BEIRUT — »Det regime viger ikke tilbage fra noget som helst.«
Syriske dissidenter i Beirut — og de er talrige i takt med flugten fra Bashar al-Assads sikkerhedstjenester — går uden videre ud fra, at de infame terrorangreb på civile, der tillægges ’væbnede terrorgrupper’, er regimets værk. Det er klogt at vurdere disse teorier med en vis skepsis, men dissidenterne har en pointe, når de påpeger, at de to al-Qaeda-lignende ’selvmordsaktioner’, der har fundet sted i Damaskus inden for to uger (den 23. december og den 6. januar) til forveksling ligner en iscenesættelse til ’ære’ for Den Arabiske Ligas observatører, der ankom netop den dag, de første to bomber i Midan-bydelen dræbte 26 mennesker.
Observatørerne har kritiseret regimet i en rapport til ligaens særlige Syrien-komité, der blev drøftet i går i Kairo.
»Volden fortsætter, observatørerne har set lig i gaderne, og de syriske tropper er ikke trukket tilbage fra byerne,« hedder det i en konklusion, der er sivet til pressen.
Alligevel blev de arabiske udenrigsministre i går enige om, at observatørerne skal blive i Syrien, selv om al- Assad-regimet »kun delvis har opfyldt sin del af aftalen«, som det hedder.
Den Arabiske Liga vil nu bede FN om teknisk og logistisk hjælp til at fortsætte missionen, så den bliver mere effektiv og professionel og ikke »spilder tiden«, som Qatars udenrigsminister, Hamad Jassem al-Thani, udtrykte det.
Den syriske opposition har kritiseret observatørerne for at lade sig »føre rundt i snor« af regimet, og i rapporten til ligaens udenrigsministre erkender delegationens leder, sudaneseren Ahmed Mustafa al-Dabi, en tidligere militærefterretningschef, at det syriske regime har manipuleret hans delegation.
»Men vi er først lige begyndt, og vi behøver tid til at danne os en mening,« sagde han til den britiske avis The Observer.
Og manipuleret bliver der. Det mest sigende billede fra fredagens bombning under en motorvejsbro i Midan, den Damaskus-bydel, hvor modstanden mod regimet er mest mærkbar, var en hånd, der holdt en mikrofon fra syrisk tv og to indkøbsposer, som blev placeret ved en blodpøl på asfalten efter et af de 46 dødsofre og 60 sårede, der blev ramt af de to eksplosioner fredag.
Herefter panorerede kameraet til det øvrige sceneri under broen, hvor indkøbsposer lå spredt ud formentlig med det formål at formidle indtryk af, at bombernes ofre var fredelige fredags-handlende. Poseoptagelsen, distribueret via Facebook, var hentet fra det syriske tv’s direkte transmission fra stedet og beroede sandsynligvis på en fejltagelse, hvis den da ikke var resultat af en oppositionel kameramands bevidste handling. I hvert fald var den illustrativ for teorierne om, at sikkerhedstjenesterne står bag.
»Det var påfaldende, hvordan syrisk tv var på pletten og kunne sende redigerede nyhedsindslag kun 45 minutter efter bomberne,« lød en kommentar, »det ser ud, som om de stod klar til at filme.«
Søger sammen
Medens Den Arabiske Liga tygger på observatørernes rapport — der er nu 158 i alt, hvor ligaen oprindeligt krævede 500 — forsøger den syriske opposition at samle sig i en organisation. I går mødtes repræsentanter for SNC, Syriens Nationalråd, der er den store paraplyorganisation med deltagelse af såvel islamister som sekulære og etniske grupper, og NCC, Det Nationale Råd for Demokratisk Forandring, med base i Paris og erklæret sekulær, dvs. uden islamisk deltagelse. Tidligere forsøg på at samle de to fløje er strandet på uenighed om udenlandsk intervention. Efter måneders tovtrækkerier synes der nu at være enighed om fire punkter:
Afvisning af udenlandsk intervention, der kan anfægte Syriens suverænitet. Arabisk intervention anses ikke for ’udenlandsk’.
Beskyttelse af civile med alle legitime midler og hensyntagen til internationale menneskeretskonventioner.
Fastholdelse og fremme af national enhed i det syriske folk (der er etnisk og religiøst delt, red.) og afvisning og fordømmelse af sekterisk mobilisering (Bashar al-Assads regime har bevæbnet alewit-militser mod oppositionen, der er overvejende sunni, red.)
Støtte til deserterede soldater og civile demonstranter med vægt på, at deres aktioner alene er regimets »fulde ansvar«.
Dette sidste punkt viser, at oppositionen nu anerkender væbnet modstand, hvor den tidligere har stået fast på, at kun fredelige demonstrationer ville føre til regimets fald. Repræsentanter for Det Muslimske Broderskabs syriske gren har agiteret for tyrkisk militærintervention i Syrien, og demonstranterne i de syriske byer har længe råbt på hjælp udefra — fra NATO, fra FN’s Sikkerhedsråd, og fra hvem der ellers vil hjælpe dem med at fjerne det regime, der i løbet af 10 måneder har dræbt mindst 6.000 syrere, alene 358 i det tidsrum, de internationale observatører har været i landet.
Men nogle dissidenter er uenige:
»Der er ingen grund til at kræve flyveforbud, idet regimet ikke bruger kampfly mod oppositionen,« sagde en dissident, Information talte med i Beirut.
»Det løser ikke noget på landjorden. Det, der kan hjælpe oppositionen nu, er en sikkerhedsrådsbeslutning om at sende konflikten over til ICC, Den Internationale Krigsforbryderdomstol. Det vil virke, for det vil få regimet til at smuldre indefra.«
