Læsetid: 6 min.

Kina er stærk på økonomisk magt, men svag på kulturen

Beijing vil satse på kultur for at styrke Kinas position internationalt. For mens landet er godt på vej til at udvikle sig til en økonomisk supermagt, er det langt fra at kunne konkurrere med Vesten på den 'bløde magt': det kulturelle. Og det er blandt andet en væsentlig grund til, at halvdelen af de rige kinesere i dag drømmer om at bo et andet sted
Kineserne har masser af økonomisk magt, men indflydelse vinder man også gennem film, medier og litteratur – og her går det mere sløjt med eksporten – blandt andet på grund af manglende kunstnerisk ytringsfrihed. Her er det en folkekulturfestival i Tongling i det østlige Kinas Anhui-provins.

Kineserne har masser af økonomisk magt, men indflydelse vinder man også gennem film, medier og litteratur – og her går det mere sløjt med eksporten – blandt andet på grund af manglende kunstnerisk ytringsfrihed. Her er det en folkekulturfestival i Tongling i det østlige Kinas Anhui-provins.

14. november 2011

Kina er blevet en afgørende spiller på den globale økonomiske scene. Nu er det tid til at satse på en ny front: Kina skal gøre sig gældende i kulturkampen. Lederne i Beijing satser i stigende grad på kultur som en afgørende faktor i at styrke nationens position og image internationalt. Landets kultur skal spredes til omverdenen og samtidig gøres stærkere hjemme for at beskytte mod indflydelse udefra.

»Kultur er i stadig højere grad et vigtigt element i nationens overordnede styrke og konkurrencedygtighed,« hed det i et kommuniké fra kommunistpartiet efter partitoppens årlige lukkede samling i Beijing sidste måned. Mødet markerede et af de ganske få tilfælde, hvor kultur blev prioriteret på højde med politiske, økonomiske og sociale reformer.

Samtidig understregede partiet, at det vil forbedre kinesernes »identitetsfølelse og tiltro til kinesisk kultur«, og at Kina står over for en udfordring med at beskytte landets »kulturelle sikkerhed«. Desuden blev det slået fast, at en kulturel udvikling er essentiel for »genopblomstringen af den kinesiske nation«, og at den skal øge Kinas »evne til at projicere blød magt over hele verden.«

»Mens Kinas indflydelse øges rundt om i verden, så står Kina over for en stor udfordring med at forbedre sit image og få omverdenen til at se landet i et positivt lys,« siger Shi Yinhong, professor i internationale relationer fra Folkets Universitet i Beijing. »Hidtil har Kina langtfra været succesfuld på det punkt. Vi har ikke været i stand til at vise, at vi ikke kun er en økonomisk stormagt, men også en kulturel magtfaktor. Det er nødvendigt for at opnå mere blød magt og derigennem forbedre vores image, hvilket vil give os færre problemer internationalt og samtidig øge vores indflydelse i verden.«

Det var Harvard-professoren Joseph Nye, som i 1990'erne beskrev, hvordan hård magt — økonomisk og militær magt — ikke er nok til at gøre sig gældende som supermagt. Her er blød magt, også en nødvendighed — det er ideen om, at et land vil være i stand til at opnå sin vilje internationalt, ikke ved hjælp af militære trusler eller krig, men via sit økonomiske system, sine politiske institutioner, ideologi, ideer og kultur at fremstå med en kulturel tiltrækningskraft, som kan drage andre lande ind i dets sfære. EU og specielt USA har hidtil været vinderne i det spil. Nu vil Kina også være med.

Mangler frihed

Men at bruge kunst som led i en strategi for at øge Kinas bløde magt vil være overordentlig svært, da udfordringen bliver, om landet kan forstærke kulturindustrien uden at styret løsner på det stramme greb og censur af medier, bogudgivelser og film.

»Der mangler ikke penge, når det kommer til at forsøge at styrke kinesisk kulturs udbredelse, men der mangler frihed,« siger Ding Xueliang, politolog fra Hongkongs University of Science and Technology. »Hvis regeringen virkelig vil promovere kultur, er den nødt til at give afkald på kontrol og tillade mere ytringsfrihed. Kunst, der inspirerer og tiltrækker, skabes af kreativitet, individuel stil og frihed. Men det tillader regeringen ikke«.

