Baggrund
Læsetid: 3 min.

Ai Weiwei straffes med bøde på 13 mio. kroner

Ai Weiwei er igen på kollisionskurs med styret. Den kinesiske kunstner og systemkritiker, der tidligere i år blev holdt fængslet uden rettergang i knap tre måneder, har nu fået en kæmpebøde for skattesvig på næsten 13 mio. kr. Han nægter at betale, fortæller han til Information
Ai Weiwei afviser anklagen om skattesvig, så længe de kinesiske myndigheder ikke fremlægger dokumentation for hans forbrydelse.

Ai Weiwei afviser anklagen om skattesvig, så længe de kinesiske myndigheder ikke fremlægger dokumentation for hans forbrydelse.

Mads Nissen/Ritzau Scanpix

Udland
2. november 2011

GUANGZHOU — »Da de tilbageholdt mig ulovligt, anklagede de mig udelukkende for statsundergravende virksomhed. Der var kun politiske anklager. Men nu beskylder de mig udelukkende for skattesvig,« siger Ai Weiwei i et telefoninterview med Information.

Den 54-årige blev tidligere i år tilbageholdt af politiet i 81 dage, og det lader nu til, at de kinesiske myndigheder ikke har i sinde at mindske presset på den verdenskendte kunstner og systemkritiker og tilgive ham hans kritik af det kommunistiske styre. I går blev Ai Weiwei præsenteret for en bøde for manglende skattebetaling på 15,2 mio. yuan eller omkring 13 mio. kr.

Ai Weiwei betegner de økonomiske anklager mod sig som politisk motiverede. I går kaldte han via Twitter bøden for »røveri«.

»Det er deres måde at true mig på. De advarer om store konsekvenser, hvis jeg ikke betaler,« siger Ai Weiwei til Information.

To embedsfolk fra et lokalt skattekontor i Beijing besøgte kunstneren i går og meddelte ham, at han har 15 dage til at betale.

»Hvis jeg ikke betaler, ved jeg ikke, hvad der sker. Måske betyder det fængsel,« siger han.

Menneskerettighedsaktivister mener, at de økonomiske anklager er del af myndighedernes forsøg på at lukke munden på Ai Weiwei.

»Det lader til, at regeringen har sat sig for at ødelægge ham, enten økonomisk eller ved at gøde jorden for en arrestation af ham på grund af manglende skattebetaling,« siger Wang Songlian fra Chinese Human Rights Defenders til nyhedsbureauet Reuters.

Ingen officiel sigtelse

Ai Weiwei blev taget af myndighederne i april og forsvandt sporløst. Det skete, samtidig med at regeringen iværksatte en storstilet og hård kampagne mod prominente menneskerettighedsadvokater, aktivister og bloggere. I næsten tre måneder vidste Ai Weiweis familie ikke, hvor han blev holdt fanget, og han blev nægtet al kontakt med omverdenen. Han blev aldrig officielt sigtet, men regeringen påstod, at han blev efterforsket for økonomisk kriminalitet.

Ai Weiweis skæbne førte til stor international kritik af Beijing og blev samtidig anset som et eksempel på, at menneskerettighedssituation i Kina er forværret. Ai Weiweis familie fortalte medier, at han blev straffet for at tale kommunistpartiet imod og for at sætte fokus på styrets illegale tilfangetagelser af kritikere og aktivister.

Politiet i Beijing løslod Ai Weiwei i juni og begrundede løsladelsen med, at han har et skrantende helbred, at han havde erkendt sin skyld, og at han var villig til at tilbagebetale udestående skat. Samtidig fik Ai Weiwei af myndighederne besked på, at han ikke måtte tale med udenlandske medier, ytre sig via internettet eller forlade Beijing i et år.

Efter løsladelsen beskrev Ai Weiwei, hvordan oplevelsen i fangenskab havde ført ham på randen af sindssyge, da han blev overvåget 24 timer i døgnet og sat under hårdt pres under forhør. Han beskrev det som et »konstant mareridt«.

Vil ikke betale

Ai Weiwei siger, han vil betale bøden, hvis myndighederne fremlægger beviser for hans skyld. Men det har de ikke gjort. De har samtidig heller ikke forklaret, hvordan de er kommet frem til, at det netop er 15,2 mio. yuan, han skal betale.

Ai Weiwei siger, at myndighederne har fortalt ham, at den manglende skattebetaling skyldes hans engagement i Beijing Fake Cultural Development Ltd, et selskab, som har hjulpet med at producere Ai Weiweis kunst og design, men som han ikke selv ejer. Weiweis kone, Lu Qing, er den juridisk registrerede ejer. Skattemyndighederne beskriver dog Ai Weiwei som firmaets »faktiske leder«.

Fra begyndelsen har de kinesiske myndigheder påstået, at håndteringen af Ai Weiwei er foregået i overensstemmelse med loven. Men hele forløbet — fra den ulovlige tilbageholdelse af kunstneren og til omstændighederne omkring kæmpebøden — viser, at det modsatte reelt er tilfældet.

»De taler hele tiden om, at Kina er styret ved lov, men min sag viser, at det ikke er tilfældet. Intet af det, de har gjort, er i overensstemmelse med loven,« siger Ai Weiwei.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anne Marie Pedersen

Har han stadig udrejseforbud?

Det kinesiske styre viser endnu engang sit sande, grimme fjæs.