Bilawal Bhutto var kun 19 år, da hans mor, den ubestridte leder af Pakistans mægtigste parti, Benazir Bhutto blev dræbt i december 2007. Allerede da Bilawals far, Asif Ali Zardari, overtog lederskabet af partiet PPP efter sin kone og snart efter blev Pakistans præsident, stod det klart, at Bilawal skulle være hendes arvtager.
Ansvaret skulle gå til faren, indtil Bilawal blev færdig med universitetet, fortalte han skælvende og nervøs på et pressemøde tre dage efter sin mors død.
Men efter at Zardari blev ramt af et alvorligt hjerteanfald i sidste uge, skal ansvaret begynde at gå tilbage til den nu 23-årige Bilawal. PPP’s øverste ledelse har fået ham fløjet tilbage fra Oxford Universitet og planlagt et skema, der passer til en leder. Han skal rejse rundt i store og små byer i Pakistans provinser for at gøre sig parat til at overtage posten, som han lovede, at han ville gøre for fire år siden.
»Jeg lover at påtage mig ansvaret for partiet, når jeg kommer tilbage. For min mor har fortalt, at demokrati er den bedste hævn.«
Udemokratisk
Benazirs død åbnede op for en debat om, hvorvidt et parti, der tilsyneladende kæmper for demokratiet, egentlig selv er udemokratisk, når det kommer til dets ledere. Bilawal var en klog, ung mand, der læste på eliteuniversitetet Oxford, men fordi han voksede op i England, kunne han næsten ikke tale urdu (derfor måtte hans taler være på engelsk). Og hans far, Zardari, har tilbragt otte år i fængsel for korruption.
Også Benazir blev anklaget for at hvidvaske penge via schweiziske bankkonti. Men på trods af beskyldningerne har Bhuttofamilien opretholdt deres plads som de ubestridte ledere af PPP. Efter Benazirs død talte mange om, at andre højtstående partimedlemmer var bedre egnet til posten som partileder. Blandt andre advokaten, Aitzaz Ahsan, som spillede en central rolle i at organisere den politiske bevægelse af advokater, der væltede Musharraf og genetablerede demokratiet.
Bhuttofamiliens dominans begyndte i 1970’erne med Zulfiqar Ali Bhutto, Bhuttos karismatiske far og stifteren af PPP. Efter en stjerneuddannelse på eliteuniversiteterne Berkeley og Oxford (stjerneuddannelser er tit standardvare blandt sydasiatiske eliter), blev han det yngste medlem af Pakistans delegation i FN i 1954, og af ministerkabinettet — som udenrigsminister — i 1958, da Pakistan blev overtaget af landets første militærdiktator, Ayub Khan.
Det var i sin post som udenrigsminister, at Zulfiqar fik øjeblikkelig stjernestatus. Med en aggressiv udenrigspolitik og velartikulerede, polemiske argumenter forsvarede han Pakistan på den internationale scene. I modsætning til sin chef, Ayub Khan, så han hellere, at Pakistan forsvarede sig mod Indien og allierede sig med Kina i stedet for USA. En uenighed, der i sidste ende gjorde at Zulfiqar fratrådte sin post som udenrigsminister og blev den symbolske leder af en af de mest storslåede politiske bevægelser i Pakistan i 1970’erne.
Mad, tøj, hus
Hans aggressive antiamerikanske og prokinesiske udenrigspolitik vandt ham støtte blandt Pakistans unge og idealistiske socialister. En støtte der betød, at de forærede ham det slogan, der inspirerede en hel generation: »Roti, kapra, makaan« — »Mad, tøj, hus«. Men det ændrede ikke ved, at Bhutto blev prominent på ryggen af en bred bevægelse af arbejdere, bønder, aktivister, og studerende.
Zulfiqar blev Pakistans første statsminister, efter militærdiktatoren pludselig døde.
Selv efter Zulfiqar kom til magten, gik der imidlertid ikke længe, før de tænkere, der udgjorde kernen omkring Bhutto, og formede hans politiske budskab, blev afsat. I den periode de var med, implementerede de nogen af de mest storslåede socialreformer i et forsøg på at udjævne den skæve indkomstfordeling — symboliseret af historien om, at 22 familier ejede over halvdelen af Pakistans økonomi — der kom til at kendetegne Pakistan under Ayub Khan.
Ifølge den tidligere justitsminister under Benazir, og den nuværende medformand for den pakistanske menneskerettighedskommission, Syed Iqbal Haider, blev det socialistiske budskab lagt til side, efter kun et år, til fordel for mennesker fra Zulfiqars provinsklan og familie. Og Zulfiqar fortsatte i sin statsministerperiode med en politik, der gik imod hans oprindelige kernegruppe. Blandt andet med et angreb i alliance med Iran mod et etnisk oprør i minoritetsprovinsen Balochistan (som også i dag er i oprør mod den pakistanske stat).
Hans politik delte hans støtter, men frem til den dag i dag har han en larger-than-life tilstedeværelse i den pakistanske politiske fantasi.
Den 4. april 1979 blev Zulfiqar Bhutto hængt efter den anden militærdiktator, Zia ul Haq, fik ham anklaget for mord. Med sin død blev Zulfiqar den første blandt flere i Bhuttofamilien, der døde tidligt. I sit memoir om Bhuttofamilien Songs of Blood and Sword, har Fatimah Bhutto, Benazirs niece og Zulfiqars barnebarn, mindet den død der alt for tit og alt for tidligt har ramt hendes familie. Efter hendes far var det nemlig Benazirs bror, Murtaza Bhutto, der blev drabt. Fatimah giver selv sin faster og fasterens mand skylden, men begge har benægtet anklagen.
Blodig familiehistorie
I en rørende artikel, efter fasterens død for fire år siden, fortæller Fatimah Bhutto, at hun har fået nok af det blod, der har kendetegnet hendes familiehistorie. Og at hun frygter for den unge dreng, hendes fætter, der skal tage hendes plads.
Bilawal får ikke posten lige med det samme. I løbet af de sidste fire år er han blevet trænet i at kunne tale urdu og til at blive parat til at overtage magten senere hen. Men med sine første politiske taler linet op, går der næppe lang tid, før den unge mand kommer til magten, primært af den grund, at han blev født ind i den rigtige familie.
Blandt en yngre og mere radikal gruppe af venstreorienterede i Pakistan er både Bhuttofamilien og PPP et problem snarere end en velsignelse for progressiv politik. Ved at vedligeholde deres greb om partiet og landet, lukker de ned for demokratisk debat og for en bredere og mere folkelig organisering af politiske kræfter, ligesom den der oprindeligt bragte familien på bane. Men med friere medier, og med nye liberale politikere på vej ind i politik afventer alle, hvor længe Bhuttofamilien kan blive ved magten.