Problemet for den kinesiske regerings målsætning er, at samtidig med at den satser på at gøre kultur til en vigtig søjle i landets økonomiske udvikling og et instrument til at styrke sin magt udadtil, så indsnævrer den kulturens udfoldelsesmuligheder. For satset på kulturen kommer på samme tid, hvor menneskerettighedsgrupper anklager styret for at udøve den strengeste ideologiske kontrol og de hårdeste kampagne mod politisk dissens i adskillige år. Og undertrykkelsen af kunstnere — først og fremmest Ai Weiwei — som er internationalt kendte, er blevet nogle af de mest synlige symboler på undertrykkelsen.

»De kinesiske kunstnere, som mest fascinerer et vestligt publikum, og som ville være kommunistpartiets største aktiv i promoveringen af kinesisk kultur, er dem som bliver undertrykt i Kina,« siger Ding Xueliang. »Problemet for partiet er, at det samtidig ser kultur som et instrument til at styre befolkningens tanker, og det hæmmer kulturel udvikling.«

Samtidig har myndighederne annonceret mere kontrol og censur af internettet, sociale medier og tv-show — tiltag som går mod fremvæksten af en levende kulturindustri.

»Overdreven kontrol har skævvredet det kulturelle marked — de centrale myndigheders og lokale regeringers strenge kontrol har resulteret i mange triste kunstværker og få, som virkelig er inspirerende,« skriver Hu Shuli, redaktør for Caixin Magazine, i en klumme.

Kultur som industri

Når den kinesiske regering taler om udviklingen af kultur, lyder det næsten, som om

den taler om bilindustri eller landbrug.

»Målet for reform er at kultivere kvalificerede markedsenheder fra de regeringsdrevne kommercielle kulturorganisationer og etablere et moderne og indflydelsesrigt system for kulturindustri for dermed at beskytte rollen for statslige kulturelle foretagender som markedsledere og forbedre deres internationale konkurrencedygtighed,« sagde kulturminister Cai Wu sidste måned til kinesiske medier.

Regeringens fokus er på at udvikle markedet for film, optræden, underholdning, tv-serier og tegnefilm, såvel som bøger, aviser og blade. Og Beijing satser på, at kulturindustrien vil indbringe 2.000 mia. yuan — cirka 1,7 mia. kr. — i indtægter i 2015.

Udmeldingerne fra kommunistpartiet om et sats på kultur som et instrument i landets relationer med omverdenen er blevet fulgt op af kommentarer i partiets talerørsmedier. Fra nyhedsbureauet Xinhua lød det, at Kina skal gøre sig gældende i den internationale kulturelle konkurrence for at sikre vejen mod national stolthed.

Og i en leder i Folkets Dagblad hed det, at Kina lider under et kulturelt underskud, som ikke kun påvirker Kinas markedsandele for kulturprodukter, men også indvirker på landets ideologiske suverænitet og nationale sikkerhed. Samtidig skriver avisen, at et land, der kun eksporterer fjernsynsapparater men ikke ideer, aldrig vil blive en stormagt.

Kinesiske medier klager over, at kinesiske 'kulturelle virksomheder' endnu ikke har frembragt et verdensberømt mærke. Kinas tv-stationers ringe eksport af programmer beskrives som 'pinlig'. Og der bides mærke i, at de samlede årlige indtægter for Kinas 500 største forlag er mindre end dem, som den tyske mediegruppe Bertelsmann alene nyder.

Lille chance for succes

Et tydeligt udtryk for, at Kina lider under manglende appel — ikke kun kulturelt, men også politisk og socialt — er ikke kun, at landet har svært ved at opbygge en tiltrækningskraft over for udlændinge, men endda har problemer med at holde på sine egne. Som Information skrev i sidste uge, har omtrent halvdelen af Kinas rige planer om at emigrere. De angiver som årsager ønsket om at tilbyde deres børn bedre uddannelsesmuligheder, bekymringen over sikkerheden ved deres investeringer i Kina og håbet om bedre livskvalitet. De er bange for fremtiden på grund af økonomisk og politisk usikkerhed. For kommunistpartiet er rigmændenes iver efter at søge udenlands — og primært til USA — en kras kommentar til partiets manglende evne til at skabe andet end økonomisk vækst.

