Læsetid: 4 min.

Palæstina i UNESCO handler både om Abraham og om fredsprocessen

Optagelsen af Palæstina som fuldgyldigt medlem af UNESCO støtter det palæstinensiske ønske om at få nye mæglere på banen og marginaliserer USA og Kvartetten
Bl.a. her ved Hebron har både jøder og muslimer helligdomme, som de ønsker UNESCO's anerkendelse af.

Bl.a. her ved Hebron har både jøder og muslimer helligdomme, som de ønsker UNESCO's anerkendelse af.

Abir Sultan

2. november 2011

Når UNESCO-vedtagelsen om at optage den endnu ikkeeksisterende stat Palæstina som medlem nr. 195 har vakt så stort postyr, skyldes det både politiske, religiøse og kulturelle modsætninger.

Vedtagelsen er et politisk skridt væk fra den amerikansk-israelske dominans af den såkaldte fredsproces, der 18 år efter Oslo-aftalerne i 1993 er sat på standby uden udsigt til snarligt gennembrud. Med 107 lande for, 14 imod og 52, der stemte blankt, herunder Danmark, er »kampen fløjtet i gang«, som en politisk iagttager i Jerusalem sagde over Skype-telefonen til Beirut. Det, han hentyder til, er, at det nødvendige to tredjedeles flertal i UNESCO er en opmuntring til den palæstinensiske leder, Mahmoud Abbas, om at gå videre til FN's Generalforsamling, når det viser sig, at den palæstinensiske ansøgning om fuldt medlemskab af FN ikke kommer nogen vegne i FN's Sikkerhedsråd, der behandler ansøgningen.

Dels kan der næppe skaffes det nødvendige flertal på ni medlemslande nu, hvor Bosnien har meddelt, at det vil afholde sig fra stemme. Og skulle det være tilfældet, har USA lovet Israel at nedlægge veto.

Men UNESCO-afstemningen viste, at de palæstinensiske ambitioner har verdensopinionens sympati, og det vil afspejles i en generalforsamlingsafstemning, der imidlertid ikke vil have bindende virkning — det har kun en vedtagelse i Sikkerhedsrådet.

Den anden og nok så vigtige begrundelse for postyret er, at vedtagelsen nu gør det muligt for palæstinenserne at få det internationale samfunds beskyttelse af deres hellige steder uden israelsk obstruktion. Det har især betydning i Jerusalems gamle by, hvor et område på størrelse med seks fodboldbaner både holdes helligt af muslimer som Haram al-Sharif (med al Aqsa- og Klippe-moskéen) og af jøder som Tempelbjerget (med Grædemuren, oprindeligt vestmur i Herodes' tempel, der blev ødelagt af romerne i år 70).

Tempelbjerget

En vigtig UNESCO-opgave er at definere og beskytte verdens kulturarv, og i den gamle by i Jerusalem, som både palæstinensere og israelere gør krav på som del af deres hovedstad, har Haram al-Sharif/Tempelbjerget været tilbagevendende voldelig valplads. Da Israel i 1980 annekterede byens arabiske kvarter, der blev besat i 1967, nominerede Jordan, der administrerede Østjerusalem fra 1949 til 1967, den gamle by til optagelse på UNESCO-listen over verdens kulturarv, hvilket skete i 1981, ligesom byen kom på listen over truet kulturarv i 1982.

Israel har søgt UNESCO om kulturarv-godkendelse af 'Den gamle by med fæstninger inklusive Zion-bjerget', altså en udvidelse af den hidtidige status: 'Jerusalems gamle by og (by) mure'.

UNESCO har hidtil afvist Israels anmodning, idet der ikke »er nået en løsning på Jerusalems status i overensstemmelse med international lov«. Den israelske annektering af hele byen er aldrig blevet anerkendt internationalt, og er altså formelt ulovlig.

Men Jerusalems helligste sted er ikke eneste stridspunkt. Flere steder på Vestbredden slås jøder og muslimer om retten til steder, begge parter anser for hellige, bl.a. i Hebron (arabisk: al-Khalil) hvor turistattraktionen Patriarkernes Grav henføres til såvel Abraham som Ibrahim — den samme person, som begge religioner anser for at være en deres stamfader.

Diplomatisk trafikulykke

Israel har i lighed med USA meddelt, at Palæstinas optagelse i UNESCO medfører, at de ophører med at bidrage økonomisk til organisationen. Det betyder en læk på en fjerdel, idet USA leverer 22 pct. og Israel tre pct. af budgettet på rundt regnet 650 mio. dollar årligt. Yderligere har såvel USA som Israel beklaget, at vedtagelsen vil skade fredsprocessen. En israelsk talsmand for udenrigsministeriet, Yigal Palmor, kaldte den »en diplomatisk trafikulykke«, den amerikanske UNESCO-ambassadør, David Killion, var mere diplomatisk, da han kaldte den »forhastet«. Den danske udenrigsminister, Villy Søvndal, begrundede sin regerings afståelse fra at stemme med, at »Palæstina skal ind ad hoveddøren — ikke ad bagdøren. Derfor afstod vi fra at stemme.«

Søvndal fastholder dog et tidligere synspunkt, nemlig at »Palæstina skal blive medlem af UNESCO. Det ligger i fuld forlængelse af regeringens arbejde for oprettelsen af en palæstinensisk stat«, men han tilføjer, at »timingen af UNESCO-afstemningen finder vi er forkert i forhold til Kvartettens helt aktuelle bestræbelser på at få genoptaget fredsforhandlingerne. Så sent som i onsdags mødtes Kvartetten med de to parter. Så vi bliver nødt til at opfordre begge parter til at give fredsforhandlingerne en reel chance, bl.a. ved at de ikke som her tager skridt, som må tages senere.«

Men Kvartetten, en selvbestaltet mæglingsgruppe nedsat i 2002 med deltagelse af USA, FN, EU og Rusland, lever ifølge den israelske kommentator, Yossi Alpher, »sit helt eget liv«, med andre ord: isoleret fra realiteterne i den lammede fredsproces, der ikke har rørt på sig siden 2008. Årsagen er, at Israels premierminister, Benyamin Nethanyahu, konsekvent har ignoreret ikke alene Kvartettens opfordring til at »afstå fra provokerende tiltag, hvis forhandlingerne skal have nogen nogen effekt«, men også har ignoreret (godt nok spage) protester fra Kvartettens ledende medlem, USA.

Som Avika Eldar, en anden israelsk kommentator, skrev: »Hverken Kvartetten eller USA er i stand til at løse konflikten«. Palæstinensernes ansøgning om fuldt medlemskab af FN (og altså også UNESCO) handler ifølge Eldar om, at hele grundlaget for Kvartettens virksomhed er fadet sammen, idet Mahmoud Abbas har indset, at USA ikke er neutral i mæglerrollen — og at han med den palæstinensiske FN-ansøgning vil prøve at få FN som internationalt forum på banen.

»Når det står klart, at Mahmoud Abbas har fejlet i forsøget på at få det internationale samfund til at spille en reel aktiv rolle i den palæstinensisk-israelske arena, har Fatah (Abbas' parti, red.) meget lidt at tilbyde sit folk«, skriver Eldar. Han forudser, at når to-stats-løsningen, som Kvartetten promoverer, er fjernet fra palæstinensernes dagsorden, vil situationen udvikle sig til en ny voldelig intifada. Som igen vil betyde, at den sidste rest af politisk aktivitet og vilje hos israelske fredstilhængere fordamper.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Religiøse hensyn forgifter menge sager og hindrer løsninger både på familieniveau og på statsligt og mellem-statsligt niveau.

(At basere sin verdslige politk på hensynet til og tilbedelsen af en fiktiv usynlig mand i himlen - gud - er vanvid.)

Men Israel/Palæstina konflikten er mere kompliceret end som så, og har ganske mange aktører med vidt forskellige dagsordener.

Prøv at lave en kynisk analyse af vindere og tabere ved en varig fredelig Iøsning af Israel/Palæstina konflikten.

De super reaktionære stater i området vil helst ikke have noget i deres nærhed, der kan ligne succesrige demokratiske stater. Andre stater uden for området prøver at holde konflikten igang for ikke at miste indflydelse o s v o s v.

En reel fredsproces har ikke mange chancer i denne generations levetid - vi skal nok mindst to generationer frem, før der er håb .

2 generationer frem ? - Der har være krig og ødelæggelse på dette lille område de sidste ca 3400 år hvor det mange gange har været jævnet med jorden. Der bliver aldrig fred her.

Michael Kongstad Nielsen

Jo, selvfølgelig bliver der fred. Snart. Tingene kan ske hurtigt i Mellemøsten, når først de sker.

Jeg tror ikke et øjeblik på artiklens påstand om, at Abraham eller Ibrahim, eller Jerusalems afgrænsning når det gælder Unescos beskyttelse af verdens kulturarv, spiller den mindste rolle i dette spil (i øvrigt glemmer Ellegaard lige en tredje verdensreligion, der også har store helligdomme i området).

Nej, det er ren magtpolitik, der kan køre så længe den kan køre, men verdenssamfundet er ved at være træt af at se på det.

John V. Mortensen

Det handler ikke alene om hellige steder eller om at beskytte amerikanske jøders "kolonihave" i europa, det handler i høj grad om et land besættelse og nedværdigelse af et andets lands befolkning.

Torben K L Jensen

Det var en grundlæggende fejl,at Danmark stemte
blank.Det ville være passende at sende et signal
til de såkaldte fire,at vi ikke tror en døjt på at de vil
kunne bringe Israel til forhandlingsbordet.Det der er
galt er,at USA holder hånden over en ultraortodoks
regering,der i deres drømme om et stor-israel,holder
hele regionen som gidsel.Der sker først noget når
USA banker i forhandlingsbordet.
I sidste ende er der for verdenssamfundet kun den
mulighed at sparke USA til hjørne og tillade Palæstina at blive medlem alle FN´s underorganisationer.De manglende penge skal findes,så det bliver ligemeget om USA prøver at
true Verdenssamfundet til at makke ret.

Skønt at læse et indlæg som er fuldkommen befriet for objektiv journalistik.

Herligt at læse en journalist, der skriver så direkte fra leveren og med så enorme bias-briller på, at det giver én en dirrende, gysende fryd af nærmest hypnotisk styrke.

Breaking News:

Richard Goldstone - først højt elsket og en über-darling blandt gammelmedia, siden smidt ud i hoved og røv af enige-journalister-klubben! - Er stadig i live:

http://www.nytimes.com/2011/11/01/opinion/israel-and-the-apartheid-sland...