Læsetid: 7 min.

Først ødelagde fossil energi deres klima — så fandt de olie

Pressede af tørken og manglen på dyr forgriber hyrdefolkene i det nordlige Kenya sig på områdets sårbare vegetation. Men om lidt står større indgreb for døren — et multinationalt olieeventyr synes på vej til Turkana
Barua er den ældste mand i landsbyen Nariamawoi, som ligger i området, hvor internationale olieselskaber leder efter olie. Før i tiden vogtede de ældre i stammen om naturen og bæredygtigheden, Men det er man nu blevet nødt til at opgive pga. manglen på indtægtskilder under tørken og befolkningspresset.

Barua er den ældste mand i landsbyen Nariamawoi, som ligger i området, hvor internationale olieselskaber leder efter olie. Før i tiden vogtede de ældre i stammen om naturen og bæredygtigheden, Men det er man nu blevet nødt til at opgive pga. manglen på indtægtskilder under tørken og befolkningspresset.

Jakob Dall

6. december 2011

TURKANA, KENYA — Man ser dem med jævne mellemrum, når man kører på vejen mod Lokichar. De hvide sække med trækul. Tilsyneladende opstillet med henblik på høflig selvbetjening.

Efter et tiår med forstærket tørke og med de seneste to års ekstreme svigt af regntiderne er de fleste af hyrdefolkenes dyr i Turkana-regionen døde, og for mange er der p.t. ikke meget andet at leve af end at producere og sælge trækul. Stabler af sten langs områdets jordveje tyder godt nok på, at nogle også forsøger at sælge sten, men det er unægteligt svært at få øje på markedet her.

En sæk med trækul kan indbringe omkring 350 kenyanske shilling. Kan man sælge fem-otte sække, har man råd til en ged — hvis da ikke pengene i stedet må gå til at sikre mad til familien.

Trækulsproduktionen er hårdt kvindearbejde — udelukkende kvindearbejde — og i det nuværende omfang er det ikke bæredygtigt. Hvad tørken ikke har gjort ved plantevæksten, gør menneskene nu: Træ- og buskvegetationen viger, og det bliver endnu sværere at holde på fugtigheden, sikre føde til dyrene — og skaffe træ til trækullene. Den globale klimakrise er via tørken langsomt ved at skabe en lokal energi- og miljøkrise, en ond cirkel blandt hyrdefolkene på Afrikas Horn.

Nogle af turkanaerne må give op og søger mod byerne i håb om bedre fremtidsmuligheder. Som den lille støvede by Lokichar nær Lake Turkana i det nordlige Kenya. Nogle få husrækker langs jordvejen med — som altid på landet i Afrika — optimistiske, håndmalede reklameskilte, men uden ret meget bag facaden.

Olieselskaberne

Chaufføren har et ærinde i Lokichar, og der holdes ind til siden — en velanbragt pause til at få drukket vand i den flimrende middagshede. I skyggen langs husfacaderne sidder en mand på en smal bænk og følger livet langs den støvede vej. Han giver beredvilligt plads.

»Jeg sidder her og håber, jeg får noget arbejde i dag,« siger han og præsenterer sig:

»George Njagi, jeg er chauffør.«

Adspurgt hvem han venter på, svarer George:

»Olieselskaberne.«

Olieselskaberne? Der synes ikke at være andet her i Lokichar end en håndfuld små, nedslidte butikker, et par såkaldte hoteller uden værelser, omkringløbende geder og hunde samt lokale indbyggere, der driver langsomt op og ned ad gaden.

Ikke mange multinationale olieselskaber her.

Men de er her, forsikrer George.

»Canadierne. Og kineserne. De kommer her hele tiden. Men de taler dårligt engelsk.«

Og han har ret. Nær den endnu mindre landsby Loperot, 20 km fra Lokichar, er det, George Njagi kalder the fuel point — stedet hvor olieselskaberne er i gang.

»Havde det ikke været søndag, ville vi have set selskaberne flyve lavt hen over sletten her i deres eftersøgning af olie,« bekræfter Peter Outah, lokal operationsleder hos Kenya Røde Kors og med i bilen.

Den flade gulbrune slette ved Loperot er i virkeligheden en forhenværende sø — det fossile energiforbrug bag den globale opvarmning har udtørret den, og nu skal der produceres mere fossil energi herfra.

