»Hvad ville Jesus have gjort?« Sådan står der finurligt nok på bannere i den teltlejr, som den britiske aflægger af Occupy Wall Street — Occupy London Stock Exchange (OLSX) — har opslået ved den trappe, der fører op til den anglikanske kirkes allerhelligste bygning, St. Pauls katedralen, som tilfældigvis ligger vis à vis et af verdens absolutte finanscentre: Londons City.
Det var et spørgsmål, som bragte The Church of England i umiddelbar vildrede: På den ene side opholder de unge demonstranter sig ulovligt på kirkens grund, hvortil kommer, at kirken har parkeret en stor del af sine sparepenge i den slags investeringsfonde, hvis angivelige 'grådighed' og 'bonusselvforgyldelse' besætterne har gjort det til deres centrale pointe at rase imod.
På den anden side kommer man ikke uden om, at Jesus gjorde en nok så væsentlig pointe ud af uddrive sin tids kapitalister — de såkaldte kræmmere — fra templet. Repræsenterede occupy-aktivisterne ikke en kærkommen moralsk udfordring af spekulanternes asociale uhæmmethed?
Den anglikanske kirke vidste først ikke, hvilket ben den skulle stå på. Så pikant har dens akutte tvivls- og samvittighedsspørgsmål været, at det ud over kvidefuld selvransagelse tillige har udløst en livlig værdidebat i britisk åndsliv og medier.
Et af de mere ramsaltede indlæg er fra litteraturforskeren Terry Eagleton og er aftrykt i dagens avis som international kommentar side 17.
Den første kirkelige øvrighedsperson, der blev pånødet stillingtagen, var St. Pauls overopsynsmand, Giles Fraser. For ham var sagen klar: Kirken måtte favne demonstranterne — et synspunkt, der ikke var overraskende al den stund, at den moralfilosofisk skolede domherre har en fortid som klummist for avisen The Socialist Worker (sine moralprædikener publicerer han i dag i The Guardian).
Den progressive Fraser, der desuden blev landskendt på sin kampagne for »en inklusiv kirke«, der også bør rumme bøsser og lesbiske udtalte: »Demonstranterne har al mulig ret til at protestere fredeligt ud for St. Pauls«, og hvis nogen ville tvinge dem bort, ville han for øvrigt tage sin afsked. Den 27. oktober måtte han lade handling følge ord efter at være underkendt af sin foresatte, lederen af St. Pauls kardinalkollegium, hans velærværdighed kardinalbiskop Graeme Knowles.
Debat om kirkens ansvar
Det var Knowles klare hensigt at bede politiet smide demonstranterne bort fra kirkens område, så kirkegængerne ikke skulle forstyrres af deres brogede tilstedeværelse.
Men før Londons politi kunne nå at effektuere Knowles' begæring, rejste der sig et ramaskrig i store dele af den britiske opinion — op mod 40 procent af briterne støtter i en eller anden grad OLSX. Under indtryk af dette så biskoppen af London, Richard Chartres, der ellers har ry for at være »konservativ pr. instinkt« ingen anden udvej end at underkende Knowles, der nu på sin side måtte nedlægge hvervet.
»De lukkede døres symbolik har været forkert,« erklærede Chartres og lancerede ved samme lejlighed en dialog — under ledelse af Ken Costa, en tidligere investeringsbankmand — som skal »genskabe det finansielles forbindelse til det etiske.«
Samtidig fik OLSX-aktivisterne tilladelse fortsat at campere i læ af St. Paul frem til nytår.
I den britiske debat om kirkens involvering og stillingtagen har Ken Costa foreløbig gjort det klarest ved at appellere til, at 'venstreanglikanerne' modererer sig, han ser dem som alt for villige til at gøre fælles front med OLSX-aktivisterne. Costas mandat synes at være at udfylde rollen som fortaler for 'en etisk kapitalisme'. Avisen The Daily Telegraph citerer ham således for at sige:
»En blomstrende banksektor er altafgørende for enhver succesrig økonomi« og »finansielle incitamenter« — læs spekulation — »kan være både valide og effektive.« Costa slår også fast, at »man kan ikke regulere sig frem til en kultur af hæderlighed, integritet, sandfærdighed og ansvarlighed.«
Som en foreløbig kulmination har i mellemtiden også den anglikanske kirkes ultimative overhoved, ærkebiskoppen af Canterbury, bekendt kulør, og det er ikke til gunst for 'kræmmerne'.
Kirkens overhoved taler
Ærkebiskoppen, Rowan Williams, som hans civile navn er, har fremlagt en hel pakke af politiske og finansielle forslag til tiltag, der kan fremme Occupy Londons »moralske agenda«.
En ny Robin Hood-skat på finansielle transaktioner er helt nødvendig, hævder Williams i et indlæg i Financial Times i erkendelse af, at protesterne imod finansiel ulighed og bankexcesser »af et uventet stort antal mennesker er blevet set som udtryk for en udbredt og dybfølt forbitrelse over det finansielle establishment, som ikke viser nogen tegn på at aftage«.
Og Williams fortsætter:
»Om den er rimelig eller ej er der er en stærk følelse af, at et helt samfund bliver nødsaget til at betale for bankernes fejl og uansvarlighed, og en stærk utålmodighed over, at bankerne blot er vendt tilbage til business as usual, som vi oplever med de stadig eskalerende bonusser, som udbetales, uden at det er kommet til synlige forandringer i bankernes praksis.«
»Mange mennesker er umådeligt frustrerede over, hvad de ser som de katastrofale følger af den globale kapitalisme. Det er dog ikke let at se, hvad vi kan gøre anderledes, så denne gang bliver de nødt til at blive mere specifikke, « udtaler ærkebiskoppen. Ud over 'Robin Hood' skatten rummer ærkebiskoppens specifikke forslag en opfordring i stil med den, der tidligere er udgået fra Vatikanet: Rutinebankforretninger må skilles klart og institutionelt fra spekulative translationer, og stater, som hjælper med at rekapitalisere banker med offentlige penge, må som gengæld kræve, at bankerne bruger disse til at hjælpe med at revitalisere realøkonomien.
