Læsetid: 2 min.

Bagsiden: Gingrich som moralens vogter

Newt Gingrich, kendt som seriel utro og nu gift for tredje gang, er aktuel vælgerfavorit i kampen om at blive republikanernes præsidentkandidat i 2012. Nu har han underskrevet en konservativ pagt, der forpligter ham til kyskhed, troskab og kristen ærbarhed
Newt Gingrich, kendt som seriel utro og nu gift for tredje gang, er aktuel vælgerfavorit i kampen om at blive republikanernes præsidentkandidat i 2012. Nu har han underskrevet en konservativ pagt, der forpligter ham til kyskhed, troskab og kristen ærbarhed
15. december 2011

WASHINGTON DC — Amerikanske præsidentvalgkampe har uden tvivl underholdningsværdi. P.t. samler hele interessen sig om den republikanske lejr — præsident Barack Obama genopstiller, så der er ikke lige så meget sjov og ballade hos Demokraterne.

Efter guvernør Rick Perrys verbale nedsmeltning og pizzamanden Herman Cains eskapader sendte dem begge henholdsvis i dørken og på porten, samler hele interessen sig nu om giganternes kamp: partiledelsens favorit, Mitt Romney, mod vælgernes kæledægge, Newt Gingrich. Sidstnævnte fører i alle meningsmålinger frem mod 3. januar, hvor delstaten Iowa har æren af at indlede primærvalgkampen.

Gingrichs største problem er hans ’bagage’, amerikanernes faste udtryk for de synder, man slæber rundt på fra sin fortid. Og for Gingrichs vedkommende har kufferten for længst overskredet de normale grænser for belastende konservativ overvægt.

Den tidligere formand for Repræsentanternes Hus er gift for tredje gang. Han var begge sine første hustruer utro på det groveste, og mens han i 90’erne forsøgte at få Bill Clinton slæbt for en rigsret over dennes affære med Monica Lewinsky, havde moralens vogter selv gang i en heftig affære med sin nuværende livsledsagerske, den 23 år yngre Callista.

Som det hed sig i det satiriske program The Daily Show i denne uge, så vil vælgerne aldrig rigtig kunne føle sig sikker på, at »præsident Gingrich ikke vil bedrage os med et mindre land, mens han foregiver at være tro mod USA«.

Nej til porno og homoer

Den slags bryder vælgerne i det dybt konservative Iowa sig meget lidt om. Så for at befri sig lidt fra fortidens pakkenelliker besluttede Gingrich sig i denne uge for at underskrive et konservativt ’ærbarhedsløfte’. Pagten blev formuleret af en kristen gruppe fra Iowa denne sommer og indebærer bl.a., at man værner om ægteskabet — hvilket ikke blot handler om at være trofast mod sin ægtefælle, men også om at afvise homoseksuelles ret til at blive gift — samt siger nej til porno og sharia.

Men hvordan kan Gingrich på nogen troværdig måde underskrive en pagt, hvori han sværger at være »trofast mod min ægtefælle og respektere andres ægteskabelige bånd«, som det hedder i teksten? Det svarer til at lade ræven vogte gæs. som en kommentator på CNN bemærkede i går.

Cupcakes og hønsesalat

Svaret blæser i vinden. Den katolske Gingrich (der blev katolik, da han giftede sig med Callista) har været genstand for en række angreb i sidste uge fra sin rival, der senest har sendt sin gode hustru gennem 42 år, Ann Romney, i marken.

Hun tog f.eks. i Iowa, som New York Times skrev i går, til »et forstadshjem fyldt med tallerkner med hønsesalat og red velvet cupcakes og fik en gruppe kvinder på grådens rand, da hun rørende berettede om, hvordan hendes mand altid har støttet hende i hendes årelange kamp mod sklerose, som hun har lidt af siden sin ungdom: ’Han er en klippe. Man kan regne med ham, han svigter dig ikke selv i de sværeste stunder«.

»Det siger meget om hans karakter. Hvis han ikke lader sin kone i stikken, så vil han heller ikke svigte sit land,« lød det efterfølgende fra vælger Connie Schmett, der var til mødet.

Det er den slags, Newt Gingrich forsøger at imødegå med sit kyskhedsløfte.

Men mon vælgerne i Iowa hopper på den?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu