Læsetid: 9 min.

Bare en lille humanitær katastrofe

Tørken på Afrikas Horn har slået de fleste af hyrdefolkenes dyr ihjel i det nordlige Kenya. Drevet af sult og nød angriber de nu hinanden for at stjæle, hvad der er tilbage. Røde Kors-læger kæmper fortsat for at redde livet for taberne — de børn og voksne, der er klimaforandringens og konflikternes ofre
Tørken på Afrikas Horn har slået de fleste af hyrdefolkenes dyr ihjel i det nordlige Kenya. Drevet af sult og nød angriber de nu hinanden for at stjæle, hvad der er tilbage. Røde Kors-læger kæmper fortsat for at redde livet for taberne — de børn og voksne, der er klimaforandringens og konflikternes ofre
1. december 2011

»Klimaændringer vil føre til øget pres på miljøet og sociale kriser — f.eks. via tørke, fejl- slagen høst, vandmangel — i en region, der allerede er karakteriseret af svage stater, borgerkrige og store flygtningestrømme.«

Rapporten ’Climate Change as a Security Risk’, FN’s Miljøprogram UNEP, dec. 2007

»Uden resolutte modforanstaltninger vil klimaændringer inden for de kommende årtier presse mange samfund ud over deres kapacitet for tilpasning. Det kan føre til destabilisering og vold, som hæver truslen mod national og international sikkerhed til et nyt niveau.«

Rapportens hovedforfatter, professor Hans Joachim Schellnhuber, dec. 2007

TURKANA, KENYA — Petro klager over ondt i maven. Det er ikke så mærkeligt. På anmodning trækker han op i blusen og fremviser et langt, lyserødt ar, der løber fra et stykke over navlen til et stykke under. Petro er blevet skudt. Det er over tre måneder siden, men det gør stadig ondt.

Den unge mand bor i den lille landsby Kangirisae i Kenyas nordlige Turkana-region, næsten 100 km fra regionens hovedby Lodwar. Som de andre i landsbyen er han hyrde, dvs. han vandrer med sine dyr efter, hvor der er vand og græsningsmuligheder. Turkana-folkets mænd, store drenge og indimellem også kvinder kan være på vandring med får, geder, kameler eller kvæg i ugevis, før de vender hjem til deres landsby og familie. Dyrene er turkanaernes eneste kapital og giver den mælk og det kød, de lever af.

»Jeg har kun ét får tilbage,« fortæller Petro.

Han havde oprindelig fem får, men de fire blev stjålet fra ham under det angreb, hvor han også fik en kugle i maven. Det var mænd fra et andet af Kenyas hyrdefolk, Pokot-folket fra området sydvest for Turkana, der overfaldt Petros landsby og stak af med mange af dyrene.

»Ved samme angreb blev en anden mand i landsbyen og hans to sønner dræbt, mens en tredje søn og hustruen blev såret af skud,« fortæller Røde Kors-lægen dr. Jotham Mukhola, der med sit lille sundhedsteam er på sygebesøg i nogle af de fjerntliggende landsbyer i denne østlige del af Turkana.

At hyrdefolkene i denne del af Afrika stjæler dyr fra hinanden, er ikke et nyt fænomen. Pokot-folk kan stjæle fra Turkana-folk, masaier kan stjæle fra Pokot og vice versa. Men den langvarige og ekstreme tørke på Afrikas Horn har optrappet konflikterne dramatisk. I juli blev 36 mennesker dræbt, da hyrdefolk fra Meville-stammen kom ind fra Etiopien for at stjæle turkanaernes kvæg. I oktober dræbtes tre og såredes fire, mens 130 køer og 300 får og geder blev stjålet af angribende hyrdefolk fra Sydsudan. I Kenyas centrale Isiolo-region meldtes i begyndelsen af november om over 20 dræbte under røveriske angreb. En medarbejder ved bistandsorganisationen Action Aid, som Mellemfolkeligt Samvirke er del af, mistede livet i samme ombæring. Langs Kenyas vestlige grænse til Uganda er der for tiden jævnligt sammenstød med drab, når Karamoja-hyrdefolk presset af tørken og tab af deres dyr forgriber sig på turkanaernes bestande og græsningsområder — og vice versa.

