Læsetid: 4 min.

Putin piftet ud

Den mystiske magi omkring Ruslands stærke mand, Vladimir Putin, er ved at fordampe. Alligevel vinder han både parlamentsvalget på søndag og præsidentvalget til marts
Selv om meningsmålingerne har skuffet Putins parti, Et Forenet Rusland, tyder alt på, at den nuværende premierminister vinder både parlaments- og præsidentvalg.

Selv om meningsmålingerne har skuffet Putins parti, Et Forenet Rusland, tyder alt på, at den nuværende premierminister vinder både parlaments- og præsidentvalg.

Alexandra Mudrats

28. november 2011

Vladimir Putin, Ruslands stærke mand eller ’nationale leder’, som han lod sig udpege til, inden han for en stund måtte overlade præsidentposten til Dmitrij Medvedev, ’vinder’ utvivlsomt både parlamentsvalget med sit støtteparti Et Forenet Rusland på søndag og præsidentvalget til marts. Det sikrer hans egen opfindelse, det ’kontrollerbare demokrati’, og det fortsatte gammelsovjetiske, topkontrollerede valgsystem.

Kontrollen med demokratiet og valget ligger nemlig i Putins bukselomme.

Det bliver imidlertid slet ikke sejre med den samme glans og selvsikkerhed som Putins tidligere triumfer. Der er nemlig talrige tegn på, at den mystiske putinske magi er ved at fordufte. Putin-kulten lever kun videre i propagandaapparatets desperate forsøg på at fremstille Putin som en ufejlbarlig, barsk, men retfærdig stærk hånd. Putins potemkinkulisser er ved at krakelere eller, som en kommentator skrev på sin blog forleden, »en epoke i Ruslands historie er ved at være forbi«.

Putin har i den forløbne uge været udsat for flere ubehageligheder, foruroligende protestmanifestationer, som han aldrig nogensinde tidligere har oplevet.

Da premierministeren gik i ringen under en kamp- sportsturnering i Moskva og tog mikrofonen for at hylde den russiske mester, som havde tævet en udlænding, men i realiteten for at agitere for partiet Et Forenet Rusland og sig selv, blev han simpelthen buhet og piftet ud af publikum. Det er aldrig sket før og må have været et chok for Putin. Det betød da også, at han, også i den forløbne uge, undlod planlagte offentlige optrædener til stormøder i både Moskva og Sankt Petersborg.

I Petersborg skulle han have talt til et anti-narko møde med opbakning fra nogle af de mest populære russiske rockgrupper. Han kom ikke. Det gjorde han heller ikke til en også på forhånd planlagt offentlig optræden på Det Olympiske Stadion i Moskva.

Onsdag kom endnu en overraskende ydmygelse, da Putin skulle holde tale til parlamentets normalt særdeles loyale og lydige underhus, Dumaen. Det er kutyme, at når præsidenten træder ind i salen, så rejser alle sig op. Det samme har været tilfældet hidtil med premierministeren. Men onsdag blev alle andre end medlemmerne af Putins støtteparti, Et Forenet Rusland, siddende i stille protest.

Dalende popularitet

Meget tyder på, at det, der i 12 år har været utænkeligt, nu igen er muligt, nemlig at udtrykke offentlig protest imod styret. Og russerne gør det til deres egen og omverdenens forbløffelse. Putin-magien er væk. Måske er det hans beslutning om, at han selv og ikke Dmitrij Medvedev stiller op til præsidentvalget, der fik bægeret til at flyde over. Måske er befolkningen simpelthen træt af at se det samme ansigt aften efter aften på tv, hans macho-stunts som tigerjæger, dykker, judospecialist, pilot, racerbilkører, motorcyklist, svømmer i iskolde floder osv osv. Måske er folk også blevet trætte af det, som alle ved, men hidtil har accepteret: At Putin bestemmer alt, selv udfaldet af diverse valg og af retssager.

Meningsmålingerne er heller ikke opløftende for ham. Ifølge seneste måling fra det mest pålidelige institut, VTSIOM, står Putins hidtil almægtige parti, som Medvedev i øvrigt netop er blevet formand for, til at miste 63 mandater og dermed samtidig flertallet blandt Dumaens i alt 450 medlemmer. Det kan der selvfølgelig rettes op på under optællingen i det kontrollerede valg, men det må alligevel være en begmand for den hidtil fuldstændig urørlige Putin. Samme måling giver kommunisterne 94 mandater, Liberaldemokraterne, som hverken er liberale eller demokrater, får 59 mandater, og det normalt Kreml-styrede Et Retfærdigt Rusland står til 44 mandater.

Ingen reel opposition

Ingen af de reelle oppositionspartier kommer ind, for de er simpelthen blevet nægtet den nødvendige officielle registrering for at deltage i valget. Og oppositionen har naturligvis ikke haft adgang til de elektroniske medier.

Putins parti skal nok vinde, og de andre parlamentspartier skal nok alligevel gøre, som der bliver sagt. Men auraen omkring Putin er væk

Det gør også, at der formentlig vil blive en lav valgdeltagelse til begge valg, for udfaldet og mekanismerne bag det er jo kendt på forhånd. Adskillige afsløringer i de russiske netmedier og i aviser under valgkampen har vist, at styret er bekymret for både valgdeltagelse og udfald. Flere medier har således fået fingrene i ordrer til guvernører og borgmestre om at sikre en mindst 60 procents sejr til Et Forenet Rusland på søndag.

Mange vil formentlig undlade at stemme — men så stemmer de bare for os, skrev en kritiker forleden. Det gælder også en af Ruslands mest kendte politikere, reformmanden Anatolij Tjubajs, som i 90’erne var en af de fremmeste reformpolitikere i Jeltsins regeringer. Han meddelte lørdag, at han ikke agter at deltage i valget.

»For første gang i 20 år er jeg blandt dem, der ikke har nogen at stemme på. Derfor vil jeg for første gang ikke stemme denne gang,« skrev Tjubajs på sin blog.

 

Informations Ruslands-medarbejder Per Dalgård vil fra onsdag direkte fra Moskva skrive om, hvad det er for et Rusland, der på søndag går til parlaments-valg og i marts vælger præsident

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu