Læsetid: 5 min.

Syriens oprørere ruster sig til kamp

Store mængder våben strømmer ind over Syriens grænser, og revolutionen er godt på vej til at glide over i regulær borgerkrig
Guardians udsendte medarbejder rapporterer fra den syriske grænse, hvor der bliver smuglet våben ind i landet.

Guardians udsendte medarbejder rapporterer fra den syriske grænse, hvor der bliver smuglet våben ind i landet.

Guardian News

13. december 2011

IDLIB — Ruten over den syriske grænse er markeret af et enkelt selvlysende stykke snor. Den strækker sig nogle få hundrede meter fra vejen på den tyrkiske side til det pigtråds hegn, der løber langs grænsen.

Smuglerne følger snoren lydløst og hurtigt i måneskinnet, idet de springer fra sten til sten. Hver mand bærer en tyk, plastikemballeret byld på ryggen. På den anden side af hegnet anes skygger af mænd og dyr.

»Har I taget penge med?« spørger en tyrkisk stemme.

»Først til næste forsendelse,« svares der fra den syriske side. En mand med et tørklæde viklet om ansigtet presser pigtråden til side, mens lasten føres over og læsses på ryggen af de ventende muldyr. Skyndsomt genner mændene muldyrene væk fra grænsen og op i bjergene i det nordlige Syrien.

På en klippeafsats gør smuglerne holdt for at undersøge lasten. Plastikpakkerne viser sig at bestå af små kasser fyldt med pistoler og kugler i forskellige kalibre.

En af mændene besvarer et opkald på sin mobiltelefon. En af flere udkigsposter, som holder øje med syriske sikkerhedsstyrker, advarer om, at der er set en patrulje på bjerget.

»Tag muldyrets tøjler og løb ved siden af det,« hvisker en af smuglerne. Og på denne måde når vi dybere ind i bjergområdet i denne ’katten efter musen’-leg med den syriske hærpatrulje. I udkanten af en lille landsby ligger vi en grøft og venter. En mand fløjter, og en hvid lastbil kommer til syne. Den er kommet for at hente lasten.

Cigaretter og våben

Efter otte måneders brutal undertrykkelse fra Assad-regimets side er Syriens revolution ved at glide i retning af regulær borgerkrig. Mange i oppositionen, der har set deres venner og familiemedlemmer forsvinde, blive torteret eller skudt af de syriske sikkerhedsstyrker, er nu opsatte på at finde måder at gøre modstand på.

Smuglerbander, der øjner forretningsmuligheder, har ikke været sene til at reagere. I den sydlige del af landet kommer der nu våben ind fra Libanon. Her i den nordlige del smugles de ind fra Tyrkiet og Irak.

»Før smuglede vi cigaretter, nu er det kun våben. Tre forsendelser om dagen,« betroede en korpulent tyrker mig.

Efter at have krydset grænsen til den nord-syriske provins Idlib besøger vi revolutionens lokale kommandoråd, hvor vi møder partisanen Abu Salim. Abu Salim har gjort det til sit job at finde våben og ammunition til oprørerne efter en gang at have prøvet, hvordan det er at løbe tør for kugler under en ildkamp med regimet.

»Da hæren kom til Benish sidste gang, gennemførte vi et bagholdsangreb på en bus fyldt med sikkerhedsstyrker,« siger han. »Jeg havde en pistol og otte kugler, men efter et par minutter havde jeg ikke mere at skyde med. Jeg stod og så på de hunde, men havde ingen ammunition. Da var det, at jeg besluttede, at jeg ville bevæbne hver en mand i min by.«

Nu tilbringer han sine dage med at køre gennem landsbyer og ørkener, hvor han mødes med smuglere og våbenforhandlere og hamstrer kugler og gamle rifler. Hver dag kommer han tilbage med mindst en pistol eller to og nogle poser ammunition.

»Sidste gang hæren angreb Benish, var der 30 Kalashnikovs i byen,« siger han. »Nu har vi over 600.«

I denne del af Syrien fortæller unge mænd, hvordan de sælger deres koners smykker, deres biler og endog deres møbler for at købe våben og ammunition. »En mand vil hellere sove med sin Kalashnikov end med sin kone,« siger de i Idlib.

Får de støtte fra kræfter uden for Syrien? Abu Salim slår en hånlatter op. »Der er ingen støtte udefra,« sagde han. »Du har selv set, hvor svært det er at skaffe ammunition: Prisen på en kugle er 2 dollars, mens en gammel Kalashnikov koster 2.000 dollar.«

For at undgå tjekpoints omkring Benish forlader vi hovedvejen lige før en vej-spærring med fire syriske hærkampvogne og kører videre ad mudrede grusveje, der skærer igennem landsbyer og olivenlunde. I landsbyerne passerer vi skolebørn, der synger revolutionære sange. Graffitiindskriptioner med slagord som ’Folket vil vælte regimet’ og ’Frihed’ er malet på murene af den ejendom, der huser den lokale afdeling af Ba’ath-partiet.

Revolution ledet af børn

I en bjerglandsby samme aften forsamles den revolutionære ledelse i et lille rum. En halv snes mænd sidder omkring et petroleumsvarmeapparat, hvis dampe blandes med cigaretrøg. De er en umage blanding af stammefolk, bønder og byfolk, islamister og nationalister, unge og gamle, skæggede og glatbarberede.

»Vi har startet revolutionen, fordi vi ønsker at blive behandlet som mennesker, vi leder efter vores menneskelighed,« siger Amar, en kommandant med kort skæg og tykke arme. »Hele mit liv er jeg blevet behandlet som en mindreværdig, et 10. rangs-menneske, mens Assad og hans slæng har kontrolleret dette land. Vi har også en ret til dette land.«

Et af Rådets medlemmer synes at udstråle mere autoritet end de andre. Han er tynd og vred, og hans ansigt furet som en gammel læderstol.

»Denne revolution er ledet af børnene,« siger han. »Det er deres revolution. Dette er den generation, der ikke har oplevet 1980’ernes rædsel.«

»Var det op til os, ville denne revolution aldrig være startet. Vi har brændt os én gang. Men de er modige. De fører an, og vi følger efter.«

Hvem står i spidsen for revolutionen? Syrere i selve Syrien eller Det Syriske Nationale Råd, som har til huse i Tyrkiet? »Vi har ikke nogen fri by som Benghazi, så revolutionen har to arme. De mennesker udenfor, som ikke har nogen autoritet her, og de mennesker indenfor, som fører aktivt an. Men de, som er indenfor, er bange. De kan ikke tale i offentligheden. Ingen ved, hvem de er, fordi de er bange. Vi har ikke et sikkert tilflugtssted.«

»Se på alle disse mænd i dette rum,« siger han og gestikulerer i retning af sine kampfæller. »Jeg kendte ikke nogen af dem før i marts, og de kendte ikke mig. Jeg stoler ikke på dem, og de stoler ikke på mig. Jeg ved, at en af os kan være spion, og det er derfor, vi tager alle disse forholdsregler. Så ondt er vores regime. Det har omdannet Syrien til et stort fængsel, hvor alle spionerer imod hinanden.«

 

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Aleksander Laursen

Det er virkelig ufatteligt at den danske (eller europæskie og amerikanske for den sags skyld) befolkning(er) ikke sidder og tænker "Nu har vi lige bombet Libyen ½ år for at redde liv, men hvorfor hører vi aldrig om blodudgydelserne i Syrien?". På den anden side læser størstedelen af den danske befolkning også aviser som slet ikke nævner sådanne ting. De er mere interesseret i at høre om "Amagermanden" eller skydegale amerikanere..

Hanne Christensen

Hvem kører våben over grænsen??? De samme banditter som transporterede/kørte våben til Libyen??

Samme løgn igen og igen.
Når folk ikke reagerer, Aleksander, kan det være ,at folk kan skelne et RIGTIGT oprør fra et udefra kommende påtvunget blodbad, samme recept som i Libyen.
Et oprør fremtvunget i forbindelse med otte måneders NATObomberier har intet med et oprør at gøre - men er en forbandet krig, startet udefra.

bjørn holst jespersen

@Aleksander. Jeg er enig i at Syrien ikke bliver dækket særligt omfattende i danske medier.

Men sammenligningen med Libyen er ikke så lige til. Som det nævnes i artiklen, så er der ikke "et Benghazi" at beskytte. Samtidig har Rusland og Kina endnu ikke for alvor trukket stikket, så et FN mandat ligger heller ikke lige for.

Men hvis Den Arabiske Liga kan samle sig om at vende Assad-regimet ryggen, så Rusland og Kina bliver isolerede som støtter, så er det en chance for, at de giver slip. Det skete i forhold til en FN-afstemning i menneskerets-rådet (tror jeg det hedder).

Derfra kan det være, at der for alvor kan sættes ind med andet end sanktioner.

Michael Kristensen

Endnu mere rystende er det at man ikke har hørt noget om oprøret i Bahrain som blev brutalt slået ned.....Måske fordi disse er USA-venlige? Eller hvad med voldtægt og mord i Congo, som ingen vestlige magter har nogen interesse i at stoppe fordi de profiterer på nogle råmaterialer til mobiltelefoner (tror jeg det er) og diamanter som Congo er storleverandør af? Jeg brækker mig over Vestens og især USAs dobbeltmoral, når de er så selektive i deres valg at regimer de vil beskytte og hvilke de helst ser falde

Mit bud på situationerne i Syrien hhv. Bahrain er at vi ser to konflikter som er en del af en større konflikt; nemlig mellem shia og sunni-islam.
Styret i Syrien er en shia-sekt allieret med shia-islams ledernation Iran og at opøreret der hovedsagligt består af den sunnimuslimske befolkning. I Bahrain er det omvendte situationen hvor statsmagten ligger hos sunnierne og oprøret er shiamuslimsk. Som bekendt finder styret i Bahrain og oprørerne i Syrien støtte i Saudiarabien som er sunniislams leder.

Konflikten mellem de to store muslimske sekter har med tydelighed splittet regionen i kampen om dominans over den anden 'kætterske' modstander helt analogt til reformationen i Europa og det vi ser nu er formentligt en del af slutspillet omkring hvilken af sekterne der ender med dominansen og dermed den rette tolkning af islam.
USA, Vesten og Israel har uden tvivl kastet deres lod hos sunni-sekten ledt af Saudiarabien og oprøret i Syrien er blot et skridt på vejen mod målet som er at knække det shiamuslimske teokrati i Iran.
Falder regimet i Syrien forsvinder Irans første forsvarslinje mod et kommende luftangreb fra USA/Israel/NATO m.fl. og det vil derfor blot være et spørgsmål om tid før regimet i Iran ligeledes vil falde.

Om en sunnimuslimsk dominans over islam vil være en positiv udvikling må stå hen i det uvisse.

Her befinder vi os åbenbart i bjergene i Idlib i Nordsyrien - i et af de område hvor man traditionelt ikke kan lide regeringen. vistnok efter konflikter i 80erne.

Det går åbenbart efter familie og landsby, om man er på islamisternes side eller på regeringens.

Der har været to reportager på Al Jazeera fra områder med konflikter mellem landsbyerne:

Se især slutningen af den første:

http://www.aljazeera.com/indepth/features/2011/10/20111010122434671982.html

http://www.aljazeera.com/indepth/features/2011/10/20111011154631737692.html

Udlandets interesse er åbenlyst en helt anden end reformer - nemlig at få et påskud til krig.

En sådan krig vil hverken hjælpe den ene eller den anden part.

De er da også kun marginaleementer i samfundet - kriminelle eller helt unge - der kan rekrutteres til at støtte "oprørssiden"

"Frihedskæmpernes" virksomhed i andre dele af landet går over i mord og kriminalitet, især med sekterisk vold og kidnapninger omkring Homs..

Britisk-Syrier om mediekampagnen:

http://mediawerkgroepsyrie.wordpress.com/2011/12/05/britse-syrier-oulabi...

Landet er som helhed roligt, og står aldeles ikke på oprørets rand.

Uroen er altså koncentreret i nogle få områder.

Der blev afholdt lokalvalg mandag - efter sigende med en deltagelse på omkring 50 %.

Islamisterne deltog selvfølgelig ikke - og truede nogle steder med at dræbe kandidater, der opstillede.

US trains Syrian rebels in Turkey:

http://www.presstv.ir/detail/214641.html

Al-Arabi newspaper uncovers connections between terrorists in Syria and external sides:

http://www.champress.net/index.php?q=en/Article/view/107840

Mansour Heydari

Jeg har flere gange skrevet at,
Situationen i Syrien er slet ikke så kritiske som vestlige medier påstår,
De fleste syriske borgere støtter Assad og hans reformer,
Oppositionen er hovedsagelig til dialog med Assad, og slet ikke til vold og revolution,
Oprørerne er blot nogle små grupper, som støttes af USA, Israel, Tyrkiet og Saudi Arabien,
De fleste af de antal døde, som Ritzau altid opgradere, er dels fra militæret, som har mistet livet i kampen mod oprørene, og dels uskyldige borgere,
Syrien er Irans største allerede, derfor vil USA og Israel vælte Assad, isolere Iran og svække dets magt og indflydelse i regionen (hvorimod støtter USA og Saudi Arabien Bahrains regime, i at slå hårdt ned på protesterne, for dette er simpelthen en ven! Menneskerettigheder og demokrati er altså gode ting, men ikke for alle!)
Vestens fokus på Syrien er en gentagelse af samme løgn og hykleri som Saddams hemmelige masseødelæggelses dit og dat i sin tid,
Jeg synes i øvrigt at Carsten Olesen altid er kommet med gode link om Syriens situation.

Michael Kristensen

Jeg er i hvert fald holdt op med at tro på, at vestlige medier objektivt afdækker situationen i Syrien fordi de synes det er synd for landets befolkning. Snarere er det forskellige regeringer der manipulerer medierne og kører propaganda-krig mod Syrien på den måde, og set i lyset af dette er krigen mod Iran vel indirekte begyndt så snart Syrien er faldet.

Niels Jespersen

Karsten Olesen har i en ovenstående kommentar et link til iransk tv hvor man omtaler træning af syriske desertører på en amerikanks base i Tyrkiet.

Det viser sig at nyheden kommer via tyrkiske aviser fra en gammel kending i USA Sibel Edmonds, som var ansat i FBI som oversætter - hun har tyrkisk baggrund og var deerfor perfekt til at gennemskue løgnene om oversættelser af diverse dokumenter etc som optakt til Irakkrigen.

Se her f. eks. http://www.boilingfrogspost.com/2011/12/09/war-on-syria-cover-up-update-...

Nyhedssitet www.boilingfrogspost.com har regelmæssigt artuikler fra hendes hånd om emnet.
Hun er nu citeret af main stream tyrkiske medier i området hvor militærbasen ligger. Naturligvis har medierne selv kunnet verificere nyhederne før de bragte dem. Hun har sat navn på manden som står bag den syriske modstand en tidligere militærmand som nu er i USAs sold.

Hele operationen blev organiseret i April Maj måned - altså før det såkaldte oprør brød ud!

Her er måske forklaringen på hvorfor det går så let med at smugle våben fra Tyrkiet.

Det forklarer naturligvis også hvorfor det hele godt kan være orkestreret med maksimal effekt i form af vold mod soldater og politi samt nedskydning af demonstranter - det skaber jo indtryk af at det er Assad som udelukkende er skyld i det hele.

Her er en smoking gun som man ikke hører om i USA pressen eller andre europæiske medier (bortset fra store tyrkiske avisee!)
Forklaringen gives af Sibel Edmonds i det citerede link.

Information kunne jo prøve at verificere dette konkrete tyrkiske opholdssted for de amerikansk/israelsk trænede oprørere. Det burde være en let sag. Ligesom man kunne interviewe de tyrkiske journalister som har skrevet artiklerne i Milliyet f. eks.

Her er et lille uddrag af Sibel edmonds artikel, med amsser af info som kan verificeres af dygtige jourmalister med en mobiltelefon!

Friday, 9. December 2011

The War on Syria Secret Operation Base Gets a Bit More Exposure
18 days ago, on November 21, here at Boiling Frogs Post, I reported on the ongoing joint US-NATO secret training camp in the US air force base in Incirlik, Turkey, which began operations in April- May 2011 to organize and expand the dissident base in Syria. I had received the information for that story from multiple sources including highly credible insiders in Turkey and government insiders here in the US. You can read the story here.

My follow up piece on December 3 included the intentional blackout of this multiple-sourced and well-documented exposé. Here are a few excerpts from that story

etc etc læs linket