Nyhed
Læsetid: 5 min.

Fem nationale tabuer står i vejen for EU

Er Europas ledere virkelig villige til at gøre ’hvad som helst’ for at redde euroen? Med hjælp fra en række EU-eksperter har Information identificeret fem nationale tabuer, som det kan blive nødvendigt at gøre op med for at genoprette tilliden til euroen og i sidste ende også til EU
Den britiske premierminister, David Cameron (t.v.), hilste på sin italienske kollega, Mario Monti, ved begyndelsen på  EU-topmødet i Bruxelles.

Den britiske premierminister, David Cameron (t.v.), hilste på sin italienske kollega, Mario Monti, ved begyndelsen på EU-topmødet i Bruxelles.

Sebastien Pirlet

Udland
9. december 2011

I går begyndte et EU-topmøde, som på forhånd er blevet betegnet som skæbnesvangert for euro-samarbejdet. Gæld og manglende lederskab har drevet euroen ud i en hidtil uset krise. Engang var det utænkeligt, at euroen kunne bryde sammen, nu tales der om det som en reel mulighed.

I 18 måneder har Europas ledere gang på gang lovet at gøre ’hvad som helst’ for at bevare euroen, men lige så ofte har de svigtet ved ikke at bakke ordene op med handling, skriver Financial Times i sin leder.

»Vi har ikke råd til endnu en halvfærdig løsning,« lyder konklusionen.

Men der er også en krisebevidsthed i hele eurozonen, som gør det muligt at gennemføre politiske forslag, som havde været umulige for fem år siden, siger professor Marlene Wind, leder af Center for Europæisk Politik, Københavns Universitet.

»Landene er villige til afgive mere suverænitet, for det er den eneste vej frem. Du kan ikke rulle det tilbage, medmindre du opgiver den fælles valuta, og det er et skridt, som ingen tør tænke på,« siger Marlene Wind.

Derfor har Information med hjælp fra en række EU-eksperter opstillet fem politiske forslag, som normalt ville stride direkte mod de enkelte medlemslandes nationale interesser, men som det kan blive nødvendigt at gøre op med for at genoprette tilliden til euroen og i sidste ende til EU.

Alle EU-lande mod euroen

I øjeblikket står 10 EU-medlemslande uden for euroen. Nogle fordi de endnu ikke har opfyldt kravene, andre, som Danmark og Storbritannien, fordi befolkningen er imod. Men det ville skabe stor tillid til hele det europæiske projekt, hvis alle udenforstående medlemslande erklærede, at de på sigt ville tilslutte sig møntunionen, og at de accepterer en yderligere integration af finanspolitikken.

»Det, markedet vil have, er en handleplan — en indikation på, hvor man er på vej hen, og en forsikring om, at der er politisk vilje til at gå den vej,« skriver Financial Times i sin leder.

Fra sin fødsel har EU hævdet at være en politisk konstruktion sui generis, af sin egen art, der balancerede mellem at være en samling af suveræne stater og en føderation, med alt hvad det indebærer af suverænitetsafgivelse. Men den konstruktion er nu blevet blæst omkuld, skriver senioranalytiker Thomas Klau fra tænketanken European Council on Foreign Relations i en analyse.

»Vores leder kan vælge at tage et dristigt spring fremad mod en eurozone-føderation, hvis vigtigste træk vil være en fælles finanspolitik. Eller de kan vælge at acceptere et økonomisk voldsomt brud med møntunionen,« skriver han.

Det er et fantastisk tankeeksperiment, der utvivlsomt ville styrke euroen, siger professor i international politik Richard G. Whitman fra Chatham House. Men det er også fuldstændigt utænkeligt.

»Det ville svare til at løbe ind i et brændende hus. Jeg tror ikke, du finder nogen nationale politikere, der vil gamble sådan med nationaløkonomien,« siger han.

Ret op på ubalancen

Nordeuropa skal investere og ikke kun spare. Tyskland og Nordeuropa skal anerkende et ansvar for at rette op på ubalancen mellem nord og syd og bebude en stimulering af deres økonomier, som også vil komme Sydeuropa til gavn.

Hvis tyskerne vil redde euroen, som har tjent deres eksport så vel, bliver de nødt til agere som Europas økonomiske lokomotiv, siger professor i økonomi Wendy Carlin fra University College London.

»I øjeblikket er økonomierne gået i stå på en pct. Men for at holde gældshåndteringen under kontrol, er du nødt til at sætte væksten op igen. Det kunne virke, hvis du kunne have en koordineret, vækstorienteret politik i euroområdet. Det er vanskeligt, men i en meget vanskelig situation er det tid til beslutsom handling,« siger Wendy Carlin.

Men hvor skulle tyskerne gå med til det, spørger professor emeritus Niels Blom- gren-Hansen fra Copenhagen Business School.

»Grækenlands problemer er ikke forårsaget af, at de har orden på økonomien i Tyskland.«

Frihed til centralbanken

Den Europæiske Centralbank (ECB) skal have magt til at garantere, at alle obligationer udstedt i euro vil blive indfriet.

USA og Storbritannien har lige så store finansielle problemer som eurozonen, men står langtfra i samme situation. Forskellen er, at de har en stærk centralbank med større beføjelser, siger Niels Blomgren-Hansen.

»Eurozonen mangler en centralbank, som kan gå ud og skabe tillid. Enten ved at opkøbe papirer eller på anden måde give garanti til kreditorerne,« siger han.

Det gør Den Europæiske Centralbank allerede. Men det strider imod bankens beføjelser, og derfor vil man ikke melde åbent ud, at det er det, man gør.

»Hvis de bare meldte åbent ud, ville det have en helt anden tillidsskabende effekt,« siger Niels Blom- gren-Hansen.

Problemet er, at det for tyskerne er et helligt princip, at Den Europæiske Centralbank ikke er politisk og ikke blander sig med risiko for at skabe inflation, siger Marlene Wind.

»For tyskerne er det nærmest helligere end noget. Det ville stride imod hele den måde, som man har ført finanspolitik på indtil nu,« siger hun.

Stil krav til forfatningerne

Alle skyldnerlande skal love at indføre en gældsbremse i de nationale forfatninger for at undgå en ny traktatændring, der kan trække ud og føre til mere usikkerhed.

Det kan gøres ved almindelig lovgivning, og selv om nogle ville slå sig i tøjret, ville det nok være muligt, siger Marlene Wind.

»Men det interessante spørgsmål er, hvad man kan indføre af sanktioner, og hvem der i givet fald skal udstikke bøderne. Det er stadig meget uklart, hvad man kan gøre inden for den gældende traktat,« siger hun.

Samtidig er Tyskland meget tilbageholdende med at vedtage noget, der strider mod de vedtagne traktater, da den tyske forfatningsdomstol ville råbe op, hvis der sker ulovlige afgivelser af suverænitet.

»Sådan har domstolen ageret adskillige gange tidligere, og derfor føler Merkel sig bundet af en traktatændring,« siger Marlene Wind.

Erkend, at Tyskland leder

Hidtil har der stået Tyskland tre gange i denne tekst og Bruxelles nul gange. Det er ikke tilfældigt. EU kan ikke længere lade, som om vi styres fra Bruxelles, når de stærke lande reelt har overtaget styringen.

Flere kommentatorer har peget på, at Tyskland kunne påtage sig en mere ledende rolle, og senest sagde den polske udenrigsminister Radoslaw Sikorski det på en tale i Berlin i sidste uge

»Jeg vil nok være den første polske minister i historien, der siger det, men jeg frygter tysk magt mindre, end jeg frygter tysk inaktivitet.«

»I må ikke undlade at lede. Ikke dominere, men lede mod reform,« sagde han.

Selv om det bringer åbenlyse ubehagelige historiske minder frem, er der flere fordele ved at have Tyskland i en stærk ledende rolle, skriver Guntram Wolff, vicedirektør i tænketanken Bruegel, i en analyse.

»Euroområdet har brug for en stærk myndighed, der kan nedlægge veto mod landenes økonomiske politik og have nok magt og ressourcer til at være bagstopper og lukke banker, hvis det er nødvendigt,« skriver Guntram Wolff, der dog ikke mener, at Tyskland skal påtage sig denne rolle alene.

Men alle de gode viljer til trods skal man nok ikke forvente at se nogle af de fem forslag gennemført på det forestående topmøde, siger professor Richard G. Whitman fra Chatham House.

»Der er en absolut fascinerende kløft mellem det, der set udefra ligner det fornuftige at gøre, og det, der set indefra er politisk muligt. Udefra ser det ud, som om det rigtige er at binde sig tættere sammen og kræve mere overblik og kontrol. Men set indefra er det nærmest umuligt.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Der er kun ét tabu i Europa - og det er, at EU og euroen er et dårligt projekt.

EU hører fortiden til. En anakronisme som slet ikke er bevægelig og magtstrukturelt åben nok til at skabe demokrati og bæredygtig udvikling, men i stedet fastholder forbrugerisme, individualisering og økonomisering af samfundsfilosofierne - og i forlængelse heraf de sociale institutionaliseringer i små og større fællesskaber. EU's markedskapitalistiske governance-model er afhængende af en sådan tingenes tilstand, den klassiske forbrødring mellem autokrati og kapital.

Og selvom EU-bureaukratiet som en kolos på lamme larvefødder indimellem også beflitter sig med planøkokomiske strukturer, er socialisme og decentralisering af magten endnu et europæisk tabu.

Aktuelt må vi trækkes med en debat, hvor skingre koner taler katastroferne op, hvis Euroen må afvikles. Ingen, og da slet ikke i EU, taler om at de europæiske stater - istedet for som nu at resignere og lade sig piske rundt i manegen, med stadig mere tømte lommer, af finansmarkedernes suggestive krav om indskrænkning af staternes volumen og involvering i samfundsudviklingen - kunne ekspandere og tage magten tilbage fra kapitalfondene, bl.a. ved at etablere stærke nationale banksystemer som befolkningerne kan have tillid til. Og på demokratifremmende vis bringe måske blot en smule kontrol tilbage til de danske folkevalgte - og ikke mindst en mere konkret involveret befolkning.

Det ser ud til, at finansmarkederne ikke kan lide demokrati. Den tid et demokrati skal bruge, har finansmarkedet ikke.

Når det er sagt, så er der heller ikke nogen der siger, at et demokrati ikke kan tage sig sammen og holde styr på sin økonomi. Ideerne om lav skat og høj social stabilitet holdt ikke, og det var vi da nogle stykker, der blev til grin på at sige højt.

Nu er skaden sket, og underskuddene så store, at man ikke bare kan skabe vækst uden at låne til kæmperenter. Finansen gider ikke være her mere.

Som socialist mener jeg, at politikken skal kontrollere kapitalen. Derfor forekommer det mig, at EUs bestræbelser på at gøre det er rigtige. Hva d man konkret skal gøre aner jeg intet om. Men Danmark har et kæmpe ansvar om lidt som facilitator for processen.

Derfor synes jeg, at vi skal droppe alle pro-anti tilbøjeligheder i 6 måneder og fokusere på, hvordan vi kan bidrage til at der opnås maksimal politisk opbakning til løsninger i EU-systemet.

Dan Johannesson

"Udefra ser det ud, som om det rigtige er at binde sig tættere sammen og kræve mere overblik og kontrol."

Det kan vist ikke siges tydeligere. En generation til, max, så er nationalstaterne og resterne af real-demokratiet afskaffet. Når der er total kontrol over de økonomiske systemer annulleres fysiske penge og det absolutte kontrolsystem er så godt som færdig etableret, da alle vores handlingsmønstre så registreres via vores betalings kort og da vi kan annulleres som identiteter, simpelthen ved at slette ikke fysiske data og de et taller og nuller der som "penge" udgør vores livsgrundlag.

Den økonomiske krise, som jeg ikke kender EN borger der kan forklare den konkrete og præcise årsag til, er som med adskillige andre simuleringer vi har set de senere år, et klasse eksempel på problem - reaktion - løsnings modellen, hvormed vi de seneste årtier kontinuerligt er blevet kontrolleret.

Shanghai synger det så smukt: This is Smoke and Mirrors..

