Læsetid: 5 min.

Korruptionen æder alt i Rusland

Rusland går til parlamentsvalg på søndag, men trods store olie- og gasindtægter er der ikke meget at glæde sig over, for korruptionen har taget magten over demokratiet
Ifølge taxachaufføren Valerij Zjukov er selv politiet indblandet i den omfattende korruption, der præger Rusland. ’Jeg eller mine kolleger bliver hver dag standset af politifolk, og det koster hver gang,’ siger han.

Ifølge taxachaufføren Valerij Zjukov er selv politiet indblandet i den omfattende korruption, der præger Rusland. ’Jeg eller mine kolleger bliver hver dag standset af politifolk, og det koster hver gang,’ siger han.

EDUARD KORNIYENKO

1. december 2011

MOSKVA — Det begynder med politiet, og det slutter med politiet. Det fortæller en af den russiske hovedstads mange velinformerede kilder, taxachaufføren Valerij Zjukov, på vejen ind til centrum fra den travle lufthavn Sjeremetevo. Turen er lang, vejen snegladt og trafikken afsindig, så der er god tid til at komme ind på livet af hinanden.

Valerij Zjukov, der er uddannet økonom fra universitetet i Moskva, men som ikke kan finde arbejde, har tidligere haft sit eget lille firma, der gik konkurs. Nu er han chauffør og træffer dagligt det berygtede russiske politi.

»Jeg eller mine kolleger bliver hver dag standset af politifolk, og det koster hver gang,« siger han vredt. »De stjæler simpelthen folks penge og stikker dem direkte i egne lommer. Det er ligegyldigt, om der er begået lovovertrædelser eller ej. Politiet stjæler.«

10 årsbudgetter væk

Valerij fortæller videre, at præsident Dmitrij Medvedevs politireform trods alt har gjort situationen lidt bedre. Politiet har pligt til at tage lovovertrædere ind i politibilen og foretage behandlingen af lovovertrædelserne under videoovervågning.

»Det har hjulpet lidt, men de fleste betjente dækker bare kameraet til med et tørklæde, mens de modtager pengene,« siger Valerij, der under ingen omstændigheder går hen og stemmer til parlamentsvalget på søndag. Det på trods af, at hans chef har givet alle medarbejdere ordre til at stemme på Vladimir Putins parti Et Forenet Rusland.

Politiets korruption er imidlertid småting i forhold til det røveri, der er foregået på landsplan og på højere niveau i de senere år. Det mener i hvert fald økonomiprofessor, doktor Marat Musin ved Ruslands største og bedste universitet MGU. I en samtale med Information siger professor Musin, at Rusland i løbet af de seneste 20 år er blevet plyndret for et beløb, der svarer til 10 års statsbudgetter. Og han tilføjer at plyndringen i dag er dobbelt så stor, som den var under præsident Boris Jeltsin.

Mange korrupte firmaer

Musin, en venlig og beskeden forsker, siger, efter flere års efterforskning af det russiske erhvervsliv sammen med en gruppe kolleger og studerende, at over halvdelen af de russiske virksomheder stjæler, undlader at betale skat og skjuler penge i udenlandske skuffeselskaber.

»Ud af de over en million virksomheder, som vi har undersøgt, viser 738.000 af dem tegn på svindel og hvidvask af penge,« siger Marat Musin. Han sammenligner situationen med den berømte oligark og tidligere leder af olieselskabet YOKOS, Mikhail Khodorkovskij, som er dømt til i alt 14 års fængsel, og konkluderer: »Alle lederne af disse firmaer står til mellem 5 og 10 års fængsel.«

Ifølge Musin er over en tredjedel af de statsejede virksomheder også involveret i tvivlsomme transaktioner. Omkring 89 milliarder rubler (knap 20 milliarder kroner) er, siger han, »hvidvasket« og tilranet af bureaukrater, der bestikker højerestående embedsmænd til at få bevilget endnu flere penge.

»De, der giver meget i bestikkelse, stjæler også endnu mere — jo højere oppe i hierarkiet, jo dyrere er det, jo mere stjæler de. Det gælder helt op i toppen af den russiske elite,« fortæller Musin, der ikke er bange for sit liv, for »jeg er jo kun en beskeden forsker.«

Professor Musin siger selv, han ønsker sig skandinaviske tilstande, men at 27 procent af bruttonationalproduktet de senere år er gået statskassens næse forbi. Det svarer til ca. 15 trillioner rubler (3-4 trillioner kroner).

»Siden 1992 er ca. 3,1 trillioner dollar (ca. 600 billioner kr.), svarende til omtrent 10 årsbudgetter i Rusland, blevet ført ud af landet og posteret i ’offshore’ lande. Dertil kommer de såkaldte ’lommepenge’, som er blevet stjålet via ’endagsfirmaer’ og brugt til at bygge palæer, købe dyre biler og så videre her i landet.«

»Det hele foregår på simpel vis: En forretningsmand sælger et ton cellulose for 250 dollar, men i udlandet venter der ham 350 dollar. De 100 sorte dollar bliver indsat på en konto eller i et mellemfirma i udlandet, hvor der ikke er kontrol eller skattemyndigheder, som blander sig. Den russiske statskasse og dermed den russiske befolkning mister milliarder og milliarder på den måde.«

Stemmer imod alle

Professor Musin er ikke i tvivl om, at den russiske stat meget snart bliver tvunget til at tage et voldsomt opgør med denne form for korruption og tyveri, som ikke blot har gennemtrængt hele systemet, men som er blevet en livsstil i Rusland.

»Hele systemet består i, at du på en eller anden etape er nødt til at stjæle rent fysisk. Det er der, vi må gribe ind. For vi kan stoppe hvidvaskningen af pengene. Det kan altid lade sig gøre at afsløre det, hvis viljen og styrken er til det. Jeg vil foreslå, at vi gør, som den franske præsident de Gaulle i sin kamp mod korrupte dommere. Fyr dem allesammen på én dag og erstat dem med veluddannede, i forvejen forberedte, unge specialister. Støt dygtige, ærlige forretningsmænd ved simpelthen at fritage dem for skat,« siger han og forsætter:

»Men det bliver ikke let, for den korrumperede elite er stor og stærk og ikke interesseret i hæderlighed. Deres børn studerer i London og deres penge er på udenlandske konti. Men det her kan ikke holde ret længe, der må nye ledere til.«

Musin har dog ikke tillid til, at de kommende valg til parlamentet og præsidentposten vil ændre noget. Men han siger, at han trods alt vil gå til valgurnerne og stemme »imod alle«.

Korruptionen i Rusland er ifølge Musin ikke noget nyt, men den har aldrig tidligere været oppe på det nuværende niveau.

Bestikkelse for alt

Andrej Gridasov, kriminalreporter ved et af Ruslands store dagblade, fortæller til Information, at hele det russiske system i dag bygger på korruption.

»Du skal bestikke for at få dit barn ind i en børnehave, skole, universitet. Du skal bestikke for, at dit barn får en god karakter og en god behandling. Du skal bestikke for at få behandling hos lægen og på sygehuset. Du skal bestikke for ikke at blive sat i fængsel eller få en stor bøde for småting. Du skal bestikke for at få lov til at foretage reparationer i din lejlighed. Du skal bestikke for alt. Det er ikke til at holde ud, men sådan er det,« fortæller Gridasov, som ikke har tænkt sig at stemme på søndag, »for det er jo afgjort på forhånd af korrupte politikere.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu