Analyse
Læsetid: 3 min.

Britisk tabloidpresse smager sin egen medicin

2012 kan blive et skæbneår for den britiske tabloidindustri, der har bevist, at den ikke har nogen form for selvkontrol
Skuespillerinden Sienna Miller er en af de celebriteter, der har deltaget i  Leveson-høringen. Hun fortalte, hvordan hun begyndte at beskylde venner for at lække historier til pressen, da hun ikke vidste, at hendes telefon blev aflyttet.

Skuespillerinden Sienna Miller er en af de celebriteter, der har deltaget i Leveson-høringen. Hun fortalte, hvordan hun begyndte at beskylde venner for at lække historier til pressen, da hun ikke vidste, at hendes telefon blev aflyttet.

Carl Court

Udland
4. januar 2012

2011 blev året, hvor den berygtede britiske tabloidpresse havnede på anklagebænken. Det skete i kølvandet på afsløringerne af omfattende telefonaflytning af alt og alle fra kongelige, film-, pop- og sportsstjerner over pårørende til kendisser til mordofre og mistænkte. Flere end 5.000 personer har muligvis haft en journalist med på en lytter.

Modsat tabloidpressens egne ofre har den selv haft mulighed for at svare igen gennem egne og konkurrerende medier, der dækker den såkaldte Leveson-høring — den mest omfattende blandt ikke færre end 13 undersøgelser nedsat i kølvandet på skandalen.

Tabloidpressens talsmænd har i det store hele beklaget fortidens fejl — hvoraf mange dog stadigvæk benægtes — og er gået til modangreb på høringerne, som beskrives som ensidige.

Indtil videre er det da også sandt, at vægten i Leveson-høringen har været på de krænkede ofres beskrivelser af, hvordan det har påvirket deres liv at være blevet forfulgt af privatdetektiver og have fået afsløret hemmeligheder, som de ikke kunne begribe, hvordan pressen skulle have fået nys om.

Skuespillerinden Sienna Miller beskrev under høringen, hvordan hun paranoidt begyndte at beskylde venner og familier for at lække historier til pressen.

Der var sangerinden Charlotte Church, der beskrev, hvordan hendes mor forsøgte at begå selvmord efter afsløringen af farens affære, samt hvordan den nu lukkede avis News of the World tilbød hende at vælge mellem positiv mediedækning eller 100.000 pund for som 13-årig at synge ved Rupert Murdochs bryllup.

Der har også været vidner fra tabloidpressen, der har beskrevet, hvordan telefonhacking var hverdag, hvordan presset for at levere nye afsløring og frygten for fyringer førte til fabrikation af historier, og hvordan privatdetektiver snarere end journalister stod bag de fleste afsløringer. En af disse privatdetektiver — en tidligere politimand — beskrev desuden, hvordan han var blevet bedt om at grave smuds op på bl.a. de jurister, der var blevet hyret til at føre sagerne for ofrene for telefonaflytning.

Dag for dag er afsløringerne flydt ud af retslokale 73 i Royal Courts of Justice i det centrale London, og billedet af en tabloidpresse, der ikke har formået at regulere sig selv, er blevet klarere og klarere.

Hvilken regulering?

Det er netop dette — regulering — hele efterspillet handler om. Nye afsløringer — som denne uges om at computerhacking kan have været lige så omfattende som telefonaflytning — chokerer ikke længere, men styrker blot argumentet for en form for regulering udefra af en industri, der tilsyneladende ikke har formået at kontrollere sig selv.

Imidlertid nærer de britiske medier en begrundet bekymring over, om hele branchen kommer til at betale prisen for de såkaldte red-tops’ synder.

Det påpeges, at skandalen ikke udsprang af manglende regulering af pressen, men af enkeltpersoner, der har brudt straffeloven hjulpet på vej af en kultur, hvor medier, politi og politikere var kommet alt for tæt på hinanden. Hvis politiet havde gjort deres arbejde, ville de ansvarlige være blevet straffet efter allerede eksisterende love.

Imidlertid er der ikke meget, der tyder på, at medierne får lov til at fortsætte den hidtidige praksis med selvregulering via et pressenævn. I takt med at over 60 individuelle beretninger er kommet frem i lyset under Leveson-høringen, synes der at have bredt sig en erkendelse af, at dette er et større problem end et par brodne kar.

Der er tale om en slatten moral, der også omfatter den del af befolkningen, der —vel vidende at aviserne har jagtet deres ofre skånselsløst — er blevet ved med at købe aviserne og dermed finansiere lovløsheden.

I lyset af det tyder alt på, at 2012 bliver et skæbneår for den britiske presse, der ifølge flere medieeksperter kan blive afgørende for medeibilledet de næste mange år.

De igangværende 13 særskilte politi-, parlaments- og regulativ- høringer, der i løbet af 2012 kommer med deres vurderinger og anbefalinger, kan ikke undgå at få følger for ikke alene fremtidens britiske tabloidaviser, men også for den seriøse del af dagbladspressen såvel som for de elektroniske og digitale medier. Ikke mindst fordi en af kommissionerne inden for det næste år udkommer med dens vurdering af medieejerskabet af tv-regulatoren Ofcom forud for regeringens kommende Kommunikations Lov. Ifølge iagttagere kan denne lov, der har til hensigt at regulere udfordringerne i en digital tidsalder, blive en af de vigtigste medielove i britisk mediehistorie.

Hvad lord Leveson — og andre — vil anbefale i sidste ende, er endnu uklart, men iagttagere påpeger, at det i mangel på større indrømmelser fra mediernes meget vel kan ende med en eller anden form for lovmæssig regulering.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Gad vide hvor meget af den slags der er foregaaet i DK

" ... en slatten moral, der også omfatter den del af befolkningen, der —vel vidende at aviserne har jagtet deres ofre skånselsløst — er blevet ved med at købe aviserne og dermed finansiere lovløsheden. "

Her er det fundamentale problem !

Morten Juhl-Johansen Zölde-Fejér

Tjener tabloidpressen ikke i denne anledning kompensationer, de er nødt til at udbetale, ind ved at dække... sig selv?