Europæisk struktur er er en gennemprøvet prototype. Hverken finans eller politik har indflydelse på denne folkebevidsthed. Røres der meget mere ved suverænitet og selvbestemmelse, og det tør politikerne dog ikke, vælter folk blot hele den politiske maskine. Vi er endda klar til at gøre det forsigtig, men virkningsfuldt ved at sænke produktionen og dermed knække finansdominansen.

randi christiansen

Hvorfor er gælden løbet løbsk ?

At der er så dårlig styr på økonomien giver ikke tillid til det politiske system. En gæld der vokser med renters rente. Hvem skal have alle de penge ? Jeg anfægter deres ret til de penge. Hvad skal de dog bruge dem til ? Verdensherredømme ?

Biotopens ressourcer tilhører alle, men politikerne har pantsat os til profithajer. Er det EU, som skal redde os ? EU, som er konstrueret på surreelle i stedet for reelle forestillinger om samarbejde. Overnationale og udemokratiske håndfæstninger i stedet for samarbejde om enkle og indlysende værdier. Centraliserede forvaltninger fremmedgørende for folket.

Morten Kjeldgaard

Det fungerer sådan her:

(1) Bankerne går på røven, fordi de låner flere (fantasi) penge ud end de har, og når deres store skyldnere krakker bryder pyramidekonstruktionen sammen. Indlånerne bliver sorteper.

(2) Staten kommer til undsætning, for at undgå økonomisk nedsmeltning og stagnation. Man belaster det i forvejen anstrengte statsbudget med garantier i multi-milliard-euro klassen. Skatteborgerne bliver sorteper.

(3) "Markedet" opdager, at nu er staten lige pludselig et dårligt papir, fordi den har stillet enorme garantier for at finansinstitutionerne (læs: "markedet" selv) kan overleve. Der stilles krav om massive besparelser på statens budgetter for at genoprette troen på statens finanser. Skatteborgerne bliver sorteper.

Det er tyveri på højt plan. Men immervæk tyveri. Finder vi os i det? Ja da.

Så sent som i går havde Information en historie om, at Island var på vej ud af krisen...med en sund vækst etc.

Imens flyver Merkozy fra det ene krisemøde til det næste....uden at der sker noget.

I årevis har et af EU-tilhængernes talepunkter været, at vi - Danmark - Sverige/Finland eller Malta er alt, alt for små til at klare sig.

Måske skal vi lige kigge på den optik igen. Måske er EU alt, alt for stort et set-up til, at man kan handle så hurtigt, som vores tidsalder kræver.

Måske er småstaterne fremtiden.

"“Markedet” opdager, at nu er staten lige pludselig et dårligt papir, fordi den har stillet enorme garantier for at finansinstitutionerne (læs: “markedet” selv) kan overleve. Der stilles krav om massive besparelser på statens budgetter for at genoprette troen på statens finanser. Skatteborgerne bliver sorteper."

Og hvem er 'markedet' mon?
http://ing.dk/artikel/124235-det-nye-oligarki-sidder-paa-verdensoekonomien

Vi har med omfattende gældsspekulation at gøre, som flytter (yderligere) kapitalmagt fra stater til oligarkiske, privatkapitalistiske koorporativer. EU er en integreret del af stråmandsvirksomheden.

Det virker som om man har glemt det vigtigste tabu: at alverdens regeringer år efter år ser sig nødsagede til at leve på kridt.

Bortset fra at en hel del af de årlige underskud bruges til at afbetale gæld med, så bruges resten jo på at holde vælgerne glade, ved at sørge for arbejdspladser og "velfærd".

Hvis ikke du har gæld, er der ikke nogen store stygge finansmarkeder der har dig "by the balls"

Jeg er enig med Jeppe Brogård i, at spørgsmålet ikke længere er hvorfor (skyldsfokuseret) men i stedet hvordan (løsningsorienteret).

John Houbo Pedersen

Jo større finansenheder og virksomhederne er e.g. Mærsk er, jo større må statsmagten være for at kontrollere at alt går til rigtigt til alles tilfredshed.
Eks. Danfoss bøder ulovlig karteldannelse
EU må være vejen frem, med lokal demokratisk oprustning!

Det kan vel være at der nu arbejdes løsningsorienteret, hvilket nok i sidste instans betyder, at den almindelige borger kommer til at betale hele gildet.

