Stigende frygt for afmatning i Kina

Mens Europas ledere brydes med problemet om, hvem der skal bistå hvem med økonomiske hjælpepakker, er verdens to andre store handelsblokke, USA og Kina, ved at ruste sig til en potentielt skadelig handelskrig.

Senest har Kina indført straftold på benzinslugende amerikanske biler og skruet op for retorikken i sine beklagelser over, hvad det ser som urimelig amerikansk statsstøtte — noget iagttagere i Beijing tolker som et tegn på, at Kinas regering er så foruroliget over den truende udsigt til økonomisk afmatning, at det febrilsk leder efter andre, det kan give skylden.

Importafgifterne, hvis takster spænder fra to til 21,5 procent, vil blive opkrævet på import af SUV’er og biler med motorer på 2,5 liter og derover — et målrettet slag imod de amerikanske bil- giganter.

Det er ikke svært at se, hvorfor Kina føler sig presset. Stadig mere tyder på, at blot få måneder efter at Beijing udtrykte bekymring for økonomisk overophedning og tog skridt til at tæmme de hastigt stigende fødevarepriser, er dets mest presserende problem nu blevet en såkaldt hård landing.

De udenlandske investeringer i Kina lå i november næsten på et 10 procent lavere niveau end et år tidligere — det første fald siden 2009. HSBC’s Purchasing Managers Index, der måler fremstillingssektorens styrke, peger på en sammentrækning i fjerde kvartal.

Og Beijing blev tvunget til at spendere nogle af sine enorme valutareserver i oktober til opkøb af yuan, der skulle forhindre valutaen i at falde alt for dybt.

Også alarmerende historier om social uro dukker op. Tusindvis af mennesker i Wukan, i Guangdong- provinsen, har i tre måneder protesteret imod hemme- lige aftaler mellem entre-prenører og den lokale regering.

For et år siden talte alle om faren for overophedning i Kina, i takt med at billig amerikansk kapital strømmede ind. Beijing iværksatte en række foranstaltninger, herunder en hævning af reservekravene til sine banker, ligesom man greb ind for at begrænse prisstigninger på landbrugsprodukter og hindre et kreditboom i at komme ud af kontrol.

Derimod tog kineserne ikke præventive skridt i forhold til euroområdets truende nedtur.

»Det er vanskeligt at udrede, hvor stor en del af afmatningen i de nye vækstmarkeder, der skal tilskrives, at Kina har strammet sin politik,« siger Karen Ward, global seniorøkonom hos HSBC.

»Hvis det havde gjort sig klart, hvad der var ved at ske i den udviklede verden, ville det måske ikke have truffet så hårde forholdsregler.«

Talsmand for det kinesiske handelsministerium, Shen Danyang, advarede i sidste uge om, at »det generelle handelsmiljø næste år vil blive kompliceret, til dels på grund af den økonomiske usikkerhed i [Europa], og ... at eksportsituationen i første kvartal vil blive meget alvorlig«.

Et andet faresignal er, at udgifterne til forsendelse af varer fra Kina til Europa er faldet med ekstraordinære 39 procent siden august som resultat af svindende efterspørgsel — det fastslår Clarkson Securities.

Graham Turner fra GFC Economics, der har studeret Japans ’tabte årti’ med stagnation og tilbagegang, ser paralleller mellem nutidens Kina og Tokyos bestræbelser på at tilrettelægge en blød landing i 1990 ved at bringe de eksploderende ejendomspriser under kontrol.

Michael Derks, chefstrateg hos valutamæglerselskabet FxPro, påpeger, at kreditten er blevet kraftigt udvidet i de seneste år, og at det relative forhold mellem udlån og BNP er blevet fordoblet siden 2006, efter at Beijing har tilskyndet til større låntagning for at opretholde efterspørgslen i lyset af den globale afmatning i 2008 og 2009.

De kinesiske ejendomspriser har været kraftigt faldende i de seneste uger, og der har været rapporter om, at »fortovskant-långivere« på det sorte marked er gået fallit, og virksomhedsejere er flygtet fra deres hjembyer for at undslippe fogedforretninger.

Turner siger, at disse uformelle långivere i det såkaldte skyggebanksystem kan være en afgørende kreditkilde, og hvis denne sektor er ved at kollapse, vil økonomien kunne blive lammet.

Folkets Bank i Kina har allerede signaleret, at den er ved at skifte fra stram økonomistyring til igangsætning af vækst; og Turner siger, at den bliver nødt til at handle hurtigt.

Men ikke alle er bekymrede for en ’hård landing’. Ward siger, at Kina fortsat har desperat behov for flere investeringer i infrastruktur:

»40 procent af kineserne arbejder stadig i marken: Hvordan kan nogen hævde, at der er overkapacitet?«

Hun siger også, at Kina har tre billioner dollar i udenlandske valutareserver til at værne sig mod Vestens kvaler. Dette kunne også gøre det muligt at lade yuanen falde i forhold til dollaren.

Så mens eurokrisens vanvid aftager, tror mange analytikere, at verdens øj- ne vil rette sig mod øst i det nye år — men det er umuligt at forudsige, hvad der nu vil ske.

Som Turner udtrykker det: »Folk kan sige, at det kommer til at gå i den ene eller i den anden retning, men realiteten er, at ingen ved det«.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen