Det kaldes 'Fejringen af gassens ankomst', og det er ikke en gammel indbydelse til fest i et stalinistisk boligkvarter. I stedet er det titlen på den ceremoni, der i dag holdes i den tyske by Lubmin i forbindelse med åbningen af de haner, der skal pumpe gas fra Rusland til EU. Fra i dag vil naturgassen løbe gennem den 1.200 kilometer lange gasforbindelse Nord Stream, der løber fra Vyborg i Rusland til Lubmin i Tyskland og vil gå gennem russisk, finsk, svensk, dansk og tysk farvand. Gasforbindelsen drives af verdens største producent og distributør af naturgas, Gazprom, hvor Rusland ejer majoriteterne af aktierne.
De nedgravede rør er blevet et symbol på et tøbrud i forholdet mellem Danmark og Rusland, siden den danske regering i 2009 godkendte, at gasforbindelsen løber gennem dansk territorialfarvand. Det skete oven på flere års nedkølet diplomati, efter Danmark i 2002 tillod afholdelsen af den Tjetjenske Verdenskongres og nægtede at udlevere den tjetjenske oprørsleder Akhmed Sakajev, som Rusland ellers krævede udleveret.
For afhængig af Europa
Men gasrørledningen er langt fra ukontroversiel. På de fire år, den har været undervejs, har den rejst diskussioner om alt fra ødelæggelsen af historiske skibsvrag over fuglelivet i Østersøen til risikoen for, at Rusland vil bruge Nord Stream som platform for spionage. Og selvfølgelig muligheden for, at Rusland udnytter europæernes afhængighed af gas som politisk våben. Frygten er dog helt ubegrundet, mener Ruslandskender Mette Skak, der er lektor på Aarhus Universitet.
»Der har været ganske kritiske røster fremme om, at accepterede EU det her, gik man med til at deponere magten i Kreml. Men det er en misforstået frygt. Rusland er for afhængig af det lukrative marked i Europa til blot at ville stoppe leverancen, og landet kunne ikke drømme om at lukke for gasser hertil,« siger hun.
Tomme trusler
Premierminister Vladimir Putin har ellers flere gange henvist til, at hvis EU bliver for genstridig og krævende, så kan Rusland bare lade naturgassen strømme østpå mod Indien og Kina. Reelt er det dog kun tomme trusler, for Nord Stream-aftalen betyder mere for Rusland end for EU, understreger Mette Skak.
»Det er blot forblommede hentydninger fra Putin. Hver gang Kina og Rusland går til forhandlingsbordet, er det kineserne, der fastsætter prisen. Desuden er Rusland kriseramt, landet vil gerne modernisere sin økonomi, men hvis Rusland skal frigøre sig fra gaseksporten, har det brug for EU-teknologi,« siger hun.
Også Ruslandsekspert Jørgen Staun, der for tiden underviser på Hærens Officersskole, vurderer, at Rusland ikke vil lukke forbindelsen til de europæiske kunder:
»Vi har ikke historiske fortilfælde, hvor Rusland skulle afbryde sine gasleverancer til Europa. Heller ikke under Sovjetunionen. Men for de mindre lande, der grænser op til Rusland, kan det være et problem, siden leverancerne nu løber uden om dem,« siger han og tilføjer:
»Det er klart, at en så omfattende gasforbindelse også gør gas vigtigere som et udenrigspolitisk værktøj, der potentielt kan tages i brug. Men vi vil ikke opleve nogle geopolitiske forskydninger, når de åbner for hanerne.«
Frygten er væk
Nord Stream kom i stand i 2005 efter forhandlinger mellem Putin og den tidligere tyske kansler Gerhard Schröder, der nu er bestyrelsesmedlem i russiske Gazprom. Fra russisk side har sigtet været at kanalisere det sibiriske naturgas uden om tidligere sovjetstater som Ukraine og Hviderusland for dermed at opnå en direkte forbindelse til det mere indbringende EU-marked. Det har skabt kontroverser, da det ville have være betydeligt billigere at lede gassen gennem eksisterende ukrainske rør end at bruge 65.000 milliarder kroner, som Nord Stream-anlægget har kostet. Det har ingen benægtet, mindst af alle Vladimir Putin.
Men hvor Nord Stream tidligere blev anset som en betændt aftale, diskuteres gasforbindelsen nu blot som en selvfølgelighed. Det påpeger Severin Fischer, der forsker i EU's energipolitik på Stiftung Wissenschaft und Politik i Berlin.
»Alle frygtede afhængigheden af russisk gas for fem år siden. Nu er debatten om Nord Stream ikke nær så emotionel længere, og gasforbindelsen er ikke længere omgærdet af skepsis. Konflikten er væk — EU accepterer det her som et nødvendigt projekt,« siger han.
Afgørende er det, at gassen, der kommer til Tyskland, vil blive fordelt til de omkringliggende lande. På den måde vil betingelsen for europæisk energisikkerhed blive styrket, mener han.
»Det her projekt vil skabe større europæisering. Det vil styrke den europæiske dimension, at Rusland leder gassen uden om Ukraine og andre transitlande. For hvis blot det ikke opfattes som et tysk projekt, vil det være til gavn for en større regional integration i EU.«
