Læsetid: 3 min.

Samvittighedens stemme

Den tjekkiske forfatter og tænker Václav Havel startede i det absurde teater, blev flere gange fængslet for sin systemkritiske kunst og endte som præsident for det land, han mere end nogen anden førte ind i demokratiet. Richard Swartz, der flere gange har mødt Havel, skriver nekrolog over sin ven
Havel nåede som pensionist at skrive et sidste skuespil, ’Afsked’.

Havel nåede som pensionist at skrive et sidste skuespil, ’Afsked’.

MICHAL CIZEK

19. december 2011

Den Václav Havel, jeg kendte, var langt mere dissidenten end præsidenten.

Let stammende, beskeden på grænsen til det generte indfandt han sig punktligt til vores møder på cafeer eller i halvvejs glemte hjørner af Prag, møder som ikke var mere hemmelige, end at vi måtte regne med, at der sad en eller anden civilklædt politimand ved et bord i nærheden. Det forstyrrede ham ikke. Overvågning, forhør og fængsel hørte til hans hverdag.

Allerede som dissident var han unik i Østeuropa. Václav Havel var aldrig kommunist, opvokset i en højborgerlig og rig familie i Prag, som efter kommunisternes kup i 1948 skulle tabe alt, hvad den ejede.

Den unge Havel blev nægtet en videre uddannelse; hans klasserejse gik hurtigt fra toppen til bunden. Det bidrog sikkert til hans syn på livet som noget i grunden halvvejs uvirkeligt, som både absurd og teatralsk.

Men denne stille person var også moralist. Og en stædig og tålmodig sådan: Uden Havels påtrængende og insisterende væsen var Charta 77 sikkert aldrig blevet til noget, en protestbevægelse, som gav modstanden mod kommunismen i Tjekkoslovakiet kontinuitet, og hvis vigtigste krav var, at regimet respekterede sine egne love. Hverken mere eller mindre — men for meget for et diktatur, som kun smykkede sig med friheder og rettigheder.

Tjekkoslovakiets demokratiske og specielle historiske tradition gjorde, at modstanden mod kommunismen så anderledes ud end i nabolande som Polen og Ungarn.

Mens Polens Lech Walesa var en folkelig figur på barrikaderne, var Havel en intellektuel, som på teaterscenen eller med pen og papir kæmpede for, hvad han anså for at være ret og rigtigt.

Sine essayer kunne han efter invasionen i 1968 snart kun publicere underjordisk eller i udlandet; også teaterscenen blev taget fra ham.

Som en solidarisk gestus blev hans stykker spillet på Akademiteatret i Wien.

Sammen med Pavel Kohout, som var med til at grundlægge Charta 77 og kort derefter blev tvunget i eksil, plejede jeg at ringe direkte til Havel efter hver premiere, for at han i det mindste i telefonrøret kunne lytte til klapsalverne.

Hver sin vej

Også de dage i 1989, hvor regimet faldt, og Havel næsten direkte fra fængslet skulle installere sig på presidentborgen Hradcany, kunne i begyndelsen virke mere som teater end virkelighed.

Et irriteret Washington mente, at den nye præsident var nødt til at vælge mellem Frank Zappa og Det Hvide Hus. Og Havel, trods alt måske en større politisk end kunstnerisk begavelse, valgte, men med tungt hjerte.

Hans ideal som præsident var Tomas Masaryk, Tjekkoslovakiets første præsident, der havde valgsproget »sandheden sejrer«. Og ligesom Masaryk var Havel langt mere oplyst landsfader end en politiker, som skævede til meningsmålinger.

Partipolitik forblev fremmed for ham og noget mistænkeligt; i stedet troede han på ordenes magt og henvendte sig ligesom som Masaryk regelmæssigt direkte til nationen i radioen. I starten var nationerne to — tjekker og slovakker — og det smertede ham, at han ikke kunne forhindre, at de snart skulle gå hver sin vej.

Ud af geleddet

Som det ofte er tilfældet med historiske personligheder blev Havel med tiden mere populær udenlands end hjemme. Hjemme var man irriteret over hans moraliserende tone, samtidig med at mange ikke rigtigt ville erkende, at lige præcis Havel næsten på egen hånd satte deres land på verdenskortet.

Men i udlandet skulle han forblive et ikon: Hyldet som en stor europæer, engageret internationalt i hver eneste kamp mod diktatoriske regimer og værdsat for sine anstrengelser for at forsone tjekker med de sudetertyskere, som i 1945 blev fordrevet fra Tjekkoslovakiet. Ikke mindst de senere anstrengelser affødte meget ondt blod blandt hans landsmænd.

Men ubestrideligt er og bliver det også for dem, at han hører til de få store personligheder — som en Lech Walesa, Johannes Paul 2., Ronald Reagan eller en Mikhail Gorbatjov — som for altid, på den ene eller anden måde, vil blive forbundet med kommunismens fald.

I det selskab var han i ordets bedste betydning den mest hverdagsagtige, den mest almindelige: en medborger som lod til at have taget skridtet ud af geleddet, når hans samvittighed krævede det af ham, og fordi intet andet end det umulige var muligt.

 

Richard Swartz har i flere årtier før og efter Murens fald været østeuropakorrespondent for Svenska Dagbladet. I dag skriver han bl.a. for Dagens Nyheter, Süddeutsche Zeitung og Information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Georg Christensen

Jeg nød virkelig også denne mand, hans start i politik, var vanvittig, og det samme blev hans slutning.

Det, som ærger mig mest, er, når ærligheden forsøger at politisere sig går det næsten altid galt.