I Kangirisae-landsbyen går unge Turkana-mænd nu vagt med gamle geværer over skulderen i venten på nye Pokot-angreb.

»Vi er ikke trygge her,« siger Petro.

Frygten for overfald lægger sig til frygten for, hvordan man skal overleve med det forandrede klima.

»Vi har mistet så mange dyr, fordi alt har været så tørt i lang tid. Mange får og geder, men også kameler og æsler. Og 10 børn i landsbyen er døde under tørken,« fortæller Felix, en ung mand, der har lært sig en smule engelsk.

Den onde cirkel

Mens det vestlige Turkana omkring flygtningelejren Kakuma har fået massiv nedbør med en række oversvømmelser til følge, er der i flere områder her mod øst kun faldet en smule regn siden oktober. Hvor regnen har ramt, er der nu grønt, men efter flere års tørke er landskabet i store områder stadig helt goldt og ørkenagtigt. Her er sand, sand og luftspejlinger, der i sekunder får én til at tro, at regn har fyldt nogle af de udtørrede søer op. Når Røde Kors-holdets firehjulstrækker drøner hen over de åbne sletter, står støvet efter bilen — skeletter af døde dyr passeres med mellemrum.

I landsby efter landsby er fortællingen den samme.

»Før havde vi omkring 400 geder, nu har vi 30,« siger Robert Barua, en ung Turkana-mand i det lille samfund Narimawoi.

Selv har han mistet alle sine dyr under tørken. Hans jordiske gods består nu af den hytte, hans kone har bygget, nogle gedeskind på gulvet, et par sivmåtter at sove på, et par spande og dunke, en tallerken sort af sod samt en lille kuffert lukket med en hængelås.

»Kvinderne har skullet gå 25-30 km for at hente vand,« siger Robert Barua.

Alle i landsbyen har angiveligt været fejl- eller underernærede, men er nu i bedring takket være hjælpen fra Røde Kors.

»Men det bliver meget svært at skaffe nye dyr udefra,« påpeger den unge mand.

Nye geder forudsætter penge, og den eneste mulige indtægtskilde — også til mad — er at sælge trækul, produceret ved at brænde noget af områdets vegetation. En sæk med trækul kan sælges for 350 kenyanske shilling — en ny ged koster 2.500-3.000. Og en ond cirkel er det, for jo mere vegetation der ryddes, desto sværere bliver det at holde nye dyr med græsning og holde på vand i området.

IDP

Det primære mål for dagens sygebesøg er hverken Petros eller Roberts landsby.

»Vi skal ud til IDP,« siger Peter Outah, operationsleder på organisationens regionskontor i Lodwar.

115 kilometer ude i ingenmandsland venter en gruppe på omkring 300-400 Internally Displaced Persons, internt fordrevne personer. Deres lille elendige opholdssted med interimistiske hytter af sivmåtter og presenninger over et skelet af pinde har ikke noget navn. For dette er reelt en flygtningelejr, ukendt af offentligheden og overset af Kenyas regering. Og det, der udspiller sig her, er på randen af en humanitær katastrofe, en lille lokal én.

Indtil begyndelsen af oktober levede denne Turkana-stamme ved sydspidsen af Turkana-søen — angiveligt verdens største ørken-sø — hvor de fiskede og vandrede med deres dyr, pressede af tørken som så mange andre på Afrikas Horn. Men for godt en måned siden blev de angrebet af Pokot-folk fra sydvest og måtte flygte over hals og hoved. Mænd, kvinder og børn vandrede i dagevis med de geder, som ikke var blevet stjålet.

»De var i en forfærdelig forfatning, da vi fandt dem. Alle de syge sad isolerede under et træ,« fortæller dr. Mukhola.

Og synet, der møder Røde Kors-holdet fra Lodwar, er slemt.

Magre kvinder kommer det lille nødhjælpshold i møde med deres endnu mere magre børn i armene eller støttende lidt ældre børn, der knap kan stå på egne ben. Overalt hostes der. Mange af børnene har tændstikarme og -ben og disse trætte, forpinte øjne, der følger af lang tids udsultning og følgesygdomme.

»Dette er den værst ramte gruppe, vi har,« siger lægen.

26 af børnene er alvorligt underernærede, fire gange så mange er moderat under- ernærede. Dr. Mukhola angiver underernæringsprocenten til et stykke over 40 — 15 pct. er det niveau, der ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO definerer en nødsituation.

Alvorligt underernæret er man pr. definition, når overarmen måler 10 cm eller mindre i omkreds. En lille dreng i denne tilstand bliver hjulpet op på sundhedsholdets medbragte badevægt. Han ligner en på fire-fem år, men hans mor fortæller, at han er 10 — og badevægten fortæller, at han vejer 16,4 kilo.

En anden på otte år vejes til 18,2 kilo. Han kan næsten ikke holde sig oprejst på vægten, og hjertet hamrer vildt bag de små ribben. Han er en af de mange, som lægen på stedet begynder at behandle med drop, der kan rumme både væske, næring og antibiotika.

Midt i den brændende sol ligger snart 10 syge og udsultede børn og får tilført livskraft via en slange i håndryggen, de fleste støttet af deres tavse, stoiske mødre, der selv ser faretruende svækkede ud.

Mens han behandler, fortæller dr. Mukhola, at mange i den lille fordrevne flok lider af luftvejssygdomme, diarre, malaria eller øjeninfektioner.

»Dette er sådan, vi lever,« konstaterer han.

Frygt for epidemi

Det er nu fjerde gang, holdet har kørt de 115 km hver vej ad forfærdeligt dårlige hjulspor for at give den akutte hjælp, gruppen her behøver for at holde sig i live. Og holdet kommer igen i morgen. Og i overmorgen.

»Vi har i dag konstateret otte mistænkte tilfælde af mæslinger blandt børnene. På disse breddegrader er det en smitsom og farlig sygdom, som let kan være dødbringende og meget hurtigt kan sprede sig.«

Oplysningen om mæslinger bliver nu indberettet til de kenyanske myndigheder, som efter reglerne hurtigt skal tjekke de mistænkte tilfælde og — hvis de bekræftes — iværksætte en immuniseringskampagne i regionen for at hindre en dødbringende epidemi.

Under et lille træ ligger en afmagret mand på jorden, hvor han ifølge sundhedsholdet har ligget i flere dage. Han er syg med diarre og hoste, men han er ikke gift, så ingen i det lille samfund tager sig af ham. Lægen giver ham drop med væske og antibiotika samt en liter langtidsholdbar mælk, som han får besked på at drikke lidt af løbende.

»Da vi behandlede ham første gang for et par dage siden, kunne han ikke sidde op eller spise og knapt tale. I dag er han lidt bedre, men han kan ikke huske os fra forleden,« fortæller en af assistenterne på sundhedsholdet.

Klimapresset vokser

Besøget af lægen og hans medarbejdere fra Lodwar er dagens begivenhed for den nødstedte, fordrevne flok. De fleste af mændene er på vandring med stammens resterende geder i forsøget på at finde græsning, og her i den uofficielle flygtningelejr er den absolut eneste naturligt tilgængelige fødekilde nogle indsamlede nøddefrugter fra en palmeart i området. Uden fødevarehjælpen — som først i sidste øjeblik er kommet i gang — var gruppen her med sikkerhed bukket under.

Nogle af børnene er nøgne, andre med et tyndt klæde om livet eller med pjaltede T-shirts eller skjorter. En pige bærer en snavset T-shirt med påskriften ’I put the fun in dysfunctional’ — ifølge en internetsøgning en trendy sag fra USA, som bæres af unge amerikanere, der dyrker deres fucked up-familieforhold som et tragikomisk fænomen, man kan sludre om på Facebook. Den slidte T-shirt må være endt her i det golde landskab via et nødhjælpssystem for brugt tøj, og det er sikkert godt, at den lille pige i dette klimabetinget dysfunktionelle hyrdesamfund ikke kan læse.

»Der er ingen fremtid for os her. Vi ønsker at vende tilbage til søen,« siger en gammel kvinde.

