Læsetid: 3 min.

Tyskland vil piske EU-traktatændringer igennem

Tyske og franske politikere anvender i stigende grad truslen om en union i to hastigheder til at gennemtrumfe traktatændringer, vurderer eksperter
2. december 2011

BERLIN — Forud for kommende forhandlinger om en ændring af unionens traktat har tyske og franske politikere bevidst skruet op for signaler, der underbygger tanken om et Europa i to hastigheder.

»Målet er, at valutafællesskabets medlemsstater skaber deres egen stabilitetsunion,« sagde den tyske finansminister Wolfgang Schäuble i søndags til tv-stationen ARD.

Samme budskab lød fra den franske præsident Nicolas Sarkozy, da han for nylig debatterede med studerende på Universitet i Strasbourg: »I sidste ende står det klart, at der vil være to forskellige gear i Europa: Et gear med øget integration og et gear, der er mere konføderalt i den europæiske union.«

Når ledende tyske og franske politikere i de seneste måneder i stigende grad har talt om at lade den europæiske integrationsproces foregå i to hastigheder, er det imidlertid først og fremmest for at gennemtrumfe tysk-franske krav til en kommende traktatændring, der skal sikre finansiel disciplin i eurozonen. Sådan lyder vurderingen fra EU-eksperten Janis Emmanouilidis hos tænketanken European Policy Centre i Bruxelles.

»Til at begynde med blev ’et Europa i to hastigheder’ brugt som en trussel, men nu ser det ud til, at den optimale løsning er en hurtig traktatændring, der involverer alle 27 medlemslande,« siger han.

Den vurdering deles af Ulrike Guérot fra tænketanken European Council on Foreign Relations: »En traktatændring vil kunne tilfredsstille det tyske behov for at kunne regulere de nationale budgetter.«

På et sidespor

Tyskland har i længere tid ønsket traktatændringer, der i princippet skal kunne godkendes af samtlige af unionens 27 medlemslande.

Men hvor Tyskland og Frankrig ønsker at tage yderligere skridt i retning af en union med en centraliseret finanspolitik, er der tilsvarende skepsis blandt andre medlemmer af eurozonen, der i øjeblikket ikke ser nogen grund til at fremskynde yderligere europæisk integration.

Det gælder blandt andre lande som Grækenland, Irland og Portugal, der enten har fået eller med god grund kan regne med at få brug for assistance fra krisefonden, også kendt som EFSF.

Ligeledes er lande som Italien og Spanien — samt østeuropæiske lande som eksempelvis Slovakiet — skeptiske, eftersom de vil få vanskeligt ved at leve op til de tyske ønsker om finansiel disciplin.

I den kommende uge mødes eurozonens regeringsledere i Bruxelles for at diskutere omfanget af eventuelle traktatændringer. Detaljerne i de fransk-tyske forslag til traktatændringer er endnu ikke kendt.

For nylig har Merkels CDU foretaget en revision af sit partiprogram, der nu taler om muligheden for at involvere EU-domstolen, hvis valutafællesskabets medlemsstater ikke respekterer reglerne.

Hvis en sådan revision af traktaten kommer på tale, kan Merkel og Sarkozy se frem til hårde forhandlinger.

»I det tilfælde vil man have behov for en aftale, der involverer alle 27 medlemslande,« siger Janis Emmanouilidis: »Det er stadig en pisk, men hvis de kan få et kompromis, vil Tyskland og Frankrig sandsynligvis gå efter en sådan løsning.«

En kerne på 8-10 lande

Den tysk-franske linje har imidlertid bidraget til at underminere de europæiske institutioners autoritet, hvilket kan give bagslag under traktatforhanindlingerne.

»Allerede nu hører man stemmer i Europa-Parlamentet melde ud, at de ønsker at blive involveret, hvis traktaten skal ændres. I forhold til sidste år er der en anderledes attitude og en mere intens debat om, hvorvidt Kommissionen og Parlamentet og de overnationale institutionerne i det hele taget er ved at blive kørt ud på et sidespor,« siger Janis Emmanouilidis.

I takt med krisens forværring har Tyskland og Frankrig vist sig stadigt mere villige til at eksperimentere med radikale forslag. Senest har der verseret rygter om en separat aftale om finansiel stabilitet mellem en kerne af otte til ti eurozonelande. Ifølge Janis Emmanouilidis er der imidlertid tale om forhandlingstaktik forud for den kommende uges topmøde i Bruxelles, hvor eurozonens ledere skal diskutere eventuelle traktatændringer.

»En kerne på otte-ti medlemmer er noget, der først vil være interessant, den dag euroen er endegyldigt kollapset. I denne fase giver det ikke mening, at tale om færre end de 17 eurolande, fordi det netop handler om at kontrollere dem, der ikke adlyder reglerne.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Overgaard Bjerre

Det er en mærkelig ukonkret artikel. Der står ikke hvad der for nogle stabilitets ændringer, som man ønsker.

Men, man behøver jo ikke at være særlig vaks ved havelågen for at forstå, at det drejer sig om nedskæringer. Og for de fattige! Det vil næsten selv en SF'er kunne se.

Nu sker det man hele tiden sagde, at der ikke ville ske, i debatten inden ja'et til EF i 1972: Lige dårlige sociale forhold for alle fattige og selvfølgelig en styrkelse af politi og militær.

Er der nogen som tør vædde?