Læsetid: 10 min.

USA bliver ved med at blande sig i Liberia

Efter årtier med borgerkrig ser fremtiden lysere ud for Liberia. En nyvalgt, nobel-hyldet præsident er ved magten, landet har fået gældssanering og en krigstræt befolkning håber, at udvikling vil erstatte ufred. Men bag den rosenrøde facade er de neokoloniale kræfter fortsat på spil, og stormagts-rivalisering truer endnu engang det lille, ressourcerige lands fremtid
En soldat fra oprørsbevægelsen LURD tager en pause i kampene mod Charles Taylor i 2003. Paradoksalt nok modtog begge parter støtte fra USA i deres oprør mod Liberias magthavere i en blodig historie af amerikansk indblanding i Liberias interne politik.

En soldat fra oprørsbevægelsen LURD tager en pause i kampene mod Charles Taylor i 2003. Paradoksalt nok modtog begge parter støtte fra USA i deres oprør mod Liberias magthavere i en blodig historie af amerikansk indblanding i Liberias interne politik.

NIC BOTHMA

29. december 2011

LONDON — »Dette er en amerikansk krig. LURD er en surrogat-styrke … trænet i Guinea med amerikanske penge,« proklamerede Charles Taylor, Liberias tidligere præsident, i sin afskedstale i 2003 om den oprørsstyrke, der tvang ham i eksil i Nigeria.

»USA var skyld i denne krig. De var arkitekten bag anti-Taylor-politikken,« fortsatte hans angreb. »De kan kalde deres hunde tilbage nu.«

Der blev rystet på hovedet. Måske trukket lidt på smilebåndene over de rasende udfald mod Liberias tætteste vestlige allierede. Men hvad end reaktionen var, så blev Taylors angreb hurtigt henvist til glemmebøgerne.

Nu sidder Charles Taylor fængslet i Haag, anklaget for elleve overtrædelser af Folkeretten, inklusiv krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

I Liberias hovedstad, Monrovia, sidder en ny præsident, den amerikansk uddannede økonom Ellen Johnson Sirleaf, der har fået Nobels Fredspris for sit arbejde for fred i landet.

Umiddelbart fremstår det som en succeshistorie: Skurken er i fængsel, freden genetableret, en vestligt uddannet kvinde sidder ved roret — og hun har sågar sikret landet gældssanering, så det nu kan få en frisk start.

Men kradser man lidt i overfladen, begynder glansbilledet at blegne. Og graver man lidt dybere, viser det sig, at Taylors rasende anklager ikke er så vanvittige endda.

Kina rykker ind

Dét spadestik dybere har den danske forsker og tidligere nødhjælpsarbejder i Liberia Niels Hahn gravet. Resultatet er en rystende historie om amerikansk neo-kolonialisme, der kortlægger stormagtens medskyld i de årtier lange grusomheder, der har holdt Liberia fanget i fattigdom, ufred og underudvikling.

Gravearbejdet viser, hvordan USA fortsætter denne indblanding og dominans i dag. Og hvordan den tilspidsede politiske situation, der antændte hele voldsbølgen fra slutningen af 1970’erne, nu igen er til stede.

»Udadtil fremstår Liberia som en succeshistorie, men jeg tvivler meget på, at det er det,« siger Niels Hahn i et interview med Information på det anerkendte School of Oriental and African Studies (SOAS), University of London, hvor han netop har afsluttet en doktorafhandling om emnet.

Årsagen til de friske spændinger i Liberia hedder kort og godt Kina, forklarer han.

Landet er nu massivt tilstede i Liberia — som i meget af Afrika — og tilbyder liberianerne investeringer i infrastruktur og ikke mindst et stålvalseværk, så landet selv kan udvikle sin jernmalm — noget det har ønsket siden 1970’erne.

Årsagen til, at Kina er så attraktiv for Liberia, handler ifølge Niels Hahn om den udviklingsstrategi, som Vesten med den amerikanske regering og Verdensbanken i spidsen har påtvunget Afrika gennem sin bistandspolitik i mere end tre årtier. En neo-liberal strategi — den såkaldte ’Åben Dør’-strategi — hvor landene er blevet tvunget til at fjerne sine toldbarrierer.

Kinas udenrigspolitik, siger Hahn, er styret af »fem principper, hvoraf et af hovedprincipperne er ikke-indblanding i interne anliggender«. Desuden har de forståelse for, at der er brug for industrialisering og en vis beskyttelse af unge industrier for at skabe udvikling. Det gør Kina attraktiv — noget der bekymrer den amerikanske regering, der har væsentlige interesser i Liberia.

»Det er mit indtryk, at liberianerne virkelig tror på, at Kina kan lave forandringer, og at de kan bruge Kinas investeringer til at svække amerikanernes indflydelse. Og det er et farligt spil, for vi er faktisk tilbage ved en kold krigs-situation,« siger Hahn.

Amerikansk involvering

Det er netop tilbage i historien — i 1970’erne — man skal begynde, hvis man skal forstå situationens alvor, påpeger Niels Hahn.

Allerede dengang var Liberias nuværende præsident, Ellen Johnson Sirleaf, en aktør på scenen som finansminister i en regering under ledelse af præsident William Tolbert. Hun sad i hans regering indtil statskuppet mod ham i 1980, der fik hende til at flygte til USA.

Kuppet mod Tolbert — som var influeret af den daværende kritik af neokolonialismen i Afrika — er blot ét konkret eksempel af mange på den amerikanske indblanding i liberiansk politik, fortæller Hahn.

Han har gennem timevis af interview med så godt som alle nulevende aktører i begivenhederne fra 70’erne frem til i dag kortlagt det indirekte amerikanske styre af landet og dets rolle i den blodige krig i mellem 1989 og 1996 og igen fra 1999 til 2003.

Om Tolbert forklarer han, at den daværende præsident aktivt forsøgte at befri landet fra USA’s indblanding.

»Tolbert etablerede relationer med Sovjetunionen, Østtyskland, Rumænien og andre kommunistiske lande for at få støtte til teknisk industrialisering. Og så begyndte han at se på koncessions-kontrakterne for Firestone — den amerikanske gummiplantage i landet — og minedriften, og han begyndte at lukke ’Åben Dør’-politikken. I 1977 etablerede han diplomatiske forbindelser med Kina frem for Taiwan — igen for at få kinesisk støtte til at udvikle en jernindustri,« forklarer Hahn.

Amerikansk kup

Udviklingen gjorde amerikanerne stadig mere nervøse over den kommunistiske indflydelse og for deres interesser i landet, der udover gummiplantagen bl.a. talte olie- og jernmalm-interesser, diamanter, guld, uran, CIA’s hovedstation for Afrika, et Omega-navigeringssystem, amerikanske militærbaser og deres Afrika-hovedkvarter for al ambassadekommunikation.

Da præsident Tolbert blev dræbt i et militærkup, var der ifølge Hahn ingen i landet, der var i tvivl om, at amerikanerne var involveret.

»Jeg har ikke mødt et eneste menneske i Liberia, der ville sige, at det ikke var amerikanerne, der stod bag kuppet. Men de vil sige, at det er svært at dokumentere,« forklarer han.

Det dokumentationsarbejde har Hahn udført. Han forklarer, hvordan grundpillen i den amerikanske strategi mod Tolbert var oprettelsen af en civilsamfundsgruppe — Progressive Alliance of Liberians (PAL) — der aktivt og med amerikansk støtte og vejledning modarbejdede præsidentens politikker gennem folkelig opstand.

»Den tidligere næstformand i PAL, Wesley M. Johnson, talte ud til mig, og han sagde, at de så CIA som deres venner og regeringen som deres fjender. Ledelsen i PAL havde — fortalte han — ’adgang til amerikanske funktionærer, hvor de søgte rådgivning, og de studerede i USA,« siger Hahn og citerer fra interviewet med Johnson:

»Megen viden var delt ind i celler — afdelinger. En celle ville ikke vide, hvad en anden celle vidste … vi vidste, at kuppet ville komme, men vi vidste ikke hvornår, eller hvordan det ville foregå.«

Forbindelsen til amerikanerne bliver også bekræftet af en anden kilde — Albert Toe — der deltog i kuppet, og som i dag sidder i landets lovgivende forsamling.

»Han sagde, at da militærkuppet skete, stormede de præsidentpaladset og skød Tolbert, og så ringede de til den amerikanske ambassade og fortalte, at nu var præsidenten død. Få timer efter rykkede — som han beskrev det — ’amerikanerne ind’ med deres rådgivere,« siger Hahn og tilføjer, at »alle de politikker, der var i gang, blev stoppet af forskellige dekreter«.

Endnu en uven

Det var hverken første eller sidste gang, at USA fik landets øverste ledelse fjernet. Da den næste præsident, Samuel Doe — der ledte kuppet mod Tolbert — i 80’erne bliver stadig mere kritiske over for amerikanerne og deres udviklingsstrategi »begynder det at gå rigtig galt,« siger Hahn.

»Amerikanerne sender først økonomiske rådgivere, som de vil have placeret i regeringen med krav om fælles-underskrifter på forskellige dokumenter — det har de også i dag med den liberianske regering. Det er en mere direkte administration, end det har været tidligere. Men dengang ville regeringen ikke være med til det, og de smed rådgiverne ud efter kort tid,« siger han om den udvikling, der får amerikanerne til at bakke ’100 procent op’ om et oprør under ledelse af Charles Taylor.

Dokumentationen for dét har Hahn ikke fundet i Wikileaks-dokumenter eller støvede liberianske arkiver, men derimod i en bog skrevet af den daværende viceudenrigsminister i Washington, Herman Cohen.

»Han skriver det meget direkte: At Does afgang og Taylors overtagelse af magten var hjertet af (USA’s) politik. Den amerikanske plan var, at Taylor skulle gives militær magt for at lægge pres på Samuel Doe ved den militære intervention, og så skulle amerikanerne presse Doe til at gå i eksil. ’Taylor ville blive præsident i Liberia, men skulle organisere et valg i oktober 1991’, skriver han. Amerikanerne er forholdsvis åbne om, hvad der er foregået,« siger Hahn.

Herman Cohen er i bogen også helt åben omkring dét, der efterfølgende får situationen til at køre af sporet. Han skriver, at udenrigsministeriet i planens 11. time bliver kørt ud på et sidespor af CIA og Pentagon.

»De stoler ikke på Taylor mere, ser det ud til. Planen var faktisk, at Cohen skulle flyve til Monrovia og sige til Doe: ’Okay, nu er det tid. Tag din familie og alle med og kom om bord på flyet’. Det hele var på plads, og så siger Pentagon ’nej, der er en ændring af planerne, og nu tager vi over’. Og det er helt klart, at Cohen er vanvittig vred. Han mener, at det er fordi, militæret tager over, at det hele går galt,« forklarer Hahn.

Borgerkrig

Og galt gik det. Da amerikanerne trækker støtten fra Taylor, nægter Doe at forlade landet, og en tredje fraktion — en udbrydergruppe fra Taylors oprørsgruppe besætter en del af hovedstaden. Resultatet bliver syv års blodig borgerkrig, under hvilken præsident Doe fanges og torteres ihjel.

Mens krigen raser opretter og indsætter den amerikanske regering en afrikansk fredsstyrke, ECOMOG, under sloganet ’en afrikansk løsning på et afrikansk problem’ samt en midlertidig regering under ledelse af Amos Sawyer. Mens Sawyer aldrig bliver specielt populær blandt liberianerne, er støtten til Taylor enorm.

Da krigen langt om længe afsluttes, og der afholdes valg i 1997, vinder Taylor med næsten 75 procent af stemmerne, fortæller Hahn.

