Læsetid: 5 min.

Sydkorea og Nordkorea er hinandens vrangbilleder

Med Kim Jong-ils død er der igen kommet fokus på modsætningerne mellem det fattige planøkonomiske diktatur i Nordkorea og det rige kapitalistiske demokrati i Sydkorea. Men en ny tvivl er begyndt at nage selv liberalister og konservative i syd: Kan den galopperende ulighed, som vækstkapitalismen også har skabt, blive for meget af det gode?
Sydkoreanere i Seouls Myeongdong-forretningskvarter. Det sydkoreanske økonomiske mirakel har ikke gavnet hele samfundet, idet landet har været meget optaget af beskæftigelse og produktion, men ikke i at opbygge en velfærdsstat, som fordelte den fælles skabte rigdom. Mange føler, at landet er lettet som en jumbojet af vækst, penge og velstand, men det kun blev de rige, der kom med om bord på turen.

Sydkoreanere i Seouls Myeongdong-forretningskvarter. Det sydkoreanske økonomiske mirakel har ikke gavnet hele samfundet, idet landet har været meget optaget af beskæftigelse og produktion, men ikke i at opbygge en velfærdsstat, som fordelte den fælles skabte rigdom. Mange føler, at landet er lettet som en jumbojet af vækst, penge og velstand, men det kun blev de rige, der kom med om bord på turen.

Ben Weller

27. december 2011

SEOUL — Mens den ene hungersnød efter den anden har hærget Nordkorea, senest i år under den nu afdøde ’kære leder’ Kim Jong-il, har Sydkorea kæmpet sig op i samme økonomiske liga som bl.a. USA, Tyskland og Kina.

Landets rekordopstigen fra Korea-krigens ødelæggelser fremvises som et mønstereksempel på, hvor hurtigt et land kan komme på fode, hvis blot man omfavner det frie marked. Internt i landet har såvel fagforeninger som forskere i årtier påpeget, at det sydkoreanske mirakel har mere velgørende virkning, jo højere op i klasselagene man kommer.

Men hidtil har skrækscenariet mod nord udgjort et effektivt bolværk mod alt for radikale krav om omfordeling af den enorme vækst, Sydkorea har oplevet.

Nu er bekymringen for stigende økonomisk ulighed imidlertid rykket helt ind i sydkoreansk mainstream, og erhvervsledere og højrefløjspolitikere kappes i disse uger om at udlove social retfærdighed.

Vores arbejdere

Det første højlydte advarsel til den politiske og økonomiske elite kom i oktober, da den ngo-baserede menneskeretsadvokat Park Won-soon blev valgt ind som borgmester for hovedstaden, Seoul, på løfter om at tale den jævne befolknings sag.

Park blev støttet af grundlæggeren af antivirusprogram-virksomheden AhnLab, Ahn Cheol-soo, der har opnået Obama-lignende popularitet inden for det seneste år — dels for at have uddelt for millioner af aktier til medarbejderne i AhnLab og dels på offensiv kritik af det etablerede system.

Makroøkonomisk set klarer Sydkorea sig stadig storslået. Væksten ligger på omkring fire pct., og i begyndelsen af december passerede Sydkoreas samlede import og eksport den magiske grænse på 1.000 mia. dollar (5.600 mia. kr.) om året, hvilket placerer landet blandt verdens ni største handelsøkonomier.

Økonomiminister Hong Suk-woo kaldte det »historisk begivenhed, som er blevet gjort mulig af vores arbejdere og befolkning«. Og det er ifølge professor Chang Kyung-sup, leder af Sociologi ved Seoul National University, en sandhed med mere alvorlige konsekvenser for de sydkoreanske arbejdere, end fejringen af makroøkonomien afslører.

IMF-krisen

I dag opfatter næsten hver anden sydkoreaner sig selv som underklasse — det højeste antal siden 1980, viste en undersøgelse fra det nationale statistikbureau 15. december. Chang Kyung-sup peger på bl.a. to årsager til stigende sociale polarisering på trods af den fortsatte vækst:

Svingdørseffekt mellem regeringskontorerne og direktionsgangene i landets chaebols — de familieejede gigantvirksomheder som Samsung, Hyundai og LG — og de økonomiske reformer, som IMF stillede krav om for at hjælpe Sydkorea under Asien-krisen i 1997-1998.

Bagsiden af den økonomiske genopretning var en forarmet og voksende gruppe af arbejdsløse og en socialt og økonomisk prekær arbejderklasse: »IMF-reformerne betød massive fyringsrunder og lønnedgang — og allerede i 1999 var de store virksomheder tilbage med styrket kraft. Men revitaliseringen af erhvervslivet kom aldrig til at afspejle sig i genetablering af et stabilt arbejdsmarked eller i materiel fremgang for befolkningen,« siger Chang Kyung-sup.

»Tværtimod er antallet af irregulære job — korttidskontrakter, sæsonarbejde, deltids- og daglejerarbejde — steget markant. Regeringens konservative skøn er, at 35 pct. af befolkning arbejder irregulært, men de fleste vurderer, at det snarere er over halvdelen,« siger Chang Kyung-sup.

Bl.a. derfor går Asien-krisen også under navnet IMF-krisen. Det fortsat høje forbrug i Sydkorea, som gør landet interessant for dansk eksport, er finansieret af en voksende privat gæld. Ifølge The Bank of Korea vil privatgælden ramme præcis samme omfang som den samlede handelsvolumen — 1.000 mia. dollar — inden 2013.

Workfare eller welfare

En ny undersøgelse fra Korea Institute of Public Administration viser, at de sociale konflikter formentlig vil eskalere de kommende år, hvis kursen fortsætter, og selv det konservative regeringsparti Grand National Party forsøger i forberedelserne til præsidentvalget i 2012 at sælge sig på løfter om velfærdsstat.

»Regeringen har hidtil kunnet skabe vækst uden at fordele den som sociale rettigheder, fordi flertallet af befolkningen var sikret privat økonomisk fremgang. Staten var garant for workfare frem for welfare,« siger Chang Kyung-sup.

Men de seneste årtiers jobløse vækst kombineret med dereguleringen af arbejdsmarkedet har radikalt ændret de materielle vilkår for den enkelte.

»Det er et absolut mindretal, der i dag har fast arbejde med ret til pension, løn under sygdom og anden social sikkerhed,« siger Chang Kyung-sup.

Klar jer selv

Det er især de unge, der er kommet på arbejdsmarkedet efter 1998, som har svært ved at finde fodfæste, men udviklingen har ramt alle generationer hårdt.

De gamle, der byggede Sydkorea op efter Korea-krigen 1950-53, møder man i dag bl.a. i Seouls metrosystem. Her sælger de snacks, vasker toiletter eller går rundt i togene med den endeløse opgave at samle brugte gratisaviser sammen. Krumbøjede med stakke af den koreanske variant af MetroXpres skraber folk, der burde være gået på pension, penge sammen til den daglige overlevelse.

Sydkoreas økonomiske opsving har aldrig gået hånd i hånd med udviklingen af offentlig velfærd — den har familien stået for i et socialt system, der ifølge Chang Kyung-sup er forblevet forbavsende ens over de sidste 100 år, mens Sydkorea på alle andre områder er blevet katapultskudt ind i det 21. århundrede.

»I årtier har en konfuciansk familiestruktur fungeret som basis for en hypermoderne samfundsøkonomi. Men nu, hvor der ikke længere er masser af arbejde, tvinges folk til at prioritere benhårdt. Og hvis du skal vælge mellem at forsørge dine forældre eller betale dine børns uddannelse — tjah, så er valget rimelig enkelt.”

Big business

Alle i 2001 advarede FN’s Komité for Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder om IMF-vejens konsekvenser i Sydkorea:

»Overbetoningen af makroøkonomiske politikker har haft grundlæggende negativ betydning for de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, idet der har været omfattende fyringer, markant forværring af jobsikkerhed, stigende indkomstulighed og et stigende antal ødelagte familier og marginalisering af store dele af befolkningen.«

Det ville altså være mere præcist at sige, at Sydkoreas chaebols (industrikonglomerater, red.) klarer sig godt igennem krise efter krise, hvorimod den sydkoreanske befolkning får tiltagende vanskeligere vilkår, mener Chang Kyung-sup:

»Sydkoreas økonomi har det strålende, vi taler om en økonomi i verdensklasse. Men det er efterhånden forsvindende få, der har glæde af det. Det er på høje tid at tænke i grundlæggende sociale reformer, men vi har en uheldig svingdørseffekt mellem den politiske og økonomiske elite, som f.eks. præsident Lee Myung-bak, der kom fra et job som adm. direktør i Hyundai Construction Co.

Heavy Industries.«

I en analyse af den stigende utilfredshed med det økonomiske og politiske system i Sydkorea, skrev New York Times i sidste uge:

»Præsident Lee gik i 2007 til valg på hvad han kaldte sin ’747-vision’: at få økonomien til at lette som en Boeing 747 Jumbojet ved at skabe en syv pct. vækstrate, en indtægt på 40.000 dollar (225.000 kr.) pr. indbygger og verdens syvende største økonomi. Økonomien voksede, men ikke spektakulært meget. Og mange koreanere klager over, at jumbojetten kun har de rige med om bord.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer