Læsetid: 9 min.

Efter tørken kommer syndfloden

Efter flere år med ekstrem tørke og en langvarig humanitær katastrofe er dele af Afrikas Horn nu ramt af usædvanlig heftig regn, der fører oversvømmelser, sygdomme og ny menneskelig nød med sig. Helt efter klimamodellernes opskrift
I flygtningelejren i Kakuma i Kenya opholder sig over 84.000 mennesker. Der har netop været skybrud, og vandet står højt i gaden, og det kan blive stående et par uger. Oversvømmelser og stillestående vand efter regn frygtes i lejren, fordi det øger risikoen for sygdomme som kolera og diarré

I flygtningelejren i Kakuma i Kenya opholder sig over 84.000 mennesker. Der har netop været skybrud, og vandet står højt i gaden, og det kan blive stående et par uger. Oversvømmelser og stillestående vand efter regn frygtes i lejren, fordi det øger risikoen for sygdomme som kolera og diarré

Jakob Dall

28. november 2011

TURKANA, KENYA — Det skulle have handlet om tørken. En reportage, parallel med klimamødet COP17 i Durban, om den ekstreme mangel på nedbør, som i pagt med modellerne for menneskeskabte klimaændringer har hærget Afrikas Horn og drevet millioner på flugt fra vandmangel, visne afgrøder og døende kreaturer. ’Regionens værste tørke i 60 år’ har FN’s flygtningeorganisation UNHCR kaldt det.

Desperate hyrdefolk, bønder og andre nødstedte har siden juni været tvunget ud på dødbringende vandringer i håb om at finde hjælp efter regntidernes svigt flere år i træk. På alverdens fjernsynsskærme har den globale offentlighed set billederne af de gule ørkenagtige landskaber med kadavere af køer, geder og får og fulgt de sultende og tørstendes ankomst til overfyldte, støvede flygtningelejre i bl.a. Kenya.

I begyndelsen synes billedet at passe. Det lille fly fra Nairobi glider langsomt ud af den grønne zone, der strækker sig mod nord fra den kenyanske hovedstad. Efter godt en times flyvning er det frugtbare landskab helt erstattet af den nordlige Turkana-regions golde, gulbrune flader, hvor udtørrede flodlejer forgrener sig som blotlagte arterier i en afsjælet krop. Her flyder intet livgivende. Helt i tråd med f.eks. den officielle USAID-status fra juni, der fortæller, at Turkana i 2010-11 har fået den mindste nedbørsmængde i 60 år.

»Ingen anden region i Kenya er blevet så hårdt ramt af tørken som Turkana,« skriver biskoppen i hovedbyen Lodwar i en appel om hjælp fra juli.

Men som flyet glider længere ind over det isolerede Turkana med et areal næsten det dobbelte af Danmarks, begynder grønne pletter uventet at dukke op i det ørkenlignende landskab. Og da maskinen sætter hjulene på den lille landingsbane i regionshovedbyen Lodwar, kan man gennem vinduerne se, at her er faldet regn. Endelig, efter talløse måneder præget af knasende sand og støv, er der fugtighed i luften.

Og hvilken fugtighed. På den 120 kilometer lange køretur fra Lodwar mod flygtningelejren Kakuma i vest rammes firehjulstrækkeren flere gange af hidsige skybrud med regn så kraftig, at chaufføren knap kan se gennem forruden. Som en mur af vand fra oven.

20 km før Kakuma siger det helt stop. En brusende, brun flod af regnvand fra bjergene mod syd spærrer vejen for enhver trafik. At forsøge at køre igennem er formentlig den visse død. Senere illustrerer en til ukendelighed smadret minibus, fejet sammen i et hjørne af politistationen i Kakuma, hvad der kan ske, hvis man prøver. Ni mennesker blev angiveligt dræbt, da denne bus forsøgte at krydse en anden, pludseligt opsvulmet regnvandsflod i området.

Skybruddet i bjergene er hørt op for nu, og efter godt en times ventetid er strømmen og niveauet i den brune regnvandsflod faldet så meget, at en stor lastbil fra den anden side vover forsøget og slipper helskindet igennem. Efter følger den kø af busser, firehjulstrækkere og mindre biler, der har hobet sig op på begge sider.

Dette er ikke normalt

De følgende dage veksler mellem strålende sol og blæksorte skyer fulgt af rasende regn i korte, intense perioder.

»Dette er en velsignelse. Men det er ikke normalt,« siger på et tidspunkt en ung mand fra Turkana-folket, regionens oprindelige beboere af hårdføre hyrdefolk, der under normale forhold vandrer med deres geder, får og køer efter, hvor vegetationen er frodigst og græsningen bedst.

Turkanaerne — i alt omkring 850.000 mennesker — har været blandt de allerhårdest ramte af tørken i den kenyanske del af Afrikas Horn med mange, mange døde dyr og udbredt sult blandt menneskene. En parallel til somaliske hyrdefolks tæt mediedækkede trængsler siden juni. I nogle områder er 70 pct. af turkanaernes dyr døde, og både mod nord og syd i regionen var over 30 pct. af børnene i juni ramt af alvorlig eller moderat underernæring — det dobbelte af det niveau, der ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO definerer en nødsituation.

Men nu er regnen altså kommet og det med uventet voldsomhed. Udsagnet om, at det er overraskende, gentager sig mange gange de næste dage.

»Dette er klimaændringer. Denne regn er ikke normal,« mener f.eks. Charles Chacha, sikkerhedschef i det kvarter, hvor Kakuma-lejrens nødhjælpsorganisationer holder til.

»Det er første gang, jeg har set så meget regn,« fortæller Dijmas Namokoa, en ældre stammeleder i Turkana-landsbyen Losajait, der ligger på kanten af Peleketch-bjergene nordøst for Kakuma.

Et besøg i chief Namokoas lille samfund af enkle hytter var planlagt at skulle levere anskuelsesundervisning i tørkens konsekvenser for det udsatte hyrdefolk. Og selv om besøget og samtalerne nu kommer til at foregå i tilbagevendende styrtregn, kan stammelederen og hans folk berette om trængslerne, der indtil for få dage siden har hjemsøgt landsbyen.

»August og september, hvor vi plejer at have den korte regntid, var fuldstændig uden regn. For en uge siden var der intet grønt her i området. Nu kommer der så pludselig flere og voldsommere regnvejr, end vi før har oplevet,« siger Dijmas Namokoa.

I hans mørke lerklinede ’kontor’ med to simple træbænke trænges ældre og unge for at få lov at fortælle, hvor svært livet er blevet med den tilbagevendende tørke.

»Da jeg var ung, var livet godt. Vi havde mange dyr, og der var vilde frugter at spise. Nu er de fleste af vore dyr revet bort,« beretter Ewoi Aleper, en mager 58-årig kvinde med otte børn og markerede træk, der vidner om svære tider.

Denne del af Turkana er ikke græsland, så samfund som Losajait har aldrig haft kvæg, men til gengæld masser af de mere altædende geder og får, foruden æsler og kameler. Men med tørken visnede busk- og urtevegetationen, og der kom sygdom — en meget stor del af stammens dyr er døde.

Areman Eng’omo, 45 år, enke og mor til tre i Losajait, er et sigende eksempel. Denne ranke, stærke kvinde, der bebor hytten ved siden af stammelederen, havde før tørkeperioden oparbejdet en kapital på ikke mindre end 800 geder, som hun vandrede med — nu er der 16 tilbage. Chief Namokoa selv har bare 14.

Som mange andre Turkana-samfund må landsbyen nu overleve på fødevarehjælp, bragt ud en gang om måneden af den kenyanske regering, World Food Program eller bistandsorganisationen Oxfam. Vand er i de tørreste perioder blevet leveret til landsbyen med tankvogn. Areman Eng’omo, høj og tynd, spiser bare én gang om dagen — typisk en beriget majsgrød fra fødevarehjælpen.

Med regnen kan det for turkanaerne blive tid at forsøge at genopbygge de ødelagte bestande af dyr. Man kan næsten time for time registrere, hvordan vandet pumper liv i de grå, udtørrede buske, og hvordan grønne urter skyder op af sandet. Efter få dage er store områder igen lysegrønne med gule blomstertæpper. »En velsignelse«, gentager flere af de hårdt trængte hyrdefolk.

Men normalt er det ikke. Til gengæld helt efter klimamodellerne, der advarer om mere ekstreme og mere uforudsigelige vejrfænomener.

FN’s Klimapanel IPCC offentliggjorde f.eks. den 18. november en ny stor rapport om ’ekstreme hændelser’, der konstaterer, at »dokumentationen peger på, at klimaændringer allerede har ændret størrelsen og hyppigheden af nogle ekstreme vejr- og klimabegivenheder.«

»Klimaændringer vil få betydelig indflydelse på alvorligheden og omfanget af ekstreme klimahændelser i fremtiden«, forudser klimapanelet og nævner flere hedebølger, hyppigere skybrud, mere intens tørke m.m.

