Læsetid: 4 min.

Berlusconi tvinges til at gå af

Italiens regering kan ikke længere mønstre flertal i parlamentet, hvilket nu tvinger Silvio Berlusconi til at gå af. Men hans enorme magt har skabt en mangel på indlysende alternativer, mener ekspert i politilogi
Italiens regering kan ikke længere mønstre flertal i parlamentet, hvilket nu tvinger Silvio Berlusconi til at gå af. Men hans enorme magt har skabt en mangel på indlysende alternativer, mener ekspert i politilogi
9. november 2011

Silvio Berlusconi giver op. Italienske medier oplyste tirsdag aften, at ministerpræsidenten vil trække sig, når hans regering har fået vedtaget en række reformer, som EU har stillet krav om. Det kan blive om et par uger eller fire. Meldingen kom efter et møde med republikkens præsident, Giorgio Napolitano, der blev afholdt som følge af en afstemning i parlamentets underhus, Deputeretkammeret. For en måned siden formåede Italiens regering ikke at få statens kasseeftersyn for 2010 godkendt. I går blev revisionsrapporten, som er en forudsætning for vedtagelsen af næste års finanslov, så endelig vedtaget. Et absolut flertal kræver 316 mandater, men rapporten blev godkendt med blot 308 stemmer. I stedet for endnu en gang at stemme imod, valgte oppositionspartierne at undlade at stemme for at undgå at skabe forhindringer for finansloven 2012 og dermed yderligere usikkerhed om Italiens økonomi.

I 11 medlemmer af regeringsflertallet undlod også at stemme: »Denne afstemning om en finanslov, som er nødvendig for at kunne regere landet, viser, at regeringen ikke længere har flertal,« sagde lederen for oppositionspartiet Partito Democratico, Pier Luigi Bersani.

Nu har det norditalienske separatistparti, Lega Nord, som indgår i regeringen, tilsyneladende også mistet tilliden til Berlusconi, som kan blive bragt til fald, når den seneste krisepakke kommer til afstemning i parlament. Lega Nord forsøger at overtale Berlusconi til at overlade pladsen til en af sine partifæller — tidligere justitsminister Angelino Alfano og viceministerpræsident Gianni Letta er de hyppigst nævnte kandidater — inden regeringen bliver bragt til fald i parlamentet. I tv søndag aften udtalte indenrigsminister Roberto Maroni: »Regeringen har ikke længere flertal, så der er ingen grund til at insistere på at fortsætte.«

Uværdig kandidat

Da rygterne om Berlusconis mulige afgang mandag begyndte at cirkulere i de italienske og internationale medier, reagerede finansmarkederne positivt. Da ministerpræsidenten senere på dagen meddelte, at han ikke har tænkt sig at give op, begyndte renten på italienske statsobligationer straks at stige og passerede hurtigt 6,5 pct. En renteydelse på statsobligationer, som overstiger syv pct., betyder, at risikoen for statsbankerot er overhængende.

Den amerikanske økonomiprofessor Nouriel Roubini, der blev berømt på sin forudsigelse af finanssektorens nedsmeltning i 2008, afviser , at en kandidat som Angelino Alfano ville kunne løse Italiens problemer:

»At udskifte Berlusconi med hans lakaj er uacceptabelt: Italien har brug for en regering, som bliver ledet af en respekteret og troværdig person,« skriver Roubini og tilføjer, at Alfano er »en uværdig kandidat«, fordi hans eneste opgave som justitsminister gik ud på »at beskytte ministerpræsidenten imod retsforfølgelser«.

Økonomiprofessor Mario Monti, som er tidligere EU-kommissær, betragtes som det mest sandsynlige bud på en leder for en eventuel bred samlingsregering. Selv om Italien ikke er lige så tæt på et økonomisk sammenbrud som Grækenland, er den offentlige moral i endnu værre forfatning, hævder politologen Maurizio Viroli:

»Italien er et særtilfælde, for her findes en mand med en enorm magt, som er uden fortilfælde i demokratiske samfund. Denne mand mener, at han i kraft af sin enorme magt har ret til at tilsidesætte love og moralprincipper. Derfor er situationen i Italien speciel og mere alvorlig end andre steder. Uden tvivl også i forhold til Grækenland, hvor ingen enkeltperson har samlet så megen magt som Berlusconi.«

Ingen renæssance

Ifølge Maurizio Viroli, der underviser ved fra Princeton University i USA, har Berlusconi ikke blot videreført, men forstærket den klientelistiske tradition i Italien:

»Fordi han har meget mere magt end nogen anden politiker i Italiens historie, kan han bedre og mere end nogen uddele tjenester, æresbevisninger, job, penge og kvinder. Han er altså i stand til at gøre et stort antal mennesker til sine klienter, medlemmer af sit hof,« siger Viroli til Information og tilføjer: »Berlusconi har samtidig forstået at repræsentere en gammel, italiensk måde at tænke og agere på. Det handler om at foragte samfundsborgerens pligter. Han har implicit fortalt italienerne: 'Hvis I støtter mig, sørger jeg for, at I får færre forpligtelser i forhold til staten, miljøet, lokalsamfundet, fortiden og fremtiden'. Berlusconi har altså fortolket italienernes værste sider og opmuntret til politisk korruption, som i forvejen eksisterede. Hvis man som Berlusconi sørger for at få valgt Cesare Previti (Berlusconis tidligere advokat, red.), der har en definitiv dom for at have bestukket en dommer, siger man til befolkningen, at korruption er prisværdigt.«

Maurizio Viroli mener ikke, at den aktuelle krise vil skabe en ny offentlig moral. Det magtskifte, som tilsyneladende er nært forestående, bliver ikke et produkt af en revolution, men snarere af en politisk intrige, vurderer Viroli: »Nogle af hofsnogene vil løsrive sig og skabe en ny regering, hvor de, der har kæmpet uforsonligt mod Berlusconi, ikke får plads. Hvis civilsamfundet skal komme sig, er der brug for ledere, som er i stand til at inspirere og føre an. De findes for øjeblikket ikke i Italien. Mange borgere og bevægelser aspirerer til denne status og ønsker et værdigt samfund, men ingen politikere er i stand til at drage nytte af det. Så for øjeblikket er der ikke udsigt til en samfundsmæssig renæssance i Italien.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tak Mads for en god oversigt.

Men er vi sikre paa at Belusconi ikke endnu engang tager roeven paa Italienerne?

Bemaerk at Berlusconi ikke har sat tidsfrist for hvornaar han traeder tilbage (han er en snu raed).

Hans stunt er perfekt. "Foerst redder jeg Italien, saa traeder jeg tilbage". Dette vil han selvfoelgelig traekke saa meget i langdrag at han kan koebe de faldne faar tilbage i flokken og hvis opositionen i mellemtiden ryster med sablen (mistillidsvotum) saa “tvinger de mig til at udskrive valg, hvorved de bringer Italien i oekonomisk kaos”. En win win position.

Opositionens eneste modtraek vil vaere at kraeve hans oejeblikkelige afgang! Det skerhelt sikkert i morgen.

Hvis Berlusconi går af, er man nødt til at ophæve hans immunitet. Det er en af grundene til, at han har klamret sig til stolen så længe.

Uden immunitet kan han retsforfølges for en stribe korrupte forhold.

Berlusconi er ikke enestående. Han er en del af en international bølge af statsledere, politikere, erhvervsledere og top-finansfolk, der har formået at holde sig hævet over almindelig lov.

Verden HAR brug for en ny moral. Eller rettere: en tilbagevenden til de love, der allerede eksisterer til at tage forbehold for alt det, de har gjort, men som samfundet har nægtet at udføre, eller de har haft held til blokkere for.

De har formået via bla. et snedigt medieskabt ny-sprog at omdøbe storsvindel og humbug til beklagelige hændelser og fejltagelser. De har omdøbt myrderier, occupationer og røverier til humanitære indsatser og indførelse af demokrati. De har omdøbt løgn til sandhed, tyveri til godgørenhed og statsterrorisme til sikkerhedshensyn og humanisme.

Til gengæld har disse psykopater haft held til at omdøbe deres kritikere og modstandere til sprogets værste gloser.

Det er i godt nok en perverteret tid at leve i !

Niels-Holger Nielsen

Nu har jeg lagt mærke til, at morten hansen jævnligt får en del anbefalinger på debatten. Skal det tages som en bekræftelse af, at mange deltagere i debatten er skabsilluminatier og ditto klimabenægtere? Det ved kun anbefalerne. Jeg siger velbekomme. Den obskure ideologi, som morten hansen promoverer ligger midt imellem Djengis Kahn og Hitler. Vågn dog op!

@Bo
Seneste bud er februar:
- Jeg vil trække mig tilbage så snart den omstridte reformlov er vedtaget. Da jeg regner med, at der ikke vil være noget flertal, så regner jeg med, at der vil blive holdt valg i begyndelsen af februar, og jeg vil ikke være kandidat, siger Berlusconi.

I en chat på Le Monde dd. sagde avisens Romkorrespondent bl.a.:

Italiens gæld var blevet utålelig: 1 900 mia euro, 120% de BNP. Ved at lægge pres på Italien har markederne optrådt som politisk aktør. Men også kritikken fra arbejdsgiverne, den italienske kirke, venstre- og højrefløjen er medvirkende til Berlusconis afgang.

Mht. Italiens gældsbyrde skal den relativeres i forhold til undergrundsøkonomien (sort arbejde og skatteunddragelse), der vurderes til 400 mia. euro. Hvis man tager hensyn til det, er BNP-gælden betydeligt mindre. 

Ved at gå mister Berlusconi muligheden for at reformere retsvæsenet ud fra egne interesser. Han vil kunne dømmes ved en domstol i Mills sagen (bestikkelse af vidner) og i Media Set sagen (skattesnyd). Men italiensk retsvæsen er langsomt..., sagde journalisten.

Berlusconis ti år efterlader spor. Han efterlader et land, dybt splittet mellem tilhængere af ham og modstandere.