Læsetid: 3 min.

Styrkeprøven er ikke afgjort

Aktivisterne fastholder kravet om militærrådets afgang og de politiske partier overvejer at bede om udsættelse af mandagens parlamentsvalg
24. november 2011

BEIRUT — Styrkeprøven mellem aktivister og Egyptens regerende militærråd fortsætter trods med en række indrømmelser tirsdag.

Situationen er så kaotisk, at de største politiske partier ifølge avisen Al Ahram overvejer at kræve mandagens valg udskudt på grund af urolighederne i Kairo og Alexandria, der efter stilstand hen over onsdagen igen tog til. I Kairo strømmede folk ved 18-tiden tilbage til Tahrirpladsen, der dagen igennem var beskyttet af en militær bufferzone mellem politi og aktivister.

Formanden for militærrådet, feltmarskal Mohamed Hussein Tantawis tale til nationen tirsdag aften, hvor han lovede fremskyndelse af militærets magtafgivelse til juli 2012 og truede med folkeafstemning om det militære styres forbliven ved magten til en civil regering er valgt, havde til formål at berolige aktivisterne. Det modsatte blev tilfældet. Militærets indrømmelser afvises af aktivister, der kræver dets afgang her og nu og overdragelse af magten til et civilt interim-styre.

»Militærrådet spiller et spil og en folkeafstemning om militærstyret er absurd. Det var Mubarak, der bragte militærrådet til magten, det er ikke folkevalgt, så folket skal ikke godkende dets legitimitet,« siger forfatteren og aktivisten Muhamed Hassane til Information. »Vi har ikke haft nogen regering i flere dage, der er end ikke formel kontrol med militæret. Og en folkeafstemning kan manipuleres, så resultatet bliver, som rådet ønsker.« Islam Lotfy, eksformand for Det Muslimske Broderskabs ungdomsafdeling og nu leder af et politisk centrumsparti, sagde til The New York Times:

»Vi afviser den (talen), som Tahrirpladsen allerede har afvist den. De tilbød intet nyt, men forsøger med studeprangen over for folket.«

Stabilitet prioriteres

Det er dog et åbent spørgsmål, om Tahrirpladsens aktivister repræsenterer ’folket’, dvs. alle 87 mio. egyptere. Tantawis trussel udlægges som, at han regner med, at militærrådet støttes af et tavst flertal, der prioriterer sikkerhed, stabilitet og ro i lejren over politiske rettigheder og demokrati. Mange egyptere i den ældre generation mente således allerede i april-maj, at de unge aktivister var gået for vidt, og at de skulle være gået hjem 11. februar, da hæren fjernede Mubarak som præsident. At opbakning til militæret meget vel kan være reel, viser en serie vælgerundersøgelser, udarbejdet af Det Danske Dialoginstitut i Kairo i samarbejde med analyseinstituttet Ahram Centre for Strategic and Political Studies. Ifølge undersøgelsen var 40 pct. af vælgerne enige om at prioritere sikkerhed og stabilitet over eksempelvis job og inflation som mest presserende samfundsproblem.

»Helt nye tal peger i samme retning,« siger lederen af dialoginstituttet, Jakob Erle, »men det er dog tal, der er indsamlet umiddelbart før i fredags, hvor situationen eskalerede«. Jakob Erle tilføjer, at tilliden til hærens evne til at sikre stabiliteten i hvert fald er faldet drastisk blandt aktivisterne på Tahrirpladsen. »Hvordan den øvrige befolkning stiller sig, er et åbent spørgsmål«.

Han er enig i, at militærrådets tale om en folkeafstemning kan afspejle en tiltro til, at de har folket bag sig. Det egyptiske militær har traditionelt været respekteret som pålidelig institution i et korrupt og politisk afmægtigt samfund, hvor al magt var samlet i præsidentembedet, og umiddelbart efter Mubaraks afgang var soldaterne mere populære end nogensinde. Men de forløbne 10 måneder har vist at sikkerhed og stabilitet er eroderet under det militære styre for så vidt angår de politiske aktivister, der har været mål for systematiske overgreb.

FN: Chokerende vold

»Det er et paradenummer,« sagde en EU-diplomat, Information talte med i Kairo, om Tantawis folkeafstemnings-trussel. Diplomaten påpegede, at det ikke lader sig gøre logistisk at arrangere en folkeafstemning her og nu. I forvejen er parlamentsvalget en kringlet affære med hele syv valghandlinger frem til marts næste år. Valget afvikles i tre omgange og i syv provinser ad gangen. Dertil kommer valg til andetkammeret og endelig et præsidentvalg. valgprocessen er planlagt til at slutte i marts næste år.

Gadekampene omkring Tahrirpladsen har ifølge lokale iagttagere chokeret egypterne langt ud over Kairos og Alexandrias bygrænser. Konflikten mellem aktivister og militæret dækkes i alle landsdækkende statslige såvel som uafhængige medier. Ingen ved, hvordan den vil påvirke den brede befolknings opbakning til militæret nu, hvor det bliver stedse mere tydeligt, at militærrådet reagerer efter samme manuskript, som var gældende i Hosni Mubaraks epoke.

Navi Pillay, FN’s højkommissær for menneskerettigheder, reagerede i går med fordømmelse af »den overdrevne voldsudøvelse«.

»Nogle af billederne, der kommer fra Tahrirpladsen, herunder vold mod allerede anholdte protesterende, er dybt chokerende,« sagde Pillay og tilføjede: »En omgående upartisk og uafhængig undersøgelse bør indledes, så det sikres, at de ansvarlige stilles til regnskab.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer