Læsetid: 8 min.

Kan 50 millioner mennesker ændre livsform?

Millioner af mennesker på Afrikas Horn kan ikke fortsætte det liv, de har levet i århundreder. Klimaændringerne gør det umuligt. Spørgsmålet er, om de skal leve videre på nødhjælp eller kan finde en ny livsform, dikteret af hvad andre har gjort ved den fælles atmosfære
I én optik er hyrdefolkene selve svaret på ønsket om bæredygtighed. De har en meget lille levefod, og de bevæger sig med deres dyr efter, hvor naturen bedst tåler det. På den anden side er hyrdetilværelsen den livsform, som er kommet alvorligst i klemme, når det kommer til en  voksende befolkning og en voksende forarmning af landskabet forårsaget af klimaforandringer.

I én optik er hyrdefolkene selve svaret på ønsket om bæredygtighed. De har en meget lille levefod, og de bevæger sig med deres dyr efter, hvor naturen bedst tåler det. På den anden side er hyrdetilværelsen den livsform, som er kommet alvorligst i klemme, når det kommer til en voksende befolkning og en voksende forarmning af landskabet forårsaget af klimaforandringer.

Jakob Dall

12. december 2011

KENYA — »Titusinder af mennesker er døde siden april, og dødsfaldene vil sandsynligvis fortsætte de kommende måneder. Status er, at fødevaresituationen stadig er den værste i verden.«

Det fastslår FN’s analyse-enhed for fødevaresikkerhed i Somalia, FSNAU, et halvt år efter det stod klart, at Afrikas Horn var på vej ind i tørke- og sultkatastrofen. Fire millioner mennesker i Somalia har fortsat brug for fødevarehjælp — 250.000 af dem står ifølge FSNAU stadig over for akut hungersnød. I Etiopien har 3,9 mio. mennesker fået hjælp, og mange har fortsat brug for det. I Djibouti behøver 210.000 hjælp. I Sudan er 3,2 mio. karakteriseret som ’fødevare-usikre’.

»Omkring 3,75 mio. tørkeramte personer har brug for fødevarehjælp frem til mindst februar 2012,« hedder det om Kenya i en opgørelse sidst i november fra FN’s humanitære organisation OCHA. Efter alt at dømme dæmper den aktuelle regn til dele af Afrikas Horn nøden og giver for en tid bedre grundlag for bønders afgrøder og høst og for græsning til hyrdefolkenes dyr. Men for Somalia forudser FSNAU en fortsat officiel nødsituation frem til august 2012 med fødevareknaphed, mere udbredt underernæring og øget dødelighed. Og mht. det længere sigt peger klimaforskerne på, at de senere års udvikling med mere tørke og tiltagende ørkendannelse på Afrikas Horn vil fortsætte, sandsynligvis forstærkes. Alt mens det internationale samfunds forhandlere danser frem og tilbage om den globale klimabeskyttelse, rejser der sig et skisma: Adskillige millioner mennesker i regionen lever i dag af fødevare og anden hjælp fra FN, internationale bistandsorganisationer og lokale regeringer. En del af dem i områder, som i kraft af klimaændringerne måske ikke mere muliggør selvbærende menneskelig beboelse eller traditionel livsform.

»Det er et kæmpe dilemma, som diskuteres i bistands- og nødhjælpsmiljøet,« siger Lars Iskjær, landekoordinator for Dansk Røde Kors i Kenya med base i Nairobi.

»Vi bliver nødt til at anskue meget af det, der sker, som resultat af langsigtede klimaændringer. Mange af disse områder bliver mere og mere ubeboelige, og spørgsmålet er, hvad disse mennesker skal gøre på længere sigt. Vores bistand gør det jo muligt for dem at blive, men mange har levet af fødevarehjælp i årevis. Skal det fortsætte?«

Lars Iskjær understreger, at dilemmaet reelt ikke er nødhjælpsorganisationernes: »Vi har et mandat i Røde Kors: Vi er til stede for at hjælpe mennesker, der er nødlidende, og give dem adgang til rent vand, lægehjælp, sundhed osv. Det er op til politikerne at beslutte, hvad der skal ske med disse mennesker på længere sigt.«

Bæredygtighed i klemme

I centrum af dilemmaet står hyrdefolkene. Nomaderne, der vandrer med deres kvæg, geder, får og kameler efter, hvor der er vand og vegetation. Tværs over den tørre del af Afrika er det måske 50 mio. mennesker, på selve Afrikas Horn anslået 20 mio. og i Kenya knap fire mio. mennesker — eller godt det dobbelte, hvis man medtæller de hyrdefolk, der samtidig driver jordbrug i et eller andet omfang.

I én optik er hyrdefolkene selve svaret på ønsket om bæredygtighed. De har en meget lille levefod, og de bevæger sig med deres dyr efter, hvor naturen bedst tåler det. Selv under et vist klimapres er de via deres store fleksibilitet bedre tilpasset end andre: De kan flytte sig med det skiftende og uforudsigelige mønster af tørke og ekstrem nedbør — det kan fastboende kvægavlere og landmænd ikke. Hyrdefolkene kan tilmed lave mere kød, mere mælk og flere kalve pr. ko end stedfaste kvægbrug, fortæller rapporten Modern and Mobile fra International Institute for Environment and Development (IIED).

»Undersøgelser i Etiopien, Kenya, Botswana og Zimbabwe, som sammenligner produktiviteten i stedfaste kvægbrug med hyrdefolk, kom alle til samme konklusion: Hyrdefolkene udkonkurrerer kvægbrugene og det i markant grad,« hedder det i rapporten.

På den anden side er hyrdetilværelsen den livsform, som er kommet alvorligst i klemme i det krydspres, der udgøres af en voksende befolkning og en voksende forarmning af landskabet forårsaget af klimaforandringer. Befolkningspresset betyder, at jordbrug rykker ind i områder, der historisk har været hyrdefolkenes domæne. I høj grad småbønder, men også store kommercielle farme, som kan være udenlandsk ejede, og som kan have produktion af biobrændstof på dagsordenen, som det i dag ses i f.eks. Kenya, Uganda og Etiopien. Når et mindsket landareal kombineres med øget klimapres, accelereres de feedback-processer, der kan gøre det umuligt for nomader og seminomader at opretholde deres livsform. Tørke forringer vegetationen, som derfor overbelastes ved græsning. Den vigende vegetation og manglen på vand gør, at dyrene dør, hvorfor hyrdefolkene slår sig på bl.a. trækulsproduktion, der yderligere reducerer plantevæksten — erosion og ørkendannelse er resultatet.

»Tørke og ørkendannelse truer vedvarende livsgrundlaget for millioner af mennesker i Afrika og gør det i stigende grad umuligt for dem at slippe ud af fattigdommen. Denne udvikling vil blive forværret, i takt med at klimaændringerne slår igennem,« skriver FN’s Økonomiske Kommission for Afrika i rapporten Africa Review Report on Drought and Desertification. Hvert år øges ifølge kommissionen det afrikanske ørkenareal med over 3.000 kvadratkilometer, og i f.eks. Kenya og Etiopien er henholdsvis 80 og 70 pct. af det nationale areal sårbart over for de mekanismer, der fører til ørkendannelse.

Konsekvensen er de stadig flere mennesker, der overlever på fødevarehjælp i mere eller mindre ødelagte landområder, eller som flygter til byerne i håb om en fremtid der.

»De østafrikanske hyrdefolks krise: Er klimaændringer strået, der knækker kamelens ryg,« spørger den britiske tropeforsker P.J. Blackwell i tidsskriftet Third World Quarterly.

Blackwell har især set på det kenyanske Turkana-folks situation: »Realiteten er, at den traditionelle livsform for hyrdefolkene måske ikke længere er en mulig livsform, når man tager virkningerne af klimaændringer, sygdom og ledsagende konflikter om svindende ressourcer i betragtning. Fremtiden for de traditionelle Turkana-hyrdefolk er dyster, fordi de er afhængige af et miljø, der ikke kan forsørge dem. Humanitære organisationer anbefales at flytte deres fokus til at arbejde for og investere i alternative strategier for leveveje, der skaber økonomisk uafhængighed og hjælper turkanaerne til at tilpasse sig det skiftende miljø.«

Honning og kamelmælk

Raphael Marambii piller ved en tynd kæde om håndleddet med små røde, gule, blå og grønne perler.

»Det her skal man gå med for at vise, at man støtter den økologiske honningproduktion i Pokot-regionen,« siger han. Perlekæden får man med i købet, hvis man i et af Nairobis supermarkeder vælger honningen til godt 20 kr. glasset. ’BIO Wild Bush Honey’ står der på etiketten, som fortæller, at produktet er uden tilsætningsstoffer og konserveringsmidler.

Honning-produktionen »giver hundreder af hyrdefolk en indkomst og et håb om overlevelse«, oplyses det. Bag produktionen står det såkaldte Cabesi-projekt, der sigter på at udvikle nye leveveje for hyrdefolk truet af klimaforandringer og konflikter om jorden. Faktisk fortæller Cabesis hjemmeside, at hele 4.000 familier i West Pokot nu holder bier.

At forestille sig honningproduktion i dette tørre landskab ligger ikke ligefor. Mere end 90 pct. af West Pokot er ørkenlignende landskab — Turkana-området nordpå er endnu barskere: »Men bier kan klare sådan et klima. De behøver meget lidt vand og kan samle nektar over store afstande,« fortæller Raphael Marambii.

Han er egentlig dyrlægeuddannet, men arbejder i dag for ngo’en Arid Lands Information Network og for græsrodsfirmaet Mobile Future Enterprises med at skabe overlevelsesstrategier for hyrderne i det nordvestlige Kenya. Han taler passioneret om andre projekter med perspektiv: Dyrkning af aloe vera til bl.a. kosmetik og medicin, produktion af planten jatropha, der kan bruges industrielt til bl.a. biobrændstof, fremstilling af kamelmælk, silke, fibre m.m.

Marambii er også involveret i at etablere cybercafeer — drevet på solenergi — i landdistrikterne for at give især unge hyrdefolk adgang til viden og til sociale medier, der kan fremme udvikling og omstilling. El og kommunikation er to forudsætninger for omstilling. Stabil adgang til vand er en tredje. I det nordøstlige Kenya samarbejder Dansk Røde Kors og pumpevirksomheden Grundfos om at etablere en pålidelig vandforsyning, så hyrdefolk kan blive bofaste og etablere nye former for landbrug.

»Ved byen Isiolo har vi foreløbig etableret fem vandprojekter med pumper, der drives af solceller — bæredygtigt og billigt. Målet for Isiolo er 10 projekter,« fortæller Louise Koch, projektleder for forretningsudvikling og kommunikation hos Grundfos Lifelink, starten på et nyt forretningsområde med socialt sigte, der efterhånden skal blive lønsomt for virksomheden og udbredes til andre regioner i Afrika og Asien, hvor mennesker mangler rent vand. De 10 vandprojekter til Isiolo er doneret af Grundfos’ medarbejdere gennem Water2Life-programmet.

»Til vandsystemerne har vi tilkoblet et automatisk brugerbetalingssystem via mobiltelefoner. Betalingen for vandet dækker løbende service og vedligehold, som varetages af professionelle folk fra det lokale Grundfos Lifelink-team.« Lars Iskjær, Røde Kors’ koordinator i Kenya, fortæller, at man ved siden af samarbejdet med Grundfos laver klimatilpasning og kapacitetsopbygning i området i form af bl.a. water harvesting, dvs. sikring af vandet efter nedbør via små dæmninger i flodlejer. Samtidig assisterer man de hidtidige hyrdefolk med f.eks. at etablere drivhuse med drypvanding af grøntsager.

Den svære omstiling

Sammen har bistandsorganisationer, kenyanske ngo’er, FN-organisationer, virksomheder og nationale og lokale myndigheder taget de første initiativer for at hjælpe klimatruede hyrdefolk i Kenya og andre dele af Afrikas Horn til en ny levevis og en mere holdbar fremtid efter den seneste tørkekatastrofe.

»Disse mennesker bliver nødt til at indse, at de ikke i længden kan leve som passive ofre på nødhjælp, men selv må gøre noget for at uddanne sig, skaffe sig nye indtægtsmuligheder og ændre deres situation,« siger Anne Mette Meyer, klimarådgiver hos Dansk Røde Kors.

Spørgsmålet er imidlertid ikke blot, hvor langt hjælpen udefra rækker — der er flere millioner hyrdefolk alene i Kenya — men også om turkanaer og andre folk, der i generationer har vandret med deres dyr, magter at stille om.

»Et af problemerne er, at regeringen og eksperterne sidder inde i Nairobi og fortæller dem, hvad de skal. Men de kender dem ikke og giver dem ikke uddannelse,« mener Raphael Marambii.

»Regeringen vil have, at vi hyrdefolk skifter til andet arbejde. Men hvordan skulle vi kunne det, når vi er født med at skulle passe kvæget, og det er det, vi kan,« siger Joseph Lemole, en ung masai, der personligt har givet op efter at have mistet sine dyr under tørken og nu lever i Nairobis slum. Kvæget, gederne, fårene og vandringen med dem er hyrdefolkenes historie, kultur og hele identitet. En mand, der f.eks. ikke kan betale den traditionelle medgift på måske 50 køer eller et par hundrede geder, kan ikke få en brud og dermed hjælp til arbejdet, børn og status. De under tørken intensiverede kvægtyverier og blodige konflikter mellem nomadefok har direkte sammenhæng med den sociale skik med høje brudepriser, siger fagfolk. At se med bekymring eller skepsis på hyrdefolkene som konservative og omstillingsresistente i en verden af truende forandring burde måske inspirere til et kig i spejlet. Hvor let har lige den vestlige verdens middelklasseforbrugere ved at stille om til en ny livsform under indtryk af de planetære kriser, som deres traditionelle, ikke længere holdbare, livsform har skabt?

 

Informations reportagerejse til Afrikas Horn er gennemført med støtte fra Folkekirkens Nødhjælp og Udenrigsministeriet

Serie

COP17: Mens de snakker i Durban

De globale klimaforhandlinger fortsætter fra mandag med COP17 i Durban, Sydafrika.

På forhånd er forventningerne helt i bund — ingen forventer sig gennembrud hen imod den forpligtende internationale aftale, der kan beskytte planeten mod tiltagende global opvarmning. Så mens der tales, fortsætter klimaforandringerne og med dem de høje omkostninger for opvarmningens ofre.

Frem for som sædvanlig at placere sig som tilskuer til COP-processen er Informations klimamedarbejder Jørgen Steen Nielsen og fotograf Jakob Dall rejst til Afrikas Horn, til de gennem flere år tørkeramte områder i det nordlige Kenya, hvor klimaflygtninge og hyrdefolk fortsat betaler prisen for politikernes passivitet.

Følg serien i Information, mens COP17 står på

Seneste artikler

  • Klimaregningen er sendt til de fattigste

    10. december 2011
    FN’s internationale klimatopmøde i Sydafrika blev igen et eksempel på, at verdens ledere trækker en nødvendig klimaaftale i langdrag. I Etiopien kan hyrdefamilien Basayee se frem til flere døde kreaturer og tomme maver
  • Klimaet er ikke den eneste skurk på Afrikas Horn

    7. december 2011
    Det er ikke kun klimaforandringernes skyld, at Afrikas Horn er ramt af massiv hungersnød. Problemerne skyldes også, at områdets nomader har svært ved at finde balancen mellem deres traditionelle livsform og moderne krav. Det er tid til selvransagelse — også blandt de humanitære organisationer
  • Først ødelagde fossil energi deres klima — så fandt de olie

    6. december 2011
    Pressede af tørken og manglen på dyr forgriber hyrdefolkene i det nordlige Kenya sig på områdets sårbare vegetation. Men om lidt står større indgreb for døren — et multinationalt olieeventyr synes på vej til Turkana
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Rigtig god artikel, der sætter nogle af de store dilemmaer på dagsordenen. Konkret tvivler jeg på, at der en én løsning - der er ikke nogen 'one size fits all'.
Adgangen til vand er selvsagt et grundlæggende problem. Det er mange steder muligt at bore brønde, men dels koster det og dels risikerer man at medvirke til at sænke grundvandspejlet, så det ikke er en bæredygtig løsning på længere sigt.
Opsamling af regnvand kan i nogle tilfælde være en vældig god investering: I Etiopien investerede Folkekirkens Nødhjælp 200.000 kr. i etableringen af en kunstig sø, Kubi Søen, og den giver nu vand året rundt til 7.000 mennesker og 45.000 husdyr. (Læs: http://www.noedhjaelp.dk/nyheder/seneste-nyt/etiopien-vand-giver-liv).
Andre steder må man hjælpe hyrdefolkene til at blive bofaste og dyrke landbrug. Og igen andre steder vil den eneste mulighed være migration.
Men altså: man er nødt til at tackle problemerne lokalt og designe løsninger i hvert enkelt tilfælde.

"At se med bekymring eller skepsis på hyrdefolkene som konservative og omstillingsresistente i en verden af truende forandring burde måske inspirere til et kig i spejlet. Hvor let har lige den vestlige verdens middelklasseforbrugere ved at stille om til en ny livsform under indtryk af de planetære kriser, som deres traditionelle, ikke længere holdbare, livsform har skabt?"

Bingo!

God artikel, men dum konklusion, den vestlige livsstil kan opretholdes netop fordi adgangen til vand og fødevarer pga de klimatiske forhold er optimal, det kan en finanskrise ikke rykke ved.

@Stig Rasmussen: Konklusionen handler ikke om, hvorvidt noget er teknisk muligt eller ikke. Den handler om, hvorfor det menneskelige sind tilsyneladende er så rigidt: hvorfor det, i lyset af alle de advarsler, som videnskaben disker op med angående fremtidens rædsler, ikke kan tage sig sammen til at forandre sin adfærd.

"Hvor let har lige den vestlige verdens middelklasseforbrugere ved at stille om til en ny livsform under indtryk af de planetære kriser, som deres traditionelle, ikke længere holdbare, livsform har skabt?"

Man kan nogen gange få lyst til at spørge sig selv hvilke moralske "klimadommere" der har fastsat kravene for hvad det vil sige at være "den vestlige verdens middelklasseforbrugere". Den her debat har efterhånden malet det hele op i så store kontraster, ond/god, vestlig/ikke vestlig osv, at man lader til at glemme at der er nuancer i det her billede.

Så vidt jeg kan se er der store forskelle at finde i måden de vestlige lande forbruger og lever på. Omend ingen af dem endnu er tæt på bæredygtighed, så ses der dog skridt hen imod et sådant samfund og vi bliver konstant bedre. Der er LANG vej endnu og der er meget der skal gøres, men kampen er ikke tabt. Dette synspunkt skal ikke ses som nogen retfærdiggørelse af de hæslige ting vi nu er vidner til i Afrika og i nogle østater, slet ikke!. Ikke desto mindre er jeg dog ualmindelig træt af at få skudt i skoene at der ingenting sker og at den vestlige verden lader sig bedøve i fladskærme, smartphones og overforbrug mens violinisterne forsøger at holde festen igang ombord på dækket af Titanic.

Hvad disse mennesker gennemgår har jeg ikke engang fantasi til at forstå, så forfærdeligt må det være, men jeg tvivler på at sortsyn og skyld for en livsmåde, vi forhåbentlig snart forlader, vil bidrage positivt til noget som helst!

Istedet for flere af de her artikler, der beskriver verdens endeligt, ville det istedet være rart at læse om det fremskridt der trods alt finder sted, men måske er det bare mig der er træt af "dommedag" - Jeg ved det ikke.....

@Jens Haushøj: "Ikke desto mindre er jeg dog ualmindelig træt af at få skudt i skoene at der ingenting sker ..."

Føler du dig da personligt ramt, eller hvordan?

Svaret på det spørgsmål, John Fredsted, må være, at klimakrise er lig med systemkrise. Det kapitalistiske systems religiøse pris af evig og stadigt hastigere akkumulation og vækst.

Men mennesket er ikke viljeløst og determineret af sine kår og systemet. Vi er i stand til at bryde rammerne og sætte andre op. Samfundsforskningens fader, Karl Marx, fastholdte, at når den dominerende produktionsmåde ikke længere kan opfylde menneskets behov, da opstår en periode med social revolution. (Grundrisse, K. Marx, 1858)

Hvorfor det ikke er sket endnu? Flertallet, særligt i Vesten, er så bedøvede af den gældende ideologi, at erkendelsen kun kommer ganske langsomt. Og revolution kommer ikke af sig selv som en naturnødvendighed, men som et resultat af bevidstgørelse om en anden vej end den, mainstream-politikerne med deres elitære klasseinteresser anviser - eller snarere ikke anviser.

Tag nu Durban og hele COP-cirkusset:

"- Durban-aftalen er en katastrofe for klimaet. Reelt var vi bedre tjent uden en aftale end med en aftale, der fastholder vejen mod en klimakatastrofe, mener Per Clausen. Samtidig ærgrer han sig over, at den danske regering lægger navn til denne aftale og dermed medvirker til at sløre magthavernes totale svigt i denne sag."

Magthavernes svigt, ja. Magthavernes objektive interesse er ikke at redde nomadernes liv og levemåde, det er ikke engang at redde klimaet. Det er at fastholde systemet i sin nuværende tilstand således deres egen magtposition og plads i klassesamfundet er uudfordret. Men magthaverne er demokratisk valgt til at varetage folkets interesser. Dét er svigt. Dét er systemets fallit. Forandringerne er/bliver vores, almindelige menneskers, værk. For når først mange mennesker nok på et tidspunkt har indset, at det ikke kun er nomaderne i det afrikanske ækvatorialbælte, der "kun har deres lænker at miste og en verden at vinde", er der ikke længere noget magthaverne kan gøre for at fastholde status quo. Brandslukningens og de store forandringers tid kommer. Løgnen om om den retfærdige ulighed og den dynamiske grådighed har omvendt haft sin storhedstid. Kun kompromisløs kamp imod økonomisk og enhver anden form for undertrykkelse kan ændre på de uhyrlige magtforhold, der fastholder det globale klassesystem, der muliggør et sorgfrit liv i ubegribelig luxus for de ganske få, der trøster sig ved at de aldrig kommer til at mærke klimaforandringerne på egne kroppe, og en miserabel slavetilværelse for så mange.

@John Fredsted, sådan set enig, men så længe der ikke er kausalitet mellem levestil og hvor katastroferne rammer, så vil folk ikke reagere. Iøvrigt er Vest europa på god kurs mod både mindre forurening og miljø ødelægger nr. 1; stigende befolkningstilvækst.

Tilføjelse: Og hvad beskrivelse af fremskridt angår, ja, så er artiklens afsnit 'Honning og kamelmælk' faktisk en overraskende (for mig i hvert fald) opløftende én af slagsen.

Jens Haushøj

"Ikke desto mindre er jeg dog ualmindelig træt af at få skudt i skoene at der ingenting sker og at den vestlige verden lader sig bedøve i fladskærme, smartphones og overforbrug mens violinisterne forsøger at holde festen igang ombord på dækket af Titanic."

Er det da dårligt for aktierne?

Min kommentar kom også for sent, John Fredsted. Det spørgsmål, jeg forsøgte at give en slags svar på, var dit:

"hvorfor det, i lyset af alle de advarsler, som videnskaben disker op med angående fremtidens rædsler, ikke kan tage sig sammen til at forandre sin adfærd."

Bare lige for at genvinde en smule kronologi i tråden her... :)

Bo S.Nielsen:

Ja Bo, det er mit store problem som sagerne står. For mister mine aktier mere værdi kommer jeg aldrig til at kunne køre i den V8 Camaro jeg drømmer om, konen får ikke den lille nye smarte bil hun håber på, børnene kommer ikke med på jordomrejse, og jeg må nøjes med at skifte plasmaskærmen ud femten gange iår - Og sådan nægter jeg at leve!

Er der flere fordomme du vil have indfriet??

@Bo S. Nielsen: Vi er enige. Vores art kan ikke handle fornuftigt i forhold til klimakrisen, sålænge den gældende ideologi fastholdes. I 2008 bragte Information en række artikler om systemkrisen. De er endda blevet samlet til en bog.

PS: Jeg blev hurtigt klar over, at din kommentar var til mit tidligere stillede spørgsmål :-).

Jens Haushøj

Næ. Jeg undrer mig bare over hvorfor det går dig sådan på at blive mindet om realiteterne. Det er muligt, du er ligeså fattig som jeg selv, jeg synes bare der er sådan lidt 'lad dem spise kage' over din tilgang til problemet. Og det er såmænd ikke noget personligt, det er - desværre - den herskende ideologi i en nøddeskal.

@Jens Haushøj: "På ingen måde - Skulle jeg føle det sådan?"

Det ved jeg jo ikke. Men da jeg læste din tidligere kommentar, fik jeg fornemmelsen af at læse en kommentar fra en middelklasseforbruger, der egentlig var træt af at blive kritiseret for sit forbrug.

John og Bo:

Skulle det glæde mig at blive mindet om realiteterne? At blive mindet om at den tankegang omkring vækst og fremskridt som vejen mod det utopiske samfund hvor alle lever i materiel lykke, mere eller mindre har spillet fallit - Skulle det glæde mig???

Modsat jeres tankegang, når nu vi er igang med at læse hensigter ind i andres synspunkter, så er jeg ikke af den holdning at den verden vi lever i nødvendigvis har spillet fallit. Der er, som jeg nævnter tidligere, gigantiske udfordringer forude, men når jeg samtidigt læser om de fantastiske fremskridt der gøres, ja så bliver jeg ganske enkelt træt af at frygten og skylden konstant skal tage over.

Men nej fint nok, lad os folde hænderne, slukke de her computere vi skriver fra, som med stor sandsynlighed drives med strøm fra fossile afbrændinger, og håbe på ren samvittighed.

John:

Du må ivørigt lige belyse mig omkring et meget centralt område for den her diskussion.

Når mine kommentarer nu læses som nogle der kommer "fra en middelklasseforbruger" ja så kunne det da være ganske interessant at høre hvad dette temmelig "løse" udtryk i grunden dækker over???

@Jens Haushøj: Nej, naturligvis behøver du ikke glæde dig over realiteterne, det gør jeg da heller ikke.

"... men når jeg samtidigt læser om de fantastiske fremskridt der gøres ...": Hvorhenne dog? Bevares, der bankes vindmølleparker op alle mulige steder, der klaskes solpaneller op hist og her, men det forslår jo intet i forhold til den samlede CO2-udledning, der bare vokser og vokser, endda accelererende.

Inger Sundsvald

@John Fredsted
Det er ikke det menneskelige sind der er rigidt, det er kapitalen og grådigheden, der hverken er til at hugge eller stikke i.

(kl. 10:49 ;-)

John:

Jeg gik med vilje ikke i detaljer omkring de fremskridt jeg mener der gøres, da jeg på den måde ville vade lige nøjagtig ind i udmelding som du kommer med her: "Hvorhenne dog? Bevares, der bankes vindmølleparker op alle mulige steder, der klaskes solpaneller op hist og her, men det forslår jo intet i forhold til den samlede CO2-udledning, der bare vokser og vokser, endda accelererende.

Det var at forvente at du ville smide den i hovedet på mig. Jeg syntes dog igen at nuancerne mangler. For mens nogle lande udleder mere og mere er andre lande gået i stå og nogle endda i den modsatte retning.

Det her er for mig typisk pessimisme, som jeg, på samme måde som du ikke kan følge min optimisme, simpelthen ikke forstår. For hvorfor vælger du at se det sådan her: "Hvorhenne dog? Bevares, der bankes vindmølleparker op alle mulige steder, der klaskes solpaneller op hist og her"

Du mener ikke vi skal starte et sted eller hvordan? Du mener ikke at det er et gigantisk skridt i vores selvforståelse at vi nu er klar over at vores livsstil har en konsekvens og at der, omend den ikke er så stor som den bør være, er en vilje derude nu til at gøre tingene anderledes?? Du mener ikke at det er fremskridt og positivt når nu Danmark får store portioner af deres energi fra vinden fremfor kul, omend det ikke er den samlede portion??

Jeg bliver personligt arrig af at være vidne til det enorme spild af energi og mad som jeg ser på hver dag, men det ændrer da ikke ved at jeg ikke kan se og glædes ved fremskridtet når jeg ser danskerne købe mikrobiler fremfor groteske SUVére. Eller når jeg ser økologi og energirigtige løsninger fylde mere og mere både i forbrug og i bevidstheden.

Men nej, jeg skal da gerne springe med på den anden vogn istedet og løfte næven overfor alle der stadig tror at det er godt at gå på arbejde, holde gang i hjulene og tage del i det forbrug der omgiver dem.

Ja det var sat på spidsen....Men sådan kan det gå.

John:

Jeg brugte det i min oprindelige kommentar, da artiklen brugte det.

Jeg er ganske givet "middelklasseforbruger", da jeg lever i et af de mest jævne samfund i verden. Det jeg forsøgte at åbne op er at der, i min optik, er utrolig stor forskel på på hvordan vi lever her i den "vestlige verden", hvordan vi forbruger og hvilke aftryk vi efterlader os, hvilket jeg syntes helt er blevet overset i klimadebatten - Og nej jeg er på ingen måde selv noget mønstereksempel.

@Inger Sundsvald: Kapitalen og grådigheden er selvsagt rigide, men når jeg vælger at skrive, at det er sindet, der er rigidt, så skyldes det, at førstnævnte i mine øjne er skabt og opretholdes af sidstnævnte (for det falder vel ikke ned fra himlen af).

Det rigide i det menneskelige sind er for mig først og fremmest dets manglende beredvillighed til at lade sig nøje, at lade sig begrænse, at afstå fra at tage (langt) mere end fysiologisk nødvendigt, fordi - og det er min hypotese, som jeg har givet udtryk for flere gange i andre tråde - det i denne begrænsningens proces uvægerligt vil komme i kontakt med tanker om livets begrænsning, døden, og med tomhed, og måske vil opleve ensomhed som følge af social afvisning, etc. Dette kræver et mod som for få tilsyneladende besidder.

PS: Godt at se dig også her i denne tråd :-).

@Jens Haushøj: Nu er jeg altså ikke ude af stand til at glædes, som min tidligere kommentar demonstrerer.

Og naturligvis skal vi alle starte et sted. Og naturligvis er det positivt, at der opstilles vindmøller og opsættes solpaneller. Hvis jeg mente andet, så ville jeg modsige mig selv. Men alle disse teknologiske tiltag imponerer mig til syvende og sidst egentlig ikke, for det, der først og fremmest er behov for, er en forandring af sindelaget.

Lad mig give et eksempel fra mit hadeobjekt nummer et: charterturismen, denne selv for perlehøns-oplagte dekadente urimelighed i lyset af de vanskeligheder vores civilisation står i. Det er vel ikke sådan, at antallet af charterturister er faldende i disse år. Nej, man ønsker at opretholde adfærden, og ligeså gør flyselskaberne naturligvis. Og så løber man velsagtens an på, at netop teknologiske landvindinger kan gøre, at man ikke behøver at tøjle sin barnagtighed.

John:

Vi kan da være ganske enige omkring turisme og den dekadence der udvises af samme branche og dens kunder - Men om folk bruger deres penge på adspredelse i form af en ferie eller om de køber en fladskærm der sammensættes af 1000 forskellige sjældne jordarter, og derefter transporteres halvvejs rundt om planeten med skib eller fly, det er vel dybest set det samme??

Derudover er flybranchen da et af de steder der udvikler sig ganske meget i disse dage. Der er ikke meget positivt at sige om branchen som den ser ud nu, men jeg glædes dog igen ved at man nu bygger langt mere effektive fly og at både hybridfly og lignende tiltag er på tegnebrættet og om få år gerne skulle blive en realitet.

Jeg mener klart at der er ved at ske en forandring af folks sindelag, men det kommer til at tage år før vi ser det i praksis i folks vaner og forbrug - Om vi har tid til at vente er en anden snak.

Alt det her omkring klima, forbrug og effekterne af de to ting i skøn forening, er jo trods alt en relativ "ny" debat, det vil tage tid førend vores livsstil ændrer sig og realiteterne går op for alle, men jeg tror, måske naivt, på at vi kan og vil omstille os.

Når jeg ser på hvordan man i storbyer verden over er begyndt at indse at fødevarer skal dyrkes lokalt, økologisk og bæredygtigt, får jeg håb. Når jeg ser på hvor meget bæredygtighed fylder i medierne og i de køb vi foretager os, ja så får jeg også et håb - Og sådan kunne jeg blive ved.

Jeg kunne dog også bare tage de pessimistiske briller på og forudse at intet vil ændre sig, og at hele l*rtet, for nu lige at bruge en saglig tone, går op i flammer, og at det hele har været spildt!

Det sidste er det nemmeste, og det kommer ikke til at blive den vej jeg går, deraf mine indlæg.

Vi behøver ikke at være enige:)

Inger Sundsvald

Jeg ved jo godt hvad du mener, John Fredsted, og jeg er enig langt hen ad vejen, også selvom jeg ikke altid har noget (interessant) at tilføje i denne slags debatter, og også selvom jeg ikke personligt kan leve op til kravene.

Det er naturligvis ikke nødvendigt at tage tingene personligt, men jeg er altså ikke noget asketisk menneske, som pålægger mig selv et etisk mådehold, og jeg ville, hvis det på alle mulige måder kunne lade sig gøre, gerne se et par europæiske hovedstæder og kulturelle museer m.v. mere end jeg allerede har set.

Døden skræmmer mig ikke – kun elendigheden der kan risikere at gå forud. Noget som virkelig skræmmer mig er, at jeg kan falde død om, og at ingen, udover min kat, opdager det i rigtig lang tid.

Jeg snakkede engang med en hjemløs med en stor hund. Han kunne godt tænke sig en bolig langt ude på landet, men var for bange for at ingen ville kunne høre hunden, hvis...

Nåpr man har læst tråden under artikeln: Økologi mætter ikke mange munde her i Informations netunivers, så kan man godt fortvivle.

for det grådige danske storindustrilandbrug mener dybt alvorligt, at sulten i verden kan reddes, hvis blot det danske industrilandbrug får nemmere adgang til sprøjtegifte, GMo, kunstgødning og andet der ikke må være økologisk.

Kort sagt er det danske industrilandbrug (læs svineproduktion) svaret på alle trænglser i Verden, som relaterer sig til sult.

Men de (Industrilandbrugere) gider heller ikke læse andet end det de plejer og har fået anbefalet.Verden og samfundet uden for interesserer dem ikke.

Niels-Holger Nielsen

Må jeg foreslå to vigtige dokumenter om kapitalismen og klimaet, og om fossilmafiaens placering i forhold til de udeblevne forandringer i verdens klimapolitik.

OUTING
THE
OLIGARCHY

BILLIONAIRES WHO BENEFIT
FROM TODAY’S CLIMATE CRISIS

Den er udgivet herfra:

International Forum on Globalisation

Og så denne artikel fra The Nation af vidunderlige Naomi Klein:

Capitalism vs. the Climate

Gå efter bolden!

randi christiansen

Nils Holger Nielsen - tak for de links.

Kan nogen forklare hvor disse oligarker, disse finansielle misfostre har parkeret deres hjerne ? De kontrollerer størstedelen af ressourcerne - hvor godt syns de selv lige, at det går ? Og konfronteret med at 1% kontrollerer udfra en neoliberalistisk ideologi, hvordan kan nogen - Cepos m.fl. - ved deres fulde fem så tilslutte sig ideen om det frie marked.

Det er en syg tankegang, som inficerer flere og flere - måske fordi de færreste i bare kommunistforskrækkelse, planøkonomiparanoia og Zeitgeistfrygt tør tage konsekvensen og tænke igennem, hvordan problemet kan løses.

randi christiansen

Tak KIm - smuk tekst af Nordal Grieg

Knus det! I livets navn
skal urett falle.
Solskinn og brød og ånd
eies av alle.

Da synker våpnene
maktesløs ned!
Skaper vi menneskeverd
skaper vi fred.

- vi håber stadig på at fornuften vil sejre

mht. mistankerne om:

at meget af talen for: miljøhensyn, og for økologi;
måske bare kunne være capitalisternes påskud for at arbejderne skal spare:

hvis der er sådanne mistanker, uanset om de mistanker gælder eller ej:

så meget mere grund er der jo til at arbejdsmidlerne: banker, fabrikker, jorder
gøres til alle menneskers ligelige fælleseje;
for det må vel så også muliggøre at alle mennesker så derfra opnår et bedre udsyn: også mht. verdens sande “tilstand”

tilføjelse:
ikke for at antyde at de oprindelige grunde til at gøre bankerne, fabrikkerne, jorderne
til alle menneskers ligelige fælleseje , ikke var rigelige, for det var og er de.