 1. januar 2012 skal betale en CO2-kvote for at lette fra eller lande i europæisk luftrum. Heller ikke den amerikanske skepsis får Hede- gaard til at ryste i bukserne:

»Det er fair nok at tage diskussionen. Men de argumenter, man for tiden kan finde i amerikansk presse, er mildest talt problematiske. Nogle luftfartsselskaber argumenterer med, at det for passagererne vil koste 50 amerikanske dollar pr. flyvning, hvis kvoterne bliver implementeret. Men den reelle pris for en transatlantisk flyvning vil snarere være omkring to euro.«

Hun understreger dog, at EU ikke ønsker at diktere, hvordan landene skal håndtere problemet.

»Det har vi i EU ikke noget særligt ønske om. Derfor har vi indskrevet i lovgivningen, at lande, der har tilsvarende tiltag, ikke vil blive omfattet af det, der sker i Europa. Med andre ord er der taget højde for, at andre kan have andre måder, de foretrækker at gøre det på. Men vi vil ikke acceptere, at man i al evighed argumenterer for, at man ikke kan blive enige om en løsning og derfor slet ikke vil reguleres,« siger hun med henvisning til USA, hvor branchen længe har diskuteret kvotesystemet, men hvor der endnu ikke er indført nogle reguleringer.

»Det, der er vigtigt for Europa at sige, er, at vi har et klimaproblem. Det er ikke nogen undskyldning, at en sektor ikke kan blive enig, og at man derfor ikke ønsker regulering,« siger hun.

»Men det er da lidt trist, at den mest synlige klimapolitik hos nogle af de lande, hvor det kniber allermest med at få lavet egne reguleringer, er en kritik af EU.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her