Om det en dag kan lade sig gøre, ved ingen. Så sent som for tre dage siden var der angiveligt nye angrebsforsøg fra Pokot-folket ved søens sydende — mod nord er der tilbagevendende væbnede sammenstød mellem turkanaer og Dasanech- samt Merille-folket fra Etiopien, der kæmper om adgangen til fiskeri og græsningsarealer, hvor søen støder op til Etiopiens grænse. Den globale opvarmning har over en årrække ført til et fald i Turkana-søens vandspejl og areal, og kombineret med tørken i regionen øger det presset på de omliggende områder og dermed konfliktpotentialet.

»Der er stor sandsynlighed for større fordrivelse af folk i både Turkana- og Borana-samfund med efterfølgende humanitære behov og beskyttelsesbehov, hvis situationen ikke kan inddæmmes,« skriver FN’s humanitære organisation OCHA i sin situationsrapport om krisen på Afrikas Horn fra midt i november.

For doktor Jotham Mukhola og hans medarbejdere er virkeligheden meget konkret. Pakning hver morgen af firehjulstrækkeren med alt, hvad den kan bære af medicin, mælk, vand og nødhjælpsrationer. Op mod 250 kilometers hård, daglig køretur. Pleje direkte under den brændende sol af livstruede patienter med drop, vaccinationer og medicinuddeling. Og på hjemturen om aftenen flere stop undervejs for improviseret behandling, når bilen støder på syge turkanaer, der har sat sig i vejkanten i håb om at fange lægen. Før sengetid rapportskrivning og indberetning til myndighederne af nye tilfælde af smitsomme sygdomme.

Men dr. Mukhola er ikke i tvivl om det store billede.

»Dette handler om klimaforandring og lang tids afbrænding af fossil energi i den industrialiserede verden kombineret med skovrydning, stadig mere kvægavl i verden m.m. Jeg synes, det internationale samfund gør alt for lidt for at bringe udledningerne ned og bremse denne udvikling,« siger han.

»Alle mennesker ønsker sig et godt liv. Folk i i-landene burde tænke på, at mennesker som dem, der lever i dette lille samfund af fordrevne hyrdefolk, også drømmer om et godt liv.«

 

Informations reportagerejse til Afrikas Horn er gennemført med støtte fra Folkekirkens Nødhjælp og Udenrigsministeriet

Serie

COP17: Mens de snakker i Durban

De globale klimaforhandlinger fortsætter fra mandag med COP17 i Durban, Sydafrika.

På forhånd er forventningerne helt i bund — ingen forventer sig gennembrud hen imod den forpligtende internationale aftale, der kan beskytte planeten mod tiltagende global opvarmning. Så mens der tales, fortsætter klimaforandringerne og med dem de høje omkostninger for opvarmningens ofre.

Frem for som sædvanlig at placere sig som tilskuer til COP-processen er Informations klimamedarbejder Jørgen Steen Nielsen og fotograf Jakob Dall rejst til Afrikas Horn, til de gennem flere år tørkeramte områder i det nordlige Kenya, hvor klimaflygtninge og hyrdefolk fortsat betaler prisen for politikernes passivitet.

Følg serien i Information, mens COP17 står på

Seneste artikler

  • Kan 50 millioner mennesker ændre livsform?

    12. december 2011
    Millioner af mennesker på Afrikas Horn kan ikke fortsætte det liv, de har levet i århundreder. Klimaændringerne gør det umuligt. Spørgsmålet er, om de skal leve videre på nødhjælp eller kan finde en ny livsform, dikteret af hvad andre har gjort ved den fælles atmosfære
  • Klimaregningen er sendt til de fattigste

    10. december 2011
    FN’s internationale klimatopmøde i Sydafrika blev igen et eksempel på, at verdens ledere trækker en nødvendig klimaaftale i langdrag. I Etiopien kan hyrdefamilien Basayee se frem til flere døde kreaturer og tomme maver
  • Klimaet er ikke den eneste skurk på Afrikas Horn

    7. december 2011
    Det er ikke kun klimaforandringernes skyld, at Afrikas Horn er ramt af massiv hungersnød. Problemerne skyldes også, at områdets nomader har svært ved at finde balancen mellem deres traditionelle livsform og moderne krav. Det er tid til selvransagelse — også blandt de humanitære organisationer
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tak til Jørgen Steen Nielsen, Jakob Dall, Folkekirkens Nødhjælp og Udenrigsministeriet for denne artikel.

For dem, der kan tåle mere info om netop disse klimaforandringsaccelererede kvægkrige mellem stammer, kan jeg anbefale kortfilmen When The Water Ends: Africa’s Climate Conflicts, der kan ses gratis på Yale.edu, samt bogen Tropic of Chaos: Climate Change and the New Geography of Violence af Christian Parenti (så vidt jeg kan se, ligger de første 60 til gratis gennemsyn, så læs kapitlerne 1, 4 og starten af 5).

Robert N Gjeertsen

Og hvornår var det lige at Afrikas Horn var et frodigt grønt område der flød med Mælk og Honning ?
Klimaet i lige præcis det område har været nådeløst rigtig længe, og før man snakkede om 'AGW'.
Alle de 'politiske' konflikter har med garanti ikke gjort livet nemmere for dem der prøver at leve der .
Dem er der så ikke rigtig nogen der gider forholde sig til, meget nemmere bare at sige 'Global Opvarmining', ikke ?

Hans Jørgen Lassen

I min barndom i halvtredserne var der også altid tilbagevendende hungersnød i Afrika.

Ja, man kan såmænd gå tilbage til Bibelen og finde beretninger om det samme.

Man må jo på en eller anden måde indrette sig efter de klimatiske forhold i det område, man nu bor i.

Eskimoerne kunne overleve i Grønland og Canada.

Jørgen Steen Nielsen er ikke journalist. Han er propagandist for klimaløgnen.

JSN og Climatgate 2.0 hænger sammen som ærtehalm. Her med bliver JSN medansvarlig for tilsløringen / forureningen af den EGENTLIGE og højest påtrængende debat om denne verdens fattigdom, miljø, afbrænding af fossilt brændstof, olieforurening af bevidstheden, verdenskrigen der kommer.

JSN er ikke en del af løsningen, men en del af selve problemet.

http://paradigmet.blogspot.com/2011/11/klima-hedder-det-ikke-milj.html

Dette blogindlæg er også et propagandistisk indlæg. Det propagerer for:
- at tænke selv
- at gøre sit hjemmearbejde
- at studere den faktiske videnskab
- at holde fast i journalistikkens kerneværdier
- at betvivle og anfægte det stupide udsagn, at venstre har ret, når højre tager fejl, og at højre har ret, når venstre tager fejl
- at bevæge sig udover det infantile stadium af sort <> hvidt, rødt <> blåt
- at studere vor kulturs historie med attituden: 'betvivl alt, til det er åbenbart'
- at spørge: hvem fodrer min bevidsthed og mit informationsfelt?
- dernæst at spørge: hvilken interesse har man i at fodre mit informationsfelt?
- at spørge hvem, hvad, hvor, hvornår, før man begynder at forgribe sig på hvorfor og hvordan

INGEN af disse præmisser har JSN fulgt. Og derfor er han endt med at blive en propagandist for klimaløgnen.

Jørn Stjerneklar

At der igen i år er tørke i det område er en kendsgerning. Men i de 32 år jeg er kommet på de kanter har Turkana, Pokot, Samburu, Karamajong og de såkaldte Shiftas, somalier, slået hinanden ihjel med mere end jævne mellemrum. At køre det op på den her måde i forhold til klimaet er at spidse den til.

Menneskehedens vugge, som ligger på de kanter, har i rigtig mange århundreder været et tørkeramt område (i nabolandet Etiopien har man registreret tørker siden år 1500). Jeg rejste første gang i Turkana i 1980 – også et år med tørke og konflikter deroppe.
Jeg har venner lidt østpå fra søen, som igennem årene har måttet forsvare sig mod angreb fra Turkanastammen. Og nogle gange selv taget initiativet til et lille raid mod nabostammen mod vest. De to folk hader hinanden af et godt hjerte. Der har altid været massakrer med kvinder og børn som uskyldige ofre i mændenes ustyrlige trang til at vise sig frem. Det er klart at våbene idag er mere dødelige. AK47 er blevet normen efter 1992, hvor Kalash (som den hedder på de kanter) flød let og lindt ned fra krigen i Somalia. Men det er også den eneste forskel – krudt og kugler har erstattet spyd og simi.

Vi skal passe på med at råbe ulven kommer, please. Kenyanerne selv har gjort et kæmpearbejde med at samle ind til tørkens ofre i år. Mange millioner kroner fra private og firmaer er blevet brugt fornuftigt i tørkeområderne. Vi danskere behøver ikke at få dårlig samvittighed over lige netop det stykke ørken. Selvfølgelig kan NGO’erne altid bruge den der med ”den glemte sult” eller ”glemte tørke” osv. Men netop i det nordlige Kenya holder den ikke. Hvad jeg synes kunne være interessant er, at danske dagbladsjournalister tog fat i den store korruptionsskandale der blev afsløret i det kenyanske dagblad Daily Nation tilbage i maj (som jeg husker). Midler fra en tørkefond der skulle forhindre netop en sultkatastrofe forsvandt i lommerne på de sædvanlige gangstere, kenaynske embedsmænd og politikere. God historie for ulandsjournalister. I kunne også bruge lidt spalteplads på, at verden er blevet bedre til at håndtere katastrofer og at færre dør på trods af flere bliver ramt. Osv, osv.

Jeg kan godt se i bunden af artiklen, at det er luderjournalistik og –fotografi Information præsenterer læserne for. Betalt af Folkekirkens Nødhjælp og DANIDA, Men alligevel. Den mindst ringe?

KH
Stjerneklar

Stærk artikel, som næsten fik tårerne til at trille ned af mine kinder. Vi lever i en forfærdelig verden, men det er godt, at vi har nogle dygtige journalister, der kan berette om de små katastrofer

Niels Engelsted

@Morten, du er tydeligvis en engageret og søgende sjæl.

Jeg så i en anden tråd, at du bekendte, at du tog fejl med hensyn til EU. Du var skråsikker og hånende, skriver du, men opdagede siden at du tog fejl. Hvad nu, hvis du også tager fejl med hensyn til klimaet?

Under alle omstændigheder forekommer det overstyret at kalde Jørgen Sten Nielsen for ikke-journalist og propagandist for klimaløgnen.

Jørgen Steen Nielsen

Kære Jørn Stjerneklar

Ingen anfægter i artikelserien, at Turkana lige som andre dele af Afrikas Horn meget længe har hørt til kategorien ”Arid and Semi-Arid Lands”, tørre og halvtørre områder. Men som det fremgår af den samlede artikelserie, er hverken citerede klimaforskere, FN-organisationer eller de lokale, vi har interviewet, i tvivl om, at tørkeperioderne er blevet hyppigere, og at regnen kommer mere uforudsigeligt og i mere ekstreme mængder, når den endelig kommer.
Ingen anfægter heller i artikelserien, at hyrdefolkene har en lang tradition for at stjæle dyr fra hinanden. Men som det også fremgår af en række citerede kilder – rapporter som folk på stedet – tilspidses konflikterne, når nøden i området vokser. Hvilket vel ikke er overraskende.
Vores artikelserie er ikke ’luderjournalistik’. Vi er ikke blevet inviteret på en betalt tur til Afrika. Vi har selv taget initiativ og planlagt alt og har søgt tilskud for at gøre rejsen økonomisk mulig for Information. Hverken Folkekirkens Nødhjælp eller Udenrigsministeriet har haft det mindste med artiklernes indhold at gøre. Udenrigsministeriet/det officielle Danmark er ikke nævnt én gang i artikelserien, Folkekirkens Nødhjælp er nævnt i én sætning som en af de ngo’er, der er partner i arbejdet i Kakuma-lejren.
Røde Kors’ arbejde blandt internt fordrevne hyrdefolk er beskrevet i serien, men vi har ikke modtaget en krone fra Røde Kors. Til gengæld har vi betalt gældende takst for brug af chauffør og tolk formidlet af Kenya Røde Kors.

