Ungarn vil lukke grænserne

BUDAPEST — Det er ikke til at se, at krisen kradser i den ene hovedstad i det gamle østrigske dobbeltmonarki. På østsiden af Donau-floden er der stadig overflod i mærkevarebutikkerne i den opulente bymidte i bydelen Pest, hvor fremmede hoteller kræver eksorbitante priser for en overnatning, og højloftede saloner frister stadig med et overdådigt udbud af tærter og kager i halvtomme lokaler.

Årsagen til, at fattigdommen ikke er til at se i bymidten, men først ude i forstæderne, er dog ganske karakteristisk for en regering med en utraditionel tilgang til sin opgave. I den nye forfatning, der for nylig blev vedtaget trods store protester fra internationale organisationer og demokrativagthunde, er hjemløshed blevet forbudt.

»De samler dem op fra de indre distrikter og dumper dem i forstæderne. Vintrene her er barske, og man kan jo ikke have døde mennesker liggende i gaden, hvor gæster kan se dem,« som en lokal beboer lidt kynisk konstaterer.

Ungarn, der efter kommunismens fald var blandt de hurtigst voksende økonomier i de gamle østbloklande, er i en temmelig skidt forfatning. For et par uger siden nedjusterede det internationale kreditvurderingsinstitut Moodys landet til junk-status som et foreløbigt lavpunkt i en rutsjetur mod bunden, og politikere og økonomer har længe advaret om, at Ungarn kan blive det næste land efter Grækenland til at gå helt ned.

Regeringen — med centrumhøjrepopulisten Victor Orbán i spidsen — har valgt et uortodokst svar. Mens mange landes vigtigste værktøjer til at bringe sig ud af krisen har været at nedbringe statsgælden, igangsætte vækst og på andre måder søge at tilpasse sig mekanismerne i den internationale finansverden, har Orbán og hans Fidesz-partis strategi i stedet været at søge at styre økonomien mere fra statslig side, pålægge internationale virksomheder kraftigt øgede skatter i landet, søge at udelukke dem fra bestemte brancher og lægge størst mulig afstand til Den Internationale Valutafond, IMF.

Opportunisten

»I Ungarn er der i dag en kamp imod det internationale finansmarked, fordi vores statsminister selv vil styre udviklingen. Regeringens slogan er: ’Vi fører en uortodoks økonomisk politik’,og det lever regeringen i nogen grad op til,« siger Éva Palócz, chef for det økonomiske forskningsinstitut Kopint-Tarki.

»Regeringen har valgt at lægge nogle af Europas højeste skatter på banker og på bestemte sektorer som f.eks. energi-, telekommunikation- og servicesektorerne, som er blevet mere eller mindre overtaget af internationale firmaer, mens man har valgt ikke i samme omfang at beskatte fødevareindustrien, fremstillingssektoren og mindre virksomheder, der typisk er ungarsk ejede, og man prøver at stimulere ungarske husholdninger som et middel til vækst. I mange henseender er det et skridt tilbage til den industrielle politik i 1960’erne, hvor økonomien var centralstyret,« forklarer hun.

»Problemet er, at det gør internationale banker nervøse for at investere i og låne penge til ungarske virksomheder. Ungarn havde i 1990’erne en af de mest liberale økonomier i Europa, og det er måske ikke den mest sunde idé at gå fra en ekstrem til en anden i en så lille økonomi som den ungarske. Man kan ikke lukke ned på den måde,« konstaterer hun.

Modstanden mod det internationale marked — og EU — er ikke unik for Ungarn. Modsat hvad man måske skulle tro, er det ikke så meget venstrefløjen, der kæmper imod det internationale markeds dominans i den tidligere østblok, men snarere den nationalistiske højrefløj.

Éva Palócz fremhæver Polen under Kaczyski-tvillingerne som et andet eksempel, mens det i det meste af Central- og Østeuropa er stærkt højrenationalistiske partier, som f.eks. Ungarns Jobbik, Bulgariens Ataka og Rumæniens PRM, der presser regeringerne i retning af mere lukkede økonomier og afstandtagen fra en vesteuropæisk økonomisk model med en voldsom retorik, der udover at være rettet mod minoriteter først og fremmest er rettet imod den internationale kapitalisme.

»Viktor Orbán er en opportunist, og lige nu er det opportunt for ham at sige, at han er økonomisk nationalist, modstander af EU og det internationale finansmarked, og at hans regering fører økonomiskfrihedskamp. Men økonomisk nationalisme fungerer ikke, når man er så lille og åbent et land som Ungarn, og det kan få katastrofale konsekvenser, fordi international handel også grundlæggende handler om tillid,« siger politologen Andras Bozoki fra Central-european University, som selv var talsmand for regeringspartiet Fidesz, da det i 1990 var den liberalistiske førsteudfordrer til de regerende kommunister, men som også kortvarigt sad som uafhængig kulturminister under den forrige, skibbrudne socialistregering i 2006.

Favoriseringen

»Orban mener, at der er en stor krise i Vesten og præsenterer sig selv, som én, der bevæger Ungarn væk fra velfærdsstaten og over imod et arbejdssamfund. Problemet er bare, at han ikke kan skabe job, og at virksomheder forlader Ungarn i hastigt tempo,« siger han.

De konkrete initiativer har blandt andet været en lov, der dekreterede, at ungarernes gæld til internationale banker, der i høj grad har stået i fremmed valuta og ikke den lokale Forint, skulle betales tilbage i en kurs, der er langt under den reelle markedskurs og dermed gav de fremmede banker store tab, samt som sagt skatter, der favoriserer lokale firmaer på bekostning af internationale virksomheder.

Både Bozoki og Palócz erkender imidlertid også, at liberaliseringskritikerne har en pointe, at omstillingen ofte har været håndteret uansvarligt, og at markedsøkonomien har efterladt store dele af befolkningen fattigere end før og flyttet mange stillinger ud af landet.

»Da man liberaliserede den ungarske økonomi, skete det ind imellem hovedløst. Man solgte sektorer fra på meget gunstige vilkår, og liberaliserede f.eks. dagligvarebranchen på en måde, som slog et helt lag af mindre ungarske forretningsdrivende ihjel, mens profitten og jobbene forsvandt ud af landet. Det samme er sket inden for blandt andet energisektoren og telekommunikation, hvor man har solgt brancher fra uden at få hverken job eller reel værditilvækst igen,« konstaterer Éva Palósz og fortsætter:

»Derfor er der også et vist rationale i at søge at skabe produktionsjob, men det er en farlig politik, fordi man risikerer at skabe frygt for at investere i ungarsk økonomi med både retorikken og de konkrete initiativer.«

Symbolsk politik

I sidste ende er spørgsmålet dog, hvor langt Orbán og andre nationalistisk orienterede kræfter i Østeuropa vil gå i den økonomiske frigørelsesproces.

Mens Andras Bozoki mener, at Orbáns politik er farlig, mener han samtidig også, at den hovedsalig er symbolsk.

»Det ligger meget i retorikken, og Orbán er en mester i at målrette sine taler til et bestemt publikum. Nogle dage siger han, at Kina er forbilledet, mens han andre gange stiller sig op foran Ronald Reagan-statuen nær parlamentet og taler for frihandel. Han bevæger sig hele tiden mellem højre og venstre,« siger Andras Bozoki og nævner EU-politikken som et eksempel.

»Tidligere i år, da Ungarn var EU’s formandsland,kunne han stille sig op og holde brandtaler imod EU herhjemme og dagen efter tage til Bruxelles og administrere sin rolle som EU’s de facto-leder uden større betænkninger,« siger Andras Bozoki, der også mener, at den ideologiske smidighed vil smitte af på Ungarns position i EU:

»Ungarn er ekstremt afhængig af Tyskland. Hvis det går godt i Tyskland, går det godt i Ungarn. Hvis Tyskland ønsker europæisk integration, vil Orbán ikke gå direkte imod det, for det ville være økonomisk selvmord, selv om han er modstander af et føderalt Europa. Inderst inde ved Orbán godt, at økonomisk nationalisme ikke fungerer, fordi vores økonomi er fuldstændig åben, uanset om man kan lide det eller ej.«