Læsetid: 3 min.

Vreden bør rettes mod politikerne

Occupy Wall Street-bevægelsens vrede retter sig mod den massive og voksende økonomiske ulighed i USA. Men det er snarere regeringen i Washington end bankerne i Wall Street, demonstranterne burde rette deres vrede mod, mener en professor
6. oktober 2011

Den symbolske besættelse af Wall Street er gået ind i sin tredje uge, og bevægelsen har bredt sig til en række amerikanske storbyer. Aktivisterne benytter sig ofte af sloganet »vi er de 99 procent«, en sætning, der modstiller den rigeste procentdel af amerikanerne med resten — dem, demonstranterne siger, de taler på vegne af.

Sandt er det, at den rigeste ene procent af amerikanerne fortsat bliver rigere og rigere. Som den nobelprishædrede økonom Joeseph Stiglitz beskrev i en artikel i magasinet Vanity Fair i maj, ejer den rigeste ene procent af amerikanerne nu 40 procent af USA's samlede værdier.

Sociolog William Domhoff fra University of California i Santa Cruz har dokumenteret denne ulighed i velstand i en stor undersøgelse, der inkluderer tal frem til 2007. Undersøgelsen viser, at de 80 procent dårligst stillede amerikanere blot sidder på syv procent af den samlede formue (beregnet som nettoformue minus værdi af egen bolig).

Økonomen Edward Wolf fra Bard College i New York har opdateret tallene, så de inkluderer udviklingen frem til 2010. Den viser, at den amerikanske gennemsnitsfamilies indtægt er faldet med 36,1 procent siden boligboblen brast i 2007. Til sammenligning har den rigeste ene procent af amerikanerne kun oplevet et indtægtsfald på 11,1 procent. For 25 år siden ejede den rigeste ene procent af amerikanerne blot 33 procent af nationens værdier, viser tallene, der er offentliggjort i 25-årsskriftet for Levy Economics Institute ved Bard College.

De fattige har gælden

En ting er værdierne, noget andet er den aktuelle lønindkomst. Også her går tingene den forkerte vej, hvis målet er en indkomstudligning.

I dag tjener den rigeste ene procent af amerikanerne 24 procent af den nationale indkomst. I 1976 var tallet ni procent. Samtidig ejer de rigeste amerikanere halvdelen af alle USA's aktier, obligationer og investeringsselskaber.

Ifølge tal fra Institute for Policy Studies ejer de fattigste 50 procent af amerikanerne kun fem procent af disse aktiver, hvorimod den rigeste ene procent omvendt blot tegner sig for fem procent af Amerikas personlige gæld. Man skal tilbage til 1920'erne i årene før den Store Depression for at finde tilsvarende tal, noterer det respekterede Center on Budget and Policy Priorities i Washington.

En kompleks krise

Men hvor er det mest hensigtsmæssigt for de demonstrerende at rette deres vrede hen? Forfatter og professor Stephen L. Carter ved Yale university mener, at de unge spilder deres tid ved at rette skytset mod Wall Street og de store banker. Eftersøgningen efter en »simpel skurk« er forfejlet.

»En af de sværeste sandheder at acceptere er, at komplekse fejltagelser generelt udspringer af komplekse årsager — og råber på nuancerede løsninger,« mener han:

»Meget få af verdens onder kommer af, at rige mennesker rotter sig sammen. Hvis det var så nemt at manipulere med markedet, ville de rige være meget rigere. Investeringsbankerne døde næsten under finanskrisen; for at overleve blev de nødt til at forvandle sig og underlægge sig en langt strammere regulering. Der var da nogle få kæmper på Wall Street, som holdt på de rigtige heste og tjente en formue, men de fleste gik ned med flaget. De store banker er i fuld gang med at fyre folk og skære ned på deres bonusudbetalinger. Finansverdenen er for længst flyttet væk fra Manhattans hjerte,« siger han på internetsitet Daily Beast og fortsætter:

»Jeg siger ikke, at de demonstrerende ikke har noget at være rasende over, for det har de. Blot er deres vrede fejlplaceret ... Der er masser af fattige mennesker, men de penge, der ikke findes mere, er ikke bare forsvundet ned i rige menneskers pengekister eller røget tilbage til Wall Street. Det er op til regeringer og politikere at føre en fornuftig politik, hvis de kræfter, som skabte velfærd i de seneste 30 år, skal slippes fri igen. Demonstranterne skulle hellere forsamle sig og råbe op i Washington. Occupy Wall Street vil ikke medvirke til at løse problemerne, før de kommer op med nogle gennemtænkte politiske ideer, som vi ikke har hørt før.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nu er Wall Street jo et symbol på pengemagten i USA, men professoren har da ret i, at vreden også skal rettes mod politikerne.

Vreden skal rettes mod et politisk system, der tillader kapitalismen at udvikle sig så hæmningsløst, at der udvikles en så pervers ulighed i samfundet, som den er beskrevet i artiklen.
Og det vil egentlig kræve et opgør med kapitalismen selv.

Når en fattig amerikaners velstand svarer til en gennemsnits danskers, så er den perverse ulighed måske ikke så slem alligevel - og så er den fattige amerikaners større købekraft og mindre skatter ikke talt med.

Troels Ken Pedersen

Jeg mener at vrede mod bankfolkene og vred mod politikerne ikke udelukker hinanden.

Og hvis man mister jobbet og bliver smidt på gaden, kan man ikke bruge gennemsnit og statistikker til en hujende.

Når mennesker retter vreden mod Wall Street er det fordi, de amerikanske medier og de amerikanske politikere har ladet sig korrumpere af virksomhedsstrukturerne, der styres af de store syndikater og bankfolk.

Det er ikke nok at sige bankfolk, eller Wall Street. Men amerikanerne kan ikke gennemskue deres eget lands historie, forfatning længere. De ved ikke, hvem de selv er længere, for de har set så meget dårligt TV og har modtaget en skolegang og undervisning, der er blevet dårligere og dårligere.

De er blevet ført bag lyset og bider nu fra sig, fordi kvælertaget nu er dødeligt. Det er et spørgsmål om overlevelse nu. Grådigheden er blevet så destruktiv for den amerikanske befolkning, at noget må der ske.

Deres uduelige (eller extremt snedige...) præsident kan ikke gøre noget. Uover at være fuld af løgn, har han begge hænder bundet på ryggen. Deres politikere er købt og betalt. Demokratiet er stort set afmonteret efter 9/11 vha. the Patriot Act og Homeland Security. Forfatningen som den var tiltænkt er sat ud af drift med terrorisme som begrundelse, så den kan ikke for nuværende gøre noget for dem. Deres bankrådgiver kan ikke gøre noget, for hans filial står også i gæld. Retssystemet kan ikke gøre noget. De akademiske institutioner tør ikke gøre noget, for så ryger der hoder og karrierer.

Wall Street er et symbol på grådighedens klimaks. Det kan være farligt at tro, at man så har identificeret ondets rod. Det er langt mere omfattende og diffust og svært at få styr på. Det kræver et grundigt og bredt historisk kendskab.

Men det kræver altså også, at man holder op med det berøringsangste ævl om 'at det bare er konspirationsteoretikere, bla. bla. bla....' Den sang bliver sunget hele tiden. Og ovenstående eksperter synger også lige et vers af den sang.

Hvis der ikke var konspireret om alt mellem himmel og jord i amerikansk politik og økonomi, så ville det være første gang i verdenshistorien. Kære akademiske paphoder: der er sådan, verden ALTID er blevet forført og styret. Der er skrevet lærebøger om det, filosoffer har givet deres herskere råd om netop hvordan man bærer sig ad.

At konspirere betyder slet og ret, at nogle få sætter sig i baglokalet, udenfor rampelyset og aftaler gennemførelsen af projekter, der - uden at folk er blevet spurgt om lov og råd - får store konsekvenser for folk. De få beslutter for de mange, på de manges bekostning. Plutokrati, oligarki, kleptokrati, mange navne, samme fænomen. Fuldstændig konstant ned gennem historien.

Og hver ENESTE gang får vi den samme idiotiske fornægtende og benægtende forklaring om at nej-nej, det var sandelig ikke os, det var helt tilfældigt, det skete bare, det var ligesom vejret, det var en ensom galning, der startede en hel krig. ALLE krige har bankmændenes krige, INGEN af dem er beskrevet sådan i historiebøgerne.

Iøvrigt er konspirationsteorier uinteressante, når der er så overvældende mange konspirations-facts i spil.

Tine Sørensen

Det kan kun ses som positivt, at der samles en bevægelse, der kan finde ud af at rette deres vrede i fællesskab. Wallstreet er jo et symbol. Skulle de til at diskutere, hvem de egentlig ansvarlige er, ville de ende med at rette vreden mod hinanden...... - De gør det eneste rigtige!
Kunne vi bare formå det samme...

Dan Johannesson

Læs Morten Hansens kommentar, den er absolut genial, og er essensen af et budskab jeg ligeledes utrætteligt har forsøgt at fremføre på disse sider, min blog mv. Bl.a. denne fantastiske pointe kommer Morten med:

"Hvis der ikke var konspireret om alt mellem himmel og jord i amerikansk politik og økonomi, så ville det være første gang i verdenshistorien. Kære akademiske paphoder: der er sådan, verden ALTID er blevet forført og styret. Der er skrevet lærebøger om det, filosoffer har givet deres herskere råd om netop hvordan man bærer sig ad.

At konspirere betyder slet og ret, at nogle få sætter sig i baglokalet, udenfor rampelyset og aftaler gennemførelsen af projekter, der - uden at folk er blevet spurgt om lov og råd - får store konsekvenser for folk. De få beslutter for de mange, på de manges bekostning. Plutokrati, oligarki, kleptokrati, mange navne, samme fænomen. Fuldstændig konstant ned gennem historien."

-ehm-

Så er Kanslergade-forliget fra 1933 også en konspiration; det blev aftalt i Staunings dagligstue i en sen natte-time. Uden forudgående offentlig debat - ser det ud til...

Det er altid pudsigt, når nogle, der ikke går ind for en aktion, siger til dem, der udfører den, at de 'bør' rette deres vrede et andet sted. A G Rasmussen har gentaget rådet i Deadline som sin egen 'analyse'. I det her tilfælde er det ikke engang rigtigt (bortset fra at occupy Wall St ikke udelukker et occupy Washington), for politikerne er jo netop ekstremt bange for at gøre noget ved den groteske finansudvikling, der fortsætter selv efter næsten-krakket. Og derudover er det klart, at Wall St. jo altid kan erklære sig uskyldig: det er ikke lige vores skyld, det er bare sådan det nu engang er.

Men Wall St. er amerikansk og verdenskapitalismens apoteose. Det her er en protest, der ikke har en klar plan, for der er ikke en aktør man kan henvende sig til. Man kan kun presse på og protestere. Kun ved at vise afmagten kan de demonstrerende forsøge at tage magten tilbage. Og mon ikke der kommer bedre analyser frem ganske snart. Også i USA har de venstreorienterede været holdt uden for mainstream medier i mange år.

Heinrich R. Jørgensen

Karsten Aaen:
"Så er Kanslergade-forliget fra 1933 også en konspiration; det blev aftalt i Staunings dagligstue i en sen natte-time. Uden forudgående offentlig debat - ser det ud til…"

Aftalen blev ikke omsat til regler og magt i dagligstuen. Det skete et mere passende sted. Meget vigtigt er, at vi kender til aftalen. Den er ikke (længere) skjult.

Konspirationerne vedrørende Danmarks politik ifht. Stortyskland er derimod stadig skjulte. Konspirationerne mod kommunisterne, der f.eks. førte til tre lovbehandlinger om kommunistlovene, der tog i alt 8 minutter fra start til slut, er ligeledes ikke afdækkede. Rigets hemmelige politi har alle dage haft et yderst mærkværdigt forhold til kommunister.

Philip C Stone

I en amerikansk retssal skal man fortælle "the truth, the whole truth, and nothing but the truth." Stephen L. Carters sandheder er så selektive og så bedagede at de slører mere end de afslører. Det som Carter ikke fatter er at "Wall Street" ikke kun er et symbol på den finansielle magt, men også på den finansielle magt over den politiske magt og den deraf følgende korrumpering af amerikansk politik.

http://www.newyorker.com/reporting/2011/10/10/111010fa_fact_mayer
http://www.newyorker.com/reporting/2010/08/30/100830fa_fact_mayer

I går var der et interview med Mayer som vedrørte den første artikel. En kort beskrivelse:

Businessman Art Pope poured millions of dollars into state legislative campaigns during the 2010 campaign. Republicans went on to win 18 of the 22 campaign seats Pope and his organizations targeted. New Yorker writer Jane Mayer talks about Pope's growing power — and how his money may influence the 2012 presidential election.
https://www.npr.org/programs/fresh-air/

Intervieweren, Terry Gross, er nysgerrig, vidende, klog og intelligent, og hendes stemme er dejlig at høre på. Jane Mayer er en af USAs førende journalister.