Læsetid: 9 min.

Bag frygtens nedrevne mur kollapser Syrien i slowmotion

Trods tilsyneladende ro i Damaskus ved alle, at store forandringer er på vej. Det eneste spørgsmål er, hvor meget menneskelig lidelse det vil koste. Jo voldeligere den syriske befrielseskamp bliver, desto mere styrkes islamisterne
Kvinder på cafe i Damaskus følger Syriens præsident, Bashar al-Assads tv-transmitterede tale den 10. januar. I talen lovede han at knuse den opstand, der siden dens udbrud er blevet stadig mere blodig og militariseret.

Kvinder på cafe i Damaskus følger Syriens præsident, Bashar al-Assads tv-transmitterede tale den 10. januar. I talen lovede han at knuse den opstand, der siden dens udbrud er blevet stadig mere blodig og militariseret.

JOSEPH EID

20. januar 2012

Som de sidder og nipper til teen i en tilrøget café, ser Adnan og hans kone, Rima, upåfaldende ud: Et stilfærdigt middelklassepar trediverne, der puster ud efter fyraften i en af verdens for tiden mest anspændte byer. Men som så meget andet i den syriske hovedstad, er de ikke, hvad de ser ud til: Han var softwareingeniør og hun advokat. I dag er de begge aktivister, der er gået under jorden for at hjælpe med at organisere opstanden mod præsident Bashar al-Assad.

Det er et livsfarligt job. På ti måneder er tusinder af syrere blevet dræbt — måske dobbelt så mange som de 5.000, FN angiver som officielt tal — i takt med at Assad skruer op for en hensynsløs undertrykkelse, der ikke viser tegn på at ophøre. Lige så fast besluttede på at fortsætte er hans modstandere.

Adnan og Rima kan hverken passe deres arbejde eller kontakte deres familier. De har måttet påtage sig falske identiteter. Og Adnan ændrer jævnligt på sit udseende. Han har netop barberet skægget af. Det virker åbenbart. En ven ved et af de nærmeste borde genkender ham ikke. De fleste af deres venner er på flugt fra Mukhabarat, det hemmelige politi.

»Først var det skræmmende, men nu har vi vænnet os til det,« siger Adnan.

»Revolutionen har revet frygtens mur ned. Alle steder skamferes Assads portrætter, og vi føler os sikre på, at vi på et eller andet tidspunkt nok skal få væltet regimet.«

Ved første øjekast virker Damaskus rolig. Ganske vist ligger revolutionens blodigste frontlinjer i Homs, Hama, Idlib og Deraa, men hovedstadens tilsyneladende normalitet er vildledende. Intriger, frygt og vrede lurer under overfladen.

Gå af, Bashar

»Damaskus er afgørende for, at Assads regime kan overleve,« siger en førende oppositionel.

»Det vil aldrig tillade en Tahrir-plads her. Falder Damaskus, er det hele forbi.«

Store protester organiseret af Tansiqiyat — ’De Lokale Koordinationskomiteer’ — afholdes næsten hver aften i mange af forstæderne og altid om fredagen. Selv i det centrale Damaskus kan der opstå mindre flash mob-demonstrationer, der varer et par minutter og opløses, før sikkerhedsstyrkerne kan nå at slå til. De værste sikkerhedsstyrker er shabiha — bøller i armybukser og læderjakker, der lusker rundt på gader og pladser. Demonstranterne er opfindsomme: Ved en lejlighed skabte frivillige chauffører trafikpropper ved den gamle Hijaz-banegård for at give plads til at en kortvarig, men iøjnefaldende protest kunne afholdes.

Kreativitet og hemmeligholdelse er afgørende. På Ramadanens første dag blev sangen ‘Irhal ya Bashar‘ (’Gå af, Bashar’) afspillet fra skjulte højttalere i det travle indkøbskvarter ved Arnous-pladsen. Sangen er skrevet af Ibrahim Qashoush, som blev myrdet i juli efter at have at have optrådt i Hama. Morderne skar halsen over på ham og fjernede hans stemmebånd.

»I starten blev folk bange,« siger en Damaskus-borger, som var til stede.

»Men da de spillede den anden gang, var vi mere afslappede. Tredje gang var der nogle, der lo,« siger han.

Andre ikkevoldelige handlinger har været slående symbolske: I august blev der hældt blodrød farve i springvandet ud for centralbanken på Saba’a Bahrat-pladsen, scene for flere højrøstede pro-Assad demonstrationer. Stearinlys med sorte bånd er blevet uddelt til minde om Ghayath Matar, der blev berømt for at uddele roser til soldater, men blev torteret og dræbt i september sidste år.

Krigserklæring

Assads tale i sidste uge blev set som en krigserklæring, der skulle mobilisere hans tilhængere. I livetransmissionen på stats-tv så menneskemængden ud til at være enorm, men at dømme efter lækkede uofficielle optagelser var der næppe mere end et par tusinde mennesker på Umayyad-pladsen.

Damaskus er omringet af hærens 4. di1vision under kommando af præsidentens bror, Maher. Alle offentlige bygninger er beskyttet af eksplosionssikre barrierer. Veje nær præsidentpaladset og forsvarsministeriet er afspærrede. I det statslige sikkerhedspolitis hovedkvarter i Kafr Sousseh spejder maskinpistolbevæbnede vagter ud gennem kighuller i volde af sandsække

Det var her, to dage før en trist jul, at to selvmordsbomber dræbte 44 mennesker. Allerede tyve minutter efter blev aktionen tillagt al-Qaeda — en påmindelse om den konstante officielle fortælling om, at Syriens regime ikke har nogen anden indre fjende end ’bevæbnede terroristbander’ og ikke er oppe imod massive folkelige protester.

6. januar slog terroristerne til igen. I al-Midan, en højborg for oppositionen, blev angiveligt 26 personer dræbt ved, hvad der så ud til at være endnu et selvmordsangreb.

Men lokale fortæller, at området på mystisk vis blev afspærret af politiet aftenen før. Mange undrede sig over den bemærkelsesværdigt hurtige reaktion fra de syriske medier og beredskabstjenester. Og hvorfra kom den hastigt forsamlede skare af demonstranter, som ikke var fra nabolaget, og som istemte pro-Assad slagord over for de journalister, som blev fragtet ind med en bus fra Syriens Informationsministerium?

Abu Muhammad, en snakkesalig sunnimuslimsk taxachauffør, er ikke i tvivl.

»Det var rent teater, alt var fabrikeret,« siger han.

»Hensigten er at skræmme folk i Damaskus.«

Drabet 11. januar på den franske tv-journalist Gilles Jacquier — han faldt for mortérild under en regimeeskorteret tur i Homs — har rejst tilsvarende foruroligende spørgsmål. Skulle de internationale medier afskrækkes? Mange syrere går uden videre ud fra, at regimet ikke vil have skrupler ved at spille et så morderisk dobbeltspil.

»Ingen gør sig illusioner,« siger en anden Assad-kritiker.

»Folk tiltror regimet hvad som helst. Det kender ikke til røde linjer.«

Pandoras æske

Præsidentens tilhængere ser anderledes på tingene. Regimets store sammensværgelsesfortælling, hvor USA, Vesten, Israel og reaktionære arabiske ’agenter’ med Qatar i spidsen konsekvent konspirerer imod Syrien, pumpes dagligt ud i de statslige medier.

De åbenlyse løgne synes at virke. »Emiren af Qatar er jøde, ja værre end jøderne,« raser en alawitisk taxachauffør: »Der er ingen demonstrationer i Syrien, kun folk, som er købt, og terroristiske bander.« Intet under, at mange syrere skælder så voldsomt ud på de få udenlandske journalister, der får adgang til landet, og opfordrer dem til at »fortælle sandheden, som den virkelig er.«

Regimeloyalister, som udtaler sig til de internationale medier, hævder at støtte politiske reformer og en dialog med den fredelige opposition. Det er personer som Assads rådgiver Buthaina Shaabans og Jihad Makdissi, informationsdirektør i Udenrigsministeriet, der involverer sig i twitter-debatter med tilhængere af opstanden. Bliver præsidenten væltet, advarer Makdissi, »vil det åbne en Pandoras æske.«

Men Syriens magtfulde sikkerhedschefer understreger den alvorlige fare, som udgøres af de salafistiske ekstremister eller al-Qaeda — de selvsamme ’udenlandske krigere’, som Mukhabarat før hjalp over grænsen til Irak for at kæmpe mod amerikanerne. Kvalmende billeder af halshuggede kroppe eller lig med udstukne øjne lægges frem som beviser på disse terroristers vildskab. Oppositionens tilhængere påstår ikke, at billederne er forfalskede, men insisterer på, at regimet bærer det overvældende ansvar for den nuværende vold.

Assads tilhængere beskylder også oppositionen for naivitet og for at glemme begyndelsen af 1980’erne, da en bølge af mord og bombninger fra Det Muslimske Broderskabs side kulminerede i opstanden i Hama, hvor regeringsstyrker dræbte mindst 20.000 mennesker. Men det er 30 år siden. En så drakonisk ’sikkerhedsløsning’ kan næppe gentages i YouTube-alderen — og alligevel vil den næppe kunne kvæle den nuværende opstand.

Sekterismen er også begyndt at stikke sit grimme fjæs frem. Oppositionen beskylder regimet for at opildne til spændinger mellem alawitterne, der dominerer sikkerhedsstyrkerne, og befolkningens sunniflertal.

I det nuværende klima er intet lettere. Mudar, en ung alawit med nære bånd til den herskende elite, fortæller om en soldat og fætter, der blev dræbt og lemlæstet. Derpå klikker han på et videoklip i højopløsning af en fuldskægget mand, der saver hovedet af sit skrigende offer.

Bekymrede røster lader høre på sig. Sidste forår opfordrede en gruppe af indflydelsesrige alawitter Assad til at undskylde styrets undertrykkelse og iværksætte virkelige snarere end kosmetiske reformer.

»Alawitterne føler, at deres skæbne er forbundet til Assads,« advarer en garvet oppositionsleder, »og det er farligt.«

Presset er åbenlyst stigende. Alawitiske forretningsmænd rapporteres at have bestukket Mukhabarat til at friholde deres ansatte fra at deltage i demonstrationer til fordel for regimet. Fadwa Suleiman, en alawitisk skuespiller, blev mødt med stor beundring, da hun stod frem og erklærede sin støtte til opstanden, men blev udstødt og fordømt på tv af sin bror.

Kristne, som traditionelt er loyalister, er også bekymrede, især for opstandens salafistiske elementer, og kirkerne har været ivrige for at signalere støtte til Assad. Nogen havde det dog ambivalent, da Daoud Rajha, en græsk-ortodoks kristen, blev udnævnt til stabschef for hæren i et forsøg på at sikre det kristne samfunds støtte.

Samfundet nedbrydes

Et andet tegn på Syriens dybe krise er, at staten ikke længere fungerer korrekt. Med en iagttagers ord er den »ved at kollapse i slowmotion.«

Sikkerhedscheferne er bekymrede over de bestikkelsessummer, der opkræves for at løslade fanger. Halvdelen af de våben, som oprørerne har overtaget, skønnes at være solgt af hærens personel, mens toldbetjentene lukker deres øjne for de overførsler, som kommer ind fra Libanon. Det er vedholdende rygter om, at forskellige grene af det hemmelige politi skyder på hinanden under deres operationer.

Syriens økonomiske situation er også forværret. Strømafbrydelser i flere timer om dagen er nu rutine. Butikkerne i de dyreste gader i Damaskus er afhængige af generatorer på fortovet. Benzin er en mangelvare, til dels på grund af sikkerhedsstyrkernes massive rekvireringer, og priserne på fyrings- og madlavningsolie stiger brat.

Præsidenten er latterliggøres for at rose kvaliteten af landets olivenolie og hvede — en hentydning til Syriens evne til at klare sig selv. Men de makroøkonomiske udsigter tegner dystert. De udenlandske investeringer og turismen er kollapset. Hotellerne står tomme. De internationale sanktioner blokerer for de fleste internationale finansielle transaktioner. EU har stoppet al oliekøb. Kreditkort kan ikke længere bruges. Og værdien af det syriske pund er faldet kraftigt.

Det er næppe overraskende, at krisen kræver sine ofre: Læger melder om en stigning i antallet af hjerteanfald, for højt blodtryk og andre stressrelaterede symptomer. Apoteker tjener store penge på at sælge antidepressive midler. For to år siden indførte regeringen rygeforbud, men offentlige kontorer, cafeer og restauranter er stadig indhyllet i skyer af tobaksrøg. Folk er også begyndt at drikke mere.

»Lægerne råder os til at gå ud og se nogle dumme egyptiske film — bare alt andet end nyhederne,« ler en ven.

Mange har nu førstehåndsoplevelser af det statslige undertrykkelsesapparat og fortæller i enkeltheder om underjordiske celler, prygl og tortur. Det er almindeligt kendt, at iranske sikkerhedsrådgivere med dyster ekspertise i nedkæmpelse af optøjer er indforskrevet. Damaskus føles som Teheran i 2009 under den massive protestbølge mod valgsvindel ved præsidentvalget.

»De mennesker, der bliver arresteret nu, har ikke Facebook-sider,« siger økonomen Raja Abdel-Karim med et skævt smil. »De er ligeglade med skuespillere, journalister og forfattere. Videoklip af demonstrationerne og drabene har langt større effekt end noget, en intellektuel som mig kan hitte på.«

De statslige medier rapporterer kun om martyrer blandt sikkerhedskræfter eller regimetilhængere. De lig, der udleveres til de efterladte familier, bærer umiskendelige tegn på tortur.

Opstand militariseres

Dele af oppositionen mod Assad føler sig ilde til mode over ’militariseringen’ af, hvad der begyndte som en fredelig opstand inspireret af revolutionerne i Tunesien, Egypten og Libyen. Forventningen er, at volden vil optrappes, i takt med at Den Frie Syriske Hær, der hovedsageligt består af afhoppere, fortsætter med at vokse.

»Når man skyder på folk i flere måneder, bør ingen overraskes over, at de på et tidspunkt begynder at skyde tilbage,« bemærker en vestlig diplomat.

»I de sidste ti måneder har millioner af mennesker forholdt sig afventende,« siger Badr, en universitetslektor. »Men Assad levner os ikke noget valg.«

En populær vits understreger pointen: ’Instruks til borgerne: Gå ikke længere i gråt tøj — fremover er kun sort eller hvidt tilladt’.

Ingen kan forudsige, hvor længe opstanden vil fortsætte. På oppositionen side bliver viljens optimisme kølnet af en erkendelse af, at magtbalancen på kort sigt ikke er i dens favør, og at dette næppe vil ændre sig hurtigt, medmindre det kommer til en udenlandsk militærintervention i stil med i Libyen, hvilket kun få ønsker eller forventer.

Louay Hussein, en uafhængig alawitisk forfatter og intellektuel, siger:

»Krisen er låst fast i et dødvande. Alt tyder på, at vi er på vej mod en fuld borgerkrig. Assad har stadig en del støtter. Det er ikke kun et spørgsmål om undertrykkelse.«

Økonomen Abdel-Karim kigger længere frem:»Jeg tvivler ikke på, at regimet vil blive væltet Problemet er bare, at jo længere tid det tager, jo mere magtfulde bliver islamisterne. Voldens fortalere vil vinde frem. Det er et spørgsmål om tid og omkostninger: Tiden afkortes, men prisen bliver højere.«

Navne i denne artikel er ændret af hensyn til de involveredes sikkerhed.

 

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karsten Olesen

"Most Syrians back President Assad, but you'd never know from western media"

http://www.guardian.co.uk/commentisfree/2012/jan/17/syrians-support-assa...

"Giraldi states that Turkey, a Nato member, has become Washington's proxy and that unmarked Nato warplanes have been arriving at Iskenderum, near the Syrian border, delivering Libyan volunteers and weapons seized from the late Muammar Gaddafi's arsenal. "French and British special forces trainers are on the ground," he writes, "assisting the Syrian rebels, while the CIA and US Spec Ops are providing communications equipment and intelligence to assist the rebel cause, enabling the fighters to avoid concentrations of Syrian soldiers …"

Nato yder altså materiel støtte til terrorisme.

Selv om "oprørerne" har basis i enkelte sunnitiske lokalområder - Deraa i syd, omkring Homs og i nordprovinsen Idlib - så er det efter alt at dømme stadig kun et par tusind bevæbnede der foranstalter drabene og sabotagen.

Hvad de mangler i folkelig opbakning, søger de at vinde ind ved at optrappe terroren.

De sidste uger har der været bil- og selvmordsbomber i Damaskus og dagligt en halv snes drab på offentlige embedsmænd, politi- og militærfolk.

Der har været sabotage mod tog, pipelines og elektricitetsforsyningen (som er vigtig for at holde den jævne befolkning varm).

Ansatte i elforsyningen bliver dræbt eller bortført.

Alt dette er ikke hvad man ville vente af en "opposition" der havde landets vel for øje.

Derimod svarer det udmærket til USAs krigsførelse i El Salvador og Nicaragua.

Ifølge regeringssiden består de væbnede grupper af det Muslimske Broderskab, Al Quaeda-folk og lokale hvervede kriminelle.

De islamiske fundamentalister er ikke særlig populære i Syrien, hvor de drev en lang terrorkampagne i 80erne.

Kristne og alawitter blev forfulgt i foråret, mens hæren beskyttede dem.

Alligevel beskriver den vestlige presse de fundamentalistiske oprørere som de uskyldigt forfulgte:

„Die christlichen Gebiete wurden okkupiert, jeden Moment musste man befürchten, dass die Kirchen in Flammen aufgingen. Die Regierungstruppen haben eingegriffen und die Christen gegen die Sunniten verteidigt. Aber in den deutschen Medien werden die Sunniten als arme Demonstranten bezeichnet, die angegriffen würden, das ist schlicht falsch.“ Kaum jemand traute sich noch auf die Straße, überall sei mit Scharfschützen zu rechnen gewesen

http://www.allgemeine-zeitung.de/nachrichten/politik/rheinland-pfalz/115...

Syriske kvinder frygter det Muslimske Broderskab:

http://www.youtube.com/watch?feature=player_detailpage&v=AK_yKc9eG3M

(især 19:30)

Homs er delt, og især kristne og alawitter er ofre for oppositionens terror:

http://www.youtube.com/watch?v=vcGr_scHWSY&feature=relmfu

http://www.youtube.com/watch?feature=player_detailpage&v=Tins8KFJFtw

"Farouq-batallionen" i Homs - der står bag snesevis af sekteriske mord - består af irakiske Al-Quaedafolk - løsladt af amerikanerne - og Ansar al-Sunni:

http://truthsyria.wordpress.com/2012/01/19/the-so-called-al-farouk-batta...

British Special forces training Syrian rebels:

http://friendsofsyria.wordpress.com/2012/01/08/british-special-forces-tr...

French DGSE trains Syrian terrorists:

http://www.infosyrie.fr/actualite/la-derniere-folie-de-sarkozy-la-dgse-a...

Us special forces soldier reported killed in Syria:

http://t.co/GuwNL3dm

Nato yder altså materiel støtte til terrorisme fra Iskenderun-basen i Tyrkiet.

Så mangler vi bare et svar på, hvilken afdeling i Nato der har givet tilladelse til dette.

Hanne Christensen

Ethvert barn (undtaget papegøjejournalister) ved at vesten samt visse arabiske forræderstater, er bag om det syriske "oprør"

Robert Ørsted-Jensen

Det mest beskæmmende her at flere - som selv i deres uendelige naivitet går rundt og anser sig selv for progressive og venstreorienterede - ubesværet vil give deres stemme til Assard facistlignende regime... snarer end at give deres støtte til at Syrien lige som Egypten og stadig flere andre muslimska lande kan finde vejen til demokrati

Henrik L Nielsen

Jeg kender intet rigtigt til situation i Syrien ud over hvad der bringes af flere forskellige medier, inklusive Syriens egne.

Men, hvis Assad er så elsket, eller i hvert fald støttet, af størstedelen af hans befolkning som flere herinde synes at hævde, hvordan kan det så være at modstandsbevægelsen/terroristerne har så store muligheder for at bevæge sig relativt frit? Hvis han vitterlig er så populær i sit eget land, så burde han vel kunne udskrive et reelt og ærligt valg om hans fortsatte virke, åbne for alle observatører og journalister og offentligt bevise at der er tale om et lille og kriminelt mindretal der går ham imod på vegne af Vesten? Hvis det hele er iscenesat af Vesten ville de vel næppe kunne overbevise flertallet af journalister om løgnen i længere tid, hvis disse af Assads regering fik adgang til landet?

Hvis en regering har en overvældende tilslutning i et land, så kan mindre og kriminelle grupper vel ikke operere massivt i så lang tid, da flertallet vil være imod dem og melde dem til de myndigheder de støtter? I lande hvor der igennem tiderne har været eksempler på at udenlandske regeringer har støttet visse grupperinger, er dette aldrig rigtigt lykkedes hvis befolkningen som helhed har været imod dem og for de regerende styrker.

Robert Ørsted-Jensen

Uanset om manden (Assads) var elsket eller støttet af endog et flertal (det var Hitler også i en periode) - så er det stadigvæk et diktatur som anvender hemmeligt politi, mord og tortur mod politiske modstandere, båede i eget land, men også i nabolande som Libanon. At nogen venstreorienteret og progressiv person ved sine fulde fem kan give sin støtte sådan noget er ude over min fatteevne.

Hanne Christensen,
Hvor ved du – og et hvert barn - alt det der, (At vesten samt visse arabiske forræderstater, er bag om det syriske “oprør”) fra???
Kan jeg måske få en kommentar til det???

Thomas Dahl,
Det vil i hvert fald glæde mig for begge landes vedkommende. Og specielt det syge præstestyre i Iran er ikke værd at samle på. Jeg har været der længe nok til at danne mig et godt indtryk af det!