Nyhed
Læsetid: 2 min.

Bagsiden: Drønsmarte katastrofeofre

Ministeriet for Børn og Undervisning har skrottet 25.000 T-shirts til en værdi af 550.000 kroner på grund af forkert logo. Nu skal de til Afrika
Måske kan disse børn snart skifte deres lilla outfit ud med nogle drønsmarte T-shirts med påskriften: ’Godt du kom’.

Måske kan disse børn snart skifte deres lilla outfit ud med nogle drønsmarte T-shirts med påskriften: ’Godt du kom’.

Udland
13. januar 2012

Man kan regne med Dansk Røde Kors. Også hvis man er et ministerium, der har gjort i nælderne og har brug for lidt kommunikativ katastrofehjælp. I går afslørede B.T., at Ministeriet for Børn og Undervisning har skrottet ikke mindre end 25.000 T-shits til en samlet værdi af 550.000 kr.

Trøjerne blev bestilt af den tidligere minister til uddeling til skoleelever i forbindelse med anti-pjække-kampagnen ’Godt du kom’.

Problemet er, at den nye regering valgte at omdøbe ministeriet, og her har man så vurderet, at de stakkels elever på danske folkeskoler vil blive så forvirrede, at de taber iPaden, hvis de blev præsenteret for et forældet logo.

»Det er brandærgerligt,« medgiver den ansvarlige kontorchef: »De var drønsmarte og i kampagnens farver.«

De kasserede T-shirts er i stedet doneret til Dansk Røde Kors, der så kan dele dem ud til børn ved deres nødhjælpsprojekter.

»Vi kan nok finde nogle afrikanske børn til T-shirtene,« lover generalsekretær Anders Ladekarl ifølge B.T. Da Information i går fik hul igennem til den sindige generalsekretær, kan han ikke erindre at have brugt den lidt overfriske formulering men medgiver, at hans organisation nu er den stolte ejer af 25.000 drønsmarte T-shirts.

»Vi tager dem da gerne og lægger i vores nødhjælpspakker,« forsikrer Anders Ladekarl, der kan fortælle, at organisationen tager imod meget overskudstøj fra virksomheder, f.eks. skrottede uniformer. Faktisk er der en hel landsby et sted i Afrika, der er klædt i Unibank-uniformer, oplyses det.

Godt I kom, Røde Kors

Men Bagsiden er som bekendt ikke sådan at løbe om hjørner med. Her ved vi godt, at meget lidt godt gøres af et udelukkende godt hjerte.

— Har det også noget at gøre med, at der står ’Godt du kom’ på trøjerne? Kan nødhjælpsarbejderne så føle sig mere anerkendte af de lokale børn, mens de deler nødhjælp ud?

»Nej, det har jeg ikke skænket en tanke. Men det er da meget smart, nu når du siger det.«

— Men ifølge den nye udviklingsstrategi skal bistand jo være rettighedsbaseret. Man skal vel ikke sige tak, når man blot får indfriet sine rettigheder?

»Altså nu tror jeg faktisk ikke, at de nødlidende går så meget op i, hvad der står på deres tøj.«

Bagsiden har ikke haft så lang tid til at kæle for de sproglige detaljer og kommunikationstekniske hensyn, men fremlægger alligevel her en grovskitse til en alternativ T-shirt.

— Havde I også taget imod T-shirts, hvor der stod: ’Neo-kolonialistiske hattedamer, vi vil have en ny verdenshandel, ikke jeres almisser. Godt I kom til fornuft og fik gang i Doha-runden’.«

»Ja, det ville vil. Dem ville vi måske hellere have.«

— Men helt ærlig, redder I ikke bare nogle kommunikationsfolk i et ministerium fra at fremstå som ressourcefråsende logoryttere?

»Altså vi ville da hellere have pengene til at dele mad ud,« medgiver Ladekarl.

Børne og undervisningsministeriet oplyser, at Røde Kors har meddelt, at de drønsmarte T-shirts er pakket og klar til afsending, men det er stadig uklart, hvor i verden kampagnes farver vil peppe op.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Esben Maaløe

Vi er så fede, og vi er det helt af os selv. Det hedder 'selvfede' ... bwuaaaarddrk

Henrik Darlie

»Det er brandærgerligt,« medgiver den ansvarlige kontorchef: »De var drønsmarte og i kampagnens farver.«

Brandærgeligt og drønsmart: Typisk dansk.