Læsetid: 4 min.

Italien får ny regering og nye interessekonflikter

Den nye italienske regering består udelukkende af teknokrater. Men at betragte det som et demokratisk problem, er udtryk for ’militant uvidenhed’ om de konsekvenser, Silvio Berlusconis regeringer har haft for folkestyret i Italien, mener den politiske kommentator Barbara Spinelli
Italiens nye ministerpræsident, Mario Monti, følges ind i Statsministeriet i Rom af den afgående ministerpræsident, Silvio Berlusconi. Montis regering består af en række teknokrater, hvoraf finansminister Corrado Passera er den mest kontroversielle.

Italiens nye ministerpræsident, Mario Monti, følges ind i Statsministeriet i Rom af den afgående ministerpræsident, Silvio Berlusconi. Montis regering består af en række teknokrater, hvoraf finansminister Corrado Passera er den mest kontroversielle.

Gabriel Bouys

17. november 2011

SIRACUSA, SICILIEN — Silvio Berlusconi har de seneste knap 18 år plejet sine forretningsinteresser, altimens han har varetaget embedet som sit lands ministerpræsident. Den interessekonflikt har domineret italiensk politik i en sådan grad, at den efterhånden er kommet til at virke som en helt naturlig del af det offentlige liv, og bliver nu fejet ind under gulvtæppet.

Italiens nye ministerpræsident, den tidligere EU-kommissær Mario Monti, præsenterede onsdag sit ministerhold, der ikke rummer nogen politikere, men udelukkende tekniske eksperter.

De første reaktioner på den nye regering er overvejende positive.

»Hvad angår tid, måde og personernes kvalitet var det svært at forestille sig noget bedre,« siger Dario Franceschini, tidligere leder for Partito Democratico, som var i opposition til den afgående regering.

Også repræsentanter for Berlusconi-fløjen bruger superlativer til at beskrive Montis valg af ministre.

»Det er en meget kvalificeret og afbalanceret regering,« udtaler Beppe Pisanu, forhenværende indenrigsminister og nuværende formand for parlamentets udvalg for mafiabekæmpelse.

Den nye regering kan regne med bred opbakning i parlamentet. Det er kun det norditalienske separatistparti Lega Nord, der forventes at stemme imod, når teknokratregeringens politiske mandat i aften skal bekræftes ved en tillidsafstemning.

Dermed er alliancen mellem Berlusconis parti, Popolo della Libertà (Frihedens Folk), og Lega Nord, som gjorde det muligt for den kontroversielle mediemagnat at regere Italien i otte ud af de seneste 10 år, et overstået kapitel.

Lega Nord meldte afbud til Montis konsultationer med de politiske partier inden regeringsdannelsen og har bebudet genåbning af det fiktive parlament i det fiktive land Padanien, som partiet hævder at repræsentere.

Vansiret forfatning

Italien har flere gange i nyere tid haft tekniske overgangsregeringer. I 1993 blev den daværende nationalbankdirektør Carlo Azeglio Ciampi indsat på posten som ministerpræsident, da de dominerende partier gik i opløsning som følge af afsløring af omfattende politisk korruption. Det skete, efter at den forrige regering i 1992 var blevet nødt til at devaluere liren og lade Italien træde ud af EMS’en, Det Europæiske Monetære System, forløberen for EU’s nuværende valutaunion, ØMU’en. Ministrene i Ciampis regering var dog fortrinsvis politikere, men i 1995 fik landet en regering, der udelukkende bestod af teknokrater. Det skete, da Lamberto Dini, en anden højtstående embedsmand i nationalbanken, fik til opgave at tage over efter Silvio Berlusconis første, kortvarige periode som ministerpræsident.

Ligesom dengang bliver Montis teknokratregering nu beskyldt for at være på kant med demokratiet. Men ifølge Barbara Spinelli, politisk kommentator ved La Repubblica, er disse beskyldninger udtryk for »militant uvidenhed«.

»Det er utroværdigt at hævde, at forfatningen bliver krænket, hvis der ikke straks bliver udskrevet valg, når en regering falder. I de seneste 18 år har det været praksis at forvandle valgene til personspørgsmål, hvilket har spredt en fordrejet forestilling om demokratiet: Forestillingen om, at folket én gang for alle vælger en leder,« skriver Barbara Spinelli i La Republicaog påpeger, at denne forestilling »afspejler berlusconismens doktrin«.

»Når en regeringsleder mister sit flertal, skal republikkens præsident forsøge at danne en ny regering (...) At genskabe demokratiet handler om at vende tilbage til den skrevne forfatning i stedet for den, der er blevet vansiret af hjemmebrug og okkulte magter.«

Berlusconis parti havde i første omgang stillet betingelser for at støtte Montis regering. For det første skulle mandatet udstyres med en tidsfrist: Seks måneder til at gennemføre de reformer af den offentlige sektor, arbejdsmarkedet og pensionssystemet, som EU-partnerne har stillet krav om, og derefter nyvalg. Men Monti nægtede at lede en regering, som var udstyret med en anden tidsfrist end valgperiodens udløb i foråret 2013.

For det andet forsøgte Berlusconi at få Monti til at beholde sin viceministerpræsident, Gianni Letta, som tidligere har været ansat i Berlusconis Fininvest-koncern og ligesom Monti aldrig har været opstillet til noget valg.

Endvidere forsøgte Berlusconi-fløjen forgæves at skaffe sig indflydelse på udnævnelsen af Montis justitsminister — en central ministerpost i forhold til bestræbelserne på at påvirke de retssager, som den afgående ministerpræsident er sigtet i.

Nye interessekonflikter?

Teknokraterne i Italiens nye regering omfatter bl.a. landets ambassadør i Washington, Giulio Terzi di Sant’Agata, som er ny udenrigsminister, juraprofessoren Paola Severino som justitsminister, NATO-generalen Giampaolo Di Paola som forsvarsminister og indenrigsministeriets præfekt, Anna Maria Cancellieri, der bliver ny indenrigsminister.

Det mest kontroversielle medlem af den nye regering er Corrado Passera, administrerende direktør i Italiens største bank, Intesa SanPaolo, og bestyrelsesmedlem i en række andre store virksomheder, som er udnævnt til minister for økonomisk udvikling.

Efter offentliggørelsen af Montis ministerliste demonstrerede medlemmer af ungdomsorganisationen i Berlusconis parti og repræsentanter for den yderste højrefløj mod Passeras interessekonflikt. Den nyudnævnte minister har dog meddelte, at han forlader sin stilling som bankdirektør og sine bestyrelsesposter. Demonstrationen foregik foran den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs filial i Rom.

Mario Monti, som foruden posten som ministerpræsident også bliver ny finansminister, har været international rådgiver for Goldman Sachs, som finanskrisen har bragt i miskredit.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Spinelli's kommentar om militant uvidenhed er mildest talt vag.

Befolkningen har måske nok selv valgt den tidligere leder, men, skal nu afstå fra at lære af fejlen. Istedet tager goldman sachs over. Selvfølgelig er det ikke bare et demokratisk underskud, det er direkte skadeligt.

I sidste ende, kan det være med til at være ansvarsforflygtende.

Poul Christensen

@Jesper

Det er meget nemt at sige, men har du et alternativ? Landet har brug for reformer, men Berlusconi er lige glad og oppositionen meget svag. Der er ikke tid til at filosofere over hvorvidt det er skadeligt.

Det er helt afgørende for Italien, at der laves hurtige og drastige reformer, af den ene eller anden slags.

Parti- og personlige interesser står i vejen for dette. Demokratiet kommer simpelthen til kort i den slags undtagelsestilstande.

Der skal netop en neutral og fagligt tung regering til at foretage sådanne reformer, m.a.o. en teknokratisk regering, naturligvis med en tidsbegænsning, dvs. et kommisorium.

I øvrigt forstår jeg ikke hele den snak om, at bankerne har taget over. Italiens enorme gæld må i sidste ende være grundet i overforbrug blandt private og offentlige.

Man kan diskutere bankernes rolle og magt i samfundet, evt. selve kapitalismen som system, og om der er tilstrækkelig regulering i finansmarkedet, hvilket der tydeligvis ikke er.

Men på de eksisterende systemiske præmisser, må man blot sige, at Italienerne, som Grækerne og mange andre vestlige lande, har levet over evne i årevis, og nu må betale regningen.

Det gør ondt og ingen ønsker naturligvis at gøre det friviliigt, selv ikke politikerne vil være med til det.

Derfor må det gøres på den hårde måde - ved dekret.

/O