Aktørerne er flere. Dels selskabet Africa Oil Corporation (AOC), der trods navnet er et canadisk olieselskab, ejet af den store Lundin Group, som også kontrollerer det svenske selskab Lundin Petroleum, kendt for sine tidligere kontroversielle olieaktiviteter i Sudan. Og dels det britiske olieselskab Tullow, der opererer i samarbejde med AOC. Tullow producerer eller søger efter olie i 15 afrikanske lande.

Det statslige kinesiske olieselskab CNOOC, der i flere år har ledt forgæves efter olie i Kenya, søgte tidligere i år at købe sig ind i området, hvor AOC og Tullow opererer, men det britiske selskab har indtil videre sagt nej.

»Det britiske selskab vil måske overveje et partnerskab med CNOOC i fremtiden, hvis Tullow øger sine værdier ved at finde olie der,« skrev Dow Jones i februar med kilder i det britiske olieselskab og den kenyanske regering.

Om det kan være rastløse kinesere på jagt efter en andel, som George Njagi har set færdes på hovedgaden i Lokichar, står ikke klart.

Ni liter

Interessen for området går helt tilbage til 1992, da Shell efter tre årtiers efterforskning og 82 dages boring fandt olie ved Loperot i 1.000 meters dybde — i alt ni liter. Ikke meget, men nok til at olieselskabet var klar til at fortsætte. Den daværende kenyanske regering ville dog kun forlænge sin aftale med Shell med ét år, og så trak selskabet sig, og efterforskningen gik i stå.

Nu er den i fuld gang igen, fremgår det af AOC og Tullows løbende meddelelser. Gennem nogle måneder har man fra luften og på jorden lavet seismiske målinger af undergrunden i Blok 10BB omkring Loperot, og ved den såkaldte Ngamia-placering aftegner sig nu et begyndende olieindustrielt center midt i det øde landskab.

»Borestart for Ngamia-kilden er planlagt til fjerde kvartal 2011,« skrev AOC i en pressemeddelelse i august.

Det bekræftede man i et præsentationsmateriale fra oktober, hvor det hedder, at »en aggressiv borekampagne vil begynde i fjerde kvartal 2011: To borerigge vil operere konstant for at bore 7-10 brønde i de kommende 18 måneder.«

Den 9. november præciserede partneren Tullow så, at »boringen af Ngamia-1 i Blok 10BB ventes at starte i december.«

Ingen ved med sikkerhed, hvad undergrunden gemmer, men selskabernes skøn er på nuværende tidspunkt, at der kan være tale om et oliesystem i »potentiel verdensklasse«. Uden at vide hvor meget af den totale ressource, der på sigt kan blive tilgængelig for produktion, nævner AOC to milliarder tønder olie som et samlet gæt for Blok 10BB, der strækker sig over et licensareal på godt 12.000 kvadratkilometer, mere end Sjælland og Fyn tilsammen.

Selskaberne har efterforskningstilladelse til andre områder i og uden for Turkana-regionen — i alt et licensområde på 67.000 kvadratkilometer.

Et stort håb

AOC og Tullow har holdt lav profil med olieefterforskningen i den kenyanske offentlighed, men i oktober kunne departementschefen i Kenyas energiministerium, Patrick Nyoike, ikke holde sig længere.

»Denne gang er der et stort håb om, at vi finder olie. Tullow er begyndt at flytte boreudstyr til Turkana-regionen, og den faktiske boring vil snart starte. Der er stor spænding hos selskabet,« sagde han til det kenyanske internetmedie Jikaze.com.

»Jeg vil ikke foregribe officielle meddelelser, men jeg tror, at Kenya vil annoncere fundet af olie inden årets udgang.«

Tilsvarende forventningsfuld er også stemningen på bænken i Lokichar. Ikke alene håber George Njagi, at olieselskaberne får brug for ham som chauffør.

»Vi har haft to år uden regn, og her har været meget tørt. Køer, geder og får er døde, og f.eks. ved Loperot er der en meget slem underernæring. Nu er der så kommet regn, og folk er glade lige nu, men fra januar bliver det tørt igen. Der er ingen produktion her, så derfor byder lokalsamfundet selskaberne velkommen. Allerede nu uddeler de gratis mad, og jeg bliver især glad, hvis de også vil bore vandhuller,« siger han.

George Njagi understreger, at AOC og Tullow skal forhandle med de lokale myndigheder om vilkårene for at producere olie, og han forventer, det fører til, at selskaberne finansierer opførelse af både hospital og skole i området.

