Læsetid: 4 min.

Kapitalismen indtager Cuba

På randen af økonomisk ruin tillader det cubanske styre nu privat handel med biler, huse og landbrugsvarer. Hele landet er slidt ’i stumper og stykker’, siger økonomisk journalist
Cuba forfalder, alt lige fra hospitaler over skoler til boliger som disse, opført før Sovjets sammenbrud, trænger til at blive renoveret. Som led i bestræbelserne på at få gang i den cubanske økonomi, har det cubanske styre liberaliseret boligmarkedet.

Cuba forfalder, alt lige fra hospitaler over skoler til boliger som disse, opført før Sovjets sammenbrud, trænger til at blive renoveret. Som led i bestræbelserne på at få gang i den cubanske økonomi, har det cubanske styre liberaliseret boligmarkedet.

New York Times

25. november 2011

Den cubanske revolution er gået ind i en ny fase, hvor en gryende kapitalisme er under opbygning.

Siden oktober i år har det været tilladt at købe og sælge biler og motorcykler i Cuba. I november kom turen til boligmarkedet, så boliger nu også kan handles frit. Og fra begyndelsen af december bliver det lovligt at sælge landbrugsprodukter, så private bønder og kooperativer kan sælge deres varer til eksempelvis hoteller og restauranter uden statens mellemkomst.

Et markant skifte efter mere end fem årtier, hvor al handel mellem private har været forbudt. Og det vækker glæde hos blandt andet de godt 180.000 private bønder og kooperativer, der siden 2009 har fået tildelt jord af staten i håb om at øge landets katastrofalt lave fødevareproduktion.

»Hvis vi i Cuba har privat landbrug, så kan vi ikke have et statsmonopol på salg. Vi er nødt til at have flere muligheder for køb og salg,« siger Orlando Lugo, der er leder af organisationen af kooperativer og bønder i Cuba, til det mexicanske dagblad La Jornada.

Arven fra Sovjet

Liberaliseringen har været ventet, siden Det Cubanske Kommunistparti (PCC) i april i år afholdt sin første partikongres siden 1997. Forinden havde partitoppen meddelt, at op imod en mio. cubanere eller godt en femtedel af arbejdsstyrken ville miste deres job i løbet af 2011.

Som et modsvar til den truende arbejdsløshed lovede Cubas leder, Raul Castro, at landets ledelse ville gennemføre en række omfattende økonomiske reformer, som ville »bevare og perfektionere socialismen, men aldrig tillade at kapitalismen vender tilbage.«

Det er netop den indlysende modsætning, der i dag udgør den største forhindring for, at Cuba kan udfolde sit økonomiske potentiale. Det mener professor i international politisk økonomi Richard Feinberg fra den nordamerikanske tænketank Brookings Institution. I en dugfrisk analyse af den cubanske økonomi konkluderer Richard Feinberg, at selv om USA’s embargo »har ramt hårdt«, skyldes den ringe cubanske økonomi primært arven fra sovjettiden og en økonomisk model baseret på centralisme.

»Cubas mange kommercielle partnere ville meget gerne både investere mere og købe flere cubanske produkter, men de frustreres af Cubas ringe økonomiske muligheder,« konkluderer Richard Feinberg, der var den tidligere amerikanske præsident Bill Clintons særlige rådgiver for Latinamerika.

Uoverskuelig ruin

Indtil Sovjetunionens fald i 1991 blev Cubas økonomi holdt i gang af den stærkt overfakturerede eksport af sukker til Sovjet. Siden da har økonomien ikke kunnet hænge sammen, og ø-staten importerer i dag omkring 70 procent af alle fødevarer.

Men de økonomiske problemer og behovet for kapital på Cuba beror ikke kun på et mangelfuldt produktionsapparat. Det mener Roberto Alvarez Quiñones, der indtil 1995 arbejdede som økonomisk journalist for cubanske statsmedier, men siden flygtede til USA. Han peger på, at landet er slidt i »stumper og stykker« efter 50 år med Castro-styre.

»Jo længere tid med Castro-brødrene, des sværere og dyrere bliver det at genopbygge Cuba,« lyder det fra Roberto Alvarez Quiñones.

Han nævner, at alt fra hospitaler, hvor mennesker dør på grund af mangel på hygiejne, mad og medicin,« til skoler, vandledninger, elektricitet, vejnettet, ja, stort set alle Cubas bygninger er ved at falde fra hinanden.

»Alt skal opbygges efter 50 år uden vedligehold, udvikling og investeringer,« siger den cubanske journalist.

»Omfanget af det sociale og økonomiske forfald efter 53 år er så enormt, at ikke engang en hel komité af nobelprismodtagere i økonomi, ville kunne gøre skaderne op. Det vil koste milliarder af dollar, enorme kraftanstrengelser og meget lang tid at genopbygge landet og bringe det tilbage på et niveau, der svarer til 1958 i en latinamerikansk kontekst,« siger Roberto Alvarez Quiñones.

