Analyse
Læsetid: 4 min.

Sidste chance for Afghanistan

Afghanistan har efter 10 års intervention stadig store problemer: sikkerheden, som de nu selv står for i halvdelen af landet. Og bekæmpelsen af ekstrem fattigdom trods vestlig bistand
Afghanistan har efter 10 års intervention stadig store problemer: sikkerheden, som de nu selv står for i halvdelen af landet. Og bekæmpelsen af ekstrem fattigdom trods vestlig bistand
Udland
5. december 2011

I dag træder det internationale samfund for anden gang sammen i Bonn i Tyskland for at afgøre en nations og et folks fremtid. Ligesom for 10 år siden er Af ghanistan genstand for helt ekstraordinær opmærksomhed fra det samlede verdenssamfund.

I 2001 var spørgsmålet, hvad der skulle ske, når det brutale Talebanstyre var blevet fjernet. I dag er spørgsmålet, hvad der skal ske, når det internationale samfund trækker størstedelen af de over 130.000 ISAF-soldater hjem i 2014.

Tre ting står på dagsordenen:

- Overdragelse af sikkerheden til afghanerne.

- International bistand efter 2014.

- Forsoning med Taleban og deres allierede.

De tre spørgsmål er afgørende for, om Afghanistan-indsatsen ender som en succes eller en fiasko.

Formelt har de afghanske styrker den 1. december overtaget sikkerhedsansvaret for halvdelen af den afghanske befolkning. Seks provinser samt alle storbyer med undtagelse af Kandahar er nu helt på afghanske hænder. I Helmand-provinsen betyder det, at provinshovedstaden Lashkar Gah samt de tre distrikter Nawah, Nad’Ali og Marjah nu er afghansk ansvar.

At det overhovedet kan lade sig gøre at overdrage sikkerheden i så store dele af landet, skyldes de militære fremskridt, som ISAF har gjort især det seneste år. I praksis er der imidlertid stadig lang vej, før de afghanske sikkerhedsstyrker kan stå med ansvaret alene. Operativ planlægning, overvågning, morter- og flystøtte leveres fortsat hovedsageligt af ISAF.

12 soldater pr. talebaner

I øjeblikket har den afghanske regering og ISAF 12 mand i felten for hver Taleban-kriger. Selv om de afghanske sikkerhedsstyrker skal tælle 400.000 mand ved udgangen af 2014, er der ingen tvivl om, at Afghanistan fortsat vil have brug for en hel del militær bistand.

Og det er bare ét af de kontroversielle budskaber, som Bonn-konferencen vil forsøge at sælge til de krigstrætte befolkninger i Danmark og resten af NATO.

Afghanistans behov for international bistand efter 2014 er mindst ligeså akut.

Selv om Afghanistan de seneste 10 år har modtaget flere milliarder dollar i udviklingsbistand end noget andet udviklingsland, lever hver fjerde afghaner fortsat et liv i dybeste armod.

Tilbagevendende tørke og en ineffektiv, primitiv landbrugsdrift gør, at mellem fem og 10 millioner afghanere hver eneste vinter har brug for fødevarehjælp for at overleve. At Afghanistan har brug for, at Danmark bliver ved med at yde en halv milliard kroner i bistand hvert år de næstes 20 år, er et andet kontroversielt budskab, som vil lyde fra Bonn. Endelig er der spørgsmålet om fredsforhandlinger med Taleban og dets allierede.

Efter drabet på Karzai-regeringens topforhandler, den tidligere præsident Burhanuddin Rabbani, i september er en forhandlingsløsning inden udgangen af 2014 usandsynlig. Og med Pakistans beslutning om at boykotte Bonn-konferencen efter ISAF’s drab på 24 pakistanske soldater i forrige uge, synes det nærmest umuligt.

Indtil videre har Taleban afvist at forhandle fred, før de udenlandske styrker er ude af landet. Og uden Pakistans aktive deltagelse i fredsbestræbelserne, er det helt usandsynligt, at Mullah Omar og hans Queatta-shura kan presses til forhandlingsbordet.

Katastrofalt forsømt

Selv om ISAF har dræbt tusindvis af Taleban-kommandanter de seneste to år, regner de messianske talebanerne fortsat med, at tiden arbejder i deres favør. Desværre tyder meget på, at de har ret. Listen over fejltrin, som Vesten har begået de seneste 10 år i Afghanistan, er deprimerende lang.

Dertil kommer, at tålmodighed er ikke de vestlige demokratiers største styrke.

De flere end 1.000 delegater, som mødes i Bonn, har dog en chance for at gøre noget ved et af de helt store fejltrin. Uanset Pakistans fravær.

Fejltrinnet består i, at landsbrugsudvikling, håndværkeruddannelse, jobskabelse og industrialisering er blevet forsømt i katastrofalt omfang. I et land, hvor halvdelen af befolkningen lever på et eksistensminimum, arbejdsløsheden er på den forkerte side af 40 procent, og gennemsnitsindtægten sjældent overstiger 4.500 kroner — om året — har det været alt for let for Taleban at rekruttere de fodsoldater, som er bevægelsens eksistensgrundlag. En hel generation af unge mænd er vokset op uden et reelt alternativ til militserne.

For den afghanske stat er det lige så katastrofalt. For hvad skal landet leve af, når den internationale bistand uvægerligt falder hen over årene? Landet har ganske vist nogle af verdens største underjordiske mineralrigdomme, men det vil vare både 10 og 20 år, før kul-, guld-, jern- og kobberminer begynder at give overskud bl.a. på grund af sikkerheden.

Det konkrete formål med Bonn-konferencen er at præsentere en køreplan for Afghanistans udvikling efter 2014, som både afghanerne og det internationale vil tro på kan lade sig gøre at gennemføre.

Herhjemme har regeringen lovet, at Danmark vil fortsætte sin bistand, både civilt og militært — også efter 2014.

Men konkrete løfter har der indtil nu været foruroligende få af. Og de er formodentligt nødvendige, hvis den afghanske befolkning og det internationale samfund skal bevare troen på, at det projekt, der i dag ligner en fiasko, kan ende med noget, der minder om en succes.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her