Dertil kommer alle de nye arbejdspladser, et olieeventyr i sig selv vil give anledning til i en region, hvor 64 pct. af befolkningen ifølge Turkana District County Hospital lever under fattigdomsgrænsen.

Det nye liv

Finder man olie, skal Turkanas hyrdefolk til at indstille sig på en helt ny tilværelse i dette område.

Edmund Barrow, skovekspert med over 35 års erfaring fra mange afrikanske lande, i dag Afrikarådgiver for den internationale naturbeskyttelsesunion, IUCN, studerede tilbage i 1988 Turkana-folket og dets omgang med træer og vegetation. Barrow siges at have kaldt turkanaerne nogle af de bedste miljøbeskyttere i verden.

I sin undersøgelse beskrev han, hvordan hyrdefolket anså træerne for »den mest værdifulde ressource i området.« Man fældede sjældent træerne, men skar kun udvalgte grene og kviste af og brugte helst kun døde træer til brænde, til redskaber, til hytterne.

»Mennesker navngives efter træer, skyggefulde træer fungerer som mødepladser, træer leverer en masse traditionel medicin. Træer spiller en vital og integreret rolle i mange indvielsesritualer som fødsel, giftermål og diverse fester. Alt dette bidrager til at fastholde interessen i at bevare træressourcerne,« skrev Barrow dengang.

Stammens ældre vogtede, at reglerne for vegetationen blev overholdt, og forbrød man sig, var der sanktioner, f.eks. bøder som skulle betales i husdyr.

Den intensiverede tørke, befolkningspresset på landområderne og manglen på indkomstkilder, når dyrene dør, presser i dag Turkana-folket til at bryde med den gamle viden og de traditionelle regler om bæredygtighed. Man overudnytter vegetationen til produktionen af trækul og bliver nødtvungne miljøbelastere i det små.

Med et muligt olieeventyr i området omkring Lokichar kan tilværelsen snart skifte igen. Fra nomadefolk til ansatte i olieindustrien eller dens servicevirksomheder. Fra aktører i en lokal naturalieøkonomi til ansatte i en globaliseret økonomi, der godt nok undergraver klimaet, men til gengæld måske kan give dem lidt af den velfærd og materielle tryghed, som i dag er truet.

På bænken i Lokichar glæder man sig.

Serie

COP17: Mens de snakker i Durban

De globale klimaforhandlinger fortsætter fra mandag med COP17 i Durban, Sydafrika.

På forhånd er forventningerne helt i bund — ingen forventer sig gennembrud hen imod den forpligtende internationale aftale, der kan beskytte planeten mod tiltagende global opvarmning. Så mens der tales, fortsætter klimaforandringerne og med dem de høje omkostninger for opvarmningens ofre.

Frem for som sædvanlig at placere sig som tilskuer til COP-processen er Informations klimamedarbejder Jørgen Steen Nielsen og fotograf Jakob Dall rejst til Afrikas Horn, til de gennem flere år tørkeramte områder i det nordlige Kenya, hvor klimaflygtninge og hyrdefolk fortsat betaler prisen for politikernes passivitet.

Følg serien i Information, mens COP17 står på

Seneste artikler

  • Kan 50 millioner mennesker ændre livsform?

    12. december 2011
    Millioner af mennesker på Afrikas Horn kan ikke fortsætte det liv, de har levet i århundreder. Klimaændringerne gør det umuligt. Spørgsmålet er, om de skal leve videre på nødhjælp eller kan finde en ny livsform, dikteret af hvad andre har gjort ved den fælles atmosfære
  • Klimaregningen er sendt til de fattigste

    10. december 2011
    FN’s internationale klimatopmøde i Sydafrika blev igen et eksempel på, at verdens ledere trækker en nødvendig klimaaftale i langdrag. I Etiopien kan hyrdefamilien Basayee se frem til flere døde kreaturer og tomme maver
  • Klimaet er ikke den eneste skurk på Afrikas Horn

    7. december 2011
    Det er ikke kun klimaforandringernes skyld, at Afrikas Horn er ramt af massiv hungersnød. Problemerne skyldes også, at områdets nomader har svært ved at finde balancen mellem deres traditionelle livsform og moderne krav. Det er tid til selvransagelse — også blandt de humanitære organisationer
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Desværre siger statistikkerne at oliefund mere skader end gavner de lokale befolkninger. Lad os håbe at det bliver anderledes denne gang.