Og for denne del af Afrika er den ny voldsomme, uforudsigelige regn i korte perioder ikke bare ’en velsignelse’.

»At få regn i Turkana er også en katastrofe,« siger Regina Keitany, der er ernæringsekspert på Turkana District County Hospital i hovedbyen Lodwar, det eneste regulære hospital for den næsten millionstore befolkning i regionen.

»Regnen giver os nye problemer. Den forhindrer f.eks., at vi kan komme frem til områder, der har brug for hjælp.«

På kørsel med firehjulstrækker ad hjulsporene til afsides Turkana-landsbyer møder man flere store lastbiler med forsyninger, der har forsøgt at gennemføre turen, men er kørt uhjælpeligt fast i mudder til over hjulnavet. Nu er vandet borte, mudderet størknet, og køretøjerne låst uhjælpeligt fast. Det er svært at forestille sig, hvordan det nogensinde skal blive muligt at få dem fri på disse øde steder.

Både i Lodwar og i Kakuma mod vest fortæller folk fra nødhjælpsorganisationerne, hvordan det på flere lokaliteter er blevet umuligt at nå ud til mennesker, der lider under tørkens eftervirkninger, fordi den pludselige regn gør jordveje og hjulspor ufremkommelige.

I Lodwar har over 200 vrede mennesker netop demonstreret, fordi den eneste asfaltvej, der forbinder byen med Kakuma og længere ude med Uganda, har været oversvømmet og spærret af en efter regn opsvulmet flod i Lodwars udkant.

Kenyanske medier rapporterer om pludselig styrtregn med oversvømmelser og mudderskred flere steder i det nordlige Kenya. F.eks. i Wajir-distriktet mod nordøst, hvor seks timers heftig regn den 12. november skyllede 300 familiers huse samt mindst 100 geder og får bort. Syd for Turkana-regionen meldtes samtidig 5.000 familier evakueret på grund af oversvømmelser.

Nødhjælp forhindres

I flygtningelejren i Kakuma, der p.t. rummer over 84.000 mennesker, løber en flod tværs gennem lejren. I tørkeperioden ofte helt uden vand, men nu svulmet op i en grad så man føler, det er med livet som indsats, at man lader chaufføren i firehjulstrækkeren forcere vandmasserne. Nogle af de første dage i november skilte vandet i floden effektivt flygtningelejrens to halvdele fra hinanden og umuliggjorde passage.

’Hovedstrøget’ i Kakuma-lejren er en jordvej med konstant trængsel af gående og cyklende flygtninge, på begge sider flankeret af ultratæt bebyggelse af lerklinede huse i flere rækker.

»Husene på dette sted står så tæt, at regnvand ikke kan løbe væk,« siger den lokale formand for de somaliske flygtninge i Kakuma-lejren, Abdi Kadir. Der har netop været skybrud, og vandet står højt i gaden.

»Det kan blive stående et par uger efter sådan et regnvejr,« siger den somaliske talsmand.

Oversvømmelser og stillestående vand efter regn frygtes både her i lejren og andre steder i Turkana, såvel som i resten af det nordlige Kenya.

»Med regnen øges risikoen for sygdomme,« siger Regina Keitany fra hospitalet i Lodwar.

Det samme budskab kommer fra Røde Kors-lægen i felten omkring Lodwar, Dr. Jotham Mukhola, og fra bistands- og nødhjælpsorganisationerne i Kakuma-lejren. Og det siges i en situationsrapport for Afrikas Horn fra FN’s humanitære organisation OCHA, dateret 10. november.

»Vandkvaliteten vedbliver med at være en betydelig bekymring, især for overfladevand og lavvandede kilder til brønde, som let forurenes. Ubekræftede rapporter tyder på en øget risiko for vandbårne sygdomme, hvor latrinspande anvendes og tømmes direkte i det flydende vand,« hedder det i rapporten, som påpeger, at vejenes dårlige tilstand i sig selv gør det svært at nå frem med vandrensningsteknik til udsatte områder.

I den store flygtningelejr i det østlige Kenya, Dadaab, hvor omkring 460.000 flygtninge fra især Somalia holder til, har den længe ventede regn nu skabt oversvømmelser og skyllet 5.000 flygtninges hjem væk. UNHCR taler om stigende forekomst af diarré og en »generel forringelse af sundhedstilstanden blandt flygtningene.« Og OCHA skriver ildevarslende i sin situationsrapport af 17. november:

»I alt 60 koleratilfælde er blevet rapporteret siden august med 10 tilfælde bekræftet via laboratorietest pr. 4. november. (...) Kolera-udbruddet fortsætter i alle lejre« inden for Dadaab-komplekset.

Nord for den kenyanske grænse, i Etiopien, meldes den store flygtningelejr Dollo Aldo ramt af oversvømmelser, som har tvunget over 130.000 somaliske flygtninge til forflytning. Og i det sydlige Somalia hindres hjælpen til syge og sultende nu af både oversvømmede veje og krig mellem Kenya og Al Shabaab-militsen. Fire mio. somaliere har ifølge FN fortsat brug for fødevarehjælp, 250.000 angives fortsat ramt af akut hungersnød.

»Dødsraterne, især for små børn, er fortsat ekstremt høje, delvis på grund af udbrud af mæslinger, kolera og malaria,« skriver FN i en status pr. 18. november.

4,6 mio. mennesker på Afrikas Horn lever nu i områder med middel til høj risiko for kolera og diarré.

Pest eller kolera

Udtrykket ’pest eller kolera’ synes nærmest usmageligt velanbragt på menneskers situation i denne del af Afrika. Er man ikke plaget af tørke med vandmangel, sult og dertil knyttede mangelsygdomme, hærges man af skybrud og oversvømmelser med vandbårne sygdomme som malaria, diarré og kolera i kølvandet. Dette er ekstremernes tidsalder.

Regina Keitany har arbejdet på hospitalet i Lodwar i 10 år. Hun kan godt få øje på forandringerne.

»Før kunne vi klare udfordringerne. Nu bliver de bare flere og flere, større og større. Når vi løser ét problem, opstår et nyt. Det skyldes klimaændringerne,« siger hun.

Ude i Turkana-landsbyerne forstår man ikke, hvad der sker med vejret.

»Kun Gud har styrken til at skabe disse forandringer, så hvis der er tørke, er det Guds vilje. Kun Gud kan gøre det grønt igen,« mener Lokabilan Philip, 50-årig hyrde i Turkana-landsbyen Losajait.

 

Informations reportagerejse til Afrikas Horn er gennemført med støtte fra Udenrigsministeriet og Folkekirkens Nødhjælp

Serie

COP17: Mens de snakker i Durban

De globale klimaforhandlinger fortsætter fra mandag med COP17 i Durban, Sydafrika.

På forhånd er forventningerne helt i bund — ingen forventer sig gennembrud hen imod den forpligtende internationale aftale, der kan beskytte planeten mod tiltagende global opvarmning. Så mens der tales, fortsætter klimaforandringerne og med dem de høje omkostninger for opvarmningens ofre.

Frem for som sædvanlig at placere sig som tilskuer til COP-processen er Informations klimamedarbejder Jørgen Steen Nielsen og fotograf Jakob Dall rejst til Afrikas Horn, til de gennem flere år tørkeramte områder i det nordlige Kenya, hvor klimaflygtninge og hyrdefolk fortsat betaler prisen for politikernes passivitet.

Følg serien i Information, mens COP17 står på

Seneste artikler

  • Kan 50 millioner mennesker ændre livsform?

    12. december 2011
    Millioner af mennesker på Afrikas Horn kan ikke fortsætte det liv, de har levet i århundreder. Klimaændringerne gør det umuligt. Spørgsmålet er, om de skal leve videre på nødhjælp eller kan finde en ny livsform, dikteret af hvad andre har gjort ved den fælles atmosfære
  • Klimaregningen er sendt til de fattigste

    10. december 2011
    FN’s internationale klimatopmøde i Sydafrika blev igen et eksempel på, at verdens ledere trækker en nødvendig klimaaftale i langdrag. I Etiopien kan hyrdefamilien Basayee se frem til flere døde kreaturer og tomme maver
  • Klimaet er ikke den eneste skurk på Afrikas Horn

    7. december 2011
    Det er ikke kun klimaforandringernes skyld, at Afrikas Horn er ramt af massiv hungersnød. Problemerne skyldes også, at områdets nomader har svært ved at finde balancen mellem deres traditionelle livsform og moderne krav. Det er tid til selvransagelse — også blandt de humanitære organisationer
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Interessant, at så stor og analyserende artikel ikke får flere kommentarer .

Og så synes jeg, Søren Kristensen, at din ene kommentar ikke skal stå alene her. :) For jeg synes den ganskel enkel er for nem, og minder mig om værtshus. Bøvs.
Undskyld.

Hvis mennesker i Danmark får lov at opleve tilsvarende fattigdom og naturkatastrofer ,- altså her i smørhullet (som det endnu kan kaldes klimatisk et par år endnu), ville langt flere også ty til udtalelsen : Her er jeg magtesløs, katastrofen for stor, dette er ude af mine hænder, lad Gud kun råde.

Mennesker, der kæmper meget for at overleve rent fysisk har tilbøjlighed til at blive mere troende. Ikke alle har et så forkælet overskud at de kan være ateister.

Selvfølgelig kan Gud ikke stille noget op med menneskets fuldstændigt tåbelige og økologisk nedbrydende adfærd eller med en hyrde og hans folk der vogter deres får på en måde de færreste forestiller sig arbejdsmæssigt overhovedet kan lade sig gøre, -eller iøvrigt.

Men gud er i deres tilfælde noget af det eneste håb har. Nemlig det i hjertet. Der som man ved, udelukkende banker i livet på de levende.

;o)

Det er jo et kæmpe problem. Folk der bor i det område (Somalia Sydlige Ethiopien og Sudan) har ikke andre muligheder end at flytte væk Problemerne bliver ikke mindre i fremtiden.
Men hvor skal de tage hen?
'Økologiske ' flygtningenstrømme vil være et stigende problem i fremtiden og det truer den politiske stabiliet i de berørte lande båder dem som folk flygter fra og de lande de flygter til

Hans Jørgen Lassen

Jeg kan huske fra min barndom i halvtredserne, at dengang var der også hungersnød i Afrika. Det er altså ikke noget nyt fænomen, men det er da muligt, at det er blevet værre.

Det er forekommer ikke at være en løsning på langt sigt bare at sende fødevarer derned.

Tilsyneladende er der steder i Afrika, som simpelt hen ikke er egnede for menneskelig beboelse.

Eller kan der laves strukturelle reformer, der gør det muligt også at klare sig i de tørre år? Hvis det er muligt, så var det jo den slags hjælp, der skulle satses på.

Overskud af ressourcer og underskud af godt, middelmådigt socialdemokrati?

I Danmark har vi så marginale levevilkår, at selv romerne ikke gad besætte os. Hansastaderne lånte os penge, men gad heller ikke annektere os. Grønland slap for nordboernes kolonisering helt af sig selv, da nordboerne døde af sult.

At kalde Danmark et smørhul, fordi vores lille strimmel sand er for udpint til, at nogen gider besætte os og stjæle vores grød og visne grøntsager, eller fordi vejret er så pissekoldt, at fiskeri er livsfarligt i størstedelen af året, det er sgu humor på højt plan...

Nå-ja, vores værdier ligger i vores hjerner og uddannelse. Er det derfor, patienter fra Sverige og Tyskland og USA valfarter til Danmark for at søge behandling? Eller derfor højreracisterne har profileret dansk politik i et årti?

Er det lige omvendt på afrikas horn? Jeg har desværre ynkelig mangel på viden om geografi, men er det helt ved siden af, at tale om frodige dale med fire gange høst om året, bjerge med mineralrigdomme, adgang til middelhavet ad søvejen, kulinariske traditioner på verdensplan, osv. osv.? Der er for pokker vel ikke tørke og oversvømmelse hele tiden, ligesom vi jo ikke har vinter hele tiden.

Nej, der er kun en ting, vi kan tilbyde afrikanske nødstedte: Demokrati med lov og orden.

Nægt betale gidseltagere. Nægt at betale beskyttelsespenge for nødhjælp. Giv fair handelsvilkår til områder, der vil løsrive sig fra de religiøse regimer. Brug militæret til brutalt at udradere røveriske lokal-"regeringer" (røverbander med uniform), der truer vores lokale handelspartnere. Nægt kategorisk at samarbejde med regeringer, der ikke ratificerer og efterlever og kæmper for menneskeretighederne.

Rekruter alt og alle, der har potentialet til at immigrere, og giv dem gratis uddannelse i Danmark. Jeg tror ikke på brain drain som et problem, for mange ville sikkert vende tilbage, hvis der var en sikker egn med sammenhængende retssystem og økonomi, og hvis der ikke er, så skal de dygtigste vel have ret til at stikke af? Måske skal de rekrutterede ikke have deres uddannelse gratis, men som et lån kombineret med performance-grants?

Det vigtigste er, at de allerdygtigste ser os som deres livs chance, ikke som afstumpede, røveriske kolonister, der dumper fødevarepriserne og undergraver deres økonomi og demokrati.

Indien havde stort besvær med at smide briterne ud, men en million indere står i kø for at komme til USA. Det kan godt lade sig gøre at opføre sig som en attraktiv storebror, og ikke som en dum og grådig kolonimagt.