Læsetid: 3 min.

Al-Shabaab har taget Somalias befolkning som gidsel

Somalias sultende er overladt til sig selv, efter al-Shabaab har udvist næsten alle hjælpeorganisationer, heriblandt Dansk Flygtningehjælp. Organisationerne vil forhandle med bevægelsen, men udsigten til succes er lille
1. december 2011

Somalias militante islamister har taget millioner af sultende som gidsel i deres kamp for at føre landet tilbage til Muhammeds tid.

I løbet af de seneste to år har den islamistiske al-Shabaab-milits forbudt næsten alle internationale hjælpeorganisationer at arbejde i den centrale og sydlige del af landet, som i vidt omfang er under militsens kontrol.

Efter denne uges udvisning af yderligere 16 organisationer, herunder Dansk Flygtningehjælp, er 2,8 millioner kriseramte somaliere stort set overladt til sig selv. Kun Læger Uden Grænser og Internationalt Røde Kors/ Røde Halvmåne kan stadig arbejde i områderne, men deres kapacitet er langtfra tilstrækkelig til at imødekomme befolkningens behov, siger nødhjælpskilder.

Millioner i nød

Al-Shabaabs forbud mod internationale hjælpeorganisationer ventes at få voldsomme konsekvenser for de fire millioner somaliere, som ifølge FN har brug for fødevarebistand, heraf er omkring 250.000 direkte hungertruet. En af de store organisationer, som er blevet udvist er FN’s flygtningeorganisation UNHCR. »Vi er i gang med at vurderes skadens omfang,« siger Andy Needham, talsmand for UNHCR’s Somalia-kontor i Nairobi.

»Vi ved, at omkring halvdelen af Somalias befolkning har brug for hjælp, og vi ved, at det vil de have mindst et år frem i tiden, men hvor mange der konkret berøres af al-Shabaabs forbud, kan vi ikke sige noget om endnu.«

Hos Verdenssundhedsorganisationen WHO har man lidt mere overblik over i hvert fald organisationens egne aktiviteter. WHO støtter otte hospitaler og 16 mobile sundhedsklinikker, der servicerer titusindvis af somaliere i de berørte områder, oplyser WHO’s Pieter Desloovere til nyhedsbureauet Associated Press. »Forbuddet kan underminere de skrøbelige fremskridt, som er sket i år og bringe hungersnøden tilbage i adskillige områder,« siger han.

Håber på dialog

Hos Dansk Flygtningehjælp er man knap så pessimistisk, i hvert fald hvad angår egne projekter. »Vi må lukke to kontorer i det sydlige Somalia, men eftersom hovedparten af vores arbejde styres fra hovedstaden Mogadishu, regner vi med at kunne opretholde størstedelen af vores aktiviteter,« siger international chef Ann Mary Olsen, der dog forudser, at en del af de mennesker, som hjælpeorganisationen har udleveret mad til i Sydsomalia, bliver nødt til at forlade deres hjem for at overleve.

De 16 udviste hjælpeorganisationer vil nu forsøge at få en dialog i gang med militsen, siger Ann Mary Olsen.

»Vi håber, at vi kan få dem til at trække deres forbud tilbage. Vi har erfaring for at det kan hjælpe at tale med de mere moderate ledere. Vi vil forklare dem, at vi ikke tager stilling i konflikten; at vores mål udelukkende er at hjælpe civilbefolkningen i en tid, hvor mange lider«.

To tilbage

Al-Shabaabs krig mod de vestlige hjælpeorganisationer er imidlertid ikke af ny dato. Allerede i 2009 blev de første hjælpeorganisationer forbudt, og ingen af dem har siden fået lov at genåbne.

Al-Shabaab beskylder generelt organisationerne for at tage parti i konflikten mellem den islamistiske oprørsbevægelse og den FN-støttede overgangsregering i Mogadishu, som udelukkende holdes ved magten af Den Afrikanske Union, der beskytter hovedstaden med 9.000 mand. Militsen beskylder også hjælpeorganisationerne for at sprede kristen propaganda og vestlige værdier og for at dumpe markedsprisen på fødevarer, så somaliske bønder ikke kan ernære sig.

Al-Shabaabs talsmand, Sheik Rage, har gentagne gange erklæret Somalias sultproblem for overdrevet.

»Det er propaganda. Ja, vi har tørke, men forholdene er ikke så dårlige, som de siger«, har han bl.a. sagt.

Hos Læger Uden Grænser, som stadig er i landet, ønsker direktør Michael Gylling Nielsen ikke at kommentere den »yderst følsomme« situation i Somalia. Det gør til gengæld udviklingsminister Christian Friis Bach (R), der kalder al-Shabaabs beslutning for »ubegribelig kynisk.«

»Når al-Shabaab mener, at organisationer og mennesker, som fjerner miner, giver mad til sultende og lægehjælp til livstruede børn, står i vejen for det samfund, al-Shabaab forsøger at skabe — ja, så taler det for sig selv.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu