Nyhed
Læsetid: 6 min.

Euroen kan kun reddes ved radikale indgreb

Europæiske og amerikanske økonomer har en opskrift på, hvordan valutaunionen kan overleve. Der er bare et problem. Løsningerne er politisk urealistiske
Den nye teknokratiske regering i Italien med Mario Monti i spidsen er første skridt mod at genskabe tilliden til landets finanser. Men selv regeringsskifte er ikke nok til at forhindre landet i at gå i betalingsstandsning, mener økonomer.

Den nye teknokratiske regering i Italien med Mario Monti i spidsen er første skridt mod at genskabe tilliden til landets finanser. Men selv regeringsskifte er ikke nok til at forhindre landet i at gå i betalingsstandsning, mener økonomer.

Stefano Rellandini

Udland
15. november 2011

Efter sidste uges pludselige knæk i finansmarkedernes tillid til italienske statsobligationer er det blevet klart, at de hidtil halvbagte løsninger på gældskrisen i de sydeuropæiske lande ikke vil være tilstrækkelige til at redde den europæiske valutaunion, ØMU, fra opløsning.

Helt andre og mere radikale indgreb skal til for at undgå et katastrofalt sammenbrud i den 10 år gamle møntunion mellem 17 EU-stater, siger europæiske og amerikanske økonomer, som Information har talt med.

Men ingen af dem anser det for særligt sandsynligt, at det politiske lederskab i valutaunionen vil gøre det nødvendige. De er for bundet op på at beskytte selviske nationale interesser; den europæiske dimension kommer i anden række.

»Den komplekse situation, vi er endt i efter næsten to års krise, havde ingen politikere kunnet forudse, ej heller Angela Merkel og Nicholas Sarkozy og deres rådgivere,« siger Wendy Carlin, professor i økonomi på University College London med speciale i tysk økonomi.

Centralbanken i stilling

Generelt er økonomerne enige om, at den eneste mulige redning — og den skal organiseres meget snart — er at få den Europæiske Centralbank til at foretage massive opkøb af italienske statsobligationer og at føre en ekspansiv pengepolitik, selv om risikoen for inflation dermed vil vokse.

Samtidig bør de stærkeste økonomier — især Tyskland — lancere en koordineret vækst-orienteret politik. Den indenlandske forbrugerefterspørgsel skal vokse ved at fremskynde offentlige investeringer og give skattelettelser. Samtidig bør 10 års løntilbageholdenhed i den tyske eksportsektor opgives.

»Tysklands eksportdrevne økonomi har altid levet på vækst i andre lande; deres eksportsektor bevarede konkurrenceevnen gennem løntilbageholdenhed,« siger professor Carlin.

»Hvis tyskerne vil redde euroen, som har tjent deres eksport så vel, bliver de nødt til agere som Europas økonomiske lokomotiv. Det er ensbetydende med at lægge mere vægt på en forbrugerdrevet økonomisk vækst med fare for inflation i fremtiden,« mener Carlin.

Sydeuropas udfordring

På den anden side skal de sydeuropæiske lande skrue deres lønudgifter pr. produktionsenhed ned til et niveau, som er konkurrencedygtigt med de nordeuropæiske økonomier. I sidste instans kan deres gældsproblemer nemlig kun løses, hvis deres økonomier begynder at vokse igen.

»Nogle sydeuropæiske lande har ladet deres lønninger vokse betydeligt mere end deres produktivitet og dermed øget udgiften pr. arbejdsenhed. Det har svækket deres produkters konkurrencevne,« siger Hans-Helmut Kotz, professor i økonomi ved Freiburg universitet og tidligere medlem af Bundesbanks direktion.

Kotz fortsætter: »Det er et strukturelt problem, som nødvendigvis kræver tilpasning. På samme måde er finansmarkederne, der gennem et årti har set bort fra ubalancerne i eurozonen, blevet meget utålmodige. Tiden er virkelig knap.«

På den helt korte bane gælder det imidlertid om at genskabe investorers tillid til Italiens statsfinanser.

Den nye teknokratiske regering, ledet af tidligere EU-kommissær Mario Monti, er første skridt i den rigtige retning. Men det er begrænset, hvor hurtigt det nye kabinet kan få vedtaget og gennemført strukturreformer, som vil frigøre uudnyttede produktionskræfter i det italienske samfund og forbedre industriens konkurrenceevne.

Inden da er der et akut behov for et effektivt indgreb, som kan afværge en betalingsstandsning på Italiens 1.900 mia. euro store statsgæld.

Dårlige erfaringer

De hidtidige erfaringer med styring af eurokrisen er ikke opløftende. Eurozonens spage forsøg på at redde Grækenland fra en uordnet bankerot har ikke virket.

Hverken styrkelsen af redningfonden, European Financial Stability Facility (EFSF), med flere hundrede mia. euro eller den europæiske centralbanks, ECB, begrænsede opkøb af græske statsobligationer på det sekundære marked har genoprettet investorernes tillid til Grækenlands kreditværdighed.

EFSF's lånepulje på 440 mia. euro forslår som en skrædder i Helvede, hvis pengene skulle give rygdækning for Italiens statsgæld; en udvidelse af redningsfondens kapital med 2.000 mia. euro anses for at være en politisk umulighed.

»Uanset hvor meget nord-europæerne vrider sig, ser der kun ud til at være én løsning. Alene den Europæiske Centralbank kan udstede en garanti til finansmarkederne for Italiens kreditværdighed,« siger Peter Hall, professor i politisk økonomi på Harvard University og tilføjer:

»Man kan håbe, at Tyskland i sidste øjeblik — inden eurozonens uvægerlige sammenbrud — vil skifte mening, men jeg er ikke optimist.«

I strid med traktaterne

Men hagen er — som Hans-Helmut Kotz understreger — at der ikke synes at være beredvillighed i Tyskland, Holland og Finland til at forvandle ECB til, hvad man i økonomisk jargon kalder 'låner af sidste instans'.

For det første ville det være et brud på Maastricht-traktaten fra 1991, der eksplicit forbyder centralbanken såvel som eurozonens regeringer at finansiere enkelte medlemslandes gældsbyrde. I den udstrækning ECB har foretaget støtteopkøb af sydeuropæiske statsobligationer i det sidste års tid, er det foregået på det sekundære marked (obligationer, der sælges videre af oprindelige købere).

Disse støtteopkøb har været så kontroversielle i Tyskland, at to tyske medlemmer af ECB's bestyrelse er trådt tilbage i protest. Centralbanken kan i princippet fortsætte med disse støtteopkøb; problemet er, at det sekundære marked ikke er stort nok til at genskabe investortilliden til f.eks. Italien.

Kun hvis centralbanken i Frankfurt derimod åbent erklærede beredvillighed til at forny italienske gældsobligationer, hver gang de forfalder på det primære marked, ville renten på den næste portefølje af italienske statsobligationer formentlig falde.

Prisstabilitet gået fløjten

I sidste uge nåede renten på op over 7,5 pct., alt imens banker og fonde begyndte at afhænde deres italienske gældspapirer til en lavere pris på det sekundære marked. Italien skal hvert år udbetale 300 mia. euro for forfaldne obligationer, plus renter, og finde sælgere for nye obligationer til et tilsvarende beløb for at finansiere en statsgæld, der svarer til 120 pct. af BNP.

Udover at være et traktatbrud ville en forvandling af centralbankens rolle som ultimativ garant for prisstabilitet i eurozonen til en finansieringsmekanisme for gældstyngede stater berøve eurozonen en stok til at disciplinere ødsle stater.

»ECB har ikke mandat til at virke som som låner af sidste instans; det er faktisk strengt forbudt af traktaterne,« siger den tyske økonom Hans-Helmut Kotz.

Han peger på, at støtteopkøb af gældsobligationer ville inddrage centralbanken i eurolandenes finanspolitik, hvor den ikke har nogen »legitim rolle at spille«.

»Samtidig har ECB ingen troværdige midler til at straffe lande, som misligholder lån fra banken. Sidst, men ikke mindst, ville bankens mandat til at sikre prisstabilitet i eurozonen blive undergravet af en funktion som låner af sidste instans.«

Tre tiltag

Samlet set skal følgende hindringer altså overvindes for at redde eurozonen:

• Centralbankens rolle skal i løbet af nogle uger forvandles radikalt — og i strid med Maastricht-traktaten.

• Tyskland skal opgive sin afhængighed af eksportdrevet vækst, fokusere på forbrugerorienteret vækst med højere lønninger og fremskyndelse af offentlige investeringer.

• Sydeuropæiske lande skal nedbringe deres høje lønniveau enten via en meget høj arbejdsløshed (der svækker arbejdstagernes evne til at forhandle lønstigninger) eller via lønreduktioner indgået under overenskomstforhandlinger. Oveni skal en række erhverv liberaliseres, staten afbureaukratiseres, etc.

Men desværre er selv disse tiltag ikke en garanti for eurozonens overlevelse.

Fælles økonomisk politik

Parallelt hermed ville de 17 medlemsstater skulle grundlægge de politiske institutioner til at føre en fælles finans- og økonomisk politik inden for unionen. Uden en sådan økonomisk centralregering ville det nemlig være umuligt at indsnævre forskellene mellem økonomierne i Nord- og Sydeuropa.

Det ultimative og ubesvarede spørgsmål er, hvorvidt strukturreformer i de sydeuropæiske lande faktisk vil gøre dem konkurrencedygtige over for nordeuropæiske økonomier.

»Det er tvivlsomt, fordi de institutionelle forskelle mellem Nord og Syd er så markante. Der er tale om to forskellige typer kapitalisme — den nordlige har institutioner, som er gearet mod eksport, mens den sydlige hviler på indenlandsk efterspørgsel og genoprettelse af konkurrenceevnen ved devaluering,« siger professor Hall fra Harvard University.

Hvis ØMU'en bryder sammen, er det et åbent spørgsmål, hvad der vil ske med euroen. Nogle økonomer — som Wendy Carlin — er begyndt at diskutere alternativer som en nordeuropæisk valutaunion.

»Det er helt ekstraordinært at forestille sig, men de andre alternativer til krisen er lige så vanskelige at realisere, « forklarer hun.

Hvor skulle grænsen drages mellem Nord og Syd — et evigt tilbagevenden tema i europæisk historie. Skulle det være ved Loire-floden eller ved Po-floden? Er Østrig, Frankrig og Belgien inde eller ude? Hvad med Øst- og Centraleuropa? For blot et år siden var sådanne tanker kætterske. Nu debatteres de af europæiske økonomer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tom W. Petersen

Radikale indgreb foretaget af en sagkyndig "teknokratisk" regering.
Fordi man ikke i et demokrati kan overlade det til landenes borgere og folkevalgte politikere at behandle så vigtige sager.
Her må man sætte demokratiet ud af kraft.
Naturligvis kun for en tid...

Søren Kristensen

Hvad med en tredeling: en sydeuropæisk-, en centraleuropæisk og en nordeuropæisk valutaunion: Euro, Pund (eller D-mark - men det var trods alt englænderne der vandt krigen) og Kroner?

Tal - mon ikke økonomerne skulle finde sig en anden levevej ?

Europæisk selvværd og bevidstheden derom styrer europæisk kultur og det monetære redskab er uden betydning, når det ikke virker.
Rådne æbler lader vi ligge uden interesse.

Så at sælge rådne løsninger og forslag til det europæiske folk kan ikke lade sig gøre, uanset om man rater AAA, bringer politik i kog, korumperer erhvervstoppen eller frister med ændrede love.

Både monetaritet, politik, business og krig har tabt sin anseelse og værdighed alene fordi situationen viser de har tabt interesse og respekt for vores indbyrdes livsværdier. De har tabt forbindelsen til den virkelighed folk tænker og tilstræber.

Så en artikel som denne her ligner' famlen i vildelse', ligesom den øvrige debat generelt afspejler et gigantisk absolut spørgsmålstegn om ideologi som redskab nogensinde mere passer til folk med udviklet indbyrdes bevidsthed, der er rede til ukendte muligheder.

I betragtning af at økonomiske kræfter især de sidste hundrede år har selekteret og uniformeret deres valg og derfor fravalgt varieteten, har de diskvalificeret og invalideret monetaritet som redskab og trukket alle tilknyttede operatører med sig.

Vores kreativitet og vision er intakt uanset hvor mange og hvor længe rådne æbler dækker os. Men de aktuelle begivenheder viser slutninger er nu.

@Søren Kristensen

Min gode ven Klaus har altid belært mig om at England vil være med i Euroen lige så snart Tyskland og Frankrig er smidt ud af bestyrelsen og Euro hovedkvarteret er flyttet til London, men en engelsk bestyrelse.

Og til alle de der mener at Euroen er et teknokratisk overherredømme. I tager fejl. Det er faktisk beslutninger taget at de politikere vi har valgt. At det er blevet en så idiotisk konstruktion kan vi kun klandre os selv for da vi tilsyneladende har stemt på de forkerte. Så pilen peger desværre på os selv når vi skal finde skyldige.

/Ironi on/
Men det er heldigvis de andre der har stemt forkert så jeg kan godt brokke mig
/ironi off/

Tiden er knap -desværre sidder jeg med en fornemmelse af, at Europas ledere ikke i tide vil gøre hvad der må gøres.

Men jeg håber at jeg tager fejl ! ;o)

Fra artiklen: »Nogle sydeuropæiske lande har ladet deres lønninger vokse betydeligt mere end deres produktivitet og dermed øget udgiften pr. arbejdsenhed. Det har svækket deres produkters konkurrencevne,«

Mindstelønnen i Grækenland er for øjeblikket 2,50 Euro - tror professoren at arbejderne skal have penge med på arbejde?

"Nogle sydeuropæiske lande har ladet deres lønninger vokse betydeligt mere end deres produktivitet og dermed øget udgiften pr. arbejdsenhed".

Det er ligesom i Danmark.

Bøjden, jeg stemte nej til eu, havde et ja givet et nej?. Synes ikke man sætte sig på hænderne og kalde det en parlamentarisk virkelighed.

Man kan sætte*

@Jesper Wendt.

Det er det jeg siger. Flertallet/de andre har valgt det.

Der var netop flertal for et nej, indtil man kørte massiv propaganda. Jeg er ikke enig.

Plus de fire forbehold i Maastricht traktaten.

Michael Kongstad Nielsen

Euroen kan ikke reddes.

Professorernes desperate forsøg går ud på:
1) Lissabontraktaten skal ændres, så Centralbanken bliver nationalbank for alle 27 (eller 17) lande. Det kræver folkeafstemning de sædvanlige steder. Åh – disse folkeafstemninger, tænker euro-tilhængerne straks, kan vi dog ikke blive fri for folket.
2) Tyskland skal til at opføre sig lige så uansvarligt, som alle gældslandene, ellers kommer der ikke vækst nok.
3) Sydeuropa skal sætte turbo på arbejdsløsheden så den stiger til ca. 30-40 %, ellers trykkes lønningerne ikke nok, og så skal der gennemføres neoliberaliseringer og staten skal på skrump.
Men desværre er selv disse tiltag ikke en garanti for eurozonens overlevelse, mener de fornemme professorer. Europa bliver nok nødt til at lave sig om til en stat først.

Jeg giver ikke euroen mange chancer.

USA - hvis økonomi allerede ville være kollapset, hvis ikke dollaren var verdens valutareserve og landet derfor bare kan lade seddelpressen køre - falder lige i røven på EU, og så er vejen banet til noget nyt.

@Anders Andkjær

Der er 2 typer af valutareserver.

Den officielle og den u......

$ som den officielle valutareserve vil snart blive afløst af SDR.
http://en.wikipedia.org/wiki/Special_Drawing_Rights

Den uofficielle som handler med narko (rigtigt mange milliader), våben (formodentligt lige så mange milliarder), slaver i diverse afskygninger (sex, markarbejdere, au pair osv.) , ædelsten, illegale eller falske medicin præperater osv. osv. Denne bliver nok ikke erstattet med SDR da man jo netop har brug for enten kontanter eller er afhængig af en eller anden form for naturalie økonomi. Her vil $ nok ikke blive afløst foreløbigt.