Kina har forsøgt at forbedre det internationale publikums holdning til Kina siden 1990'erne — efter landets image blev smadret af den blodige nedkæmpelse af demonstranter i 1989. Resultaterne har været begrænsede. Og der er god grund til at tvivle på, at kommunistpartiets plan om at bruge kultur til at skabe et bedre image vil bære frugt.

»Kommunistpartiet har længe været interesseret i at forbedre Kinas bløde magt og image. Men forskellen er nu, at Kina har masser af penge til at bruge på projektet. Rigtig mange penge. Så meget som 45 mia. yuan (næsten 40 mia. kr., red.) er blevet øremærket til blød magt-initiativer,« siger Ding Xueliang. »Alligevel vil resultatet af det være minimalt. For Kinas dårlige image internationalt er skabt af den kinesiske regerings egen opførsel overfor den kinesiske befolkning, manglen på demokrati og brud på menneskerettigheder, som beskrevet i vestlige medier. Og langt størstedelen af vesterlændinge stoler mere på vestlige medier end på kommunistpartiet. Det vil 45 mia. yuan ikke ændre på.«

Shi Yinhong er enig i, at massive investeringer i kulturindustrien og soft power alene ikke vil have en virkning. »Det afhænger i stedet af, om Kina får succes med at opbygge et sundt samfund og en sund kultur hjemme. Vi har masser af problemer med social uretfærdighed, og så længe det ikke er løst, vil vi stå svagt i verden,« siger han.

»På kort sigt vil det derfor være umuligt for os at konkurrere på det kulturelle område og på blød magt med Vesten og specielt USA. Men vi er en stor nation, og over de næste årtier vil vi stå bedre, hvis vi får løst vores egne problemer først.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er spøjst at se to garvede skribenter på information, Martin Gøttske og Rune Lykkeberg, i en tautologisk pardans gensidigt henvise til hinandens artikler - tre styk indtil nu - for således at skabe bevis for, at det at rige kinesere ønsker at emigrere skulle være en krads kommentar til partiets manglende evne til at skabe andet end økonomisk vækst!

Fakta er at den kinesiske stat har fuldstændig styr på de riges økonomi. Ud af verdens 10 største banker er de tre største kinesiske og den kinesiske stat er majoritetsaktionær, og ejer over 60 procent af bankernes aktier. Hertil kommer at en meget stor andel af Kinas mere end 1700 årligt henrettede er dømt for korruption.

Jeg tror Kinas rigeste er ved at indse at bare de bliver ved med at fange mus så kan de beholde deres slidsomme arbejde til de dør.

...og faktisk er jeg bedøvende ligeglad med hvad rige kinesere mener. De udgør om muligt en endnu mindre andel af den kinesiske befolkning end Vestens 'one percent'.

Dette har jeg op til flere gange givet udtryk for.

Sagen er ikke at det er rige Kinesere der ønsker noget, nej, at hele den Kinesiske stat har adopteret og kopieret den vestlige livsstil.

Der er kun få lande ude i verden der på nogen måde har givet os en alternativ forslag til den vestlige livsstil.

Har man fulgt med i politik og historie vil man opdage at når kinesiske statsmænd taler, så har de Kina og vestlige modeller ideologier, så som kapitalisme og marxisme, i centrum af deres budskaber.

Hører man lidt på amerikanske og vestlige statsmænd, vil man opdage at de ikke nok med omtaler deres egne stater, men deres taler er altid universelle og verdenslige. Disse taler om en model de ønsker skal gælde for "alle".

Det er her man så skal nævne den islamiske verden med Iran i spidsen der prædiker ligeså universelt som vesten om en universelt tanke.

Hvad der er klart er at de fleste stater og inklusiv Kina har spillet fallit hvad angår kultur, og adopteret deres tanker fra vesten. Dette gør så at de aldrig nogensinde vil kunne overtage en rolle der overstiger vestens.

Dette har vi set med en anden stor økonomisk magt, Japan. Det er sjovt at se hvordan disse tilbeder blå øjne og lys hår, der bare indikere en lille del af vores opfattelse af kultur og livsstil.

Hvis Kina skal på nogen måde gøre sig tanker om at overtage den rolle vesten har spillet, hvilket i min opfattelse nu er helt umuligt, bliver de nødt til at grave virkelig dybt for at genopleve originale kinesiske tanker og værdier. Det er klart at de burde starte med deres universiteter der i stedet for at have adopteret den vestlige model og vestlig videnskab, begyndte at lærer deres studenter om kinesisk videnskab og kultur.

Der var ikke for længe siden en artikel her i avisen der beskrev hvordan en stigende antal forældre i Kina fik deres små børn til at lære engelsk. Artiklen sluttede med "læreren spørger, hvilken farve øjnene på hans tegning har. Den to og et halvt årige Xiao Mi tøver, men siger så næsten spørgende: » Blue.« "

Michael Kongstad Nielsen

Et lille "modindlæg":

Det Kina siger, er det samme som Frankrig siger. Vi vil ikke oversvømmes af Hollywood-fis.

Kina har en 4000-årig kultur, der på mange måder gør Vestens i den amerikanske udgave totalt overfladisk og indholdsløs. Hvad har USA at byde på? Deres kongres er bygget over Grækenlands læst. De har ingen dyb historie, kun cowboys mod indianerne + nogle gode forfattere og intellektuelle, der dog blev undertrykt, fordi de blev anklaget for at være kommunister. Og så har de selvfølgelig Sex in the City.

Men artiklen her er ligeså overfladisk.

Efter min mening skal kineserne være velkomne med deres kultur og deres fremstød, så kan det være, at vi kan lære dem lidt at kende.

Bare rolig, det skal nok komme, når flere skal til at lære, hvordan de bedst taler deres nye arbejdsgivere og kreditorer efter munden!

Foreløbig kan folk jo træne med at spise på en af de mange glimrende restauranter, som daglig serverer kinesisk madkultur. Det slår som regel McD!

Michael Bruun-Larsen

Jeg er overordnet enig i artiklen om at Kina er svag på kulturel blød magt, selvom artiklen mest fokuserer på overordnet politik og økonomi.

Jeg er dog af den holdning at svaret skal findes i den mentalitet kineserne har, som er støbt af den verden de nu lever i. Set i lyset af deres mere end 30 års velstandsstigning, er der stadig mange ar fra deres blodige og turbulente historie, som den dag idag, stadig sætter deres mærke i den generelle befolknings tankegang. De unge kinesere mærker ikke fortidens smerte, men familie, lærere og bekendskaber påvirker dem stadig i høj grad. Det er især værdier om at familien er de eneste man rigtig kan stole på. groft sagt er der 3 lag, familien som det ypperste, kæreste og venner i andet lag, og det tredje lag er fremmede. Første lag er det vigtigste, som man kan stole på, som betyder noget, og som altid vil være der for en.

Det har dog efter min mening den konsekvens, at der mangler næstekærlighed, som vi i Danmark i det mindste stifter bekendskab med gennem religion, og stadig er en dyd vi ønsker børn lærer som en del af opdragelse, hvis ikke også som en del af skole undervisningen.

Desværre må vi indse, at der ikke er meget vi kan gøre for at ændre hvordan Kina fungerer og agerer, andet end at vi selv viser et godt eksempel i vores land, i forhold til væremåde, handlemåde og attitude. Som ordsproget siger, man kan trække hesten til truget, men ikke tvinge den til at drikke. Denne kamp må kineserne selv kæmpe, om end de, som vi, ønsker bedre forhold.

Frikvarteret er ovre, jeg må tilbage til kinesisk studierne, her på Chongqing universitetet. Hav en god dag :)

Kina er stærk på økonomisk magt, men svag på kulturen

Uhadadadada..... der er vist en som ikke har læst kinesisk historie :o)

@ Martin,

Kan du ikke være så venlig at opridse - bare opridse - de kulturelle aspekter ved Kina, som du synes burde tiltale os i vesten?

@ Nic,

Så vidt jeg har forstået, så har den kinesiske kulinariske kultur vi i vesten er udsat for ikke meget til fælles med hvad der i virkeligheden spises i Kina. Jeg har det kun fra min bedre halvdel (som er noget af en foodie) men det meste mad du får serveret i Kina er yderst uappetitligt for vestlige ganer.

@ Niklas Monrad
Vi kan starte med den gældskrise, vi har skabt i Vesten på vores overforbrug og som nu truer fremtiden for mange unge.

Kineserne er ikke helt uden kultur, for de læner sig igen i denne nyere tid ret meget op af den gamle Buda tro, men nu på en ny måde, trods at de under Mao lærte ikke at tro på religion, og de har stadig mange af de gamle templer, og de er pudset op igen og tiltrækkes af interne turister. Kineserne vil gerne opleve mere og mere, i Syd Kina er der også mange spændende ting at foretage sig i week-enden, der er dyreparker med pandaer og med mange store fritgående rovdyr, det er også populært at besøge det første handelsteds syd for Shanghai, som er 1000år gammelt og med mange turister, de holder også dyrke af at dyrke fitness og der er mange der elsker karaoki, som er på et højt niveau flere steder.
For kineserne betyder maden meget mere i dagligdagen, end for europæerne, og det at lave god mad betyder rigtigt meget for kineserne.
Kineserne elsker også at gå på restaurant.
Der er selvfølge foreskel på kulturen i storbyerne og på landet. De europæiske kinesiske restauranter ligner ikke ret meget restauranterne i Kina.
Man behøver da ikke være bange for deres mad,
jeg har lært at spise det meste, men der er også noget som jeg ikke kan lide, når man som jeg er gift med en kineser så må man spise lidt af hvert,
da mine svigerforældre første gang inviterede mig ud, så kikkede de meget på om jeg kunne spise de originale retter, jeg har da ex, spist slange som minder om ål, men der er også mange spændende fiskeretter.

@Niklas Monrad

Deres sundere madvaner, som jo heldigvis stadig har en vis kulturelt tilknytning vil være en start. Har du nogen tanker her?

Campbell, T. Colin m.flere, The China Study: The Most Comprehensive Study of Nutrition Ever Conducted And the Startling Implications for Diet, Weight Loss, And Long-term Health, BenBella Books, 2006

@ Niklas

jeg har jo desværre ikke afprøvet hele Kina, men det som en god vens kone af kinesisk oprindelse serverer herhjemme, når hun opfordres til at give prøve på det hjemlige køkken er nu særdeles velsmagende for min gane! ;-)

Den kinesiske mad som man kan købe på Europæiske kinesiske restauranter ligner ikke ret meget det som man kan købe i Kinas restauranter.
men der er alligevel meget spændende og anderledes mad som kan spises af alle i Kinas restauranter og køkkener, og kineserne i Europa ved godt hvad Europæerne kan lide, og alle i min danske familie er helt vilde med min hustrus mad.
Min hustru elsker dog selv mest hønsefødder og blæksprutter, Hvis I har lyst og mod til at prøve den rigtige kinesiske mad, så prøv restaurant SAXO bag hovedbanegården i København.

Michael Kongstad Nielsen

Niklas Monrad - skal andre landes og folkefærds kultur absolut tiltale os, før vi kan finde dem interessante og noget værd? Det betyder jo, at man bruger sin egen kultur som målestok for, hvad der er god kultur - eller stærk, som artiklen bruger som parameter (stærk kultur?det lugter af penge).

Men et åbent sind overfor andre kulturer er aldrig at foragte. Kina kan f. eks. byde på et fantastisk skriftsprog. Skriften anses for at være medvirkende til, at kæmperiget har holdt sig samlet i de mange tusinde år. Kongfuzianismen er en anden ting. Den oldgamle pædagogiske og samfundsmæssige læremester præger stadig meget i kinesisk kultur. Men derud over er der tonsvis af viden og kultur, som kom sideløbende eller før den vesterlandske, og som bare ligger dybt i kinesisk selvforståelse. Et charmerende træk ved kinesere er, synes jeg, at de har taget så godt imod H.C. Andersen.

Da jeg jo er gift med en kinesisk kvinde, må jeg give
Michael Kongsted Nielsen ret, med hensyn til H.C. Andersen, Til min store overraskelse, da jeg første gang kom til Kina, kender alle kineserne H.C. Andersen og hans fortællinger, ligeså godt som danskerne gør. Og når Den lille havfrue er så populær i Kina skyldtes det at man føler at bronzefiguren på Lange linie er en virkelighedsgørelse af eventyr.

hvis det passer at kina er svag på kulturområderne, så bør de jo finde på noget revolutionerende på kulturområderne,

og

de som forsøger at opdrage maoister, på culturområderne, må også selv opdrages.