Bag fjendens linjer

Den første halvdel af billetterne blev udsolgt på tre minutter i begyndelsen af november, og det har været umuligt at skaffe en billet i ugevis. Det tager 45 minutter at blive registreret og gelejdet indenfor. Her er foredragssalene fyldt til bristepunktet. Selv til eksotiske indslag som en tysksproget, historisk gennemgang af togsikkerhed eller et oplæg om modificerede fødevarer må mange tage sig til takke med storskærme uden for salene. »Den streamer jeg senere,« lyder det med overbærende skuldertræk, inden folk går videre for at finde ligemænd at hacke med.

Og ja, mange af deltagerne på kongressen lever op til stereotypen af den krøllede og lettere asociale nørd alene foran skærmen. Men her er de sociale væsner. »Det her er mit hjem,« lyder det fra Stephan, en ung ungarsk programmør, der på andendagen endnu hverken har sovet eller forladt kongrescentret. Han er i glimrende humør, godt hjulpet af adskillige flasker Club Mate, de lokale nørders foretrukne koffeindrik.

På vej op ad trappen til anden sal er gelænderet på den modernistiske trappe dækket af guerillastrik med det sirligt svungne budskab ’Befri Manning’. Garnbomben, som denne type graffiti kaldes, er en reference til Bradley Manning, den amerikanske soldat som siden maj er tilbageholdt under mistanke for at lække oplysninger til Wikileaks.

Pessimisme

I åbningstalen ’Et ægteskab fra helvede’ kritiserer internetforskeren Evgeny Morozov, at vestlige teknologiselskaber uhindret kan bevæbne autoritære regimer med sofistikeret teknologi til overvågning, filtrering og lokalisering af brugerne af internet og mobiltelefonnetværk. Borgere som måske er grebet af den bølge af optimisme, som drev dem til at organisere protester ved hjælp af Twitter og Facebook. Morozov efterlyser opmærksomhed, lovgivning og politisk pres mod denne form for oprustning af diktatorer.

»Der er en lille smule diskussion i USA, fordi der allerede er klar lovgivning, der bliver overtrådt. I Europa har vi ikke set den store selvransagelse, blandt andet fordi teknologiselskaberne har haft held til at påvirke regeringer,« siger Morozov til Information.

Det er ikke kun i Iran og Syrien, at teknologien vendes mod borgerne. Chaos Computer Club (CCC), organisationen bag kongressen, identificerede og analyserede tidligere i år en tysk ’statstrojaner’. Et stykke software til at foretage bevissikring og overvåge mistænkte via deres computer, fjernstyret af politiet. Problemet var bare, påviste CCC, at trojaneren, udover at være grundlovsstridig, var fyldt med fejl og huller, som gjorde det forholdsvis nemt for andre at misbruge den.

»Vi promoverer etisk hacking. Det er klart, at noget af den her teknologi bygges af kodere, som er en del af vores fællesskab. Vi ved, at folk på den mørke side også kommer til kongressen. Det er noget, vi bør tale om og i det mindste bede dem fortælle os om, hvad de laver, og eventuelt lække information, så vi kan afsløre skurkene,« siger Frank Rieger, talsmand for CCC.

Optimisme

På anden sal sidder hundredvis af hackere i et virvar af blinkende elektronik, kabler og loddekolber. Blandt dem står Aram Bartholl, der er medlem af kunstnerkollektivet F.A.T. Lab og fremstiller de karakteristiske anonymous masker.

»Guy Fawkes-masken er selvfølgelig ikke tilfældighed,« forklarer Bartholl: »Den oprindelige maske sælges under licens af Time Warner. Derfor kan jeg godt lide at kopiere den,« fortæller han, mens en hvid plastikplade bliver varmet op af glødetråde for derefter at blive suget ned i en form ved hjælp af en luftmadraspumpe.

Det hele er langt fra alvor — mange er her bare for at have det sjovt og nørde løs uden de store politiske ambitioner.

»Vi mangler ord til at beskrive de meget løst sammensatte grupperinger, der er drevet af en fælles vilje,« siger Cory Doctorow, science-fiction-forfatter og redaktør på BoingBoing, en af verdens største blogs.

»De gør utroligt ambitiøse ting som at organisere demonstrationer samtidig i 40 byer i 20 forskellige lande. Det handler ikke så meget om hackere som almindelige mennesker. De næste 20 års science fiction og nyhedshistorier vil handle om ting, som tidligere krævede centraliseret kontrol og infrastruktur — at rejse en skyskraber eller at gennemføre rumprogrammer på samme måde, som myrer bygger en tue,« siger han.

Doctorow leverer et anderledes optimistisk foredrag, der trækker paralleller mellem krigen mod pirater, occupy-bevægelsen og det, som han mener, bliver næste skridt, en krig mod ’general purpose computers’, altså computere som man frit kan bruge til alle formål:

»Vores frihed i fremtiden kræver, at vi selv kan overvåge vores computere og bestemme, hvilke processere vi kører på dem, så de forbliver ærlige tjenere af vores vilje; ikke forrædere og spioner for kriminelle, bøller og kontrolfreaks. Vi har ikke tabt endnu, men vi skal vinde ophavsretskrigen for at holde internettet og pc’en fri og åben. For de krige, der kommer, vil vi ikke kunne kæmpe uden dem,« afslutter Doctorow sin brandtale.

Våbenkapløb

Folk ved, han kommer, selv om hans navn ikke fremgår af det officielle program. Sikkerhedseksperten Jacob Appelbaum, der i hackerkredse har rockstjernestatus, ankommer til sit foredrag iført en blanding af narrehue og elefantmaske. Når den er trukket op over næsen, ligner han en krydsning af en naturvidenskabelig lektor og en maskeret demonstrant. På scenen, nu trukket ned, får den ham til at se venlig, ja, nærmest fjollet ud. Den fyldte sal ved, at det amerikanske efterretningsvæsen jævnligt tilbageholder Appelbaum og blandt andet har tvunget Twitter til — hemmeligt — at overdrage hans data sammen med blandt andre Wikileaks-grundlæggeren Julian Assanges.

Appelbaum gennemgår med kollegaen Roger Dingledine, hvordan forskellige regeringer har forsøgt at blokere Tor, et stykke software, der dagligt bruges af omkring 400.000 mennesker til at opnå anonymitet på nettet. Der foregår et teknologisk våbenkapløb, hvor Kina »sparker vores røv«, og lande som Syrien og Iran bliver mere og mere opfindsomme. I Syrien optages al trafik, der går ind og ud af landet, fortæller Appelbaum, og forskellige websites og tjenester sløves ned, eller blokeres — for så at genåbnes. Men det er en fælde:

»En fyr i Syrien skrev på Facebook, at han var træt af revolutionen og den måde, Assads regering håndterer den på. Så kom der en dødspatrulje og myrdede ham. Det er den slags, der sker, når du ikke omgår overvågningen,« siger Appelbaum, der fuldstændig har tryllebundet publikum. Selv Tor er langtfra sikkert, og der er brug for uddannelse, konstant udvikling og tusindvis af hjælpende hænder og computere for at kunne gøre sig forhåbninger om at opretholde kapløbet. Og, ironisk nok, hjælper vestlige selskaber oftest intetanende diktatorerne, når de forsøger at kontrollere deres egne netværk:

»Boeing går til Cisco og siger: Byg et værktøj, så vores medarbejdere ikke læser e-mail og bruger Facebook på arbejdet. De får så nogle millioner dollar og bygger dimsen. Så får diktatorer fat i dem, og så bliver de pludselig til helt andre ting. Se, dét er fucked up,« siger han.