Nyhed
Læsetid: 4 min.

Katastrofe lurer på grænsen til Sydsudan

Mens Sydsudan har fået sin frihed, har styret i Sudan sat hårdt mod hårdt over for dem af sine modstandere, der er blevet i landet. Eksperter advarer om truende hungersnød og etnisk udrensning i Sudans sydlige grænseregion og foreslår, at FN indfører — og ikke mindst håndhæver — et flyveforbud for at undgå en humanitær og folkeretslig katastrofe
Fredsslutningen og Sydsudans selvstændighed har efterladt befolkningen i Sudans sydlige provinser i et limbo. De sympatiserede under borgerkrigen med den sydsudanske oprørshær, og nu forsøger Sudans præsident Omar al-Bashir at fordrive dem med bombardementer og forfølgelse.

Fredsslutningen og Sydsudans selvstændighed har efterladt befolkningen i Sudans sydlige provinser i et limbo. De sympatiserede under borgerkrigen med den sydsudanske oprørshær, og nu forsøger Sudans præsident Omar al-Bashir at fordrive dem med bombardementer og forfølgelse.

HANNAH MCNEISH

Udland
23. november 2011

Da Sydsudan fik sin officielle uafhængighed i juli og officielt blev Afrikas stat nummer 54, var der en del mennesker på den nordlige side af demarkationslinjen, der betragtede på festlighederne med lange ansigter. Beboerne i provinserne Blue Nile og Sydkordofan har i udstrakt grad følt sig mere forbundet med deres sydlige naboer end med styret i Khartoum og har som en del af oprørshæren SPLA kæmpet imod Sudans præsident, Omar al-Bashirs, tropper.

Fredsaftalen fra 2005 slog imidlertid fast, at provinserne skulle vedblive at være en del af Sudan. Og beboerne i Blue Nile og Sydkordofan har længe været frygtet for, hvad der ville ske, når diverse FN-mandater og international opmærksomhed forsvandt, og stridighederne mellem de to Sudan’er officielt blev erklæret for afsluttede.

Den frygt er i høj grad blevet bekræftet i de seneste måneder. Samtidig med at FN-observatører er blevet trukket tilbage, har styret i Khartoum indledt en intens bombekampagne mod landsbyer og samfund i de oprørske Nuba-bjerge, hvor landsbyer er blevet bombet dag og nat fra styrets Antonov-bombefly. Beboerne har enten søgt tilflugt i huler eller er flygtet over grænsen til Sydsudan. Også i grænseområdet Abyei har den sudanske regering gjort sin indflydelse gældende. Ifølge beretninger herfra, er styrets militser mødt frem i landsbyer med lister over modstandere og potentielle fjender, som herefter er forsvundet. Andre beboere er blevet drevet over grænsen, hvor fly fra nord i de seneste uger også har foretaget bombninger af flygtningelejre på den sydsudanske side af grænsen — blandt andet på en skole, hvor flere bomber ramte ned i en skoleklasse, uden dog at detonere.

Etnisk udrensning

Det er en situation med potentiale til at udvikle sig til en katastrofe, advarer flere eksperter.

»Sudan er i gang med en statsstyret etnisk udrensning i Nuba-bjergene med stort set daglige bombardementer. Siden juni har de lokale hverken været i stand til at høste eller plante nye afgrøder, og derfor er en hungersnød rykket nærmere,« siger Jonathan Hudson fra den amerikanske ngo Enough Project, der blandt andet satelitovervåger grænsen og kan fortælle om talrige overgreb, hvor nordsudanske styrker har fordrevet lokale beboere og i enkelte tilfælde har forfulgt dem helt ned på den anden side af grænsen.

Jonathan Hudson advarer om, at konflikten kan udvikle sig til »verdens største konventionelle krig«, hvis ikke det internationale samfund reagerer.

»Lige i øjeblikket er det en slags substitutkrig mellem repræsentanter for de to regeringer, men det kan hurtigt udvikle sig til en regulær krig. Blandt andet derfor må det internationale samfund reagere, og FN’s Sikkerhedsråd bør ændre den resolution, der dikterer en flyveforbudszone over Darfur, til at omfatte grænseprovinserne, så Sudan ikke kan bombe civilbefolkningen,« foreslår han.

Det er et forslag, der støttes af Afrika-kenderen Nils Carstensen, der netop er vendt hjem fra et besøg i Sydsudan. Mens han er forsigtig med at kalde Sudans ageren i området for ’etnisk udrensning’, erkender han, at konsekvensen i praksis er den samme, fordi modstanderne af Khartoum i reglen tilhører bestemte stammer, og medlemmer af de pågældende stammer derfor systematisk jages på flugt eller myrdes.

»Situationen er meget grel allerede nu. Der skal handles og handles hurtigt. Sudanske styrker har afskåret områderne fra støtte udefra, og derfor er mange allerede nu så underernærede, at vi nærmer os en hungersnød. 300.000 er drevet på flugt, og en million mennesker er udsatte,« forklarer han.

»Khartoum bruger hungersnød som en del af sin strategi, og det er meget usandsynligt, at de vil lade nødhjælp komme ind, før de har udryddet al modstand. Det kan tage år, og så længe kan vi ikke vente,« siger Nils Carstensen.

Han tvivler dog på, at et flyveforbud i sig selv vil være effektivt.

»Hvis det skal virke, skal man være parat til at håndhæve det. Man er nødt til at kunne effektuere trusler. Ellers vil det være virkningsløst. Samtidig er man nødt til at støtte befolkningen med nødhjælp, også selvom Khartoum ikke ønsker det. Det betyder, at FN og andre organisationer må finde kreative måder at bringe nødhjælp ind over grænsen imod Khartoums vilje« siger han.

FN-mandat udløbet

Spørgsmålet er imidlertid, hvor sandsynlig en international aktion er. Omar al-Bashirs styre er presset af intern uro og har med vanlig snilde valgt et strategisk gunstigt tidspunkt til at gennemføre en udrensning, som den anser for afgørende for at undgå, at styret kollapser.

FN-mandatet i området er udløbet i forbindelse med afslutningen på den sudansk-sydsudanske fredsproces, og internationale aktører er samtidig panisk angste for at udløse en regulær krig ved at blande sig.

Roger Middleton fra tænketanken Chatham House giver sine kolleger ret i, at situationen ser dyster ud:

»Potentialet for en katastrofe er meget stort: Forholdene er slemme allerede nu, og alle ingredienserne til en hungersnød er til stede, samtidig med at vi hører rapporter om målrettede mord på lokale ledere,« siger han.

Han er enig i, at løsningen nok skal komme udefra, men konstaterer, at den muligvis ikke kommer.

»Det er meget svært, for FN har intet mandat, og selv da de havde mandat til at gøre noget, gjorde de intet. De lande, der har været aktive i forhandlingerne tidligere, er meget aktive lige nu, men der er reelt meget lidt, de kan stille op. Og mens ideen om en flyveforbudszone giver god mening, tvivler jeg på, at der er nogen lande, der er indstillede på at håndhæve den,« siger han.

»Det er sandsynligt, at man vil bringe nødhjælp ind uden Khartoums accept. Det gjorde man tidligere under borgerkrigen, men de sudanske styrker er uhyggelig dygtige til at skære områder af fra international hjælp. For mig at se er det eneste, man kan gøre lige nu, at være enige om at presse regeringen i Khartoum, særligt fra nabolande som Etiopiens side,« understreger han.

»Decideret krig er trods alt mindre sandsynlig, og det er måske et af de få lyspunkter, at ingen af parterne kan klare en krig og derfor måske vil demontere situationen«.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her