Rekonstruktion

En netop offentliggjort meningsmåling foretaget af International Republican Institute viser også, at det er økonomien, der først og fremmest bekymrer cubanerne.

I undersøgelsen svarer knap 65 procent af de adspurgte cubanere, at deres største problem er privatøkonomien eller adgang til fødevarer. Og adspurgt om den aktuelle ledelse kan løse problemerne over de kommende år, svarer 70 procent nej og kun 20 procent ja. Samtidig svarer 80 procent, at deres families økonomi enten er den samme eller er blevet forværret i løbet af det sidste år.

Til januar afholder PCC endnu en kongres, hvor overskriften er »Rekonstruktion«. Her forventes det, at Cubas Kommunistiske Parti tager fat på netop de store udfordringer, der ligger i at renovere den nedslidte cubanske infrastruktur og forbedre cubanernes privatøkonomiske muligheder. Og selv om Raul Castro hele tiden gentager, at ingen forandringer må foregå »forhastet eller ugennemtænkt«, så har det cubanske styre muligvis mere travlt med at få økonomien i gang, end det foregiver at have.

Cuba modtager hvert år økonomiske subsidier for omkring 3,5 mia. dollar fra Venezuela, ligesom ø-staten hver dag året rundt modtager 100.000 tønder olie på favorable vilkår. Cuba betaler ca. halvdelen af olien med modydelser i form af sikkerhedsrådgivning af den venezuelanske stat og med omkring 17.000 læger, der årligt ’lånes ud’ til Venezuela. Den anden halvdel af betalingen gives som kredit med 20 års løbetid og en rente på blot én procent.

Næste år er der valg i Venezuela. Og uden at offentligheden præcis ved besked om den kræftsygdom, Venezuelas præsident, Hugo Chávez, lider af, har det cubanske styre god grund til at frygte for det kommende præsidentvalg. Er præsident Chávez for syg til at stille op, eller taber han til en stadig mere seriøs opposition i Venezuela — hvilket er en reel mulighed — vil Cubas dage som særlig klient være ovre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Chris, det skal du nu ikke regne med. Kina har vist verden at et kommunistisk system via kontrol kan håndtere en indre kapitalistisk pengemaskine. Cuba har det af flere årsager sværer end Kina men det skal nok lykkes for dem også.

Jesper Løvenbalk Hansens manglende kildekritik og antipati for venstrefløjen i Latinamerika fornægter sig fortsat ikke.

Hvis man ville skrive en afbalanceret artikel om det aktuelle Cuba, burde man have interviewet lokale cubanere(som det f.eks. sker på www.ipsnews.org) eller spørger FN´s hjælpeorganisationer mening om de lokale forhold.

Men Jesper Løvenbalk Hansen foretrække altså 3 kilder: En tidligere reoræsentant for USAs regering, en eksilcubaner og meningsinstituttet International Republican Institute, der er financieret af USAs regering igennem NED.

Derudover anfører Jesper Løvenbalk Hansen helt uden kilder, at oppositionen i Venezuela bliver stadig mere seriøs, på trods af åbenlys splittelse og de bedste meningsmålinger for Chavez siden 2006.

Det er jo fantastisk, at man som journalist på denne måde kan mangfoldiggøre sit egen virkelighedsbillede.

@ Bill,

Kina version af kapitalisme ligner noget vi heldigvis og for længst er frie fra i Europa. Det er med afmagt man ser hvordan et totalitært og udemokratiskt styre får så meget magt i verden.

Nej, kapitalismen er aldeles ikke ankommet til Cuba. Det, der er kommet er såmænd blot, det Marx kalder for 'den enkle vareproduktion', hvor småbønder og småhandlende mm. nu (endelig) får lov til at afsætte varer på et marked og sælge deres ejendele til hinanden.

Ren kapitalisme er der f.eks. i Kinas økonomiske vækst-zoner, hvor der ingen (eller meget) få begræsninger er på hvad den internationale finans-kapital kan tillade sig og lønningerne er også en del lavere end de var (er) i f.eks. Vesten eller Vietnam mm. Derfor er det det som hedder udenlandske investeringer i Kina; dette dækker såmænd blot over, at firmaer som Nike, Donna Karan, Adidas m.fl. indgår kontrakter med kinesiske virksomheder, som så står for leveringerne til dem. På den måde har f.eks. Adidas ingen fabrikker i Kina....

Grunden til USA's boykot mod Cuba var (er) jo den at mafiaen i USA belv sure over at Castro lukkede deres casinoer mm. - nu havde de så ikke længere et sted at hvidvaske deres (sorte) penge...

At diskutere cubanske økonomiske forhold ud fra en artikel af Jesper Løvenbalk Hansen, er som at diskutere økonomiske forhold i USA ud fra et telegram fra et cubansk nyhedsbureau.

