Nyhed
Læsetid: 4 min.

Magtmænd kæmper om kontrol med militæret i DR Congo

Efter præsidentvalget i den Demokratiske Republik Congo hævder valgets to førende kandidater begge at have vundet. Den ene lod sig indsætte i præsidentembedet tirsdag. Den anden lader sig indsætte i dag ved en ceremoni på et fodboldstadion
Joseph Kabila (billedet), 
 hævder at have vundet endnu en periode med 49 procent af stemmerne, mens hans modkandidat, Etienne Tshisekedi, ifølge den officielle optælling fik 32 procent af stemmerne, men nægter at anerkende valgresultatet.

Joseph Kabila (billedet),
hævder at have vundet endnu en periode med 49 procent af stemmerne, mens hans modkandidat, Etienne Tshisekedi, ifølge den officielle optælling fik 32 procent af stemmerne, men nægter at anerkende valgresultatet.

Udland
22. december 2011

Det er set før efter et valg i et ustabilt demokrati. To kandidater hævder begge hårdnakket at have vundet.

Og sådan er situationen lige nu i den Demokratiske Republik Congo (DRC), hvor den siddende præsident, Joseph Kabila, hævder at have vundet endnu en periode med 49 procent af stemmerne.

Hans stærkeste modkandidat, oppositionslederen Etienne Tshisekedi, fik ifølge den officielle optælling 32 procent af stemmerne, men nægter imidlertid at anerkende valgresultatet. Han opfordrer i stedet hæren til at nægte at adlyde og har sat en pris på præsident Kabilas hoved.

»Jeg opfordrer alle til at holde øje med Kabila (præsidenten, red.) og bringe ham til mig i live. Hvis i gør det, vil i blive rigt belønnet,« sagde oppositionslederen Etienne Tshisekedi mandag.

Dermed er der lagt op til et valgefterspil, der får eksperter til at frygte for landet med den blodige fortid.

»Politik i Congo er voldelig, og det her er jo en krigserklæring,« siger Thomas Mandrup, der er ekspert i afrikansk sikkerhedspolitik ved Forsvarsakademiet.

»Tshisekedi forsøger at give ordre direkte til landets sikkerhedsstyrker, og det er her, at det begynder at blive farligt,« siger Thomas Mandrup, der peger på, at i DR Congo er der ingen tradition for loyalitet mellem landets sikkerhedsstyrker og centralmagten:

»I Congo handler alt om, hvad der bedst kan betale sig. Hvem tror man på, og hvem man tror, gavner egne interesser bedst. Derfor ser vi de to kandidater spille hårdt spil lige nu. De forsøger begge at lokke militære ledere over på deres side,« siger Thomas Mandrup fra Forsvarsakademiet.

Tvivlsomt valg

Der er ingen tvivl om, at præsidentvalget i DR Congo ikke levede op til almindelige demokratiske standarder for et valg. Det konkluderede det anerkendte Carter Institute, der som valgobservatør måtte opgive at evaluere valghandlingen ved godt en femtedel af valgstederne. På grund af »ringe organisering,« lød forklaringen.

»Ydermere har vi modtaget troværdige reporter om fusk med valgsedler og chikane ved valgstederne,« lød det efter valget fra Carter Institute. Også EU har kaldt valget for »kaotisk«, og USA’s udenrigsministerium mener, at valget var for »rodet,« til at være troværdigt.

Ikke desto mindre vil det sandsynligvis lykkes den siddende præsident, Joseph Kabila, at holde sig ved magten. Måske efter et forlig med den protesterende opposition, mener Thomas Mandrup.

»Vi har set i lande som Kenya, Zimbabwe og Elfenbenskysten, at der efter et valg kom de her meget skarpe udmeldinger fra både den påståede vinder og den tabende kandidat. I sidste ende skaber det et rum for forhandling, der så ender med en form for forlig og magtdeling. Det kan vi håbe på,« siger Thomas Mandrup.

Regional stabilitet

DR Congo er verdens 12. største land med et areal på godt 2,35 mio. kvadratkilometer (næsten fire gange Frankrigs areal). Landet har 71 mio. indbyggere, der etnisk fordeler sig på mere end 200 forskellige grupper, de fleste med eget sprog. DR Congos infrastruktur er sparsom, forfalden og først og fremmest bygget med det formål at sende mineraler og andre råvarer fra øst mod vest og havnen i Kinshasa.

»DR Congos grundlæggende problem er, at utrolig mange etniske grupper strides om magten,« siger Thomas Mandrup, der peger på, at landets størrelse og ringe infrastruktur gør opgaven med at regere DR Congo næsten umulig. Men at det først og fremmest er uformelle relationer udenfor statsapparatet — mellem stammer og militser — der holder sammen på landet: »En af de få positive konsekvenser af Mobutus regime (landets tidligere præsident 1965-97, red.), er, at han fik skabt en congolesisk nationalisme. Alle kæmper mod hinanden om magten, men ingen er i tvivl om, at den Demokratiske Republik Congo er ét land. Derfor handler alt om alliancer, og magten deles derfor reelt uden for de formelle samfundsstrukturer,« siger Thomas Mandrup.

I nabolandet Rwanda er befolkningen ved at finde freden efter folkemordet i 1994, hvor op mod en mio. etnisk tutsier og tutsivenlige hutuer blev slået ihjel i løbet af 100 dage.

Konflikten i Rwanda første til massive flygtningestrømme ind i DR Congo, hvilket destabiliserende det østlige DR Congo, og senere brød borgerkrigen ud. Stabilitet i det ene land afhænger derfor af stabilitet i regionens andre lande som Uganda, Sydsudan, Rwanda og Angola. Og netop relativ fred i nabolandene betyder, at der er grund til at være begrænset optimistisk i DR Congos tilfælde.

»Jeg vurderer, at der begynder at være en tegning til noget bedre. Alene det faktum, at landene i regionen er begyndt at samarbejde i stedet for at støtte hinandens fjender, gør en meget stor forskel. Hvis man løser problemet med sikkerhed og får styr på militserne, så er man nået et meget langt skridt,« siger Thomas Mandrup.

— Og situationen i DR Congo efter valget?

»Det kan gå alle veje i et land som Congo. Og vi kan være glade for, at der står 20.000 FN soldater, som kan lægge låg på nogle af de her uroligheder, som vi givetvis vil se de kommende dage. Men bliver det til en ny decideret borgerkrig, så ser det sort ud.«

I forgårs lod Kabila sig indsætte i hovedstaden, Kinshasa. Etienne Tshisekedi har meddelt, at han ved en lignende ceremoni lader sig indsætte i morgen på hovedstadens stadion.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her