Nyhed
Læsetid: 2 min.

Bagsiden: Bunga bunga, Ronaldo, Clooney og Mubaraks niece

214 vidner skal kaste lys over, hvad de famøse fester hos Silvio Berlusconi egentlig går ud på
Udland
25. november 2011
Fodboldstjernen Cristiano Ronaldo skal som en af flere kendisser vidne i sagen mod Berlusconi .

Fodboldstjernen Cristiano Ronaldo skal som en af flere kendisser vidne i sagen mod Berlusconi .

Dani Pozo/Ritzau Scanpix

ROM — De såkaldt »elegante aftenselskaber« hos Italiens netop afgåede ministerpræsident, Silvio Berlusconi, er genstand for to retssager.

I den ene sag er tre af Berlusconis samarbejdspartnere anklaget for rufferi. Ifølge anklageskriftet har de tre sigtede rekrutteret 29 kvinder til fester hos Berlusconi.

Aftenselskaberne omfatter angiveligt et seksuelt ritual, som går under betegnelsen »bunga bunga« og skulle være inspireret af aktiviteterne i den afdøde Muammar Gaddafis beduintelt.

Det er blevet udførligt beskrevet af flere vidner, og foreløbig har tre af kvinderne valgt at indtræde i sagen som civile parter: »Ikke for pengenes skyld, men for at beskytte deres ære,« udtaler deres advokat.

Anklagemyndigheden vurderer imidlertid, at alle de kvindelige deltagere må betragtes som ofre for seksuel ydmygelse. Det sker for at beskytte »den menneskelige frihed og værdighed med særlig henblik på personernes selvbestemmelsesret i den seksuelle sfære«, som det hedder i anklageskriftet.

Som reaktion på denne beslutning udtaler Berlusconi, at hans kvindelige gæster kun er ofre for de inkvisitoriske anklagere.

Man kan dog undre sig over, hvordan det skulle krænke en persons privatliv og ære at blive omtalt i forbindelse med noget så prestigiøst som fester hos en statsmand. Hvis der altså vel at mærke var tale om »elegante aftenselskaber«, som den tidligere regeringsleder hævder.

Diplomatisk krise

I den anden retssag sidder Berlusconi selv på anklagebænken. Det skyldes, at marokkaneren Karima El Mahroug var mindreårig, da hun i 2010 deltog i 13 fester hos Berlusconi, hvor hun angiveligt har prostitueret sig.

Den portugisiske fodboldstjerne Cristiano Ronaldo skulle også have købt den unge kvindes ydelser og er således blandt de 214 vidner, når retsmøderne bliver genoptaget i januar 2012.

George Clooney er også indkaldt til at vidne om udskejelserne hos Berlusconi, som den amerikanske skuespiller efter eget udsagn har afslået opfordringer til at deltage i. Flere ministre i Berlusconis regeringer er indkaldt som forsvarets vidner.

Foruden udnyttelse af en mindreårig prostitueret er Berlusconi anklaget for embedsmisbrug. Det skyldes, at Karima El Mahroug i maj 2010 blev anholdt for tyveri, hvilket fik Berlusconi til at ringe til politiet og påstå, at pigen var den daværende egyptiske præsident Hosni Mubaraks niece og derfor skulle løslades.

Et af de absolutte højdepunkter i Italiens politiske historie indtraf i februar, da et flertal i parlamentet vedtog — dog forgæves — at retten i Milano ikke var kompetent til at føre sagen.

Af parlamentets annaler fremgår det til evig tid, at Berlusconi var overbevist om, at pigen var Mubaraks niece, og således som en ansvarlig statsmand havde forsøgt at afværge en diplomatisk krise.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Heinrich R. Jørgensen

"Af parlamentets annaler fremgår det til evig tid, at Berlusconi var overbevist om, at pigen var Mubaraks niece, og således som en ansvarlig statsmand havde forsøgt at afværge en diplomatisk krise."

Og således kan han (potentielt) dømmes for brud på ministeransvarslovgivning eller lignende?