Men derefter skal der (fand´me) andre boller på suppen, således at bankerne holdes i kort snor. Ikke noget med igen at tjene milliarder på tvivlsomme lån for derefter at tørre regningen af på den lille mand/k.

Er der ikke mange, som på forhånd har mistet overblikket over hvad denne situation handler om.

EU er summen af europæiske politikeres bestræbelser på at score national credit hos sine egne vælgere. Resultatet ses bedst i økonomiske nedgangstider, hvor alle (inklusive en del nationalt valgte politikere er ved at falde over hinanden, for at give de andre skylden.

Jeg kan godt forstå Tyskland er lidt træt af i over snart 10 år har udvist økonomisk tilbageholdenhed, medens mange andre lande har haft travlt med at feste igennem, og forventes igen at skulle betale hele gildet?

Læg lige mærke til hvilke politikere (og deres spin-doktorer), som har travlt med at kritisere de andre, for de har jo ikke selv haft noget medansvar for situation!!

randi christiansen

Decentralisering er vejen frem - mindre enheder/småstater som samarbejder i en bæredygtig sammenhæng. Elitære konstruktioner styret i kulissen af finanshajer er ikke i folkets interesse. Occupy kunne være rammen for en samlet folkelig modstand mod overnationale elitære konstruktioner som EU, som det ikke er lykkedes at etablere folkelig forankring.

@Randi

er Occupy bevægelsen ikke lidt for elitær selv? Efter hvad vi har set indtil nu har den ikke gjort andet end at give udvalgte personer mulgihed for at lufte deres meninger - bevares også vigtigt... men har vi tid til at vente på at bevægelsen genopfinder en demokratiform, som kan erstatte det nuværende.

Måske handler Occupy mest om at manifestere retten til at demonstrere civil ulydighed?

Det virker mest af alt som en romatisk forestilling om mini-demokratier/anarkier, som laver selvstyrende små regioner. Måske handler dette om at afmontere al statslig styring og lægge den i hænderne på selvudnævnte autoriteter. Hvem er det lige der skal betale prisen for dette? Måske har vi brug for at få genfortalt, hvad det kostede vore forfædre at nå dertil, vi er nået idag? Lad os starte med at få meldt en landsdel ud af DK, og lade den styre af Occupy banner-førere.. small is beautiful :-)

Spanien og Irland havde begge gæld på under 50% af BNP, men så kom finanskrisen i 2008 og boligboblen bristede.Tyskland har en gæld på ca. 80% af BNP, men den samlede gæld er på 400%. Der er altså en fandens masse privat gæld. Man er nød til at få en statsejet EU-bank, hvor landene kan betale ind til, men også få de renteindtægter, som lige nu går til private. Det vil betyde, a store private banker kan gå ned, uden staten skal holde hånden under dem.

Mistillid er ikke vejen frem. Demokrati og indflydelse går begge veje. Spørgsmålet er blandt andre ting; Hvad kan vi gøre for EU.

Længere oppe i tråden er der talt om fantasipenge. Det er et spændende begreb. Den mad vi spiser er ikke fantasi. Den er betalt med rede penge.

Morten Kjeldgaard

Jeppe, i gamle dage var det staten der udstedte penge. Nu om dage udstedes langt de fleste penge af bankerne, jeg har hørt tallet 97 %. Bankerne udsteder penge ved at oprette lån og obligationer. Det er hvad jeg mener med "fantasipenge" for de har ikke rod i det almenkendte, intuitive værdi- og penge begreb som vi alle anvender til daglig og som vi lærte at kende da vi købte snold for 1 kr. Der er stor forskel på de mønter og sedler vi render rundt med i lommen, som er udstedt af nationalbanken, og på f.ex. vores Dankort. Hvis den mad du spiser ikke er betalt med kgl. danske sedler og mønter, men derimod med dit Dankort, er den faktisk betalt med "fantasipenge", som er udstedt af bankerne selv og som cirkulerer i bankernes eget tal-cirkus. Eller pengemarked om du vil.