»Som Herman Cohen skriver, så blev Taylor præsident, præcis som udenrigsministeriet havde planlagt i 1990’erne,« siger han og citerer viceudenrigsministeren:

»Hvis vi havde fået lov til at forfølge den plan … kunne år med ødelæggende borgerkrig måske være undgået … Havde Taylor fået lov til at tage magten i 1990 … kunne ødelæggelsen af Liberia være undgået, og Taylor ville måske havde været mere åben over for konstruktiv ekstern indflydelse«.

Genoptager 70’er-politik

S0m planen udvikler sig, er Taylor imidlertid ikke videre venligt stemt over for amerikanerne, der på trods af valgsejren stadig ikke vil acceptere ham. Det fører — ifølge Hahn — til, at de etablerer ”LURD-gruppen — Liberians United for Reconciliation and Democracy — og det går hen og bliver amerikanernes næste proxy-styrke”. LURD genoptager fra 1999 kampene mod Taylors styrker.

I sidste ende bliver det militære pres på Taylor for stort, og d. 11. august 2003 holder han sin rasende afskedstale og går i eksil. Amerikanerne har — siger Hahn — på forhånd arrangeret en massiv FN-fredsstyrke, som med Taylors afgang rykker ind og »stort set overtager landet«. En overgangsregering varetager ledelsen af landet indtil 2006, hvor Ellen Johnson Sirleaf bliver valgt første gang.

Prisen for FN-styrken bliver, at Kina får fodfæste i landet, forklarer Hahn.

»Amerikanerne har behov for Kinas godkendelse i FN’s Sikkerhedsråd, så de lover, at overgangsregeringen vil tage kontakt til Kina og etablere diplomatiske forbindelser. Kina accepterer og bygger så en ny stor ambassade, veje og sender studerende til Beijing. De genoptager faktisk 70’ernes politik,« siger han.

Men USA’s gevinst har været lige så stor, mener han:

»Amerikanerne laver samarbejdsaftaler med overgangsregeringen, som bringer deres rådgivere ind i regeringen og hæren.«

Amerikanerne har i dag kontrakt med Liberias regering om træning af en ny hær — noget de har udliciteret til private selskaber som bl.a. Lockheed Martin. Aftalerne giver amerikanerne massiv magt over regeringen — nok til, at de i dag kan blokere for etableringen af det kinesisk-finansierede stålvalseværk. Præcis som i 70’erne. Og præcis som dengang er den liberianske regering uenig med USA om den udviklingsstrategi, som de påtvinger landet.

»Ellen siger, at et land ’ikke skal bindes af det frie markedskoncept’. Og dermed siger hun stort set det samme, som Tolbert sagde i 70’erne. Som hun har sagt om ham: ’Hans politikker var rigtige, hans måde at implementere dem på var forkert’. Det var måden, han talte om amerikanerne på. Han skulle have været meget mere forsigtig.«

Så Liberia synes tilbage ved udgangspunktet — stadig styret udefra, stadig lige fattig og underudviklet. Og stadig med aspiration om en anden måde at udvikle sig på. Spørgsmålet er, om også den efterfølgende historie med statskub og borgerkrig vil gentage sig?

»Det tror jeg meget nemt, den kan,« siger Niels Hahn. »Jeg tror, det er meget, meget svært for landet at finde en balance (mellem Kina og USA, red.).« Han mener, at det er tvingende nødvendigt, at Vesten ændrer udviklingsstrategi, hvis det skal undgås, at Liberia igen kommer til at betale prisen for stormagtsrivalisering.

»Så længe den vestlige udviklingspolitik fortsætter med den neoliberale udviklingsstrategi, som vi kan se ved at kigge på Afrika ikke har leveret udvikling de seneste 30 år, så bliver Kina en yderligere attraktiv aktør, fordi de afrikanske lande forsøger at finde en måde at komme videre på,« forklarer han.

»Om den kinesiske strategi vil lykkes i Afrika eller ej, skal jeg ikke kunne sige. Men det er helt sikkert, at der vil opstå nogle seriøse spændinger.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu