Nyhed
Læsetid: 4 min.

Mistro kan skubbe Irak i hænderne på iranerne

Der er udbredt frygt for, at Iran vil udfylde magttomrummet i Irak, når USA trækker sig ud ved årsskiftet. Men sporene fra Irans tidligere engagement i landet skræmmer, og den største risiko ligger i, at andre lande behandler premierminister Maliki som iransk agent, advarer ekspert
Irakiske vagter fra grænseposten Shulha al-Alghwat overvåger grænsen mellem Iran og Irak. 
 Træningen af grænsevagter er en af USA’s sidste opgaver i Irak.

Irakiske vagter fra grænseposten Shulha al-Alghwat overvåger grænsen mellem Iran og Irak.
Træningen af grænsevagter er en af USA’s sidste opgaver i Irak.

Ayman Oghanna

Udland
8. december 2011

Det var ikke det mest oplagte politiske stridspunkt, men da den iranske ambassadør i Irak, Hassan Danaee, sidste december besøgte den nord-irakiske provins Ninewah — som den første højtstående iranske embedsmand i over 40 år — efterlod han et større hovedbrud i form af fire hjul, et karosseri og et sæt nøgler til sine værter.

Hovedbruddet var en gave, der skulle demonstrere Irans industrielle kraft; en hjemligt produceret bil, som i fremtiden skulle benyttes frit af beboerne i provinsen. Men den vakte mindre glæde, end man skulle tro. Gennem det meste af 2011 har politikerne i den nordlige provins, der hovedsaligt er befolket af sunnier og kurdere — og blandt andet indeholder Saddam Husseins hjemby Tikrit og urocenteret Mosul — været låst fast i en politisk strid om, hvorvidt man skulle acceptere gaven eller afvise den. Der har sågar været flere afstemninger i det splittede provinsråd.

»Iran bomber kontinuerligt dele af Irak, de stjæler fra irakiske oliefelter, forurener Shatt al-Arab-kanalen og blander sig i Iraks interne affærer,« sagde en af byrådpolitikerne, der som mange andre anså vognen som en slags trojansk hest og foretrak, at man afviste gaven, men til sidst modstræbende måtte tage imod den.

Omfattende indflydelse

Det er en mistro, der er udbredt i et Irak, hvor Iran siden 2003 er kommet til at fylde mere og mere, og hvor der i store dele af befolkningen — og i verden udenfor Irak — er stor bekymring for, hvilken rolle Iran vil komme til at spille, når det amerikanske engagement om tre uger officielt er afsluttet. I fredags udtalte premierminister Nouri al-Maliki, at Irak er parat til selv at håndtere sikkerheden og ikke frygter iransk indflydelse.

»Irak følger ikke andre landes ordrer«, sagde han og fortsatte med at sige, at den irakiske ledelse »ikke vil tillade Iran at bruge Irak mod andre, som Iran har problemer med, og vi vil ikke tillade andre at bruge os mod Iran«.

Andre er dog mere urolige, og hovedparten af de irakiske politikere er ifølge efterretninger tilhængere af, at en mindre amerikansk styrke forbliver i landet. Men iransk påvirkning af irakiske politikere — ikke mindst Muqtada al-Sadrs (shiamuslimsk leder og leder af Mahdi-militsen, red.) indflydelsesrige politiske blok — resulterede i, at en fornyelse af det amerikanske mandat var umuligt at gennemføre for premierminister Maliki.

Iransk indflydelse i Irak er omfattende, men som regel også diffus. Flere af de shiitiske partier og militser — som det vigtige ISCI (Øverste Islamiske råd i Irak) og deres Badr-milits — er skabt i Iran, mens andre som Muqtada al-Sadrs bevægelse og Malikis eget Dawa-parti er blevet kraftigt understøttet af Teheran. Både i sikkerhedsapparatet, militæret og administrationen er den iranske indtrængen ifølge de fleste iagttagere omfattende — særligt i Sydirak — men den har også sine begrænsninger.

»Den iranske indflydelse er ekstensiv, men det er den amerikanske og den tyrkiske også. Iran styrer bestemt ikke Irak, og det kan ikke gennemtvinge en politisk agenda. Mange i Irak skylder det iranske styre noget, og de har f.eks. stor indflydelse hos islamister. Men der findes ikke én gruppe — ikke engang Muqtada al-Sadr, som er decideret kontrolleret af Iran — og slet ikke Maliki,« siger Jost Hiltermann fra tænketanken International Crisis Group, en af de mest anerkendte Irak-eksperter.

»Man må ikke overse, at Iran er persisk, mens Irak er arabisk, at der findes en stærk irakisk nationalisme, at hovedparten af irakerne — inklusiv shiiterne — ikke ønsker sig et politisk system som det iranske og ikke mindst, at der eksisterer en vis modvilje mod iranerne på grund af deres historie i Irak,« siger han.

Sporene skræmmer

Netop det sidste er argumentet fra flere sider for, at Iran ikke i høj grad står til at præge Irak efter en amerikansk tilbagetrækning. Iranerne har støtttet oprørsgrupper og kastet sand i den politiske proces. De har ganske enkelt lavet for meget rav i den til at at retfærdiggøre mange iagttageres frygt for en iransk overtagelse af Irak:

»Sådanne synspunkter overser, hvordan Irans omstridte vision for fremtidens Irak samt Irans splittende politik har fremmedgjort irakerne over for iransk politik henover det sekteriske spektrum. Iran har måske været i stand til at gøre sin indflydelse gældende i et Irak i borgerkrig, men Iran bliver i stigende grad presset i baggrunden, efterhånden som Iraks nationale institioner vokser sig stærkere,« skrev Irak-forskeren Ray Takeyh fra det amerikanske Council on Foreign Relations for nylig i et indlæg i Washington Post med overskriften ’Irans vigende indflydelse i Irak’.

Hvorvidt Iran får mere magt i Irak, afhænger dog i høj grad også af omverdenens reaktion. Ifølge Jost Hilterman står USA, der lader en del af sin styrke blive i Kuwait for at gardere sig regionalt imod Iran, til at få et bedre forhold til irakerne, fordi deres tilstedeværelse afsluttes og mange spændinger dermed forsvinder. Saudi-Arabien, der traditionelt udgør Mellemøstens ene magtpol med Iran og Syrien i den anden ende, har til gengæld demonstreret, hvordan USA ikke bør reagere:

»Saudi-Arabien har valgt at anse Maliki som en iransk agent og har behandlet ham derefter. Derfor har de i dag ingen indflydelse eller dialog med det irakiske styre. Det er meget farligt psykologisk og praktisk at behandle Maliki som en iransk marionet, fordi det kan betyde, at man tvinger det irakiske folk til at vælge den iranske side.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

1. Iran har flere gange afhjulpet Irakiske kriser de sidste 10 år.

2. Iran ønsker et selvstændigt og suveræn Irak, der ikke modtager ordrer fra Washington eller nogen andre. Hvis dette lykkes, har Iran vundet, og indfriet sine nationale interesser. Til forskel for vesten er det i Irans interesse at have stabile og uafhængige naboer i mellemøsten.

Thomas H. Pedersen

Arash Shariar:
Hvordan mener du at Iran har hjulet Irak?.

1. Feks i 2007, Irak, hvor volden var ved at eskalere til en regulær borgerkrig og amerikanerne der ingen kontrol havde over forløbet, var Iran med til at mægle mellem de diverse grupperinger, læs her:

http://www.atimes.com/atimes/Middle_East/IJ10Ak01.html

Flere gange har Iran været med til at lave aftaler mellem fraktioner, faktisk også med mange sunni fraktioner, om at skabe stabilitet i landet.

Igen, det er i Iransk interesse at se en stabil Irak, hvorimod det er omvendt for de vestlige landes interesser. (Saudi Arabien inklusiv) Jo mere ustabilitet der findes i Irak, jo lettere har USA det med at beholde sine tropper i landet.

2. Bare det at Iran støtter op om Iraks suverænitet, og kæmper politisk imod udenlandske tropper i Irak, hvilket ingen lande undtagen Iran gør, må man sige at Iran har hjulpet Irak en del.

3. Ved at have en stabil, uafhængig og suveræn Iran som nabo, nyder Irak i dag en voksende handel med Iran. "They are mutual stakeholders in each others societies."

Det er noget de arabiske nabostater ikke kan tilbyde, simpelthen fordi disse ikke er suveræne eller uafhængige til at arbejde for deres egne interesse.

I dag er Kuwait ved at bygge en havneport lige ude for Iraks eneste havneport. Hvilket betyder at store skibe vil i fremtiden ikke kunne sejle ind i den Irakisk port.

Hvis Kuwait nu engang bekymrede sig over hvordan det gik i Irak, altså de så en interesse i en stærk Irak, ville de ikke arbejde for at blokere Iraks vigtigste handels rute.

Disse kongedømmer i den persiske golf, har lovet vesten at de til evig tid, vil sælge billig olie og købe færdigprodukter af vesten. Til gengæld for at de må beholde deres diverse troner. Mens Iran håber på at Irak får udviklet sine industrier på egen hånd så den realle udvikling sker i området, i stedet for i vesten, som vi ser med kongedømmerne.

Anders Sørensen

@ Heydari: Der er nu desværre også et par sorte perioder, hvor Iran har opildnet og finansieret sekterisk vold i forsøg på at gøre det vanskeligt for koalitionsstyrkerne at genetablere orden i Irak. Næppe noget som mange irakere vil takke deres regimet i øst for.

Det bør dog retteligt nævnes, at Iran har været medvirkende til at øge de internationale energiselskabers risikovillighed og interesse for at investere i Irak. Og det vil have afgørende indflydelse på Iraks udviklingsmuligheder med en produktionskapacitet der snart overgår Irans, men kun 1/4 af befolkningen til at forbruge olieindkomsten.

I takt med at Iran er blevet mindre attraktivt for oliefirmaer og de fleste har trukket sig ud eller begrænset sine investeringer i Iran, er aktiviteten i Irak øget tilsvarende. Dette var næppe sket uden Irans (ufrivillige) medvirken og det vil inden længe betyde, at Irak overtager posten fra Iran som nr. 2 i OPEC.

@ Anders And ?? Er du blevet senil??

Kan du blive mere forvirret?

1. Jeg vil gerne have dokumentation til denne såkaldte periode du hentyder til at Iran skulle have opildnet til mere vold?

2. Du forstod åbenbart heller ikke hvad jeg flere gange skrev. At det er i Irans interesse at se en stærk Irak. Så mens du ævler løs mht 1. og 2. pladser, synes jeg at du skulle overveje hvad det vil sige at Iran ønsker en stærk Irak...

3. ja Iran ønsker høje olie priser, hvilket som du skriver er fordel for de olieproducerende lande der er uafhængige af vestens eksport. Noget jeg håber at alle lande bliver, håber at alle lande når det stadie som feks EU og Iran, ikke er tvunget til at handle med stater de ikke ønsker.

Mansour Heydari

Det er en meget forsinket artikel. Denne diskussion er næsten et år gammel i Mellemøsten og især Iran. Nu handler det om, hvordan skal USA og sine allerede lever med Iran, som den største og mest indflydelsesrige magt i Mellemøsten.

I øvrig har Iran offentliggjort videofilms om den amerikanske spiondrone, som iranerne fik til at lande i Iran. Jeg bringer en link til dem, der sagde at de ikke troede på det, medmindre de så et billede! Vær så god!
http://www.farsnews.com/media.php?nn=13900917000696

BBC og flere andre tv-kanaler har også vist videoklips med den, men det ser ud som ikke interessant for danske medier.

Eller her:

http://www.youtube.com/watch?v=qD82u_IvH0o

Jeg tror det var Anders længere oppe i tråden der skrev:

"Iran blot prøver at køre spin efter at have læst den pressemeddelelse, NATO kom med i siste uge (de meddelte at mistet forbindelsen til en drone i det vestlige Afghanistan). Ligesom ved de tidligere iranske propagandameldinger om såkaldte dronenedskydninger vil vi sikkert heller ikke denne gang se et billede af det påståede vrag."

Det er ikke for at vade i det, men jeg synes bare at du burde overveje at forøge din viden mht Iran, før du skriver nonsens.

Mansour Heydari

@ Arash
Hvorfor dit profil-billede er væk?