Læsetid: 6 min.

Politikerlede baner vej for tredje præsidentkandidat

Allerede et år inden præsidentvalget i november 2012 står det klart, at Barack Obama og hans endnu ukendte republikanske modstander vil få selskab af en tredje præsidentkandidat. Blot ved ingen, hvem det bliver. Afgørelsen falder i juni — online
Den texanske forretningsmand, Ross Perot, og hans Reformparti er et af flere historiske eksempler på en tredje præsidentkandidat, der er kommet snublende nær på at erobre Det Hvide Hus. Det skete under valget i 1992, da han vandt 19 pct. af stemmerne og dermed fratog den siddende republikanske præsident George H.W. Bush muligheden for genvalg.

Den texanske forretningsmand, Ross Perot, og hans Reformparti er et af flere historiske eksempler på en tredje præsidentkandidat, der er kommet snublende nær på at erobre Det Hvide Hus. Det skete under valget i 1992, da han vandt 19 pct. af stemmerne og dermed fratog den siddende republikanske præsident George H.W. Bush muligheden for genvalg.

JOE SKIPPER

22. december 2011

BOSTON — Er mediebaronen Michael Bloomberg eller det libertære kongresmedlem Ron Paul troværdige partiuafhængige præsidentkandidater i 2012?

Ja, svarer mange amerikanere. Meningsmåleren Peter Hart blev for nylig forbløffet, da han i en spørgerunde opdagede, at ikke mindre end 18 pct. af vælgerne er rede til at stemme på Paul i november næste år.

»Der er turbulens i vælgerskaren; det hele kan eksplodere i 2012,« skrev Hart i en medfølgende kommentar til offentliggørelsen af opinionsmålingen i Wall Street Journal.

Hvis den økonomisk libertære Paul står til at høste 18 pct. af stemmerne, kan det blive fristende for Bloomberg at springe til. New York-borgmesteren har i årevis gået rundt med en lille præsident i maven.

Som en kendt midtsøgende og pragmatisk politiker ville ejeren af Bloomberg News (omsætning i 2010: syv mia. dollar) sikkert vinde langt flere partiuafhængige og demokratiske vælgere over på sin side end Tea Party-favoritten Ron Paul.

Uagtet om kandidaten er Bloomberg, Paul, Condoleezza Rice, ekssenator Chuck Hagel eller f.eks. grundlæggeren af Starbucks, Howard Schultz, vil 2012 efter alt at dømme blive valgåret, hvor en seriøs tredje præsidentkandidat med en skarp national profil stiller op.

Primærvalg online

Årsagen er den enkle, at en organisation finansieret af anonyme donorer (nogle af dem fra Wall Street) allerede har skruet alle de nødvendige komponenter sammen til at kåre en kandidat under et nationalt primærvalg på internettet i juni.

Det fortæller Mark McKinnon, én af 30 initiativtagere til den organiserende komité — Americans Elect — der har indsamlet 21 mio. dollar og skaffet nok underskrifter til at opstille en partiuafhængig præsidentkandidat i 30 delstater (med de sidste 20 stater på vej efter årsskiftet).

»Jeg ved ikke, hvorvidt vores kandidat vil vinde præsidentvalget, men jeg ved, at vi vil gennemføre et elektronisk nationalt primærvalg i løbet af foråret, og at vi online afholder en ’convention’ i juni for at kåre vinderen,« siger McKinnon, der arbejdede som George W. Bushs medierådgiver sammen med Karl Rove under valgene i 2000 og 2004.

Den texanske forretningsmand, Ross Perot, og hans Reformparti er et af flere historiske eksempler på en tredje præsidentkandidat, der er kommet snublende nær på at erobre Det Hvide Hus.

Det skete under valget i 1992, da han vandt 19 pct. af stemmerne og dermed fratog den siddende republikanske præsident George H.W. Bush muligheden for genvalg. Demokraten Bill Clinton løb af med sejren, skønt hans stemmeandel kun var 42 pct.

»I sommeren 1992 lå Perot foran Bush og Clinton i meningsmålingerne i en hel måned. Uden de åbenlyse mangler i hans kandidatur og personlighed kunne han have vundet,« vurderer McKinnon.

Dyster stemning

Analytikeren har nøje analyseret vælgerstemningen under valget for 20 år siden.

»Politikerleden og mistilliden til det politiske system dengang var langt mindre intens, end den er i dag. I 1992 var 54 pct. af vælgerne utilfredse med landets kurs. I dag er det 81 pct.,« siger McKinnon.

Den demokratiske valgveteran, Tad Devine, rådgiver for Al Gore i 2000 og for John Kerry i 2004, finder ligeledes terrænet for en tredje præsidentkandidat frodigt.

»I de 31 år jeg har arbejdet i denne branche, har jeg aldrig oplevet vælgerne i et så fælt humør. Utilfredsheden er på højde med et andet land, jeg har arbejdet i: Bolivia,« sagde Devine for nylig under en debat på Harvard Kennedy School.

For den demokratiske partikonsulent er der himmelvid forskel på valget i 2012 og i 2004.

»Hvad vi i fagsproget plejer at kalde direkte vælgerkontakt, er på vej ud og erstattes gradvist af sociale medier og tv-debatter. En tredje præsidentkandidat, valgt på webbet, vil derfor hurtig kunne fænge an,« forudsagde Devine.

Upopulære partier

Vælgerfrustrationen over den fastlåste politiske situation i Washington — med de to partier solidt barrikaderet bag hver deres ideologiske mur — er ikke den eneste faktor, som spiller Americans Elect og en tredje præsidentkandidat i hænde.

Der er også den uomgængelige kendsgerning, at politiske partier er ved at miste taget i den amerikanske vælgerbefolkning.

»De to partier har mistet betydning,« sagde den erfarne Washington Post-journalist Karen Tumulty under Harvard-debatten: »Lovgiverne er blevet mere bundne til deres ideologiske ståsted og til penge fra donorer og lobbyister end til deres parti.«

Pessimismen om landets fremtid under de to partiers aktuelle lederskab er blevet så tydelig, at en konventionel politisk analytiker som David Gergen f.eks. siger, at »det vigtigste spørgsmål i valgåret 2012 er ikke, hvem der vinder, men om den næste præsident vil kunne regere landet«.

»Jeg er dybt pessimistisk,« siger Gergen: »Jeg tror ikke, at vores politikere evner at bringe os ud af dødvandet. De næste tre til fem år vil byde på konstant politisk turbulens.«

McKinnon, én af talspersonerne for Americans Elect, stemte trods sit mangeårige arbejde for præsident Bush på Barack Obama i 2008. Nu er han, som mange andre midtsøgende meningsmagere, og vælgere skuffet.

»Både Bush og Obama havde lovet at bygge bro og skabe mere enhed i Washington,« siger den republikanske medierådgiver, der er vicepræsident for konsulentfirmaet Hill & Knowlton.

»Begge præsidenter magtede det af forskellige årsager ikke. Den eneste måde, vi kan ændre dette system på, er ved at gå uden om de to partier. Topartisystemet og status quo skal detoneres og erstattes med et nyt, som afspejler amerikanernes ønske om at samarbejde på tværs af partiskellene.«

Flydende partiform

De to store amerikanske partier — Demokrater og Republikanere — har traditionelt været langt løsere sammentømret og centralt styret end tilsvarende partier i den europæiske politiske tradition. Amerikanere identificerer sig som Demokrater, Republikanere eller partiløse, men medlemskab med et ledsagende engagement og forpligtelser eksisterer ikke.

Den væsentligste organisationsform ligger på delstatsniveau og i storbyer, mens de to partiers nationale organer mest benyttes som redskaber til at indsamle penge til politikeres valgkampe, især en præsidentkandidats.

Denne flydende organisationsform gør de to amerikanske partier sårbare over for udefrakommende påvirkninger, siger den erfarne demokratiske politiske analytiker Dan Payne, som bl.a. har arbejdet for senator John Kerry og kongresmedlem Barney Frank.

»I det nuværende medielandskab med ideologisk fikseret kabel-tv-stationer som Fox News og MSNBC er det uundgåeligt, at befolkningen og vælgerne bliver splittet. Folk søger hen, hvor de kan få deres forudindtagede politiske mening bekræftet,« siger Payne.

»I gamle dage med ikke-ideologiske tv-stationer blev vælgerne eksponeret for flere synspunkter. Nu graves de ideologiske grøfter dybere. Folk bliver mindre villige til at gå på kompromis med den anden lejr, og det afspejles af den fastlåste situation i Kongressen, som igen skaber frustration med de to partier og en stræben efter alternativer.«

Obama kan tabe

I den situation sker det ofte, siger Dan Payne, at præsidentkandidater uafhængige af de to partier dukker op. Men det karakteristiske er, at disse bestræbelser altid er rettet mod den siddende præsident.

Således var Ross Perots kandidatur i 1992 udtryk for en protest mod præsident George H.W. Bushs første embedsperiode. Ralph Naders opstilling i 2000 var i sin essens en kritik af Bill Clintons midtsøgende kurs, og den ringe stemmeandel han vandt i staten Florida var nok til at berøve vicepræsident Al Gore valgsejren.

»Det kan godt være, at Americans Elect kalder sig moderat og tværpartisk, men de vil i sidste ende skade Obamas genvalgschancer,« vurderer Payne.

Det bliver på det bestemteste afvist af organisationen.

»Halvdelen af kritikken kommer fra Demokrater og halvdelen fra Republikanere. Hver lejr frygter, at en uafhængig kandidat vil skade dem mest,« siger Mark McKinnon og fortsætter: »Vi er ikke en døgnflue. Vores hensigt er at genskabe det amerikanske demokrati og få de politiske institutioner til at fungere igen, så den næste præsident kan løse landets problemer.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Huh?

Ron Paul stiller op som republikansk kandidat, selvom han har været libertarian før.

Og man kan nok ikke kalde ham Tea Party-favorit, selvom Tea Party bevægelsen på en måde stemmer fra hans 2008-kanditatur. Han er libertarian, ikke konservativ.

@mikael petersen

rolig, det er svært at forstille sig mulighederne for at et flertal af vælgerne i danmark skulle kunne finde på at stemme på politikere som er for privatiseringer