Verden er frustreret over sneglefart i EU

BOSTON — Den politiske handlingslammelse i eurozonen kan i løbet af kort tid ende med en ny global økonomisk recession — kun to år efter den sidste lavkonjunktur i kølvandet på finanskrisen i USA.

Det forudser Verdensbankens direktør Robert Zoellick. Han talte tirsdag ved et debatforum på Harvard University.

Zoellick er især bekymret for de negative konsekvenser af kreditklemmer (hvor banker holder igen med udlån pga. tab, red.) i de nye markedsøkonomier, der har stået for to tredjedele af den globale vækst i de sidste tre år: »Europæiske banker trækker kapital tilbage fra Central- og Østeuropa og de store udviklingslande. Det betyder, at lån til finansiering af handel og industriprojekter mindskes,« siger han.

Bankernes akutte behov for kapital skyldes ifølge Zoellick flere forskellige ting.

Nye EU-regler og Basel III-aftalen vil pålægge pengeinstitutter krav om besiddelse af mere kapital end før finanskrisen i 2008. Herudover har de lidt tab ved afhændelse af sydeuropæiske statsobligationer og besvær med at bruge disse før i tiden så sikre værdipapirer til at rejse lån på interbankmarkedet.

Depotindehavere i sydeuropæiske banker har desuden overført penge til Schweiz og Tyskland, selv til danske banker.

Flugt fra Østeuropa

Som modtræk er de berørte banker begyndt at trække kapital i udenlandske filialer og investeringsfonde tilbage. I denne uge pålagde Østrig sine banker at begrænse udlån til banksektoren i Østeuropa og på Balkan. Formålet er at beskytte Østrigs høje kreditværdighed.

Italienske Unicredit og tyske Commerzbank skærer også deres aktiviteter ned i Østeuropa. Hvor velstående lande som Polen og Tjekkiet ikke burde have problemer med at finde købere til udenlandske bankfilialer, står det værre til i lande som f.eks. Bulgarien, Rumænien og Ungarn — for ikke at tale om Ukraine, siger Erik Berglöf, cheføkonom hos den Europæiske Udviklingsbank, til Financial Times.

En lignende kreditklemme i Østeuropa under finanskrisen for tre år siden blev løst gennem ’Wien-initiativet’, hvor EU, den Østeuropæiske Udviklingsbank, Europæiske Investeringsbank og den Internationale Valutafond (IMF) gik sammen om at yde lån til seks lande.

Men på det tidspunkt var der nok penge til rådighed inden for eurozonen. I dag vil vestlige EU-lande formentlig sætte de østeuropæiske landes interesser i anden række og primært tænke på sig selv, forudser Berglöf.

Vending i august

Kreditklemmen på de internationale lånemarkeder er blevet så alvorlig, at en gruppe centralbanker onsdag gik sammen om at halvere private bankers gebyrer ved optagelse af lån i dollar hos deres nationalbanker. Den begrænsede adgang til lånefinansiering i international handel — som domineres af dollaren — anføres som en væsentlig grund til centralbankernes initiativ.

Tal viser, at vendingen for de nye markedsøkonomier kom i august.

Verdensbankdirektøren ser to årsager: I juli blev det på et topmøde i eurozonen afsløret, at Grækenland ikke kunne opfylde kriterierne for optagelse af nye EU-lån. Og i august førte en strid mellem demokrater og republikanere om at hæve USA’s gældsloft til et kreditagenturs nedskrivning af landets kreditværdighed.

»Disse to begivenheder havde en chokeffekt på de nye markedsøkonomier,« forklarer Zoellick.

»Siden august har der været et fald på børsmarkederne på 20 pct., det er blevet dyrere for regeringer og firmaer at finansiere lån og disse landes valutaer har mistet værdi,« påpeger Verdensbankdirektøren, der før har været USA’s viceudenrigsminister og handelsrepræsentant.

De politiske følger af handlingslammelsen i eurozonen er også foruroligende.

»Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der sker, hvis de nye demokratier i Nordafrika og Mellemøsten kommer i en kreditklemme på grund af eurokrisen,« siger Zoellick.

OECD’s pessimisme

Den seneste økonomiske rapport fra OECD i Paris bekræfter hans pessimisme.

Her forudsiges en lavere økonomisk vækstrate i nye markedsøkonomier som Kina, Indien og Brasilien, selv hvis det skulle lykkes for EU-lederne på deres topmøde i næste uge at enes om en styrkelse af det finanspolitiske samarbejde i eurozonen, og den Europæiske Centralbank efterfølgende forstærker sine støtteopkøb af statsobligationer fra de mest gældstyngede lande i EU.

OECD’s økonomer har også set på, hvilke mulige konsekvenser fortsat turbulens i eurozonen og måske en gradvis opløsning af valutaunionen ville kunne få.

»Hele OECD-området (Europa, Nordamerika, Japan og Australien, red.) vil formentlig opleve et fald i den økonomiske aktivitet, mens de 17 eurolande bliver ramt af en dyb recession,« skriver organisationens økonomer.

Et kaotisk sammenbrud vil ifølge OECD bevirke en »dyb økonomisk depression« for hele verdensøkonomien.

EU’s sneglefart

Verdensbankdirektøren er ligesom andre ikkeeuropæiske ledere forbavset og bekymret over den snart to år gamle uløste eurokrise.

»Det fortæller os en hel del om Europas internationale magt og indflydelse. På G20-mødet i Cannes var vi udefrakommende på én gang forbløffede over og følte med euroledernes manglende evne til at finde en løsning,« fortæller Zoellick.

Frustrationen over den sneglefart, hvormed uforberedte europæiske institutioner håndterer gældskrisen i de sydeuropæiske lande, er ved at koge over i et USA, som for blot tre år siden blev tillagt ansvaret for en ødelæggende finanskrise.

»Spørgsmålet er, om de europæiske ledere vil fortsætte med at tøve, famle, fejllæse situationen og se bort fra den overhængende fare, indtil de har forårsaget flere skader på verdensøkonomien, end USA gjorde i 2008,« skriver den økonomiske kommentator David Wessel i Wall Street Journal.

Selv for sofistikerede amerikanske økonomer er det svært at få et greb om eurokrisens mange komplekse aspekter — et forum, hvor mangfoldige nationale, politiske, økonomiske og institutionelle interesser støder sammen i et kaotisk virvar, og hvor den historiske erfaring peger på, at destruktion — som økonomen Josef Schumpeter sagde om kapitalismen — baner vej for kreativitet og fremgang.

Vil det også ske dennegang?

Harvardøkonomen Kenneth Rogoff håber, at enighed om et tættere finansielt samarbejde med effektive sanktioner for budgetoverskridelser på topmødet i næste uge vil kunne berettige et massivt indgreb fra Den Europæiske Centralbank.

»Jeg tror, at euroen vil overleve,« sagde han i går til National Public Radio. »Men jeg tror også, at lande som Grækenland og Portugal må opgive deres medlemskab. Den store ukendte faktor er Italien. Hvis Italien falder, truer det hele møntunionen.«