50 års udholdenhed, med alt ondt som USA kunne finde på, er nu alligevel helt flot gået. Men det undrer mig at Venezuela ikke kommer til undsætning.

@Bill

Kineserne er jo bare ortodoks-marxister med tålmodighed!
Man KAN ikke forcere udviklingen fra et underudviklet agrarsamfund til kommunistisk Nirvana uden ihvertfald en periode med kapitalisme. Det prøver de så nu på under mere styrede forhold end Marx selv forudså!
"Kommunismens" eller måske rettere velmenende utålmodige, men stupide kommunisters forcering af udviklingen har derimod både i Cuba og Sovjet etc. kun ført til tragedie!

Ja i en hytte hvor der er plads til sang og musik.

I en hytte hvor alle kan få lægehjælp, hvis det bliver nødvendigt.

I en hytte hvor alle børn kan få sig en gratis uddannelse.

I en hytte hvor man altid er parat til at hjælpe andre folk i nød i andre lande.

Men på slottet jamrer de sig over de fattige nede i Hytten.

Monstro Jesper Løvenbalk Hansen skrev sin artikel fra et kontor i Washington og blev afregnet i de fallerende us dollars?

held og lykke :o)

Niels-Holger Nielsen

Jelo er ikke journalist, han er chefredaktørens talentfulde nevø, som får lov at skrive, hvis han ikke går i vejen på redaktionen.

Information er, med stadig færre undtagelser, blevet de talentløses samlingsplads.

Vi må næsten håbe, at der forsat vil eksistere kommunistiske regimer som Cuba or Nord Korea i fremtiden, så de kan stå som vidnesbyrd og advarsel imod ubrugelige ideologier for kommende generationer af revolutionsromantikere.

De er gået helt grassat på Cuba. Nu har regeringen lempet folks muligheder for at købe DVD og mobiltelefon!!! Ja, under visse specielle omstændigheder, kan man endda nu købe og sælge fast ejendom! Cubanernes eneste redning er en ny kommunistisk revolution.

Det kunne være dejligt med en IKKE-anbefal-knap nogle gange.

Niklas Monrad og Robert Kroll ville nok få så mange, at Informations server ville gå ned.

Niklas Monrad og Ole Olsen.

For en der har fulgt Cubas udvikling gennem 50 år og været i landet flere gange, står det klart for mig, at det ikke er det samme Cuba vi snakker om.

( lettere vitsig: )

der er og var en så stor varemangel, at cubanerne i stedet var nødt til at nøjes med produkter ( fremstilletheder )

det går jo nok altsammen bedre end kun: godt nok, for heldigvis, ja næsten tilfældigvis, er især panteiteten jo især: communist.

det som artikler såsom: arbejdets andel i menneskers udviklinger fra aben og fra menneskeaben, beskriver;
er meget rigtigt;
men de borgerlige og de feudale
( som sådanne ), f.eks. de norske, svenske og danske,se f.eks. www.jydskevestkysten.dk,
de søger hverken kærlighederne, kropslighederne eller kødelighederne, de søger bare “deres” banker, penge, jorder m.m.

og pornofilm beskriver det såmænd nok enddnu bedre: at mennesker har udviklet sig fra, og bort fra, aben og bort fra menneskeaben.

og pornofilm beskriver det såmænd nok enddnu bedre: at mennesker har udviklet sig fra, og bort fra, aben og bort fra menneskeaben.

og trods rygter om andet, så er det formodentlig noget de fleste blandt de erklærede tilhængere af de ikke-pan"te"istiske mono"te"ismer ( en"gude"retninger ) og buddhisterne ( nul"te"isterne ), er temmlig enige i.

for at afkræfte nogle besynderlige hævdelser, fra nogle royale eller borgerlige
, må det følgende lige oplyses:

det proletarer sysler med er:
at gøre samtlige, og det lykkes måske nok,
ikke de borgelige frøkner eller fruer,
men de: jorder, fabrikker, banker, hytter, huse, infrastrukurer, som royale eler borgerlige tror er deres, til proltarernes ligelige fælleseje,

også cubanske og sovjettiske kommunister kritiseres af og til for at prioritere kommunisme fremfor feminisme, men
der gælder vel det samme om cubanerne og om sovjetterne som om enhedslisten:

politik bør vel mere handle om klassekampene og at virkeliggøre communisme, mere end og før politik, bør handle om kønskampene, eller kvinde”kampene”

hverken sovjetunionen eller liste ø er næppe på nogen måde mere for feminisme, end nogle andre nu om dage,

og mht. feminisme, og at feminisme bør sejre,
er langt de fleste mennesker nu om dage, mere og mere enige med enhedslisten

til forskel fra de frelste idealister

er jo mange som ser jo frem til
at: ikke astrologer, men kommunisme “kupper” det meste, også det meste af it-sektorerne og it-branchen.