Venlig hilsen
Jørgen Steen Nielsen

Det der med at "eskimoerne kunne overleve i Canada og Grønland", "hvorfor kan de så ikke i Tukanaområdet", er noget vås. Isen er begyndt at smelte og det betyder at det ikke længere er muligt at fange sæler fra isen, det har store og alvorlige konsekvenser for de folk der lever af naturen i de nordlige områder. Det har også meget stor betydning for de mennesker der traditionelt har levet af renerne, da isen har været og er nødvendigt for at de store rentræk kan få fodfæste. Kunne bare ikke lige la´være med at nævne det. ;)

Jørn Stjerneklar

Kære Jørgen Steen Nielsen
Jeg skriver, at man ikke skal råbe ulven kommer for tit. Ikke andet.
Måske havde artiklen haft mere slagkraft hvis den også byggede på lidt facts fra meteologer eller andre der beskæftiger sig med regn i det område. Der var altid mere sne i DK da jeg var barn og sommeren var varmere og med sol det meste af tiden. Eller hvad? Du vil altid få svar i den kategori hvis du nøjes med at snakke med lokale, hvis hukommelse er lige så hullet som min i forhold ti vejret.
Når I finder det nødvendigt at skrive, at turen er støttet af DANIDA og Folkekrikens Nødhjælp må det da være fordi de har betalt til turen - DANIDA sikkert gennem et rejselegat eller via oplysningspuljen som er OK, men FKN? De har altid en agenda for at få formidlet historier der i den sidste ende kan få folk til lommerne.
Det kalder jeg luderjournalistik, men den definition gælder selvfølgelig ikke i godhedsindustrien. For de vil det jo kun godt for enhver pris. Hvis det havde været en tur til sydkysten i Kenya betalt af Albatros for at skrive om turisme f.eks. så havde det været luderjournalistik eller hvad?

Jeg er fortaler for, at vi som journalister/fotografer skal lade være med at tage på den slags ture. Læs gerne her:

http://www.pressefotografforbundet.dk/news/fotografi/14183/luderfotografi

Så der er rene linier mellem os og læserne.

KH Stjerneklar

Jørgen Steen Nielsen

Kære Jørn

"Måske havde artiklen haft mere slagkraft hvis den også byggede på lidt facts fra meteologer eller andre der beskæftiger sig med regn i det område."

Den første artikel i serien - www.information.dk/286104 - var helt helliget fagfolks vurdering af, hvad der sker med klimaet i området. Deres udsagn understøtter til fulde de lokale stemmers oplevelse.

"Når I finder det nødvendigt at skrive, at turen er støttet af DANIDA og Folkekrikens Nødhjælp må det da være fordi de har betalt til turen - DANIDA sikkert gennem et rejselegat eller via oplysningspuljen som er OK, men FKN? De har altid en agenda for at få formidlet historier der i den sidste ende kan få folk til lommerne."

At betale det hele selv er altid bedst, men nogle gange er det for små aviser som vores nødvendigt at søge legater udefra for at muliggøre større projekter som dette. Når vi gør det, er det naturligvis afgørende for os, at den journalistiske integritet i det, vi laver, er opretholdt. Vi varedeklarerer som i dette tilfælde artiklerne, så folk konkret kan forholde sig til, om det er lykkedes. Jeg har ikke i dine kommentarer set dig påpege nogen påvirkning i vore tekster fra Udenrigsministeriet eller Folkekirkens Nødhjælp.

vh
Jørgen

Jørn Stjerneklar

Kære Jørgen

Jeg har ikke læst hele jeres serie. Jeg tjekker informations overskrifter når tiden er til det og læser de historier der interesserer mig. Ikke alle og slet ikke serier. Så derfor efterlyser jeg eksperter i lige netop den historie.
Den værste tørke i 60 år betyder nødvendigvis, at der var en der var værre for 60 år siden. Eller er det forkert antaget?
Og derfor mener jeg stadig, at vi skal være forsigtige med at bruge klimaforandringer til at forklare hvad som helst. De slår ikke hinanden ihjel pga klimaforandringer i de områder. De har altid slået hinanden ihjel og vil blive ved med det, desværre.

Mht luderjournalistik mener jeg stadig vi skal afholde os fra det uanset avisens økonomi. Men der er vi så ikke enige.
KH
Stjerneklar