John Houbo Pedersen

Stentavler, rav, dkr, dollars,dankort,visa,euro er alt betalingsmidler selvom det ikke erkendes af alle.
Tillid er det vigtigeste betalingsmiddel, men det er svært at håndtere når Standard&poors står for den efter deres AAA på subprimelån fra USA.

randi christiansen

Peter Günther : Occupy handler om vedholdende at gøre opmærksom på misforholdet i at 1% kontrollerer ressourcerne. Du kan hverken forvente eller forlange at en så stor og broget flok, som de resterende 99% skal kunne levere en færdigudviklet strategisk tilgang.

Vi er i en proces, hvor disse emner diskuteres. I en sand demokratisk sådan må der gives tid – selv om vi ikke har meget af den – til at høre alle synspunkter.

Vi har brug for praktiske løsninger i ressourceadministrationen. Når vi har dem, og ingen lider materiel nød, først da har den enkelte frihed.

EU er en elitær fantasi. EU har ikke bragt os nærmere fred og retfærdighed, men har lagt låg på en gryde af uafklarede problemer, som konstant truer med at koge over.

Det er ikke nemt at udtænke den rigtige løsning for hensigtsmæssig ressourceadministration, men hvis man anskuer sig som en intelligent race, burde det ikke være et uløseligt problem. Hvis de få ikke vil give slip på deres privilegier, er det indlysende, at samfundet får problemer med social-og miljøubalance.

Decentralisering og nærdemokrati baseret på en retfærdig fordelingsnøgle, forekommer mig at være et godt sted at starte. Vi har ligesom på det nærmeste prøvet alt andet – flere gange – ikke sandt. Det må da efterhånden være muligt at få kogt den egentlige problematik ned til følgende : hvilket samfund ønsker vi ? Et samfund, der konkurrerer indbyrdes om biotopens ressourcer, eller et samfund der samarbejder? En hvilken som helst virksomhed, der ikke samarbejder, vil bryde sammen – som det ses, at verdenssamfundet, og EU, er i færd med.

Morten Kjeldgård. Fantasipenge og dankortpenge og papirpenge er allesammen penge, som anføres i regneark, og som kun ruller, når resultatet er positivt.

Den økonomi, de repræsenterer, kommer med andre ord et sted fra. Det kan man kalde pengestrømmene. Så længe disse er til at gennemskue kan der føres en politik om, hvor de gør gavn. Når de ikke kan følges opstår der et spørgsmål om, hvorvidt man politisk skal gribe ind i de sæt af privillegier, som skaber pengestrømmene.

Lader vi stå til, bliver vi overflødige. Hvis vi ikke lader stå til, bliver vi nødt til at blive enige om en politik først.

Randi Christiansen, EU har da bidraget til en række ting. Og hvis det ikke fandtes, burde vi opfinde det. Det tryk, du refererer til er jo en daglig foreteelse, som skal kontrolleres politisk hver dag. Det har EU bidraget til. Og jeg giver dig ret i, at trykket bryder ud samme dag, som man holder op med at kontrollere det. Det er ikke noget endeligt samfund.

Danmarks forhold til verdensøkonomien er, at vi har brug for verdensøkonomien, mens den ikke har brug for os. Som jeg ser det er EU en stærk national interesse i forhold til økonomi, ressourcer og sikkerhed.

Dit forhold til Occupy er rigtigt spændende. Den store fordel ved ikke at have en fast strategi er jo, at man kan tænke nyt.

I den sammenhæng udfordrer I det etablerede partier. Lige nu er det jo vigtigere at spørge SF, Venstre og Konservative, hvad deres strategi for krisen er, end om de engang kørte i påvirket tilstand eller om de modtog penge til deres partiarbejde.

Der er kun et problem som står i vejen for Euroen, demokratiet - så det bliver nok afskaffet.

som om hver modsigen eu er modsigen fra kun nationalisme; verden er større og væsentligere
end eu

Morten Kjeldgaard

Jeppe, næh, den økonomi kommer ingen steder fra. Bankerne stamper penge op ad jorden ved at udstede lån, på samme måde som staten i gamle dage lod seddelpressen køre. De lån er sædvanligvis med garanti i fiktive værdier. Det kunne være "værdien" af en bolig -- som kun kan rejse den forventede salgspris såfremt der findes købere der vil betale dette beløb -- det kan også være en virksomhed der får er lån på grundlag af foventet indtjening.