Goldman Sachs vinder politisk magt i EU

BOSTON — Med den nylige udnævnelse af Mario Draghi til formand for Den Europæiske Centralbank (ECB) og Mario Monti til Italiens ministerpræsident har den kontroversielle amerikanske investeringsbank Goldman Sachs vundet historisk stor indflydelse over to centrale europæiske magtcentres håndtering af eurozonens fremtid.

Forvandlingen af ledende internationale bankfolk til magtfulde aktører på den europæiske politiske scene har udfoldet sig gennem de seneste 10-15 år. I USA er bankfolks konstante veksling mellem stillinger i Wall Street og Washington blevet almindeligt i samme tidsrum.

Indtil 2008 var det hverken i USA eller i Europa en skamplet på en politikers eller centralbankdirektørs renommé at have arbejdet hos Goldman Sachs. Tværtimod.

En stime af kendte europæiske statsmænd har været i tjeneste hos den amerikanske investeringsbank, uden at det har vakt videre kritik i den offentlige opinion. Det har ændret sig med finanskrisen i USA og senere med valutaunionens krise i Europa.

»At kunne sættes i forbindelse med Goldman Sachs er virkelig blevet mere end flovt. Hvis man søger en høj stilling i det offentlige liv, er tidligere tilknytning til Goldman Sachs blevet et stort minus,« skrev den britiske økonom Simon Johnson, tidligere cheføkonom hos IMF, for nylig i Huffington Post.

I den europæiske offentlighed var det først med udnævnelsen af Mario Monti til regeringsleder i Italien, at Goldman Sachs-forbindelsen for alvor blev giftig. Men Monti og Draghi er langt fra de eneste magtfulde europæere, der har gode forbindelser til Goldman Sachs.

Nord- og sydeuropæere

I de seneste par uger er en liste over prominente navne dukket op. De kan inddeles i to grupper: Den ene er en række magtfulde nordeuropæere, der efter en karriere som politiker, EU-kommissær eller centralbankdirektør runder deres sidste arbejdsår af ved at sælge deres insiderviden og kontakter til Goldman Sachs International for en høj gage.

Det gælder Karel van Miert (tidligere belgiske konkurrencekommissær, red.), Otmar Issing (forhenværende tysk direktionsmedlem i Bundesbank og ECB) og tidligere irske justitsminister og EU-kommissær Peter Sutherland. Alle er fra lande nord for Alperne.

Karakteristisk for den anden og større gruppe er, at de alle er sydeuropæere, og at de enten begyndte hos Goldman Sachs eller skifter mellem høje offentlige embeder og stillinger i investeringsbanken.

Mario Monti aftrådte som international rådgiver for Goldman Sachs, dagen før han blev Italiens ministerpræsident. Førhen havde han været EU-kommissær og rektor på Bocconi-universitetet.

Montis tilknytning til Wall Street-firmaet er dog næppe så opsigtsvækkende som hans forgænger Romano Prodi. Han var konsulent for Goldman Sachs, inden sin første runde som Italiens ministerpræsident i 1996-98. Herefter genoptog han rådgivningen og fortsatte denne funktion i tidsrummet mellem stillingen som formand for EU-Kommissionen i 1999-2004 og en anden runde som Italiens regeringsleder 2006-08.

Gianni Letta, stabschef i Silvio Berlusconis fire regeringer, har arbejdet for Goldman Sachs siden 2007.

Økonomen Antonio Borges begyndte som næstformand i Portugals nationalbank, blev derefter næstformand i Goldman Sachs International 2008 og til sidst IMF’s ansvarlige for europæisk økonomi i 2010-11, altså midt under en eurokrise, som investeringsbanken har været forretningsmæssigt involveret i.

Den græske affære

Den græske økonom Petros Christodoulou arbejdede hos Goldman Sachs inden sin udnævnelse i 1999 til en høj stilling i den græske centralbank under Lucas Papademos. Papademos blev for nylig udnævnt til græsk premierminister. Christodoulou, ekspert i handel med derivater, er i dag ansvarlig for varetagelse af Grækenlands gældsobligationer.

Christodoulou og Papademos stod i spidsen for centralbanken, da Grækenland skulle opfylde kriterierne for indtrædelse i ØMU’en 1998-2001, hvoraf et budgetunderskud på højst tre pct. af BNP var det vigtigste.

