Nyhed
Læsetid: 3 min.

Tysk tøven kan forværre krisen i EU

Tyskland skal gøre op med forestillingen om, at de enkelte medlemslande har hele ansvaret for at holde orden i eget hus. Ellers er der risiko for kollektivt selvmord, siger kommentator
Tyskland skal gøre op med forestillingen om, at de enkelte medlemslande har hele ansvaret for at holde orden i eget hus. Ellers er der risiko for kollektivt selvmord, siger kommentator
Udland
26. november 2011

ROM — Regeringslederne fra Tyskland, Frankrig og Italien formåede ikke at skabe afklaring omkring håndteringen af eurokrisen, da de torsdag mødtes i Strasbourg. Tværtimod fastholdt den tyske kansler, Angela Merkel, at hendes regering fortsat er modstander af fælleseuropæiske obligationer og heller ikke vil give Den Europæiske Centralbank (ECB) en mere aktiv rolle som såkaldt ’låner af sidste instans’: »Min holdning har ikke ændret sig,« understregede Merkel.

Dagen inden mødet mellem lederne for eurozonens tre største økonomier havde renten på tyske statsobligationer sat ny rekord. Samtidig er der udsigt til, at de internationale kreditvurderingsselskaber vil nedgradere Frankrig. Og fredag satte Italiens låneomkostninger ny rekord siden introduktionen af euroen i 2002.

»Hvis Italien går ned, er det slut med euroen,« advarede finnen Olli Rehn, EU-kommissær for økonomiske og finansielle forhold, under et besøg i den italienske hovedstad fredag.

Den nedadgående spiral kan tvinge den tyske regering til at revidere sine forbehold. I Strasbourg fastholdt Angela Merkel, at en fælles skattepolitik er forudsætningen for fælleseuropæiske skatteobligationer. Men det tager tid at få på plads, og tiden er knap.

Kollektivt selvmord

Ifølge avisen Le Monde er der samtidig stigende fransk utilfredshed med den tyske regerings nøl: »Tyskerne dominerer det hele. Vi afventer deres beslutninger uden at have styr på begivenhedernes udvikling,« udtaler et anonymt medlem af den franske regering.

Økonomen Jacques Attali, der i sin tid var rådgiver for præsident François Mitterrand, taler om risikoen for et »kollektivt selvmord« som følge af tyskernes tøven i forhold til radikale indgreb. Fortidens tragedier risikerer at gentage sig, påpeger Attali: »I 1933 var det Tyskland, der valgte at gå den forkerte vej ved at indsætte Hitler som kansler. I 1936 var det Frankrig, der begik en fejl ved at lade Hitler genbesætte Ruhr-området, hvilket banede vejen for århundredets anden tragedie. Hver gang var det muligt at træffe en anden beslutning, som ville have gjort det tyvende århundred til overflodens tidsalder,« skriver Attali på sin blog på ugemagasinet L’Express’ hjemmeside og tilføjer:

»I dag er det igen Tyskland, som holder våbnet til et kollektivt selvmord på det højest udviklede kontinent i verden: Hvis tyskerne nægter at acceptere den smalle sti, der går gennem ECB’s opkøb af udløbne statsobligationer (...) vil katastrofen indtræffe.«

Tyskernes blindhed

Også Barbara Spinelli, politisk kommentator ved den italienske avis La Repubblica, mener, at den tyske tilbageholdenhed bringer hele det europæiske samarbejde i fare: »Det er som om, at regeringen i Berlin ikke kan se, at risikoen for en statsbankerot ikke kun hænger over de lande, der er syge af statsgæld, men over hele eurozonen og dermed også tyskerne selv. Som om landets eget økonomiske helbred, der for øvrigt er skrøbeligere, end man tror, gør forbundsrepublikken blind over for det, der sker i det fælles hus,« skriver Barbara Spinelli og fortsætter: »Det foruroligende ved Merkel-regeringens strategi er en idé, som er blevet mere og mere indgroet under euro- og gældskrisen. (...) Det er den såkaldte doktrin om ’at holde orden i eget hus’ ( haus in ordnung), som går ud på, at landene selv må ordne alle skævvridninger og gøre rent i egen indhegning, før de kan regne med international støtte og solidaritet.«

Den nyudnævnte italienske ministerpræsident, Mario Monti, påpegede under mødet i Strasbourg, at selv om Italien fremstår som eurozonens smertensbarn, bærer Frankrig og Tyskland deres del af ansvaret for krisen:

»En stor del af stabilitetspagtens tab af troværdighed skyldes den kendsgerning, at da Tyskland og Frankrig i 2003 kom i konflikt med denne pagt, valgte de daværende regeringer med medvirken fra Italien, der dengang havde EU-formandskabet, at se stort på anvisningerne. Det var en stor fejl.«


Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Frankrig klager over at "Tyskerne dominerer det hele."...

Tja, eftersom alle landene syd for Tyskland (inklusive Frankrig) vil have Tyskerne til at betale for deres problemer, saa er det vel ganske logisk at Tyskland bestemmer om og i saa tilfaelde hvordan...

Der er to veje, enten den som Tyskland staar for, nemlig at de daarligt koerende lande faar styr paa deres egne sager, eller den som de 'daarlige' lande staar for, nemlig at Tyskland betaler regningen for dem saa de kan fortsaette (et par aar foer det ramler igen) uden at lave de noedvendige aendringer.

Som saadan kan jeg ikke fortaenke Tyskerne i at give fingeren til loesning #2...

Hvis Tyskland lader Euro'en gaa ned, saa vil det goere ondt i en periode, formentlig under 2 aar, foer det begynder at gaa fremad igen... Hvis de frivilligt gaar med til at betale for de sydlige lande, saa kommer det maaske ikke til at goere saa ondt i de to aar, men til gengaeld kommer det til at goere lidt mindre ondt i ALLE aarene fremover.

De to 'loesninger' der hele tiden traekkes fre, euro-bonds og at ECB kan trykke penge efter behov, er alle pisse-i-bukserne-for-at-blive-varm loesninger. De aendrer INTET ved det fundamentale problem, nemlig at lande der er saa forskellige ikke kan dele valuta.

Den bedste loesning (for alle landene, omend ikke de politikere der har bundet deres prestige til euro'en) ville nok vaere en kontrolleret afvikling af euro-projektet...
Det ville goere ondt, men er langt at foretraekke fremfor den her langsomme doedskamp...