Den russiske middelklasse vågner

Ruslands middelklasse har fået nok af valgsvindel og løgn, og landet er på vej ind i en farlig konfliktperiode
31. december 2011

2011 blev året, hvor den russiske bjørn i form af middelklassen »vågnede op efter langvarig dvale« og krævede »glasnost« i stedet for »strabadsfrost«, som det hedder i Benny Andersens sang »Bjørnen vågner«. Hundredetusinder gik på gaderne i protest mod den omfattende og tydelige valgsvindel, som prægede parlamentsvalget 2. december og gav Putins og Medvedevs støtteparti, Et Forenet Rusland, knap halvdelen af stemmerne. Også ophavsmanden til glasnost (åbenhedspolitik, red.), Michail Gorbatjov, havde fået nok af svindel og krævede omvalg.

Det var ikke de fattige, ikke arbejdere, ikke de sædvanlige demonstranter — jo, de var der også — men denne gang var det tydeligt, at det var Ruslands voksende middelklasse, som havde fået nok af svindel, bedrag og magtens arrogance. Det, som mange iagttagere længe har ventet på, skete i december 2011 — middelklassen, som med skæbnens ironi på mange måder er blevet til i kraft af Jeltsins, Putins og Medvedevs politik, kræver nu samme Putins autoritære politiske system ændret til et mere demokratisk system. Den kræver demokratisk indflydelse for første gang i de 12 år under Putin og Medvedev.

Demonstrationerne var så massive, at de ikke længere kunne holdes tilbage, forties eller forbydes, ja, for første gang i mange år — siden 1990’erne — kom en oppositionsleder, skakstormesteren Garri Kasparov, på direkte tv fra selve demonstrationen i Moskva. Også den forventede præsidentkandidat Grigorij Javlinskeij fik adgang til æteren. Samtidig glødede de sociale medier, og det gjorde walkietalkierne også hos de titusindvis af udstationerede politifolk. Men det hele forløb på eksemplarisk vis, ingen arrestationer, ingen voldelige sammenstød, og da talerne var færdige, gik den russiske middelklasse hjem til deres nyistandsatte lejligheder, deres fladskærme og bugnende køleskabe med eksotiske retter og masser af vodka her op til nytårsfesten og julen, som russerne holder 7. januar.

Ny politisk virkelighed

Men de to store demonstrationer i Moskva og tilsvarende demonstrationer landet over har skabt en hel ny situation i Ruslands politiske liv. Den putinske epoke og styret står nu over for sin hidtil største udfordring, et præsidentvalg 4. marts 2012, hvor befolkningen ikke længere vil finde sig i snyd og bedrag. Og hvor mange er rasende over styrets rollebytte mellem Putin og Medvedev uden videre, uden at spørge nogen? Og vrede over, at styret har forhindret en række potentielle kandidater i overhovedet at deltage? Kommentarerne og analyserne er naturligvis talrige. Den afgående præsident, Dmitrij Medvedev, skrev på Facebook, at han var uenig med demonstranternes krav om omvalg og deres påstande om snyd og deres slogans, som ’Rusland uden Putin’, men han lovede samtidig undersøgelser af alle påstande om svindel ved valget. Og få dage senere iværksatte Medvedev en omfattende revision og liberalisering af valglovgivningen, en lovgivning, som i bedste fald bliver hans sidste større projekt som præsident.

Den anden halvdel af tandemet, Vladimir Putin, derimod spillede som sædvanlig den hårde macho mand og udtalte sig hånende om den demonstrerende opposition, som efter hans mening ikke har noget at byde på og ikke har nogen fælles politik eller nogen ledere. Han afviste naturligvis både omvalg og at fyre formanden for Valgkommissionen, og der lød ingen løfter om et nyt valgsystem fra ham, bortset fra, at han lovede at opstille videokameraer på alle Ruslands over 80.000 valgsteder inden præsidentvalget i marts. Jo, han lovede også en form for genoprettelse af valg til guvernørposterne, men kandidaterne skulle først igennem et såkaldt »præsidentfilter« for at blive godkendt af Kreml.

Det står imidlertid klart, at Putin nu står over for nogle svære beslutninger. Skal han, som han faktisk også lovede forleden, indlede en form for dialog med oppositionens demonstranter, eller skal han blot køre videre med hård hånd og gennemføre præsidentvalget med endnu en gang svindel og humbug for at vinde sikkert i første runde. Netop det at vinde hurtigt i første runde er ifølge de fleste russiske kommentatorer Putins mål, for han kan med de hastigt faldende meningsmålinger ikke vide sig sikker på, at oppositionen og protesterne ikke vil samles imod ham i en anden valgrunde.

Pest eller kolera

Hvis han vælger det første, så står han efter oppositionens demonstration af vilje til protest over for en endnu mere hidsig modstand, som kan tvinge ham ud i voldelige nedkæmpelser af protester, hvilket med sikkerhed vil gøre ham til en international og i virkeligheden også national paria. Vælger han variant nummer to, kommer det til at kræve virkelig gode overtalelsesevner for at få befolkningen til at samles om ham igen. Forleden blev han spurgt af russiske journalister, hvad han helst vil give russerne i nytårsgave. Svaret lød: »Et ærligt valg ... Jeg har ikke brug for svindel, for jeg vinder under alle omstændigheder.«

Det har han formentlig ret i. Han vinder på den ene eller anden måde. Hans egen tidligere økonomiske rådgiver, Andrej Illarionov, skriver i en kommentar, at styret vil bruge alle midler for at beholde magten, inklusiv likvidering af politiske modstandere eller terrorhandlinger for at banke befolkningen sammen bag Putin. Putins egen nu fyrede finansminister, Aleksej Kudrin, deltog også i demonstrationerne, hvor han tilbød sig som mægler mellem myndighederne og demonstranterne. Og endnu en tidligere Putin-medarbejder, hans tidligere spindoktor, Gleb Pavlovskij, er enig og siger til netavisen Newsru.Com, at Putin under ingen omstændigheder vil give sine opponenter indrømmelser.

»Situationen er ekstremt ustabil,« siger Pavlovskij og tilføjer, at Rusland op til præsidentvalget er på vej ind i en konfliktperiode, som vil ryste ikke bare den russiske bjørn, middelklassen og styret, men hele Rusland.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Claus Oreskov

For det første middelklassen i Rusland er uendelig lille, og uden nogen politisk betydning. For det andet så er middelklassens politiske krav, at de vil have mere af det de allerede har opnået i social velstand. For det tredje findes der ingen politisk parti der kan opsuge de utilfredse stemmer på midterlinjen, så enten går de til det ekstreme højre, eller de kunne gå til kommunisterne – hvilket nok er utænkeligt. Det er ikke urealistisk at tænke sig at CIA og visse oligarker stå bag denne politiske ”opvågnen”, ligesom bag diverse blomster og fløjes ”revolutioner”. Den gode nyhed er så, at det ikke er første gang, begivenhederne er løbet ud af hænderne på CIA (f.eks. Vietnam og Iran ), og det som USA har igangsatte endte et helt andet politisk sted end det var meningen. Gennem facebook & andre netværk trækker den lille middelklasse (og ekstrem højreorienterede) ”opstand”, andre utilfredse segmenter i samfundet med sig. Ufrivillig kan det blive en stor hjælp til Ruslands 2. største parti, kommunisterne (som Per Dalgård, traditionen tro, negligerer i sin analyse) som stå meget stærkt i Sibirien, Nord – Rusland, og i landdistrikterne, hvor middelklassen ikke engang vedrører 3% af befolkningen.
Den 4, februar er der varslet nye demonstrationer, så få vi se hvem som gå med!

anbefalede denne kommentar