Læsetid: 8 min.

I skyggen af Dadaab: Stedet som ikke er

I det øde og golde nordvestlige hjørne af Kenya sidder 84.000 flygtninge i en lejr, der er glemt af verden. ’Jeg føler stor sorg, når jeg tænker på mit liv,’ siger en af dem, Mohammed Hassan Mohammed, somalier på flugt fra klimaødelæggelse og borgerkrig
I det øde og golde nordvestlige hjørne af Kenya sidder 84.000 flygtninge i en lejr, der er glemt af verden. ’Jeg føler stor sorg, når jeg tænker på mit liv,’ siger en af dem, Mohammed Hassan Mohammed, somalier på flugt fra klimaødelæggelse og borgerkrig
30. november 2011

I 2011 lærte verden et nyt navn. Dadaab. Den største flygtningelejr på planeten, placeret i det østlige Kenya, knap 100 km fra grænsen til Somalia.

Lang tids ekstrem tørke kombineret med borgerkrig i Somalia og senest væbnet konflikt mellem Kenyas hær og den islamistiske al-Shabaab-milits har skabt en regulær folkevandring af desperate, sultende og tørstende somaliere til Dadaab-lejren — oprindelig dimensioneret til 90.000 mennesker, nu ved at sprænges af en flygtningebefolkning på officielt 463.000, reelt mange tusind flere.

Dadaab ryddede overskrifter og tv-skærme i august, da journalister og fotografer rykkede ind fra alle verdenshjørner for at skildre hungersnøden og den voksende humanitære katastrofe på Afrikas Horn, personificeret af de op til 1.600 nytilkomne flygtninge pr. dag.

Nu er Dadaab no go-zone for mediefolk. Lejren er i alarmberedskab efter al-Shabaabs kidnapning i sidste måned af to spanske nødhjælpsarbejdere, efterfulgt af flere terrorangreb.

For nylig sårede en bombe to vagter, få dage efter opdagelsen af en ueksploderet sprængladning i Dadaab.

Tidligere i november blev der fundet våben i lejren, mens en kirke i området blev angrebet med granater. De internationale nødhjælpsorganisationer har trukket det meste ikke-afrikanske personale ud af lejren, og registreringen af nye flygtninge fra Somalia er midlertidigt suspenderet.

»Vore lægehold er fortsat meget bekymrede over flygtningenes sundhed. Vi frygter, at vi kan ryge tilbage til situationen i sommer, hvor sundhedssituationen for flygtningene forværredes i lejrene,« sagde forleden Jean-Clément Cabrol, operationschef i Médecins Sans Frontières.

Til de sikkerhedsmæssige forhindringer kommer, at den længe ventede regn er startet med oversvømmelser, der gør dele af lejren ufremkommelig. 10.000 flygtninge i Dadaab har måttet forlade deres opholdssted i lejren på grund af regnen, oplyser FN’s humanitære organisation OCHA den 25. november. Vandet har øget smittefaren, og i alt er der nu ifølge OCHA indrapporteret 160 kolera-tilfælde blandt flygtningene.

»Dadaab er et frygteligere sted, end det vi kom fra,« siger Mohammed Hassan Mohammed, der er somalisk flygtning fra Mogadishu.

Han er en af de mange tusinde, der kom til Dadaab, men inden for de seneste måneder er flygtet fra flygtningelejren, fordi tilværelsen der var blevet uudholdelig. Mohammed Hassan Mohammed sidder i dag i en anden lejr i det øde, nordvestlige hjørne af Kenya — overset af verdenspressen, men nu under stigende pres af en forstærket flygtningestrøm fra bl.a. Dadaab.

Kakuma — ’intet sted’ på swahili — hedder lejren i Kenyas Turkana-region. Den rummer i dag godt 84.000 flygtninge, men kan ifølge nogle vurderinger nå 100.000 inden årets udgang. En blanding af krigsofre, klimaflygtninge og politisk forfulgte.

Lejren forestås af FN’s Flygtningeorganisation UNHCR med Det Lutherske Verdensforbund (LWF), som én af flere bistandsorganisationer med praktisk ansvar. Folkekirkens Nødhjælp er en anden af partnerne bag arbejdet i lejren.

Kakuma-lejren blev etableret helt tilbage i 1992 for at yde beskyttelse til The lost boys of Sudan; de unge mænd og drenge, der dengang flygtede fra borgerkrigen i Sudan.

I dag rummer lejren flygtninge fra en lang række afrikanske lande — Sudan, Etiopien, Eritrea, Congo, Rwanda, Burundi og Uganda. Og så somalierne, i dag den største gruppe i Kakuma.

»Alene i 2011 er der kommet 13.000 somaliere hertil,« fortæller Abdi Kadir, formand for lejrens somaliske koloni. Han mener at vide, at lejren snart skal udvides for at give plads til yderligere 30.000 fra Dadaab. Nogle kilder i lejren angiver højere tal, andre siger, at det ikke kommer på tale, fordi UNHCR aldrig vil kunne betale for de mere end 1.000 kilometers transport via Nairobi af titusinder af mennesker fra Dadaab i øst til Kakuma i nordvest.

Du er min broder

Der er 13 km fra Kakuma-lejrens hovedindgang til dens fjerneste hjørne, hvor de senest ankomne flygtninge anbringes. Som den store forældreløse dreng fra Burundi, der griber fat i ærmet på den forbipasserende og siger: »Kan du hjælpe os? Vi har intet. Vi får for lidt mad. Der er intet, vi kan gøre her. Du er min broder, hjælp mig.«

De nytilkomne bor på en åben slette, der under tørken jævnligt har været ramt af støvstorme, men som nu, hvor regnen pludselig er kommet i hidsige mængder, er en stor mudderpøl, hvor kun kraftige firehjulstrækkere kan komme rundt. Nye flygtninge installeres her i en midlertidig bolig af hvide plastpresenninger, mens de med håndkraft opfører en hytte eller et lille hus af hjemmelavede mursten, hentet direkte ud af mudderpølen.

Mohammed Hassan Mohammed, 57 år, kom til Kakuma i oktober, så han bor ikke mere i yderste række. Han tager imod i den lille hytte, hvor det nye liv for ham selv, hans kone og hans to døtre er begyndt. Han er en venlig mand, men smile kan han ikke.

»Vi lever med alle disse problemer. I kan iagttage det, men I kan aldrig føle det,« siger han.

Tilbage i Mogadishu var han en af klanens ældre, en mand med mange køer, en lokal lederskikkelse, som der stod respekt om. Men den årtier lange borgerkrig i Somalia og al-Shabaabs tiltagende terrorvælde gjorde tilværelsen usikker, og da tørken kom, brød den sammen.

»Det var tre-fire regntider, der ikke kom. Normalt er tørken lokal, og vi hyrdefolk kan vandre mod vest eller nord, hvis der er tørke i syd. Men denne gang har der været tørt overalt. Der var ingen steder at gå hen. Så vi mistede alt. Alle køer og geder døde. Mennesker døde. Hvis man ikke selv har været der, kan man ikke fatte det,« siger Mohammed.

Da alt i juni måned var mistet, besluttede han og en lille gruppe familiemedlemmer og venner — 32 mennesker i alt — at flygte. Til fods, ind imellem med bil, tilbagelagde gruppen de godt 500 kilometer til den kenyanske grænse. Her blev de registreret af UNHCR og overført til Dadaab-lejren.

»Men det var et meget hårdt liv. Der manglede husly, vand og mad i lejren. Der var intet at foretage sig. Og den stadige tilstrømning af flygtninge og den konstante frygt for al-Shabaab-infiltration af lejren gjorde tilværelsen kaotisk og utryg. Lokale banditter plyndrede og voldtog flygtninge,« fortæller han. Mohammed så en flygtning blive dræbt, og da han selv blev overfaldet i Dadaab-lejren i juli, besluttede han og familien at flygte på ny. Med et rejsedokument fra UNHCR i hånden og med ganske få penge tilbage tog de den lange vej til Nairobi og derfra videre til det fjerne Kakuma.

»Jeg takker Gud for, at vi nu er her, og at mine børn har noget at spise. Men jeg føler stor sorg, når jeg tænker på mit liv og på Somalia.«

Tidsindstillet bombe

Mohammed Hassan Mohammed har fået alvorlige hjerteproblemer og lider ifølge lægen af posttraumatisk stress. Han føler sig nu i sikkerhed, men tilværelsen som ubeskæftiget flygtning blandt 84.000 andre flygtninge giver ikke noget indhold eller perspektiv i tilværelsen.

Der er folk, der har levet dette liv i næsten to årtier, og ingen forestiller sig en snarlig afvikling af Kakuma-lejren.

Som den fremstår lige nu — med oversvømmede jordveje og mudder overalt, med et mylder af afrikanske folkeslag, med hårdtarbejdende kvinder i stadig vandring med vanddunke og brændeknipper på hovedet, og med masser af ledige unge mænd i klynger — er den et mikrokosmos af en verden præget af klimaforstyrrelse, overbefolkning, økonomiske trængsler og sociale spændinger.

»Her er folk med vidt forskellige kulturelle normer, her er flygtede medlemmer af diverse oprørsbevægelser, her er stærkt demoraliserede unge, der ikke kan se nogen fremtid,« fortæller Mairo Retief, områdekordinator for LWF i Kakuma-lejren.

Derfor har lejren også været hjemsøgt af konflikter, voldtægter, kriminalitet, prostitution og misbrug. Nødhjælpsorganisationernes medarbejdere har af samme grund en stående ordre fra sikkerhedschef Charles Chacha om ikke at bevæge sig uden for deres egen velbevogtede lejr i lejren efter kl. 18.

Og oven i det hele er der periodevis konflikter med det oprindelige lokalsamfund beboet af Turkana-folket, der med flygtningelejren som magnet er vokset fra 7.000 mennesker i 1992 til nu 96.000. Turkanaerne, det fattige hyrdefolk, føler sig jævnligt forfordelt i forhold til de fremmede, der jo reelt får alt — vand, mad, brænde m.m. — foræret.

»Det er en tidsindstillet bombe,« siger Mairo Retief.

’Thank you, welcome!’

Ingen har valgt at bo i en flygtningelejr. Ingen vil ikke hellere leve et andet liv i tryghed og med et perspektiv på tilværelsen og håb for fremtiden. Men Kakuma er blevet disse menneskers univers, og derfor arbejdes der midt i elendigheden på at give det mening.

»Her er i alt 16 skoler,« fortæller Retief.

Godt 60 pct. af børnene i lejren følger faktisk undervisningen i grundskolen, og et besøg i en af dem — kaldet Shabelle-skolen efter den region i Somalia, hvor en del flygtninge kommer fra — afslører en stærk koncentration og en udbredt iver efter at svare, når læreren spørger. I en børnehaveklasse siger læreren: »Sit down!«, og ungerne svarer prompte i kor og med glade stemmer: »Thank you teacher, welcome!«

Her er også sportsforeninger, teatergrupper og simple uddannelser, der kan give en levevej i lejren: frisør, skrædder m.m. Sågar en fredskomité, hvor flygtninge og lokale turkanaer arbejder på mellemfolkelig forståelse.

Men det er op ad bakke. Der er f.eks. kun to overbygningsskoler, så hvor går alle skolebørnene hen med deres viden og lyst til at komme videre efter grundskolen? Og hvor går de få udvalgte hen efter overstået eksamen i overbygningen?

Der er ikke blot mangel på fremtidsudsigter. Der er også knaphed på andre ressourcer.

»Donorerne fokuserer på Dadaab,« bemærker Collins Onyango, der er uddannelsesleder hos LWF i Kakuma.

Hans kollega, regnskabschef Peter Gutuma, forklarer, hvordan olieprisernes himmelflugt har udhulet organisationernes budget for arbejdet i lejren.

»Vi bruger olie til elproduktion med generatorer og til køretøjerne, men siden vi lagde budgettet for 2011, er oliepriserne steget med 35 pct.,« siger han.

21 liter vand pr. person

Derfor står Gutuma lige nu med et hul i kassen for resten af året på, hvad der svarer til 125.000 danske kroner. Mange penge på disse kanter.

Ude i lejren eksperimenteres med solenergi, i skolerne bl.a. i form af lamper der lades op om dagen, så eleverne kan låne dem og have lys til at læse lektier ved om aftenen i de mørke hytter. Men samtidig er den voksende lejr en storforbruger af brænde, hvad der lægger et stigende pres på den i forvejen klimatrængte vegetation i regionen.

Hvad vandforsyningen angår, er der i dag ni boringer i gang, hvilket muliggør et forbrug på 21 liter pr. person pr. dag — en dansker bruger i snit 114 liter pr. dag. LWF har gennemført to nye boringer ned til 100 meters dybde — begge var tomme, og nu er man i gang med en tredje.

En flygtningelejr med 84.000 mennesker på dette sted er i et længere tidsperspektiv ikke bæredygtigt. Mange er kommet hertil, fordi klimaforandringerne har undergravet deres oprindelige livsgrundlag. Og nu er de selv i gang med at undergrave det lokale miljø uden nødvendigvis selv at opnå et livsgrundlag med fremtidsperspektiv.

Marian, 16-årig datter af somaliske Mohammed Hassan Mohammed, bliver spurgt, hvad der er forskellen på den uroplagede Dadaab-lejr og lejren her i Kakuma, hvor hun nu kan leve tryggere, gå i skole, få mad og husly.

»Der er ingen forskel,« siger hun prompte.

 

 

Informations reportagerejse til Afrikas Horn er gennemført med støtte fra Folkekirkens Nødhjælp og Udenrigsministeriet

Serie

COP17: Mens de snakker i Durban

De globale klimaforhandlinger fortsætter fra mandag med COP17 i Durban, Sydafrika.

På forhånd er forventningerne helt i bund — ingen forventer sig gennembrud hen imod den forpligtende internationale aftale, der kan beskytte planeten mod tiltagende global opvarmning. Så mens der tales, fortsætter klimaforandringerne og med dem de høje omkostninger for opvarmningens ofre.

Frem for som sædvanlig at placere sig som tilskuer til COP-processen er Informations klimamedarbejder Jørgen Steen Nielsen og fotograf Jakob Dall rejst til Afrikas Horn, til de gennem flere år tørkeramte områder i det nordlige Kenya, hvor klimaflygtninge og hyrdefolk fortsat betaler prisen for politikernes passivitet.

Følg serien i Information, mens COP17 står på

Seneste artikler

  • Kan 50 millioner mennesker ændre livsform?

    12. december 2011
    Millioner af mennesker på Afrikas Horn kan ikke fortsætte det liv, de har levet i århundreder. Klimaændringerne gør det umuligt. Spørgsmålet er, om de skal leve videre på nødhjælp eller kan finde en ny livsform, dikteret af hvad andre har gjort ved den fælles atmosfære
  • Klimaregningen er sendt til de fattigste

    10. december 2011
    FN’s internationale klimatopmøde i Sydafrika blev igen et eksempel på, at verdens ledere trækker en nødvendig klimaaftale i langdrag. I Etiopien kan hyrdefamilien Basayee se frem til flere døde kreaturer og tomme maver
  • Klimaet er ikke den eneste skurk på Afrikas Horn

    7. december 2011
    Det er ikke kun klimaforandringernes skyld, at Afrikas Horn er ramt af massiv hungersnød. Problemerne skyldes også, at områdets nomader har svært ved at finde balancen mellem deres traditionelle livsform og moderne krav. Det er tid til selvransagelse — også blandt de humanitære organisationer
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hatten af for jsn's artikler fra Kenya. Men hvorfor skal disse artikler erstatte journalistisk deltagelse i COP17-mødet. Kunne man ikke dække begge dele?

I fakta-boksen til artklen anføres:
"Frem for som sædvanlig at placere sig som tilskuer til COP-processen er Informations klimamedarbejder Jørgen Steen Nielsen og fotograf Jakob Dall rejst til Afrikas Horn".

Jeg synes Information underspiller journalistikkens rolle ved den passive formulering: "Placere sig som tilskuer til COP-processen".

Ingen forventer noget resultat af COP17, samtidigt med at alle klima-parametre er i det røde felt. Med en sådan himmelråbende modsætning mellem politisk vilje og geologisk skræmmende fakta, burde tilstedeværelse ved COP17 være gefundenes fressen for en afslørende, kritisk journalistik.

Niels-Holger Nielsen

Aksel Gasbjerg

Jørgen har ferie. Og så er der kun Lars Borking, som jo skal passe klimaredaktionen. Ferie skal jo også til en gang imellem. Det mest interessante, der kan ske i Durban, er hvis græsrødderne får ordentlig gang i noget Occupy Durban. Og så bliver der masser af fed dækning de sædvanlige steder.

Climatgate - nu i version 2.0

Læs, studer, vurder, kommenter.
Gør jeres hjemmearbejde, og fri verden for jeres præfabrikata-politisk-korrektheder.

https://sites.google.com/site/paradigme2010/facts-
http://www.corbettreport.com/corbett-report-radio-
http://climatedepot.com
http://joannenova.com.au
http://www.climatereview.net
http://www.youtube.com/watch?v=Rx5GnsL_ETU
http://www.corbettreport.com/interview-419-marc-morano

Eller: bliv mega til grin, når en af nyere tids største medieløgne falder sammen i sit eget fodspor.