Efter at være dumpet til eksamen i 1998 hyrede den daværende socialistiske regering Goldman Sachs til at gennemføre en valutamanipulation med græske gældsobligationer, som skaffede statskassen en mia. euro ekstra og bragte budgetunderskuddet ned på tre pct. i 2001-02. Goldman Sachs tog sig 300 mio. euro betalt for denne ’operation’.

En anden lyssky indtægtskilde bestod i at formøble fremtidige statslige indtægter fra motorvejs- og lufthavnsgebyerer samt afgifter på det nationale lotteri. Som modstykke rejste Goldman Sachs kapital fra investorer, der blev brugt til at nedbringe budgetunderskuddet.

Uden om Eurostat

EU’s statistiske bureau bemærkede ikke snyderiet; Grækenland gled let ind i eurozonen, men den illegitime valutatransaktion til en værdi af 10 mia. euro forværrede Grækenlands rentebyrde alvorligt. I 2010 måtte den nytiltrådte ministerpræsident Georgios Papandreou vedkende, at budgetunderskuddet var steget til 12,5 pct.

Oplysningen signalerede starten på euroens systemkrise, som Goldman Sachs’ konsulentvirksomhed i Grækenland altså bærer en del af ansvaret for. Nogle få måneder inden krisens udbrud tilbød banken endda at hjælpe Grækenland med kreativ bogføring, som gik på at udskyde indløsningen af gældsobligationer i sundhedssektoren.

Som regeringsrådgiver og udbyder af græske (og andre europæiske) statsobligationer har Goldman Sachs anskaffet og brugt kostbar viden om den finansielle situation til at tjene penge.

The Wall Street Journal afslørede for nylig, at banken på et lukket møde i London i september i en analyse havde opfordret spekulationsfonde til at vædde på euroens sammenbrud — en disposition, som kan styrke spekulationen mod euroen og bidrage til Unionens et sammenbrud.

Den tyske kanslers finanstalsmand, Michael Meister, sagde i 2010, at Goldman Sachs har »brudt med ånden i Maastricht-traktaten« og bebudede større gennemsigtighed omkring investeringsbankers arbejde for nationale regeringer.

Draghis involvering

Under høringer dette efterår i Europa-Parlamentet blev Mario Draghi udfrittet om sin rolle i Goldman Sachs’ græske transaktion i 2001. Italieneren svarede, at han tiltrådte sin stilling som direktør i Goldman Sachs International (med ansvar for bl.a. obligationssalg og derivativer) i januar 2002.

Men som den britisk økonom Simon Johnson, professor ved Massachusetts Institute of Technology i Boston, for nylig sagde:

»Goldman Sachs fortsatte med at rådgive den græske regering om gæld fra 2002 og frem; meget tyder på, at det var Draghis bord.« Mario Draghi skal faktisk have været indviklet i lignende transaktioner i sin egenskab af departementschef i Italiens finans- og økonomiministerium fra 1991 til 2001.

I 1996 bistod investeringsbanken J.P. Morgan Chase det italienske finansministerium med en rentemanipulation på gældsobligationer, som bragte landets budgetunderskud ned på et kunstigt lavt niveau i 1997.

Kilder i centralbanken kaldte denne disposition lovlig i 2010 i avisen Corriere della Sera, men den udlægning deles ikke af uafhængige økonomer. Den kreative bogføring forbigik Eurostats opmærksomhed.

Ifølge en kilde, der ønsker at være anonym, skal Lucas Papademos — der som centralbankdirektør i 2001 antages at have været vidende om Goldman Sachs’ kreative valutadispositioner med græsk gæld — have sagt om sin gode ven Mario Draghi: »Goldman Sachs hyrede ham i 2002, fordi de var dybt imponeret over hans samarbejde i finansministeriet med J.P. Morgan.«

I den italienske centralbank synes man ikke bekymret over Draghis plettede generalieblad. Adspurgt om det ikke er kompromitterende i disse tider at have to tidligere Goldman Sachs-mænd som henholdsvis ministerpræsident og chef for Den Europæiske Centralbank, svarer Daniele Franco, administrerende direktør i Banca d’Italia:

»Det kan jeg ikke se. Det er helt normalt, at økonomer arbejder i den private og den offentlige sektor.«