Læsetid: 4 min.

Camerons EU-krise kan bringe Storbritanniens regering til fald

Den konservative højrefløj hylder Cameron ubøjelige holdning over for EU, men de indenrigspolitiske konsekvenser kan blive fatale: Den EU-positive koalitionspartner, Liberaldemokraterne, er rasende over premierministerens skridt
Lederen af De Liberale Demokrater, vicepremierminister Nick Clegg, er yderst skuffet over resultatet af fredagens topmøde, og han mener, at det skader Storbritannien.

Lederen af De Liberale Demokrater, vicepremierminister Nick Clegg, er yderst skuffet over resultatet af fredagens topmøde, og han mener, at det skader Storbritannien.

12. december 2011

LONDON — Ikke siden Margaret Thatcher for 21 år siden i House of Commons ( det britiske parlaments underhus, red.) reagerede med sit »no, no, no« — på opfordringer fra Europa til mere integration, har en uforsonlig afvisning fra en britisk premierminister været genstand for så megen ophedet debat og kontroverser. Men David Camerons lange nat i Bruxelles truer også med at omkalfatre britisk politik i mange år frem og transformere nationens politiske dynamik fundamentalt. Thatchers beskyldning om, at Frankrig og Tyskland forsøgte at skabe et »Fort Europa« kom til at markere begyndelsen på enden af hendes embedsperiode. Nu har Cameron fået travlt med at gøre rede for sit skridt efter et ekstraordinært forløb over to dage, hvor han — her er kritikere og tilhængere enige — rev alle diplomatiske regelsæt itu, demonstrativt lod hånt om en svær forhandlingsproces og EU’s aktuelle kvide og opfordrede resten af medlemslandene til selv at udrede problemerne uden om Storbritannien.

Som et tory-medlem (konservativ, red.) formulerede det, lod Cameron Europa vide, at »nok er nok.«

Men de, som er tættest på premierministeren, frygter, at retrospektivt vil dette meget vel kunne blive anset som lige så skæbnesvangert et øjeblik for Cameron, som Thatchers tilsvarende markering blev for hende.

Som i ’Thelma og Louise’

Ganske vist har Cameron ikke anlagt nogen hoverende, triumferende mine, men nøjedes med at forsvare sine handlinger med, at »dette var det bedste at gøre«. Alligevel er raseriet åbenlyst hos lederen af De Liberale Demokrater, vicepremierminister Nick Clegg. Og fremtiden for den britiske regeringskoalition tegner faretruende.

Kilder tæt på Clegg beretter om dennes vantro reaktion på, at Cameron overhovedet ikke var parat til at forhandle med Tyskland og Frankrig, men arrogant præsenterede Storbritanniens position som et »’take it or leave it’-ultimatum«.

Liberaldemokraternes partiformand, Tim Farron, går videre: »Storbritannien er havnet i den redelighed, hvor vi står nu, og fik dette frygtelige tilbud fra Frankrig og Tyskland torsdag som en konsekvens af, at de konservative i forhold til Europa har opført sig infantilt og selvisk.« Med henvisning til de euroskeptikere, der mener, Cameron har gjort landet en kæmpetjeneste, siger han: »Det billede, der dukker op i mit hoved, er slutscenen i filmen Thelma og Louise — et tilsyneladende vidunderligt billede, hvor de sammen flygter fra myndighederne, men ender det lykkeligt? Nej, 30 sekunder senere dør de begge i en ildkugle. Forståeligt, at mange mennesker lige nu er irriterede over påstanden om, at dette er en sejr for det konservative højre. For realiteten er, at det er et massivt nederlag for Storbritannien.«

Og Farron påpeger videre: »Hos Liberaldemoraterne vil vi nu arbejde hård for at være det modne stabile hjerte i koalitionen, som kan sikre, at Storbritannien ikke på overilet infantil vis tager skridt, som er fuldstændig imod dets egne interesser.«

Liberaldemokraternes sprogbrug tyder på, at Cameron tager alvorligt fejl, hvis han mener, der kan blive tale om en hurtig tilbagevenden til business as usual i koalitionssamarbejdet. Mange Liberaldemokrater er lige så passionerede EU-tilhængere, som de mest uforsonlige konservative er EU-skeptiske. Og så er der oppositionens Labour.

Regeringen kan falde

Labour-leder Ed Miliband vil utvivlsomt vide at spille på den splittelse, der har åbnet sig i koalitionen. Han kunne f. eks. erindre om den berømte tale fra Thatchers udenrigsminister, Geoffrey Howe, hvori Howe beklagede sig over, at han før et stort topmøde havde oplevelsen af at have fået udleveret »et ødelagt cricketbat af holdkaptajnen«.

Den eurofile Denis Mac-shane, parlamentsmedlem fra Rotherham og tidligere europaminister for Labour, siger:

»Vi kan stå over for et afgørende vendepunkt i britisk politisk historie i stil med kornloven [en protektionistisk handelslov] i begyndelsen af det 19. århundrede eller det irske spørgsmål i begyndelsen af det 20. århundrede.«

»I sidste ende er Storbritannien kun en mindre middelstor magt, men vi har formået at få stor indflydelse, fordi der ikke finder noget vigtigt møde sted i verden, uden at Storbritannien er til stede. Jeg tror, at premierministeren har kastet dette aktiv for britisk politik fra sig, og at Labour nødt til at påpege dette.«

I en rapport fra centrumvenstre-tænketanken Progress, der udkommer i morgen og bygger på samtaler med tidligere Labour-udenrigsminister David Miliband, Tony Blairs stabschef, Jonathan Powell, den nuværende skyggeforsvarsminister, Jim Murphy, og en række andre Labour-eksperter, opfordres Labour til at melde klart ud, at de antieuropæiske stemninger på tværs af Storbritanniens politiske spektrum er dybt skadelige for nationens langsigtede interesser.

»At tro, at vi vil kunne handle bilateralt i en stadig mere multipolær verden, er galskab,« hedder det.

Labour må, hedder det videre, aktivt modarbejde Camerons tilsyneladende ønske om at forvandle Storbritannien til »Europas Singapore«. Rapporten kritiserer også, at Miliband ikke har markeret partiet som »internationalistisk« i så høj grad, som han kunne og burde. Nu, pointeres det, er det på tide at gøre dette.

Tiden vil vise, om partiet vil være denne opgave voksen. Allerede i denne uge kan koalitionsregeringen falde.

 

© The Observer og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Cameron og Villy Søvndal har åbenbart - til min store overraskelse - noget ideologisk til fælles.

Politik bliver mere og mere underholdende - det RØDE SF og den britiske BLÅ NATIONALISTISKE KONSERVATISME hånd i hånd ...- hvad bliver det næste ?

Villy Søvndal er vokset op i Grundtvig's ånd. Og den ånd hylder ikke demokratiet - den pendulerer omkring en guds- og trosopfattelse og en nationalisme, som f.eks. indre mission ikke bryder sig om.
Demokratiforståelsen i SF er muligvis ikke så udviklet - som f.eks. hos socialdemokraterne, hvor man i højere grad er nødt til at være et solidaritetsvæsen.
Nuvel - jeg er måske på grænsen - men socialdemokraterne hedder demokrater. SF er et Folkeparti - og i begrebet Folk lurer der en grimmer nationalisme.

Niels Engelsted

Af de mulige fortolkninger af den europæiske krise, som ingen vel reelt forstår til fulde, er denne ikke den ringeste:

Europa er under et massivt angreb fra anglo-amerikansk finanskapital (Wallstreet og the City i fuld kontrol med deres respektive regeringer i Washington og London) hjulpet af en europæisk femte (bank) kolonne.

Ulvene vil ikke stoppe, før Europa er nede med blottet strube; de mange nuværende forsøg på appeasement ("genvinde markedernes tillid") vil vise sig at være forgæves.

Som man kan læse i Politiken idag har rovdyrene også fået færten af lille Danmark, og væddemålene er gået ind på, at Danske Bank er så overextended, at den let kan væltes med en gæld, som den danske stat ikke kan betale, hvilket vil udlevere borgerne og deres løn, pension og værdier til finansmarkedets junglelov som i Island, Irland og Grækenland.

Men hvis Cameron har overspillet strategien og skabt en kløft mellem Europa og the City, så kan denne kløft måske udvides, så også Wall Street holdes på afstand. Er der et håb her?

Under alle omstændigheder forekommer det at være Europas eneste chance at identificere og sætte sig til modværge mod fjenden. (Og her er der brug for Bruxelles--kommision og parlament, Villy kan nok ikke gøre det alene).

Ren ønsketænkning? Ja, naturligvis, men her gælder det gamle BZ-motto: Være realistisk, forlang det umulige!

Michael Kongstad Nielsen

Engelsted - Europa (fastlands-) finansulve kan selv. Det er en falsk modstilling mellem "de gode" i Europa, og de "slemme" i London og New York. Europas politikere vil ikke regulere den private finans overhovedet. Europa vil lade finansmarkedet have frit spil. Europa har med den nye "pagt" besluttet, at den private finans ikke skal deltage i eventuelle gældsnedskrivninger i nye lande (så som Spanien, Italien osv.), det tab skal alene statskasserne bære. Europa har lagt sig fladt ned for finansmarkederne, og der bliver de liggende.

Så jo, Villy har fat ikke en lille flig af det rigtige. Håber han får følge af Vänsterpartiet i Sverige, Die Linke i Tyskland og andre gode kræfter i Europa.

Niels Engelsted

@Michael skriver<
"Europa har med den nye “pagt” besluttet, at den private finans ikke skal deltage i eventuelle gældsnedskrivninger i nye lande (så som Spanien, Italien osv.), det tab skal alene statskasserne bære."

Det er rigtigt, og ærgeligt, men det var Sarkozys bøn, som Merkel har givet sig på, og sikkert prisen for en aftale for euro-området overhovedet. Merkel ville have haircuts og transaktionsskat. Det er for enkelt at sige, at Europa har lagt sig fladt ned for finansmarkederne. Kan du ikke mærke undergrundskrigen?

Hanne Christensen

Fyr alle de pengemænd - de er komplet værdiløse og hører til bag tremmer.

Så kan vi måske få et ordentligt samfund.

Men hvem skal fyre dem - ja. der er kun folket og revolutionen